Danmarks økonomi efter Trump – Et gæt

Hvad kan vi forvente der sker med dansk økonomi med Trump som præsident i USA?

Det mest korrekte svar ville være: Det ved vi ikke. Trump har ikke afsløret en udpræget sammenhæng i sine politiske synspunkter, og har i øvrigt skiftet standpunkter i løbet af valgkampen. Mest overraskende har indtil videre været hans takketale efter resultatet lå klar, hvor han takkede Hillary Clinton for hendes indsats for USA og i øvrigt vil beholde elementer af Obamacare.

Men vi kender dog to punkter, der kan give problemer for Danmark:

1. Han vil ikke støtte militære allierede, som ikke betaler

2. Han vil føre en protektionistisk handelspolitik

Lad os tage militæret først: USA bruger 3,4 % af sit nationalprodukt på militæret, mens f.eks. Danmark kun bruger 1 %. Trump har givet udtryk for, at han ikke vil føre den “aktivistiske” udenrigspolitik, som USA har været kendt for i mange år, og som Hillary Clinton har ført som udenrigsminister. Vi kan altså forvente, at USA i fremtiden ikke griber ind, når der opstår konflikter forskellige steder i verden, som vi ellers er vant til.

I Europa har det først og fremmest først til diskussioner om, hvorvidt NATO samarbejdet går i opløsning, hvilket naturligt har givet anledning til ængstelse i en situation, hvor Putin netop er begyndt at føre “aktivistisk” udenrigspolitik.

Finansieringen af det militær, som NATO råder over blevet senest bekræftet af medlemmerne i 2014 (Martin Lidegaard, RV, udenrigsminister og Nicolai Wammen, S, forsvarsminister), hvor også den danske regering skev under på, at vi vill bruge 2 % af BNP på militæret. Det er der i dag kun få medlemslande, der gør: http://www.nato.int/nato_static_fl2014/assets/pdf/pdf_2016_07/20160704_160704-pr2016-116.pdf,

Faktisk er det – bortset fra USA – kun UK, Grækenland, Estland og Polen af NATOs medlemmer, der betaler så meget. Danmark betaler efter egne beregninger 1 %, og efter NATOS beregninger 1,17 % svarende til 21 milliarder kr. i finansloven for 2016 http://www.fmn.dk/videnom/Pages/ministeromraadetsoekonomi.aspx.

Hvis vi skulle op på 2% i Danmark, skulle vi altså bruge 21 milliarder mere om året på forsvaret efter danske beregninger, og 15 milliarder kr. mere efter NATOs beregninger.

Skal Danmark fordoble sit forsvars budget?

Det er jo helt usandsynligt, at det vil ske. Selv de konservative vil næppe gå så langt – topskatten skønnes i 2016 at give 16 mia.kr., så hvis de forhøjer budgettet til militæret med 15-21 mia.kr., kan de vist godt vinke endeligt farvel til topskattelettelser. Man må i det hele taget undre sig over, at personer som Lidegaard og Wammen, der i alle andre sammenhænge: Flygtninge, Udviklingsbistand, Klima mv. Står urokkeligt fast på, at vi skal leve op til vore internationale forpligtelser, skriver under på noget, som de ved, at de ikke engang selv vil stemme for.

NATOs generalsekretær Stoltenberg rejser i øjeblikket rundt til medlemslandene med opfordring til, at vi ikke kommer op på de 2 % allerede næste år, men i det mindste laver en plan, hvor de militære udgifter over en årrække når de 2 % af BNP. Vi får se, hvor meget ekstra Trump regeringen i USA vil stramme den formulering for at følge Trumps politik. Vi har indtil videre ikke hørt, at Trump har ændret holdning til, at de 2 % skal opfyldes.

Vil verdenshandlen gå i stå?

Så er der protektionismen – altså ønsket om beskytte amerikanske arbejdspladser ved at pålægge importtold eller direkte forbyde forskellige former for import. Protektionisme er bestemt ikke et nyt begreb i USA, og også Demokraterne med Hillary i spidsen er stærkt protektionistiske i deres politiske taler. Ikke mindst NAFTA skal tilsyneladende fjernes. NAFTA er en nordamerikanske samhandelsaftale, det vil sige Canada, USA og Mexico.

For at forstå udgangspunktet, vil det måske være en fordel først at ridse USAs økonomiske situation op. Den er mildest talt katastrofal: De sidste mindst 30 år har USA haft underskud på både statsfinanserne, på betalingsbalancen, og på handelsbalancen. Og det er kæmpe underskud vi taler om! Information bragte 17. oktober 2013 overskriften ’USA går bankerot inden 10 år’, hvilket var et citat fra den danske økonom, tidligere departementschef og ambassadør Jørgen Ørstrøm Møller. Selv har jeg i årevis undret mig over, hvordan dollaren kan blive ved med at være “reservevaluta”, hvilket vil sige, at det er den valuta, som folk i hele verden helst vil have deres opsparing i, når man tænker på den elendige situation, som USAs økonomi er i og har været i længe.

Vil USA gå fallit om få år?

USA’s statsgæld er i dag på knapt 105 % af deres samlede, årlige produktion (BNP). (http://da.tradingeconomics.com/united-states/indicators). Det er mere end Spanien, men mindre end f.eks. Grækenland. Der er tale om en gæld på ikke mindre end 295 billioner Dollar ($). Vi skriver lige tallet, da vi ikke så tit kommer ud for billioner 295.000.000.000.000 $ … til sammenligning er Danmarks samlede statslige gæld på 0,12 billioner $. Kina er den største, udenlandske långiver, og USAs regering skylder ikke mindre end 10 % af gælden til Kina. USA skylder med andre ord Kina ti gange så meget som hele den danske statsgæld(http://usgovinfo.about.com/od/moneymatters/ss/How-Much-US-Debt-Does-China-Own.htm)

Det vil naturligvis give selv Trump forhandlingsmæssige problemer, når han begynder at lukke af for importen fra Kina, for det gør jo Kina til en væsentlig faktor i amerikansk økonomi, og tilstrækkelig stor til at kunne ruinere den.

Handelsbalancen giver for USA’s vedkommende et endog større underskud, end vi er vant til i Europa, og igen ligger langt den største del af underskuddet i handlen med Kina, som altså vil blive en stadig større långiver. USA importerer simpelthen for 45 % mere end de eksporterer, hvilket vil sige, at underskuddet er næsten lige så stort som eksporten. Lad os se på, hvem USA handler med, og hvor underskuddet kommer fra: (https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_the_largest_trading_partners_of_the_United_States)

USA’s Vigtigste Handelspartnere

usas-vigtigste-handelspartnere-2015

USA’s underskud på handelsbalancen 2015

usas-handelsbalanceunderskud-2015

ROEU Betyder Rest of EU, i dette tilfælde alle andre end Tyskland. ROW betyder Rest of the World, i dette tilfælde ud over EU og de nævnte lande.

20 % eller en femtedel af USA’s import kommer fra Kina, men USA’s eksport til Kina er så lille, at underskuddet i forhold til Kina er næsten halvdelen (47 %) af det samlede underskud på handelsbalancen. Omkring 1/3 af den samlede import kommer fra EU landene, og først og fremmest fra Tyskland. Samlet kommer 21 % af USAs underskud på handelsbalancen, hvor Tyskland tegner sig for halvdelen. Handlen med Kina og Europa bidrager med andre ord tilsammen til 3/4 af USAs problemer med handelsunderskud, og vil derfor være i fokus, hvisnår Trump regeringen vil begynde at sætte toldmurer og restriktioner op. Kina er dem, der har mest at forhandle med, fordi de sidder så forholdsvis tungt på USA’s statsgæld. Derfor kan Europa let risikere at få de største problemer.

20,7 % eller omkring en femtedel af EU’s samlede eksport til lande udenfor EU går til USA:

EU’s eksport fordelt på lande

http://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php/File:Main_trading_partners_for_exports,_EU-28,_2015_(%25_share_of_extra_EU-28_exports)_YB16.png

eus-eksport-2014

så EU landene vil som helhed blive hårdt ramt, hvis vi skal tro Trump’s valgløfter om protektionisme. For Danmarks vedkommende, vil det faktisk ikke være så slemt, for vi har aldrig været så gode som resten af Europa til at eksportere til USA. Kun 8,5 % af vor samlede eksport går til USA (http://www.statistikbanken.dk/10029), men da Sverige, Tyskland og UK er vore største samhandelspartnere, og Tyskland og UK ligger på top 10 listen over eksportører til USA, kan vi blive ramt indirekte som underleverandører til deres industri.

Med den lave vækst, der er i Europa, må man forvente, at protektionisme fra USA vil betyde, at BNP begynder at udvikle sig negativt, eller på mere jævnt dansk. At vi alle sammen bliver fattigere.

Vil væksten blive negativ i Europa?

Selvom Danmark ikke bliver ramt så hårdt direkte af USAs protektionisme, vil vi dog blive ramt af ressession i Euro landene: Hvis økonomien generelt bliver svækket i EU, vil Euroen blive endnu svagere i forhold til kronen. Danmark har haft overskud på betalingsbalancen gennem de sidste 30 år og en forholdsvis lille statsgæld statsgæld, og har derfor teoretisk en stærkere valuta end Eurolandene. Da den danske nationalbank ønkser at fastholde et fast kursforhold til Euroen, har det betydet, at vi har en negativ diskonto – Nationalbankens indlånsrente. Der har før været forsøg på at spekulere mod den danske krone, men Nationalbanken har stået fast på, men et yderligere misforhold mellem økonomien u Eurolandene og i Danmark, vil uden tvivl udløse endnu et forsøg på at spekulere mod den danske krone, hvilket vil betyde, at Nationalbanlken for at forsvare sin politik, vil være nød til en reduktion af diskontoen. Altså at den bliver endnu mere negativ.

Raiffeisenbank Gmund am Tegernsee indførte i følge Jyllandsposten/Finans 13. august 2016 som den første negativ indlånsrente for sine kunder, og ideen diskuteres løbende i danske bankkredse, hvor ingen dog har turdet at være den første – endnu!

Skal vi betale for at sætte penge i banken?

Hvis Trumps militær- og handelspolitik gennemføres, vil vi altså blive presset til at betale 15 mia.kr. mere til militæret, vi vil få problemer med vor underleverandøreksport til først og fremmest Tyskland og Storbritannien, vi vil få problemer med vor eksport til USA, og vi kan forvente et øget pres på kronen med risiko for, at vi skal betale for at have penge stående i banken.

Måske skulle politikkerne forberede sig på at forhandle disse scenarier frem for at sidde og græde over, at Trump er blevet valgt. Sådan er det jo!

Nedsæt momsen

Vil en nedsættelse af topskatten forbedre dansk økonomi, eller vil den blot forbedre de højest lønnedes økonomi? Vil en nedsættelse af bundskatten?

Det er svært ikke at blive forvirret. Liberal Alliance har endda tal fra finansministeriet, der bekræfter, at det vil være godt for dansk økonomi, hvis man fjernede eller lettede topskatten, og jeg forstår det simpelthen ikke.

Danmark mangler investeringer i nye arbejdspladser, så vi kan få alle med i båden. Specielt i disse tider, hvor arbejdsløse får færre penge at leve for og strammere krav til at være aktive. Men der mangler ikke penge til investeringer. Vi har en statsgæld, der ligger blandt de laveste i EU og OECD (http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2014/NR215.pdf). Vor samlede nettoformue overfor udlandet har snart nået 1.000 milliarder kr. ifølge oplysninger fra Nationalbanken 30. september i år.

Så det er ikke penge til investeringer, der mangler, men viljen til at investere dem i Danmark.

Det er i høj grad virksomhederne, der har denne formue, og det er til en vis grad de højest lønnede, som jo så også er dem, der normalt styrer virksomhederne enten som ledere eller som bestyrelse. Så at give dem flere penge, virker nok næppe på, at få dem til at investere mere flittigt end de gør med de utroligt mange penge, de allerede har.

Danmarks Udenlandsformueudlandsformue-2016Kilde: Danmarks Statistik

Det, der derimod kunne skabe arbejdspladser, men også øge interessen for at investere, ville være at få gang i forbruget, og her kunne det jo være interessant at se på, hvor meget folk med forskellige indkomster bruger, hvis man giver dem en krone mere:opsparingskvote-2014

Af ovenstående tabel kan man se, at husstande med mindre end 150.000 kr. om året i disponibel indkomst (efter indkomstskat mv.) sætter sig i gæld for næsten en tredjedel mere for at forbruge. De, der har mellem 150.000 og op til 300.000 i husstandsindkomst om året balancerer næsten, så overordnet kan man altså sige med ret stor sikkerhed, at hvis en husstand har under 300.000 kr. i årlig, disponibel indkomst, så bruger de en krone mere på forbrug, hvis de får en krone mere, som de kan bruge.

Har man en højere disponibel indkomst end 300.000 kr. i husstanden, kan man se, at man sparer mere og mere op af sin indkomst, og altså ikke bruger den på forbrug. Gruppen af husstande, der har en disponibel indkomst på over 800.000 kr. om året bruger f.eks. 37 % til opsparing, hvilket vil sige, at hvis man gav dem en krone mere, så ville de forbruge for 63 øre og spare de sidste 37 øre op.

Og det er jo også ganske logisk: Hvis man ikke har særlig mange penge, bruger man det hele på de vigtigste ting: Husleje, mad osv. Har man lidt flere penge kommer der måske også et restaurantbesøg og en ferierejse med engang imellem, har man endnu flere penge holder man op med at læse tilbudsaviser, køber, hvad man har lyst til uden at skele meget til prisen, køber båd og bil osv, og så lægger man lidt til side til alderdommen ved f.eks. at være i en pensionskasse, undlade at tage lån i huset osv. Og har man rigtig mange penge gør man foruden alt det ovenstående også det, at man finder en måde at investere sine penge på – gennem investeringsforeninger eller egne investeringer på børsen.

Det klogest ville derfor være at give de lavest lønnede skattelettelser, og ikke de højest lønnede. Derfor er det noget uforståeligt, at det skulle være en fordel at give lettelser i topskatten, bortset fra, at det naturligvis altid vil skabe vækst i økonomien, hvis der var flere penge til forbrug – også selvom kun en mindre del af skattelettelsen går til forbrug.

Men skal man så lette bundskatten? Det ville i hvert fald give mere fordi vi nu ved, at en større del af skattelettelsen vil gå til forbrug, men det ville jo primært ved de, der har fuldtidsbeskæftigelse. De, der er på dagpenge og kontanthjælp, og som vi med garanti ved vil bruge hver en ekstra krone på forbrug, betaler jo ikke meget i skat, så de ville ikke få så mange penge ud af selv denne skattelettelse.

Jamen så er det jo oplagt: Vi bør sænke momsen!

Det ville give øget råderum til forbrug for alle indkomstklasser, og der er jo noget af give af. Sammen med Norge og Sverige har vi verdens højeste moms. Det vil selvfølgelig også øge eksporten, men nu har vi gennem mere end 30 år haft overskud på betalingsbalancen (http://www.dst.dk/da/Statistik/NytHtml?cid=18856 og efterfølgende år), så også her er det noget at give af.

Moms er i forvejen en asocial skat: Hvis et rugbrød koster 25 kr., så er de 5 kr. moms til staten, og det uanset, om man tjener 1 million om året, eller om man er på dagpenge. Momsen for rugbrødet er med andre ord en højere skat i forhold til indkomsten for den med lav indkomst end for den med høj indkomst. Man plejer at sige, at afgifter vender den tunge ende nedad, fordi et ens beløb eller procent i forhold til det, man køber, er dyrest for de mennesker, der har den laveste disponible indkomst. I stærk modsætning til indkomstskatter, hvor de højeste indkomster ville betale mere i skat end de laveste selv hvis vi alle betalte den samme procent, men vi betaler endog en højere procent for højere indkomster.

Derfor kan man jo også undre sig over, at vi gennem årene har oplevet skattestop og indkomstskattelettelser fra både den ene og den anden regering, mens vi har fået flere og flere afgifter. Og uanset om disse mange nye afgifter har smukke hensigter om at få os til at forbruge på en måde, der standser klimaproblemer og forurening, så er det indiskutabelt, at det er de laveste indkomster, der belastes hårdest af afgifter.

Fremtidige skattelettelser bør ske blandt afgifterne, og man burde have et afgiftsstop således at enhver ny afgift burde give en tilsvarende nedsættelse af momsen. Det ville øge efterspørgslen, og det ville være socialt ansvarligt – afhængigt af, hvor man skaffer pengene til skattenedsættelsen fra.

Dagpenge – Hvorfor bestemmer staten, når den ikke betaler

Staten har ikke alene ingen omkostninger til dagpengene, de har ligefrem overskud. Alligevel er staten gennem folketinget fuldstændig enerådende over udbetaling af dagpenge og krav til dagpengemodtagere.

I 1986 betalte A-kasserne 1/3 af omkostningerne til dagpengene, mens arbejdsgiverne og staten hver betalte en tredjedel. I begyndelsen af dette århundrede var statens bidrag reduceret til knapt 60 % (2003), og fra og med 2010 betaler A-kassemedlemmerne og kommunerne hver 2/3, hvilket giver 4/3 – den overskydende 1/3 går lige i statskassen.

Af finansloven for i år 2016, fremgår det, at staten forventer at udbetale dagpenge på i alt 16,5 Milliarder kr. (dem med 9 nuller bag). Dette finansieres ved at A-kassemedlemmerne betaler 11,1 milliarder kr. ¹ , mens kommunerne indbetaler 9,5 milliarder². Staten har altså et budgetteret overskud på godt 4 mia.kr.

Dagpengeudbetaling                                             16,5 mia.kr.

Indbetaling fra A-Kasserne                                 11,1 mia.kr.

Indbetaling fra Kommunerne                                9,5 mia.kr.

Overskud til staten                                                 4,1 mia.kr.

Staten betaler ganske vist et beløb til kommunernes beskæftigelsesindsats , svarende til kommunernes indbetaling til dagpengene³ , men det er jo blot udtryk for statens og folketingets arrogante tro på, at de er bedre til at prioritere de kommunale midler end det lokale demokrati. Ser man på effektiviteten i jobcentrene, bliver det en svær sag at argumentere for, at de har ret.

 Staten har overskud på dagpengene

Derudover er det jo interessant, at mens tilskuddene til kommunerne fra staten er steget fra 2003 og frem ifølge statsregnskabet, så kommer der ikke yderligere fra det tidspunkt, hvor staten beslaglægger de ca. 11 mia.kr. til dagpenge fra kommunerne .

Men tilbage til dagpengene. Dagpenge er en forsikringsordning, betalt af alle, der er medlem af en A-kasse, hvortil det offentlige – som efter 2009 er kommunerne og ikke staten – betaler en mindre del, og altså i finansloven 2016 1/3, og oven i købet på en måde, hvor staten udbytter kommunerne, som de jo i alle andre sammenhænge siger skal spare.

Tilskud til kommunerne

Dagpenge skal ikke forveksles med kontanthjælp. der udbetales til arbejdsløse, der af den ene eller den anden grund ikke er dækket af dagpengene. Enten fordi de ikke har villet betale bidrag til A-kassen, eller fordi de er gledet ud af systemet eller ikke er kommet ind i det endnu. Man kan diskutere, om folk, der har valgt ikke at deltage i en solidarisk A-kasseordning burde have lige så meget som de, der pga. lovgivningen er gledet ud af den eller ikke er kommet ind i den endnu?! De unge, der ikke er kommet ind i systemet endnu, har man valgt at straffe ved at give dem halv kontanthjælp til de fylder 30 år.

Skal en arbejdsløs, der kunne, men ikke ville være medlem af en A-kasse have flere penge fra det offentlige end en, der solidarisk har betalt sit A-kassebidrag?

Finanslov 2016 har som sagt afsat 16,5 mia.kr. til skønnet 118.000 fuldtidsforsikrede. Heraf betaler det offentlige 5,4 mia.kr. Det er ca. 51.000 kr. pr. fuldtidsforsikrede om året eller godt 4.251 kr. om måneden i offentlig udgift. En kontanthjælpsmodtager får 10.968 kr. om måneden, eller 14.575 kr. om måneden, hvis man har forsørgerpligt. Får man dagpenge er det ligesom med løn: Der er ingen forskel på, om du er forsørger eller ej. En kontanthjælpsmodtager koster altså i 2016 det offentlige mellem 2,6 og 3,4 gange så meget, som en dagpengemodtager!

Det offentlige betaler:

10.968 kr. om måneden til en kontanthjælpsmodtager

14.575 kr. om måneden, hvis modtageren er forsørger

Men kun 4.251 kr. om måneden til en dagpengemodtager

– forsørger eller ej!

Staten har derfor en oplagt interesse i, at folk forsikrer sig i en A-kasse! Selv hvis man kun ser på det finansielle aspekt og ikke inddrager det rent sociale aspekt. Alene af den grund burde de gøre det mere attraktivt at være medlem af en A-kasse.

Det er på tide, at man overvejer en omlægning af hele beskæftigelsesområdet. Beslutninger om dagpenge og hvor meget man skal herse med de ledige, bør overdrages til en demokratisk proces i a-kasserne, og staten kunne holde sig til at diskutere kontanthjælp og indbetale en subsidiering til a-kasserne i form af 50 % oven i kontingentet (naturligvis med et loft), hvilket ville svare til 1/3 af bidraget, altså det, de betaler nu.

Kontanthjælpsmodtagere burde man bede om at møde op på kommunen og få tildelt arbejde de første 3 måneder af hver seks måneders periode, hvor de så kunne udføre forefaldende arbejde indenfor de grænser, der kunne aftales med de lokale fagforeninger. Det ville svare til en rimelig løn for 6 måneders kontanthjælp. De, der syns det er tilstrækkeligt at leve på denne måde skal være velkomne.

På den baggrund kunne man med fordel nedlægge jobcentrene, men dog fortsætte med at tilbyde de arbejdsløse en snak om situationen (en slags “luksusfælden”), og hvad der kunne gøres, samt tilbud om relevante kurser, men på frivillig basis. Jobcentrene er åbenlyst ikke pengene værd med al deres kontrol, nedgørelse og umyndiggørelse af arbejdsløse og manglende jobskabelse.

Det ville spare en masse offentlige penge, øge demokratiet i a-kasserne og øge motivationen for solidarisk ansvar hvad angår rettigheder og pligter.

 Lad medlemmerne af A-kasserne bestemme dagpengesystemet!

Til slut en oversigt over udviklingen i dagpengene de sidste 30 år:

Før 1986 var det grundlæggende sådan, at medlemmerne af A-kasserne betalte en tredjedel af omkostningen til dagpengene og ikke to tredjedele som i dag. Arbejdsgiverne betalte en tredjedel og staten betalte en tredjedel.

I 1986 omlagde man arbejdsgivernes betaling til dagpengesystemet således, at der skulle betales på baggrund af momsgrundlag og ikke på baggrund af antallet af ansatte. Omlægningen var faktisk ret smart fordi eksportvirksomheder normalt har et negativt momsgrundlag (der betales ikke moms for eksport – det sker først i det importerende land). Omlægningen betød derfor indirekte en støtte til eksportvirksomhederne fra de importerende virksomheder, hvilket der kunne være god grund til, da Anker Jørgensens afgang og udskrivelse af valg i 1981 grundlæggende skyldtes, at vi var lige så langt ud med hensyn til statsgæld og betalingsbalance, som Grækenland var/er i dag, men uden hjælp fra Tyskland. Desværre gennemskuede EU systemet, og forbød det. Det nye arbejdsgiverbidrag til dagpengene blev derfor afskaffet igen, men arbejdsgiverbidraget til dagpengene blev aldrig genindført. – Formentlig fordi Statsminister Poul Nyrup ville “knække kurven” det vil sige øge beskæftigelsen, og derfor ikke havde brug for yderligere skat på erhvervslivet.

I stedet fik man et system, hvor staten betalte den marginale omkostning til dagpengesystemet, hvilket i 2003 udgjorde lidt over halvdelen (57%) procent.

2003 er udelukkende valgt fordi det er så langt, man kan gå tilbage i statens regnskabsdatabase på nettet. At staten betaler den marginale prise betyder, at de betaler for de dagpenge, der ikke kan betales af medlemmerne af A-kasserne. De betaler altså mere, når der er mange arbejdsløse end når der er fuld beskæftigelse.

Systemet fungerede så godt, at staten ligefrem fik overskud på ordningen i 2007 og først og fremmest i 2008, hvor vi var på hvad man vel kan kalde fuld beskæftigelse

Lønmodtagerandel

Men så kom først finanskrisen og derefter EU’s statsunderskudskrise.

Når Lønmodtagerdelen i 2007-8 ligger over 100% betyder det, at staten scorer de overskydende penge, og altså i det absolutte højkonjunktur år 2008 over en tredjedel af de penge, der blev indbetalt af A-kassens medlemmer. Men selv i finanskrisens værste år 2009 kan man se, at A-kasse medlemmerne fortsat betaler omkring 90% af de penge, der udbetales til dagpenge, og efterfølgende har A-kassemedlemmernes indbetalinger dækket lige omkring 2/3 dele af dagpengene – I modsætning til den tredjedel, der galt før 1986.

Dagpengene er altså gået fra at være et solidarisk system til at være en forsikringsordning med 1/3 offentligt tilskud – med overskud til det offentlige i beskæftigelsesmæssigt gode tider.

I 1986 dækkede A-kassebidraget 1/3 af dagpengeudgifterne

I 2016 dækker A-Kassebidraget 2/3 af dagengeudgifterne

Ser man alene på statens andel af dagpengene, er billedet et helt andet:

Statens andel

Vi ser det samme overskud for staten i 2007-8, som før, hvor overskuddet nu ses som en negativ statsandel på diagrammet ovenfor. Men finanskrisens start i 2009 giver ikke nær den omkostning for staten, som man kunne forvente, og fra 2011 (hvor HTS- regeringen kommer til) og frem har staten igen overskud på dagpengene. Hvorfor dog det?

Der sker simpelthen det, at Lars Løkke ved lov pålægger kommunerne at bidrage til systemet i en grad, så de stort set betaler dobbelt så meget, som der er brug for, for at dække forskellen mellem A-kasse medlemmernes indbetalinger og udbetalingen af dagpenge.

Dagpenge er gennem de sidste 30 år gået fra at være en omkostning for staten til at være et tilskud til staten, og samtidig er A-kasse medlemmernes dækning af dagpengene gået fra omkring 1/3 til omkring 2/3.

Det er på tide, at A-kasse medlemmerne får retten til at bestemme over dagpengesystemet tilbage!

 

Noter:

¹ Finanslovens § 17.17.31 – her ses hvordan dagpenge mv. finansieres.

² Finanslovens § 17.17.32 – her ses såvel dagpenge udbetalingerne, som indbetalingerne fra kommunerne

³ Finanslovens § 15.91.13, social og indenrigsministeriet

Brexit – Den store katastrofe?

Brexit behøver ikke at blive den store katastrofe. Hverken for briterne eller for EU eller for resten af verden for den sags skyld. Men man kan frygte, at politikkerne vil gøre den til det.

Først kan det måske være værd at pege på, at en nyligt udkommet rapport fra Syddansk Universitet i Odense, “Join to Prosper”, forfattet af Thomas Barnebeck Andersen, Mikkel Barslund og Pieter Vanhuysse (Discussion Papers on Business and Economics, No. 2/2016), gennem en systematisk, statistisk behandling af økonomiske data fra EU lande såvel som OECD ikke-EU lande kommer frem til tre interessante konklusioner:

  • Med hensyn til økonomisk vækst og udvikling er der ikke forskel på, om man er medlem af EU eller ej
  • Dette gælder også for de tidligere Østeuropæiske lande, der er blevet medlemmer af EU
  • Jo flere medlemmer, der er blevet af EU, jo lavere er væksten i EU.

Jeg har selv i en tidligere blog http://alternativfordanmark.dk/2016/02/19/er-euroen-god-for-europa/ påpeget, at udviklingen blandt Euro-landene ikke har været bedre end blandt de EU lande, der stod udenfor Euroen, og at navnlig indkomstforskellene er blevet væsentligt større for de lande, der er med i Euroen.

EU er altså ikke som udgangspunkt en økonomisk konstruktion, der er bedre end alternativet, og derfor bør det ikke gøre en forskel for Storbritanniens økonomi, om de er indenfor eller udenfor EU. de var under alle omstændigheder hverken med i Schengen eller i Euroen, så det er minimalt, hvad der vil være af forskel på disse områder.

Pundet har altid udviklet sig på en måde, der både har taget hensyn til den amerikanske dollar, som de handler mere med end de fleste andre EU-lande, og så Euroen. Gennem den sidste uge har vi dog set, at pundet er faldet med ca. 8 %, og vi kan muligvis forudse yderligere fald fordi den britiske nationalbankdirektør Carney, har offentliggjort, at der vil komme yderligere lempelser i pengepolitikken for at skabe arbejde. Dette er et eklatant brud med EU politik, der altid har prioriteret inflationsbekæmpelse over bekæmpelse af arbejdsløsheden gennem en fast valutakurspolitik og hårde krav til landenes offentlige underskud og statsgæld, hvilket også skiftende danske regeringer og den danske nationalbank har indordnet sig under.

Det interessante er, at man kan se reaktionen på børserne. De første to dage efter briterne havde stemt “Leave” raslede kurserne ned, men de følgende dage steg de igen og er nu over niveauet fra før afstemningen. Det hænger naturligvis sammen med, at en lavere pund-kurs giver UK en forbedret konkurrenceevne, men er uden tvivl også et udtryk for, at investorerne forventer, at alle vil forsøge at undgå en handelskrig mellem Storbritannien og EU.

Og her er vi så inde i den usikre zone, for selvfølgelig, vil det gøre en forskel, at et land, der har en økonomi på 16-17 % af den samlede økonomi i EU, og en relativt større udenrigshandel udenfor EU end resten af EU, træder ud. Ikke mindst fordi EU som bekendt er en toldunion uden de store traditioner for frihandel, mens Storbritannien er et traditionelt frihandelsland.

Ser vi på kort sigt, er der imidlertid nogle problemer, som kan blive større eller mindre afhængig af EU-organisationens og politikernes vilje til at søge løsninger frem for at straffe Storbritannien for at sætte et eksempel for andre, der kunne tænkes at forlade selskabet. De to udfordringer drejer sig “medlemskontingentet” og Tolden mellem EU og UK.

Hvis vi først ser på bidraget til EU-organisationen, så er det i dag således, at størsteparten af EU’s indtægter kommer fra en 0,7 % afgift på landenes nationalprodukt, mens en mindre del kommer fra de toldafgifter, som de enkelte lande opkræver på vegne af toldunionen, men hvor UK altså bidrager relativt mere fordi de har en relativt større ikke-EU udenrigshandel. Når UK udgør 16-17 % af EUs samlede økonomi og har en relativt større ikke-EU udenrigshandel, er det vel ikke urimeligt at antage, at vi taler om ca. 18 % af EU’s samlede budget før briternes rabat.

En officiel hjemmeside til valgkampen https://fullfact.org/europe/our-eu-membership-fee-55-million/ skriver, at rabatten i 2015 var omkring 5 milliarder GBP (Britiske Pund, £), således at den samlede indbetaling fra Storbritannien efter rabat var på 13 milliarder GBP. Samtidig modtog UK så tilskud til forskellige ting, ligesom alle andre medlemslande. I 2015 var der tale om 4,5 milliarder GBP i tilskud fra EU. Netto kommer organisationen EU altså til at mangel omkring 8,5 milliarder GBP, eller 10,3 milliarder Euros (dagens kurs), og det vil selvfølgelig gøre ondt. Både på støtteordninger til medlemslandene og på driftsbudgetterne til EU-organisationen.

Det er tilstrækkeligt mange penge til, at organisationen EU kunne mistænkes at lægge gift ud for de kommende forhandlinger om Storbritanniens udtræden. Ikke mindst fordi det vil kræve synligt mange afskedigelser i organisationen, som jo er dem, der skal forhandle med UK. Mistanken bestyrkes af, at ganske mange EU- politikere – herunder kommissionsformand Juncker – har udtalt sig meget aggressivt om straf, ja i enkelte tilfælde hævn, og at man rent symbolsk holder pressemøde på fransk.

EU har allerede meldt hårdt ud, at Storbritannien ikke kan deltage i EUs organer i den toårige opsigelsesperiode, der er tale om, ligesom det er blevet luftet, at det måske kan tage endnu længere. I den periode skal UK fortsat betale bidrag til EU, mens man må forvente, at de ikke får noget tilbage. I hvert fald som udgangspunkt.

Det betyder, at Storbritannien kan risikere at skulle betale netto næsten 16 milliarder Euro til EU hvert år de næste 2 år, mens nedskæringerne af EU organisationen og støtteordningerne udskydes tilsvarende.

Det andet store forhandlingspunkt er selvfølgelig hvilken toldmur, der skal gælde for briterne.

Som udgangspunkt gælder samtlige toldafgifter for alle, der ikke er medlem af EU, og det er en mærkelig samling af afgifter http://www.toldpriser.dk/Toldsatser (4-7-2016. kl. 17.00), hvor fodboldstøvler ligger som en af de absolutte topscorere med 16,9 % told, men næppe vil ramme UK hårdere end Island gjorde det. De største afgifter ligger derudover navnlig på beklædning, sko, tasker, samt forskellige former for forbrugerelektronik. Det er tydeligt, at EU vil skærme sig mod konkurrencen fra lavtlønslande/udviklingslande og fra Asiens billige, og velfungerende elektronik, men også at enkelte andre brancher har haft held med deres lobbyvirksomhed. Hvad er f.eks. begrundelsen for høj told på cykler og autoradioer? Men jeg er selvfølgelig ikke den rette til at spørge: Al told er i min optik tåbelig, og historien har gang på gang vist, at beskyttelsestold alene gør produktivitetsudviklingen i de beskyttede brancher langsommere indtil de til sidst er komisk gammeldags.

Hvis EU ikke vil give Storbritannien toldfrihed ind i det indre marked, kan man frygte, at briternes eneste, stærke modspil kan blive en handelskrig, og her er det umuligt at sige, hvordan de vil gennemføre den, men hvis de tænker sig om, burde de kunne vinde, da de som nævnt importerer næsten 50 % mere fra EU end de eksporterer til EU, så en handelskrig vil gøre mere ondt på EU end på UK.

Man kunne forestille sig, at de bare “gengældte” EUs toldmur, men det tror jeg nu ikke de gør.

Et stærkt trække kunne være at toldbelægge fødevarer. UK importerer mange af dem fra EU, så det ville ramme EU hårdt. EUs importbegrænsning er primært tekniske handelshindringer, det vil sige, at man kun kan eksportere til EU hvis man dyrker, fodrer og arbejder på en bestemt måde, men det har UK jo gjort i rigtig mange år, så det ville være rigtigt svært at holde dem ude med den begrundelse. EUs landbrug er i forvejen i knæ, så hvis det nu også blev besværligere at eksportere til UK, ville landbruget i EU lide yderligere, hvilket ville lægge yderligere pres på politikkerne. Enelig er en af årsagerne til landbrugets krise i EU, at EU fører “krig” mod Rusland om Krim. Så hvis EU laver modtræk overfor UK, er det oplagt, at Putin ville elske at give UK lov at eksportere til Rusland, når de nu stod udenfor EU, og derfor ikke længere var en del af de repressalier, som EU har lagt på Rusland.

Med andre ord: Storbritannien har alle muligheder for at vinde en handelskrig mod EU, hvis de er lidt smarte. Men det ændrer jo ikke ved, at en handelskrig ville være det værste, der kunne ske, så længe den varede. Ikke mindst for Danmark. Vores eksport til Storbritannien er et af de få steder blandt eksportlande i EU, hvor vi har et klart overskud på betalingsbalancen, men hvor også 30 % af eksporten er fødevarer (Danmarks Statistik).

Vi ville til gengæld vinde, hvis UK vandt. Helst forhandlingerne, men selv en handelskrig, for det ville sætte en præcedens for, at EU blev tvunget ind i en mere frihandelsorienteret retning, hvilket ville være til gavn for hele verden.

Omvendt ville vi være i samme forhandlingsposition som Briterne, hvis de tabte, og vi valgte at melde os ud. Danmark, der har haft overskud på betalingsbalancen gennem de sidste 30 år, har faktisk underskud i betalingsbalancen med EU – primært i forhold til Tyskland og Holland.

Lad os håbe, at de hårde ord og de tydeligvis stærkt emotionelt drevne EU-tilhængere besinder sig, og verden bare får lov at fortsætte. Helst uden eller i det mindste med reduceret beskyttelsestold. – Det er muligt med en Brexit, der ikke skader nogen, Hverken Storbritannien eller os andre, mens det omvendte – den store katastrofe – kan skabes af politikkerne og EU organisationen.

Er Euroen god for Europa

Politiken havde 25. maj 2000 en tegning af Roald Als, hvor man ser daværende finansminister Mogens Lykketoft frådende af vrede råbe til to af de daværende “vismænd” (Niels Kærgård og Christen Sørensen): “Ikke enig med mig! Og I kalder jer vismænd!”

Anledningen var rapporten fra det Økonomiske Råds formandskab (Vismandsrapporten) fra foråret 2000, der analyserede Danmark og Euroen (p89 ff) op til afstemningen om Euroen – Konklusionen var, at ” Samlet set vurderer formandskabet, at de snævert økonomiske konsekvenser (for Danmark – min tilføjelse) ved et medlemskab er små og usikre.”

Vismændene gav med andre ord ikke regeringen den opbakning til et ja, som den havde forventet og gned yderliggere salt i såret ved at skrive: ” Spørgsmålet om Danmarks medlemskab af ØMU’ens tredje fase (Euroen) er i højere grad et spørgsmål om politiske overvejelser end om snævert økonomiske aspekter.” – med andre ord: Euroen er politik, så lad være med at bede os om, at få det til at lyde, som om det er vigtigt for vores økonomi!

Det var ikke så mærkeligt, at Lykketoft var rasende.

Svaret 23. september 2000 blev som bekendt et nej på 53 % til Euroen.

Der er rigtig mange interessante pointer i rapporten.

Først og fremmest påpegede vismændene, at vi ikke rigtigt havde den fælles, økonomiske udvikling i Europa, som kunne berettige en fælles valuta. Hvis man overhovedet skal have nogen glæde af en fælles valuta, er det vigtigt, at økonomien svinger i samme takt. Det vil sige, at der kommer kriser og opgangsperioder nogenlunde samtidigt og af stort set samme grund. Ellers kommer man til hele tiden at reparere strukturelle, økonomiske kriser.

Vismændene lavede derfor en opdeling i Kernelande – der hang godt sammen – og med udgangspunkt i Tyskland – og derudover de såkaldt nordlige og sydlige periferilande, der økonomisk hang mere sammen indbyrdes end med kerne landene.

                                            Grad af tilhørsforhold til forskellige grupper

 

Kerne

Nordlige periferi

Sydlige periferi

Holland

87,3

7,0

5,7

Belgien

87,9

6,1

6,0

Østrig

66,7

16,2

17,1

Frankrig

62,7

19,9

17,4

Portugal

2,1

4,9

93,0

Grækenland

8,1

15,5

76,4

Italien

11,6

18,5

69,9

Spanien

8,1

28,7

63,2

Sverige

3,2

86,8

10,0

Storbritannien

5,3

82,9

11,8

Finland

6,1

82,5

11,4

Irland

8,4

75,8

15,8

Danmark

22,8

58,7

18,5

Kilde: Artis og Zhang (1998b).

Holland og Belgien har med 87-88 % meget tæt den samme økonomiske udvikling som Tyskland, som man kan se. Frankrig – som jeg vil komme tilbage til – og Østrig lidt mindre med nogen og tres procent, men dog væsentligt nærmere Kernen end en af de to andre grupper.

Bortset fra Danmark, har de øvrige landes økonomier tæt på ingen sammenhæng med kernelandene – Portugal så lidt som 2 %. Til gengæld kan man se, at Portugals økonomi udvikler sig meget tæt sammen med de øvrige Middelhavslande: Italien, Spanien og Grækenland, som derfor bliver kaldt den Sydlige Periferi. Den tredje gruppe, der hænger godt sammen er Sverige, Storbritannien, Finland og Irland, der derfor bliver kaldt den Nordlige Periferi. Ligesom Frankrig hænger lidt svagere på Kernelandene, hænger Danmark lidt svagt på Den Nordlige Periferi, men er dog tættere på denne gruppe end på en af de to andre.

Allerede fra starten var der altså indbygget en konflikt i Euro-samarbejdet.

Netop den specielle relation, som Danmark har til de øvrige landes økonomier gjorde, at vismændene mente, at vi kunne stå i en situation, hvor det formentlig hverken ville være en stor fordel eller ulempe at deltage i Euroen.

De øvrige lande kunne derimod få store ulemper af at stå udenfor Kernen. Når vismændene så på ledigheden, kom de frem til, at “En del af stigningen i ledigheden i mange EU-lande kan netop forklares ved en større spredning i den regionale beskæftigelse. En oplagt forklaring er en mere centralt fastlagt arbejdsmarkedspolitik, og centraliseringen er nok skyld i en del af den regionale ledighed. Dertil kommer, at der gennem de sidste tre årtier har været en tendens til, at tekniske fremskridt typisk er kommet de bedst stillede til gode.” Og de benytter Italien som eksempel: ” De store regionale forskelle i arbejdsløsheden i Italien skyldes til dels en meget central løndannelse, der har resulteret i en meget sammenpresset lønstruktur med lønniveauet bestemt i nord. ” Vismændene påpeger også, at med en fælles valuta blive lønforskelle mere synlige, hvilket kan fremme en centraliseret løndannelse.

Med andre ord, hvis de tekniske fremskridt typisk kommer de bedst stillede til gode, vil en central løndannelse betyde, at der vil opstå en uforholdsmæssig stor arbejdsløshed i de i forvejen dårligt stillede lande og regioner, fordi den relativt dårligere udvikling i konkurrenceevnen ikke kan kompenseres af en ændret valutakurs, men kun ved direkte lønnedsættelse. Euroen vil med andre ord, skabe en udvikling, hvor de lande, der klarer sig dårligst vil få mere arbejdsløshed eller hårde lønreduktioner, mens de lande, der klarer sig godt vil klare sig endnu bedre. Vi får med Euroen et Europa, hvor en stor del af befolkningen i Sydeuropa vil være arbejdsløs, og derfor skal støttes af skatteyderne i Kernen og til dels den nordlige periferi. Nøjagtig, som vi har set det de seneste år ikke mindst i Grækenland og til dels Portugal, Spanien og Italien.

Arbejdsløsheden i udvalgte lande 2006-2015 ArbejdsløshedEU  Kilde: Eurostat

Og det er så præcist, hvad der er sket. Arbejdsløsheden i Spanien og Grækenland har, som vist her, været over 25 %, mens Holland og Tyskland ligger omkring de 5-10 % og Tyskland endda har haft faldende arbejdsløshed både gennem finans- og statsunderskudskrisen (hhv. 2009-11 og 2011-2014).

Problemet med konkurrenceevne kan bedst ses på udviklingen i betalingsbalancen.

                      Overskud/underskud på betalingsbalancen. 2004-2014  BetalingsbalanceEU

                Kilde: Eurostat

Både Tyskland og Holland (Kernelande – øverst) ligger gennem hele perioden med et komfortabelt og stigende overskud på betalingsbalancen. Landene i den sydlige periferi (men også Frankrig – der jo som påvist også lå lidt længere fra Tyskland end de andre kernelande) har derimod underskud på betalings- balancen det meste af perioden. Imidlertid kan man se, at denne gruppe af lande forbedrer deres betalingsbalance efter krisens start (2009), og Spanien og Italien har endog fået overskud på betalingsbalancen de seneste år – men ikke Frankrig.

Men hvad har skabt denne forbedrede betalingsbalance for de Sydeuropæiske lande? Det kan ikke være pengepolitik, for med Euroen er pengepolitikken ikke noget, landene selv styrer. Det gør alene den Europæiske Centralbank (ECB), og de har ikke ført beskæftigelses-skabende, men inflationsdæmpende politik. Det kan kun i begrænset omfang være finanspolitikken, for traktaten for den økonomiske union har fastlagt, at underskuddet ikke må blive større end 3 % af BNP – landets samlede indkomstskabelse – på et år, og dertil kommer, at statsgælden er stor nok i forvejen.

StatsgældEU

Kilde: Trading Economics

For alle de udvalgte lande er den faktisk over de 60 %, som traktaten har fastlagt som max-grænse. I den sammenhæng er det interessant at konstatere, at Euro-landene som helhed har en statsgæld på 90 %. Imponerende dårlig styring i forhold til aftalerne, men måske alligevel en årsag til, at arbejdsløsheden ikke er endnu højere. – Man ser, at Frankrig, der som det eneste af de valgte lande fortsat har underskud på betalingsbalancen, har forholdsmæssigt lige så stor en statsgæld, som Spanien.

Men når man ikke kan bruge pengepolitik og kun i begrænset omfang finanspolitik til at gøre noget ved konkurrenceevnen og dermed betalingsbalancen, så er der kun en ting tilbage: Indkomstpolitik – eller arbejdsmarkedspolitik, som man kalder et med et mere neutralt ord. Og det har man så gjort.

Arbejdsløsheden har selvfølgelig i sig selv presset lønningerne for almindelige mennesker. Men derudover har vi jo adskillige gange hørt i medierne hvordan lønningerne i ikke mindst Grækenland og Spanien direkte er blevet sat ned, og vi har set demonstrationer og gadeuro som følge af dette.

Med den såkaldte GINI koefficient har vi mulighed for at se denne udvikling.

                      GINI koefficienten for udvalgte lande 2004-2012GINIEU                             Kilde: Verdensbanken

GINI koefficienten er et udtryk for uligheden i indkomstfordelingen. Hvis den er 0, får alle nøjagtigt det samme i indkomst. Jo større tallet er, jo større forskelle er der i landets indkomster, eller som statsministeren så pædagogisk ville have udtrykt det: De, der tjener mange penge tjener mange flere penge, og de der tjener meget lidt, tjener endnu mindre lidt.

Man ser her Tyskland og Holland (Kernelande – lavest) stille og roligt bevæge sig mod stadig større lighed, mens de sydeuropæiske lande og Frankrig med større eller mindre hastighed bevæger sig mod stadig større ulighed.

Euroen skaber med andre ord en situation, hvor Sydeuropa har det svært med konkurrenceevnen, og derfor må køre hårdt på med en indkomstpolitik, der øger uligheden i samfundet og skaber social uro – til gengæld sparer de selvfølgelig 35 kr. i gebyr for at veksle valuta…….

Frankrig er klart et land med en syg økonomi: En statsgæld på næsten 100 % af BNP, øget ulighed, arbejdsløshed, der er over 10 % og svagt stigende, og alligevel fortsat underskud på betalingsbalancen. Alle andre lande har dog mindst et område, hvor det går bedre. Ikke Frankrig!

Så til spørgsmålet: Er Euroen god for Europa, må man vist svare: Ja den er god for de lande, der i forvejen klarede sig bedst. Men de andre … Fanden ta’r den sidste!

Klimakrise i Olielandene

Samtlige lande i verden er netop blevet enige om på COP21 i Paris at gøre noget sammen for klimaet. Hovedpointen blev, at forbruget af den “sorte” energi – de fossile brændstoffer: Olie, gas, kul – skal begrænses, og det er uden tvivl godt for klimaet. 

Men hvad med de olieproducerende lande? Noget tyder på, at flere af dem står overfor store økonomiske udfordringer, og nogen af dem står overfor en mulig, økonomisk katastrofe, der måske kan øge flygtningestrømmene yderligere. 

I Tabellen nedenfor er der en oversigt over de 11 mest olieeksporterende lande i verden – og så Danmark for sammenligning. 

Verdens mest olie-eksporterende lande i rækkefølge

Olielande

Kildeolie

Vi går vel ud fra, at vil på langt sigt helt ønsker at afskaffe de fossile brændstoffer.

Hvis det er tilfældet, vil de Lande, der har en stor andel af deres samlede produktion som olieproduktion, naturligvis blive hårdest ramt af en konsekvens politik, der skal rette op på de ulykker, vi kan se, der er forvoldt på klimaet.

Saudi Arabien, De forenede Emirater (UAE) og Kuwait vil formentlig kunde holde facaden længst. De har alle en meget høj gennemsnitsindkomst som udgangspunkt, og de øvrige økonomiske indikatorer ser også ganske fornuftige ud. Men de vil formentlig forsøge at løse krisen ved hjemsendelse af den helt overvejende del af den manuelle arbejdskraft, der er migrantarbejdere, ikke mindst fra de ikke-olieproducerende arabiske lande: Jordan Palæstina, Egypten mv., hvilket sandsynligvis vil øge folkevandringen til Europa efter job. Og når de falder, vil de falde hårdt – hvilket kan betyde stammekrige og anden voldelig uro, som vi ser det i bl.a. Syrien og Irak i dag – fordi en væsentlig del af deres offentlige sektorer er baseret på olieindtægterne. I Kuwait er det f.eks. så meget som 70 %.

I Libyen er økonomien allerede i frit fald og arbejdsløsheden tårnhøj. Faktisk så meget, at man må forvente, at landet bryder sammen. Det samme, om end ikke helt så fremskredent, kan siges om Venezuela, så måske skal vi se bådflygtninge i Caribien i nær fremtid.

Rusland, Iran, Nigeria og Algeriet er allerede i dag i en dyb økonomisk krise, og bortset fra Rusland er der ingen af de seks lande, der er omgivet af ligefrem bugnende økonomier.

Mexico er en helt speciel problemstilling, da deres problemer i højere grad er politiske og narkobande-relaterede. I den sammenhæng kan man naturligvis forestille sig forøget narkokriminalitet, når olieindtægterne forsvinder. 7 % vil dog næppe mærkes som væsentligt forøgelse af den migration fra Mexico, som USA allerede oplever i dag.

Nordmændene har været fornuftige og primært brugt renteindtægterne fra olieindkomsten, så de vil stadig sidde men en betydelig formue, når der ikke længere kan sælges olie. Men en væsentlig del af oliepengene bliver i dag brugt til regional udvikling, så nordmænd langt mod nord kan nyde de samme fordele af velfærdssamfundet, som folk i Oslo. Når olien ikke længere giver indtægt, må man nok forvente en øget tilvandring til Oslo, men det overlever de nok. Det er i dag tæt på 1/3 af den danske befolkning, der bor i Storkøbenhavn, mens det kun er omkring 1/5 af den norske befolkning, der bor i Oslo mv.

Når alt det gode er sagt om COP21, er der altså også en bagside i form at økonomisk og formentlig også politisk kollaps i udvalgte olielande, og en væsentlig forøget indvandring til Europa. Det ville være klogt at forholde sig også til det.

Pensionisterne blev reddet … eller gjorde de?

Pensionisternes boligydelse blev alligevel ikke reduceret, og finansloven blev stemt igennem.

Tilbage står Dansk Folkeparti med ridser i lakken, for enten havde de ikke rigtigt overblik over, hvad de voksne talte om, da de indgik forlig, eller også vidste de det, men troede ikke befolkningen ville opdage det?

Men blev pensionisterne rent faktisk reddet?

Staten betaler ganske vist boligydelse og folkepension, men kommunerne betaler for hjemmepleje, fysioterapeut, fodterapeut osv., og hvordan klarer de sig egentligt? Der er sjældent fokus på kommunernes budgetter sammenlignet med, hvor meget fokus, der er på finansloven, så lad os starte med overblikket.

De samlede kommunale budgetter ser således ud:

De samlede kommunale udgiftsbudgetter 2007-15

Kommunernes Budgetter

Kilde: Danmarks Statistik

Den øverste (lyseblå) kurve er de samlede udgifter, som man kan se er gået fra omkring 275 milliarder kr. i 2007 til lidt mere end 350 i 2015 budgetterne.

Den næste (grønne) kurve er udgifterne til sociale opgaver og beskæftigelse. Dette er i høj grad ældrepleje, da man skal huske, at dagpenge og kontanthjælp betales af staten ligesom folkepensionen. Her har udviklingen ikke været lige så stor. Heller ikke forholdsmæssig.

De tre nederste kurver er først (mørkeblå) undervisning og kultur, hvilket først og fremmest er folkeskolen, derefter (lilla) fællesudgifter og administration, der naturligvis ikke lader sig påvirke af det generelt lavere udgiftsbudget (sic!) og endelig (rød) sundhedsområdet, der i første omgang påvirkes af, at kommunerne overtager omkostningerne til rehabilitering i forbindelse med kommunalreformen, og derefter af, at først den tidligere VK-regering og efterfølgende ikke mindst SRSF-regeringen gerne vil vise øget produktivitet i regionernes sygehuse, og derfor begynder at sende patienter hurtigere hjem, hvor de så bliver kommunernes omkostninger. (Bemærk springet fra 2011-12, men herom mere i en senere blog).

Det er ikke mærkeligt, at “sociale opgaver og beskæftigelse” påvirkes stærkest af nedskæringerne i de kommunale budgetter efter fra 2011-12. De udgør jo næsten 2/3 af kommunernes samlede omkostninger, og den daværende indenrigsminister Margrethe Vestager og den daværende finansminister Bjarne Corydon skruede i den grad bissen på i forhold til kommunernes forbrug.

Men det kan måske undre, at det udelukkende er dette område, der er berørt af nedskæringerne.

Faktisk skulle man tro, at der var behov for, at det voksede, når man ser på befolkningsudviklingen sammen med udviklingen i kommunernes udgiftsudvikling,

Befolkningsudviklingen 2007-2014

Aldersudvikling

Udgiftsudviklingen 2007-2014

Kommuneudgifter index

Kilde: Danmarks Statistik

Begge grafer er index’eret. Det betyder, at vi sætter tallet i 2007 til 100% og ser på de andre år i forhold til 2007 tallet. Man kan altså se vækstraterne og ikke det bagved liggende tal.

Mens den del af befolkningen, der er 65 år eller ældre er vokset mere end 20 % siden 2007, og der i øvrigt har været en stigende arbejdsløshed i perioden og navnlig i den første del af den, så ser man, at kommunernes udgifter til sociale udgifter og beskæftigelse ganske vist er steget meget i begyndelsen af perioden, men fra 2011 er væksten reduceret og fra 2012 er den direkte reduceret, og udgør i dag en mindre del af de samlede kommunale udgifter end på noget andet tidspunkt i perioden.

Som sagt skruede Vestager og Corydon bissen på overfor kommunerne fra deres tiltrædelse i efteråret 2011. Men alt tyder på, at det bliver endnu hårdere fra nu af, når man ser på den nuværende finansminister Claus Hjort Frederiksen hårdhændede behandling af kommunerne for et par måneder siden.

Og ser man på den allerførste kurve, der viser kommunernes budgetter, kan man se, at der også i 2015 vil være en reduceret udgift til sociale udgifter og beskæftigelse end det foregående år.

Måske var det på tide, at nogen af de partier, der gerne vil støtte pensionisterne, så på, hvor stramt finansministeriet kører kommunerne, og ikke kun på, hvad der står i finansloven!

Kina – Tibet

Holdninger er udgangspunktet for en demokratisk diskussion. Men vel først og fremmest holdninger, der er baseret på fakta, og ikke holdninger, baseret på antagelser, og derfor fører til en eksercits i det tomme rum.

Et af tidens emner er demonstrationen i 2012 for et frit Tibet og mod Kinas undertrykkelse af tibetanerne. I forbindelse med et officielt besøg fra Kina, blev demonstranterne ved en lovlig demonstration, ifølge pressen, chikaneret på forskellig vis: Dels ved at politiets mandskabsvogne blev kørt ind foran dem, så den kinesiske kortege ikke kunne se dem, dels ved at demonstranternes tibetanske flag blev inddraget. (Det sidste virker lidt overflødigt, hvis man alligevel ikke kunne se dem).

Personligt går jeg ind for ytringsfrihed “uden men”, ligesom jeg har meget svært ved at tro på, at politiet – selv politiets ledelse – skulle have overtrådt grundloven uden en ordre fra ministeriet, men det er der så mange andre, der skiver om, så jeg vil meget hellere tage et helt andet spørgsmål op: Hvad betyder det for Danmarks eksport til Kina? For det er jo det, der bruges til at begrunde hele miseren.

KinaTibetKilde: Danmarks Statistiks Databank

Dansk eksport til Kina fra 2000-2014 kan ses på ovenstående kurve – væksten er forsat i 2015, men udeladt, da jeg for overblikkets skyld har valgt at bruge hele år.

Tallene på den lodrette akse er i milliarder kr., så i 2014 eksporterede vi altså for knapt 22 milliarder kr. til Kina.

Tallene på den vandrette akse er de enkelte år.

Som man kan se, er det kun gået op og op gennem alle årene med kun en enkelt svag “krise”, da finanskrisen begyndte, hvor eksporten ikke gik ned, men blot ikke voksede så meget – faktisk 2,5 %. En meget flot vækst, der de fleste år er større end Kinas egen økonomiske vækst. Men det er ikke så store tal. Eksporten til Kina i 2014 var lidt under 4% af vores samlede eksport.

I år 2000 modtog daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen Dalai Lama på officielt besøg, og kurven viser, at eksporten voksede i årene efter. Heller ikke daværende statsminister Anders Fogh-Rasmussens officielle modtagelse af Dalai Lama i 2003 kunne stoppe væksten i eksporten til Kina, og efter daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens modtagelse af Dalai Lama i 2009, synes eksporten til Kina ligefrem at eksplodere.

Ser man meget grundigt efter kan man spore en anelse større vækst i eksporten efter demonstrationen i 2012, men det er absolut på de små marginaler. Og det til trods for, at S(SF)R regeringen samtidigt systematisk satsede på “… et helt nyt kapitel i det dansk kinesiske forhold..” og “…at Danmark i dette efterår (2012) sender en mindre hær af ministre til Kina i forsøget på at få kineserne til at tænke dansk.” i følge DR Nyheder 13. september 2012.

Hverken de tidligere forsøg på at være gode venner med tibetanerne eller de nuværende på at tage afstand fra dem og satse på “et nyt kapitel i det dansk kinesiske forhold” lader til at have den store indflydelse på eksporten til Kina. Vi kan altså roligt overholde grundloven!

Man kunne tro, at med et land, der som Kina er statsstyret, ville det have betydning hvor god fod, vi stod på med den kinesiske regering, men når man ikke rigtig kan se, at det nye kapitel i det dansk kinesiske forhold påvirker eksporten til Kina, kunne man spørge om ambassadernes store arbejde for at promovere dansk eksport i mere åbne lande som Tyskland. Sverige, USA osv. hvor det er forbrugere og virksomheder, der træffer beslutninger om køb af danske varer, har nogen betydning overhovedet?!

Er der først og fremmest tale om, at ministrene og folketingets udenrigspolitiske udvalg skal have mulighed for at komme ud og se verden?

Den netop fremlagte finanslov for 2016 indeholder en udgift til udenrigstjenesten på 1,7 milliarder kr. Det er dog også en slags penge!