Corona

Vi lever i en mærkelig tid, hvor vi gør en stor indsats for ikke at leve for meget – for ikke at dø for mange.

Regeringen har gjort en god indsats for at begrænse konsekvenserne af Covid-19. I første bølge måtte vi ikke overbelaste sygehusene og særligt intensivafdelingerne. Og ifølge meningsmålingerne betød det en massiv opbakning til statsministerens parti: Socialdemokraterne, er var tæt på at nå Aukenske højder.

Så fugte en periode på et par måneder, hvor der ikke rigtigt skete noget, hverken på smitteområdet, på antallet af indlagte på intensivafdelingerne og på dødsfaldene. Vi var tydeligvis færdige med første bølge. Men regeringen mente ikke, at det skulle betyde en lempelse af reglerne før planlagt, så vi kom ikke ud og rejse den sommer, ligesom bryllupper og sommerfester blev aflyst eller udskudt, for set ikke at tale om restauranter, værtshuse, biografer, teatre, koncerter mv.

Bl.a. ved at aflyse, at andre end Corona patienter kom på sygehusene for opfølgning eller operationer, lykkede det regeringen at skaffe ca. 1.000 intensivpladser. Lad os se, hvordan de blev udnyttet:

Den maksimale belastning på 153 indlagte på Intensiv kom 2-3 maj, og efterfølgende er denne max-belastning på intet tidspunkt blevet tangeret. 153 ud af 1.000 reserverede pladser. Hospitalerne stod faktisk halvtomme.

Med en ny epidemi – eller pandemi, om man vil – er det klart, at man ikke kan forudse, om der kun er tale om en lille, begyndende top, som vil blive efterfulgt af en eksplosion, eller om det faktisk var toppen. Men i hvert fald 1.maj, hvor vi var ende på 61 indlagt på Intensiv, og hvor dette tal var faldet stort set dagligt og tendensen var ved at være ret klar, kunne man vel have overvejet at lade hospitalerne tage sig af andre sygdomme?!

Lad os lige minde hinanden om, hvad folk dør af:

Det samlede antal dødsfald pga. Corona i Danmark pr. 2.oktober 2020 var 652, og kun ganske få af disse havde ikke samtidig en eller flere andre sygdomme, som de kunne være døde af. Influenza plejer f.eks. at tage livet af omkring 1.000 danskere hvert år. Men kun ca. 400 i vinteren 2019-20, fordi det var en mild vinter. Mange, der ikke var døde af influenza var nu udsatte for Corona.

29.september 2020 oplyser Ritzau, at de psykiatriske sygehuse i Region Midt er overbelastede fordi mennesker med psykiske problemer ikke kom til lægen i foråret, og i højere grad er blevet behandlet over telefon og video, ligesom de ikke har haft den støtte i sit hjem, som de plejede at have.

Samme dag rapporterer Ritzau endvidere, at de praktiserende lægers organisation – PLO – har henvendt sig til sundhedsminister Magnus ”Orban” Heunicke fordi de er lagt ned af henvendelser vedrørende Corona, hvilket blokerer for henvendelser fra borgere med andre sygdomme. Samtidig er der lang ventetid på test og prøvesvar ”fordi alt for mange i befolkningen bliver testet uden grund”.

Regeringen hyper simpelthen Corona, så at drejer sig om denne sygdom, mens alle andre glemmes. Man kan ikke bebrejde regeringen, at den reagerede, da folk begyndte at dø af Corona, men man kan bebrejde den, at ikke udviste større fleksibilitet i forhold til folk med andre sygdomme, da vi ikke længere døde i store tal af Corona.

Efter omkring to måneder, hvor det umiddelbart så ud til at være overstået, men hvor regeringen alligevel ikke lempede reglerne, ændrerede de pludselig strategi omkring begyndelsen af august. Nu var det ikke længere relevant, at vi ikke lagde intensivafdelingerne ned. Nu var det vigtigt om vi blev smittet. Baggrunden var vist, at WHO/EU gennem hele forløbet havde mast på for at få flere test, og at EU gerne ville åbne for ferierejser. Ikke mindst af hensyn ti de lande, som f.eks. Spanien, i Sydeuropa, hvis økonomi er meget afhængig af turismen.

I starten åbnede man for alle Schengenlande, men med det forbehold, at der ville blive lukket igen, hvis smittetallet på en uge kom over 50 pr. 100.000. Omkring 14 dage senere, da man igen begyndte at lukke, satte man samtidig grænsen ned til 30 smittede pr. 100.000. Det betød bl.a., at danskernes store ferieland, Spanien, blev lukket område før det ville være sket, hvis grænsen ikke var blevet sat ned. Norge gik endnu længere ned, nemlig til 20.

Når jeg skriver lukket, er det ikke helt korrekt. Medmindre landet selv lukker for, at man kan komme ind, når man kommer fra Danmark, så består ”lukningen” fra de danske myndigheder i, at udenrigsministeriet ”fraråder” unødvendige rejser til landet, hvilket så samtidigt betyder, at forsikringsselskaberne ikke vil betale, hvis man bliver syg og skal transporteres hjem. Det kan blive en ret dyr affære, så ”lukningen” er de facto mere end de jura – selvom vi også er blevet udelukket fra flere lande pga. vort forholdsvis høje smittetal.

Strategiskiftet fra at se på antallet af intensivt indlagte til at se på antallet af smittede er ganske interessant at studere. Nedenfor ses en tabel, hvor vi både har medtaget smittetallet, antallet af mennesker med Corona på Intensiv og antallet af mennesker, der er døde med Corona per uge.

Af hensyn til sammenligneligheden er ugetallene ikke helt korrekte. Jeg har taget weekenden, før ugen starter, med, men til gengæld ikke den weekend, som den slutter med. Dette skyldes, at der gennem hele skolernes sommerferie ikke er blevet indrapporteret tal i weekenden, men at tallet så er blevet ajourført i løbet af den efterfølgende uge. Det samme gælder i øvrigt for Spanien, som vi ser lidt på nedenfor, og som det ville være endnu mere uoverskueligt at sammenligne med, da deres skolesommerferie ligger omkring en måned senere end vores. Den sidst medtagne uge i disse tal er med andre ord fra lørdag 26.september til og med fredag 2.okober 2020.

Yderligere har jeg taget antallet af smittede pr. 100.000, som er det myndighederne kikker på, men indlagte på Intensiv og døde pr. 1.000.000, da de ellers ikke ville være til at se på grafen. Disse tal er altså i grafen ti gange større end reelt.

Man kan se, at de tre kurver i det store hele følger hinanden, hvilket ikke kan overraske, da man først bliver smittet, nogle af de smittede kommer så på Intensiv, og nogle af dem, der kom på Intensiv dør. (Selvom der også er undtagelser fra denne regel). Men der er faktisk en forskel, som man måske bedre kan se, hvis vi fjerner uge 25-28, hvor det hele ligger nede omkring 0, og ser på de to ”bølger” hver for sig:

Det er åbenlyst, at der er stor forskel på første og anden ”bølge”. Hvor smitte, intensiv og død følger ganske pænt i første bølge, mens det ser ud til, at de to sidste ikke rigtig kan følge med smitten i anden ”bølge”.

Ser vi på gennemsnittet for de to ”bølger” hver for sig, så er sandsynligheden for at komme på Intensiv i anden ”bølge” næsten 11 gange mindre end i første bølge, og risikoen for at dø, hvis man er smittet tæt på 12 gange mindre.

Det er en væsentlig forskel, der kun kan forklares med, at der er flere, der bliver testede uden grund, og at mange endog bliver testet mange gange. (Det kunne principielt også forklares med, at virus var blevet mindre aggressiv, men det er der jo ingen, der hævder).

Ifølge Ritzau – igen 29.september 2020 – blev der i sidste halvdel af september testet mere end 54.000 personer om dagen, mens Magnus ”Orban” Heunicke vil have det op på 70.000 om dage i oktober, hvilket er den konkrete årsag til at de praktiserende læger klager til sundhedsministeren over de mange test, som tager tiden fra folk med andre sygdomme.

I første ”bølge” hypede man fra regeringens side Corona i en grad, så behandlingen af folk med andre sygdomme, herunder ikke mindst psykisk syge, men sådan set også andre sygdomme som kræft mv., blev ladt i stikken. I anden ”bølge” gør man det sammen, men nu ved at lægge sundhedssystemet ned ved at hype test. Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, støtter i øvrigt PLO i denne sag ved at sige, at han ”er opmærksom på problemet”.

Danmark er, efter Luxembourg, det land i EU, der tester mest pr. indbygger!

Det betyder også, at smittetallene ikke er sammenlignelige fra land til land. Lad os lige se på Spanien. Danskernes største ferieland:

Det første, man bemærker er naturligvis de to store toppe, der ”blot” viser, at man har lavet en fejlrapportering med hensyn til antallet af døde i uge 36, som bliver rettet i uge 37. Blot en af de mange åbenlyse fejl, man kan finde i tallene fra Spanien og mange andre lande, men som ellers ikke er så synlige i graferne, fordi jeg her arbejder med uge-tal og ikke med daglige tal.

Dernæst bemærker man, at i modsætning til Danmark, så ligger kurverne utroligt tæt, selvom der er den samme tendens til lavere risiko for at komme på Intensiv og for at dø, hvis man bliver smittet i anden ”bølge” end hvis man bliver smittet i første. Men forskellen er væsentlig mindre end for Danmarks vedkommende.

Så overordnet kan man konkludere, at mens anden ”bølge” er et lille bump på vejen i Danmark, selvom vi har et af verdens 12 højeste smittetal pr indbygger med udgangen af den senest rapporterede uge, så er der tale om en reel anden bølge i Spanien.

Men selvfølgelig. Hvis regeringen ønsker at fastholde fokus på smittetallet, så kan vi da lige se på denne måde at vurdere situationens alvor på tilbage i tiden:

Fra uge 21 til uge 31 dvs. fra 16.maj til 31.juli, hvilket reelt vil sige hele sommerferien, kunne vi have holdt ferie i bl.a. Spanien, hvis vi havde haft smittetallet som vejledende dengang. I stedet var det en periode, hvor regeringen fastholdt alle restriktioner fra de store tal for indlagte på Intensiv og døde i slutningen af marts og begyndelsen af april. Smittetallet i Spanien var under de 30 pr. 100.000 i hele perioden.

Mit største problem med den måde regeringen har håndteret Corona på er dog ikke, at de helt ufleksibelt har hypet først vigtigheden af sygehusenes kapacitet og siden smittetallet med alvorlige konsekvenser for folk med andre sygdomme. Selvom det er slemt nok.

Mit største problem er, at man tilsyneladende uden konsekvens kan omgå Grundloven.

Det fremgår tydeligt af Grundlovens § 79, at ”Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede”. Yderligere, at ”Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred”. Når udendørs forsamlinger er eksplicit nævnt, må det jo betyde, at der ikke er nogen undtagelse for indendørs forsamlinger, så de begrænsninger, som regeringen har sat, er indiskutabelt en overtrædelse af Grundloven.

Man har ydermere givet sundhedsministeren ret til – ved dekret, som vi ellers plejer at kritisere Ungarns Victor Orban for, og uden at han skal rådføre sig med fagfolk – at forbyde forsamlinger helt ned til 2 personer, uden at spørge nogen.

Magnus ”Orban” Heunicke ville også gerne have lov til pr. dekret at overtræde Grundlovens § 72: ”Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelser, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse”. Men det var der dog trods alt et flertal i folketinget, som forhindrede.

Jeg spurgte for en god ordens skyld justitsministeriet om jeg på baggrund af loven om offentlighed i forvaltningen kunne få lov at se de juridiske overvejelser, der lå bag denne overtrædelse af Grundloven, og 29.september, fik jeg så afslag på dette.

Overvejelserne vedrørende sundheds- og ældreministeriet har justitsministeriet bedt sundhedsministeriet om at sende mig. Jeg har ikke fået dem endnu.

Justitsministeriets egne overvejelser afviser at udlevere at to årsager.

For det første ”omfatter retten til aktindsigt ikke interne dokumenter, der ikke er afgivet til udenforstående” Med andre ord: Det de vil holde hemmeligt, holder de hemmeligt! Men det er jo et problem, der er blevet diskuteret generelt i forbindelse med offentlighedsloven.

For det andet har ministeriet ”foretaget en afvejning mellem på den ene side det beskyttelseshensyn, der ligger bag offentlighedslovens §23, og på en anden side den berettigede interesse, du må antages at have i at få oplysningerne udleveret.” Udtrykket ”berettiget interesse” bruger man f.eks. om retten til at begære en virksomhed konkurs, hvor man fornuftigt nok siger, at det kun er virksomheden selv og de kreditorer, der kan have en berettiget interesse i at begære en virksomhed konkurs. Men grundloven? Har enhver dansk statsborger ikke en endog meget stor berettiget interesse i Grundloven?

Justitsministeriet har venligst medsendt de to lovforslag, hvor man kan se, at man har overvejet om de overtræder Grundloven, men som forventet kan man ikke rigtigt nå frem til, at der findes et problem.

Med andre ord: Grundloven er ikke det papir værd, den er skrevet på.

Jeg spurgte i øvrigt om nogen retsinstans har været involveret i sagsbehandlingen. Da det fremgår af Grundloven, at det i flere tilfælde kan lade sig gøre at omgå den efter afgørelse hos en dommer, syntes jeg, det var et relevant spørgsmål.

Her er justitsministeriet helt klar i spyttet i deres svar: ”… domstolene (har) ikke været hørt over overensstemmelsen mellem grundlovens §79 og muligheden for at begrænse forsamlingsfriheden… ”. Men ok, det er man jo også, så vidt jeg forstår fra dagspressen, holdt op med, når man skal have tilladelse til f.eks. at aflytte og overvåge folk.

Selv en ”second opinion”fra en dommer, når man vil overtræde Grundloven, kan der blive plads til.

Lad mig understrege, at jeg syntes mange af de tiltag, der er blevet gjort for at forhindre udbredelse af smitte, har været både forståelige og fornuftige. Men hvis der nu er præcedens for, at en regering blot kan henvise til en smitterisiko, uden så meget som at spørge sagkundskaben, og på den baggrund lægge begrænsninger for danskernes udfoldelser, så ligger landet jo åben for en fascistisk magtovertagelse.

Man kan ikke se smitte, så enhver regering kan jo hævde hvad som helst.

Grundloven kan kun ændres, ifølge §88, hvis den først vedtages  ved at folketinget (1) vedtager ændrigen, dernæst (2) udskriver folketingsvalg, hvorefter (3) det nye folketing vedtager den nye grundlov uden ændringer i det første forslag, hvorefter (4) skal den nye Grundlov som helhed skal sendes ud til folkeafstemning, hvor der skal være flertal og mindst 40% af de stemmeberettigede skal stemme for.

Der er efter Corona forløbet grundigt brug for, at folketinget får diskuteret, hvordan man i fremtiden vil lave undtagelser fra Grundloven med inddragelse af alle tre instanser: Den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, så vi ikke ender som en ren bananstat.

Note: Alle oplysninger om smitte, indlæggelse og dødsfald på baggrund af Corona er fra Woldometer, bearbejdet af min gode ven Bo Carstens.

Lad os Revaluere

Hvordan mangeårige betalingsbalanceoverskud skaber protektionisme hos de store underskudslande

Min påstand i dette blogindlæg er, at underskud på betalingsbalancen – specielt over længere tid – har så stor indvirkning på et lands selvopfattelse, at befolkningen vil foretage drastiske skridt for at komme ud af det, og at lande eller landegrupper, der bevidst kører efter betalingsbalanceoverskud år efter år, derfor er medansvarlige for disse handlinger på samme måde, som de allierede efter første verdenskrig frembragte nazismen ved at kræve så voldsomme krigsskadeserstatninger, så det fremkaldte hyperinflation i Tyskland i begyndelsen af 20-erne, forringelse af de tyske pensioner til intet, gadekampe mellem forskellige ekstreme bevægelser, og til sidst en stemme på Hitler, der lovede at stoppe betalingerne af disse erstatninger, genetablere beskæftigelsen, pensionerne og med magt stoppe de ufredelige tilstande i Tysklands gader.

Helt konkret mener jeg, at kineserne og EU har frembragt både Trump og Brexit, og til dem, der er uenige efter at have læst dette indlæg, kan jeg kun gentage det fremragende Palle Lauring citat ”Det eneste man kan lære af historien er, at ingen tidligere har lært af historien.

Ligesom tyskerne har et traume fra hyperinflationen fra 1921 og nogle år frem, hvor priserne steg i et tempo, så man måtte trykke pengesedler på millioner og milliarder Rigsmark, og det havde betydning om man fik sin løn udbetalt om morgenen eller om aftenen, så har vi i Danmark et traume omkring ordet ”devaluering” efter at være tvunget til at gennemføre en sådan flere gange i løbet af 1970’erne.

Tyskernes traume har ikke mindst givet sig udtryk i, at hele EU’s økonomiske tankegang prioriterer kampen mod inflation og offentlig låntagning over alle andre økonomiske mål. Herunder også arbejdsløshed. EUR’oen skal forhindre, at et lands valuta kan glide op eller ned, afhængig af udviklingen i produktiviteten, hvilket er ellers er den mest naturlige måde for en valuta at bevæge sig på for at tilpasse konkurrencesituationen til produktivkræfterne. Finanspagten skal forhindre, at et EU-land kan bruge finanspolitikken til at øge beskæftigelsen ved f.eks. at øge det offentlige forbrug uden samtidig at opkræve ekstra skatter. Stabilitets- og Vækstpakken osv. har alle fastholdt navnlig det sydlige Europa i en konstant krise med høj arbejdsløshed, fordi produktivitetsudviklingen går langsommere end i Nordeuropa. Til gengæld har Nordeuropa, så omvendt nydt godt af, at EUR’oen – fordi det er en gennemsnitsvaluta – giver dem en stadig bedre konkurrencekraft.

Det danske traume gør f.eks., at vi har tilsluttet os alle disse pagter, selvom vi egentlig ikke havde behøvet, da vi ikke er et EUR-land, ligesom den danske nationalbank har pålagt sig selv at sikre, at den danske krone ikke rører sig ud af flækken i forhold til EUR’oen. Og måske også til, at der muligvis er folk, der er faldet om af kvababbelse, da de læste min overskrift.

I virkeligheden er begge traumer to sider af samme sag: De lande, der klarer sig økonomisk dårligst, bliver pisket af det tyske traume, og de lande, der klarer sig økonomisk godt, bliver forhindret i at støtte dem fordi der ikke må sættes spørgsmålstegn ved valutaens stabilitet.

Som jeg tidligere har påpeget i ”Er EURoen god for Europa”, https://alternativfordanmark.dk/2016/02/ , fra februar 2016, har man været tvunget til at føre en hård indkomstpolitik i de lande, der produktivitetsmæssigt reelt har haft en overvurderet valuta i EUR’oen for at komme til det ønskede EU mål om overskud på betalingsbalancen. Den gang var det lykkedes Grækenland, Spanien og Italien at få overskud på betalingsbalancen gennem denne hårde politik, mens Frankrig fortsat hang i bremsen. Samtidig så vi, at Holland og Tyskland, der i forhold til deres produktivitetsudvikling har en relativ undervurderet valuta i EUR’oen spurtede derudaf med stadig højere overskud.

På oversigten nedenfor, der viser samtlige EU-lande, kan man se, at mens Italien har kunne holde den forholdsvis stærke betalingsbalance, som de på baggrund af EU’s pres om indkomstpolitik opnåede sammen med f.eks., Spanien og Portugal i løbet af statsgældskrisen, er Frankrig fortsat og Spanien, Portugal og Grækenland atter tilbage med negative betalingsbalancer. Til gengæld er Tyskland helt i top med et overskud på betalingsbalancen på mere end 200 Milliarder EUR, og dermed mere end halvdelen af EUR landenes samlede overskud. Også Holland er fortsat er med i samme takt, men dog et mindre tal fordi det er en mindre økonomi end Tysklands. Italien, Tjekkiet, Belgien, Danmark, Sverige og Ungarn bidrager ligeledes til dette formidable overskud.


Kilde: https://tradingeconomics.com/

Det er interessant at se Tjekkiet og Ungarn med i dette førerfelt, når vi i indlægget om Verdens Befolkningsudvikling 2018-2050, kunne konstatere, at de var de to eneste, tidligere østlande, som ikke havde en stor udvandring, primært til Vesteuropa. https://alternativfordanmark.dk/2019/08/03/verdens-befolkningsudvikling-2018-2050/

Og her ligger jo hele problemet med de store og langvarige over- og underskud på betalingsbalancen. Hvis man importerer større værdier end man eksporterer forbruger man jo varer og tjenesteydelser, som man ikke har arbejdet for. Med andre ord: Man har for lille beskæftigelse i forhold til sit forbrug. Og omvendt, hvis man har overskud på betalingsbalancen.


Kilde: https://tradingeconomics.com/

Bl.a. derfor ser man også en markant forskel i beskæftigelsen mellem under og overskudslande, derfor ser man også, at overskudslandene Tjekkiet og Ungarn som de eneste, tidligere østlande, ikke har udvanding, men stigende befolkningstal, og derfor ser man også, at arbejdsgiverne i f.eks. Tyskland og Danmark stiller krav om at kunne importere flere arbejdere endog udenfor EU.

Vi har gennem de seneste 30 år vænnet os til at have overskud på betalingsbalancen, og det gælder i det store og hele også andre overskudslande:

Tysklands Betalingsbalance


Denne og de efterfølgende kurver viser månedens overskud eller underskud, hvorfor det går så meget op og ned. Man skal se på trenden og være opmærksom på, at land sagtens kan have overskud eller underskud på betalingsbalancen på årsplan, selv om der en enkelt måned eller to, der peger i den anden retning.

I det ovenstående tilfælde med Tyskland, kan man se, at ikke engang en enkelt måned har der været underskud de seneste 25 år. Den første trend viser behersket stigning i overskuddet frem til EUR’oens indførelse 1.januar 2002, hvorefter stigningen i overskuddet tager fart frem til 2008-09, hvor vi havde finanskrisen, og hvor vi på kurven ser et kortvarigt fald i overskuddet, hvorefter den samme høje stigning i overskuddet atter går i gang. Fra 2018 begynder overskuddet at stagnere, og man ser endog et mindre fald, men stadig på et meget højt niveau på omkring 20 mia. EUR om måneden.

Hollands Betalingsbalance


Vi ser meget det samme billede som med Tyskland: Ikke en eneste måned har der været underskud på betalingsbalancen i løbet af de seneste 25 år, øget stigning i overskuddet fra EURens indførelse, et lille -men tæt på usynligt – dyk under finanskrisen, hvorefter væksten fortsætter, og herefter stabilisering af overskuddet på et højt niveau på omkring 5 mia. EUR om måneden fra omkring 2017

Danmarks Betalingsbalance


Billedet for Danmark er en smule anderledes. Der er enkelte måneder, der er kommet ud med underskud, men der er faktisk ikke et eneste år, der har givet underskud de seneste 25 år. Overskuddet vokser allerede fra 1998-99, og fra EURens indførelse i 2002 stabiliseres overskuddet på dette, højere niveau frem til finanskrisen, hvorefter det stiger ganske kraftigt og kommer op på et månedsniveau på ca. 7 mia. DKK i 2011, hvorefter det falder svagt og nu ligger på et niveau omkring 5 mia. kr. i overskud om måneden.

Overordnet kan vi altså konstatere, at for de to stærkeste økonomier i EU (og Danmark) er overskud altså en permanent ting, der bare fortsætter i mange, mange år.

Lad os kaste blikke på de to svageste økonomier i EU – ud fra størrelsen af betalingsbalanceunderskuddet.

Frankrigs Betalingsbalance

Spaniens Betalingsbalance

Vi ser her den klart modsatte tendens af den, som vi observerede hos Tyskland og Holland:

Frankrig har overskud på betalingsbalancen før EURoen. Efter EUR indføres i 2002 lykkes det at holde betalingsbalancen omkring 0 frem til 2004, hvor den begynder at falde dramatisk frem til finanskrisen. Finanskrisen giver anledning til en forbedring, men betalingsbalancen er fortsat negativ fordi forbedringen alene skyldes en reduceret import. Under den efterfølgende statsgældskrise, hvor Grækenland, Italien Spanien og Portugal fik stillet rav om at rette op på de offentlige finanser, fordi EU anser statsgæld og -underskud for mere problematisk end arbejdsløshed, gik Frankrig fri af disse krav, og man ser, at underskuddet stabiliserer sig på omkring 5 mia. EUR om måneden.

Spanien har ikke haft overskud på betalingsbalancen i de 25 år, der her er angivet – bortset fra en enkelt måned. Spanien var helt klart det land, der mest ihærdigt forsøgte at følge EU’s henstillinger i årene efter finanskrisen, og man kan se, at det har hjulpet, for det lykkes faktisk i 2 måneder i træk at for overskud på baggrund af en benhård indkomstpolitik i årene forud.

Omkostningen var en væsentlig øget ulighed:

https://data.worldbank.org/indicator/SI.POV.GINI

GINI koefficienten er, om end ikke den perfekte, så dog den bedste, eksisterende måde at vise ulighed på. Hvis koefficienten er 0 får alle præcis det samme. Jo højere tallet er, jo mere ulighed.

Spanien, der har været udsat for EU’s krav om indkomstpolitik ser en stadig øget ulighed gennem stort set hele perioden. Frankrig oplever en stigning i uligheden fra 2006 til slutningen af finanskrisen, hvorefter uligheden falder da de i modsætning til Spanien ikke har udsat for krav fra EU. Til gengæld har Frankrig så oplevet et stadig større overskud på betalingsbalancen. Tyskland og Holland, der begge har haft overskud på betalingsbalancen har til gengæld haft mulighed for at sænke uligheden gennem det meste af perioden. Dette er ikke en naturlov, men kræver stærke fagforeninger, og uden det kan siges med sikkerhed, uden dybere analyser, så kunne stigningen være et udtryk for, at den fremmede arbejdskraft, som arbejdsgiverne altid forlanger at få, når det ikke er til at skaffe flere ansatte, som de siger, og som de altid får, har fået lavere lønninger end dem, der var der i forvejen, og måske endda har været med til at presse lønnen for disse.

Ligesom vi så det for de to stærkeste økonomier i Europa – set ud fra betalingsbalancen – er overskud tydeligvis en permanent ting, er det også åbenlyst, at underskud er det for de to svageste – med mindre man kører en hård indkomstpolitik.

Det er jo klart uholdbart, og skyldes ikke mindst den fælles valuta EUR, men i lige så høj grad, at der ensidigt lægges vægt på at straffe underskudsøkonomierne og/eller sætte dem under administration, mens overskudsøkonomierne ustraffet kan køre derudaf. Hvis dette er succesfuldt, må man konstatere, at det hele kun kan ende med, at EU som helhed må oparbejde et stadig større betalingsbalanceoverskud, og det er da også tilfældet.

Ser vi nu ud over EU og ser på hele verdens betalingsbalanceudfordringer, kan vi starte med betalingsbalancesituationen for verdens 10 største økonomier:


Kilde: https://tradingeconomics.com/

”Største” betyder ikke nødvendigvis, at folk er rige i landene, bare at det er de største økonomier. Et land kan komme på listen selvom der er mange fattige, bare der er mange nok, som f.eks. Indien. Eller det kan komme på listen ved at være et mindre land med mange rige mennesker, som f.eks. Schweitz.

Man kan på den grafiske opstilling ovenfor se, at blandt de største økonomier i verden, er det USA, Indien og Storbritannien, der i det seneste år har haft størst underskud på betalingsbalancen, mens Kina, EU og Rusland har bidraget med de største underskud.

For ikke at få en alt for uoverskuelig analyse, der mere ville høre hjemme i en hel bog om emnet end i et blogindlæg, vil her fortsætte med de ”nærmeste” lande og alene fokusere på USA, Storbritannien, EU og Kina.


https://tradingeconomics.com/

USA har haft permanent underskud på betalingsbalancen i mere end 25 år. Faktisk siden 1972, hvor de gik fra guldindløseligheden og Bretton Woods valutasystemet brød endeligt sammen.

USA’s Betalingsbalance

Ikke mindst fra begyndelsen af 1990’erne bliver det rigtigt slemt frem til finanskrisen 2008-09, hvor de ligesom de to tidligere underskudsøkonomier, Frankrig og Spanien, som vi så, får en kortvarig forbedring som følge af mindre import. Derefter stiger underskuddet igen, og ligger nu på niveauet -50 mia. USD om måneden. Obama startede som præsident 20.januar 2009, og man kan se, at efter det første dyk, kommer der en kortvarig stigning. Trump startede som præsident 20.januar 2016, og det ville være synd at sige, at man på betalingsbalancens udvikling efterfølgende kan sige, at hans protektionistiske politik er lykkedes.

USA’s vigtigste eksportlande er Mexico ($ 181 mia.), Canada ($ 149 mia.), Kina ($ 133 mia.), Japan ($ 67 mia.) og Tyskland ($ 62 mia.). De vigtigste importlande for USA er Kina ($ 476 mia.), Mexico ($ 307 mia.), Canada ($ 274 mia.), Japan ($ 125 mia.) og Tyskland ($ 111 mia.).

USA har med andre ord et substantielt underskud på handlen med alle sine fem største handelspartnere. De importerer tre en halv gang så meget fra Kina, som de eksporterer til Kina, og med de øvrige fire er forholdt næsten dobbelt så meget.

Kilde: https://oec.world/en/profile/country

Sammenlagt udgør de fem handelspartnere et større underskud end USA’s totale underskud på betalingsbalancen – faktisk godt 100 mia. USD mere det seneste år.

USA har i mange år været en frihandelsnation, men går man tilbage før 2.verdenskrig har der faktisk været en del perioder med protektionisme. Det er så den tradition Trump har genindført, da han startede som præsident. Trump og hans vælgere er overbeviste om, at protektionisme, som jo også vil medføre handelskrige, vil kunne redde USA ud af suppedasen og genetablere en sund økonomi.

Når man tager udgangspunkt i dette synspunkt, og ser på tallene ovenfor, er det åbenlyst, hvorfor Trump først og fremmest har startet handelskrig mod Kina, hvorfor han startede sin præsidenttid for tre år siden med at trække USA ud af de forhandlinger, der havde fundet sted meget længe om et frihandelsområde mellem Sydøst Asien, Australien/New Zealand og USA, hvorfor han er negativ overfor NAFTA, som er en art frihandelsregion for Mexico, USA og Canada, hvorfor han har forsøgt at tvinge EU til en bedre samhandelsaftale for USA, og hvorfor han på det seneste han lovet Boris Johnson en meget bedre handelsmulighed med USA end de havde med EU.

… og Hvorfor han vandt valget i november 2015, hvor den amerikanske bilproduktion gennem mange år havde oplevet at blive udkonkurreret:

Car Production in the United States

Fra 7 millioner per kvartal i 1995 til godt 2 i dag, og med en næsten tilsvarende udvikling i antallet af beskæftigede, navnlig i Michigan og Ohio, som sammen med resten af ”Rust Bæltet” levede af bilproduktion og kul og stål miner, som også var på vej til lavpunktet i 2015.

USA Mining Production

Den store forbedring fra 2017 kan sikkert hjælpe ham til at genvinde ”Rustbæltet” i 2020 med mindre den startende nedtur på nuværende tidspunkt fortsætter. Man har i hvert fald aldrig hørt om en politisk leder, der ikke mener, at enhver forbedring er hans eller hendes skyld, mens enhver forringelse skyldes de internationale konjunkturer.

Men lad os også lige introducere en anden problemstilling, der til dels hænger sammen med underskud (eller overskud for den sags skyld) på betalingsbalancen, nemlig: Nogen jo må have det underskud eller overskud, og helt overordnet er der kun tre muligheder: Det offentlige, de private husstande og virksomhederne, og de må have det i form af forringede (ved overskud forbedrede) formuer.

Hvis vi ser bort fra byer og counties med underskud har der siden 2010 været ikke mindre end 9, herunder Detroit, Michigan (Rustbæltet) og Jefferson County (Birmingham), Alabama, der direkte har måttet erklære sig konkurs for at håndtere deres gæld. Koncentrerer vi os om USA’s centrale regering har statsgælden – altså udover de enkelte staters gæld – udviklet sig således:

USA’s statsgæld i procent af BNP

USA’s statsgæld er på nuværende tidspunkt 106% af nationalproduktet, hvorved de kan sammenligne sig med de mest forgældede nationer i verden.

De private husholdningers gæld er også tårnhøj, men har et lidt anderledes forløb:

USA: Private husholdningers gæld i procent af BNP

Frem til 2008 steg husholdningers gæld til tæt på 100% af nationalproduktet, hvorefter den begyndte at falde. Først og fremmest fordi Obamas regering nægtede at hjælpe Lehman Brothers ud af kniben, så de måtte erklæres konkurs, og det derefter var begrænset, hvor mange banker mv., der ville lå penge ud til fattige amerikanere, men også fordi der blev givet flere skattelettelser – først og fremmest til de rigeste amerikanere. Dermed har man også forklaringen på den stigende statsgæld.

Der er ikke tal over virksomhedernes formuer, så lad os vise

USA Corporate Profits

Der er naturligvis et fald i forbindelse med finanskrisen 2008-09, men ellers er der ikke grund til at antage, at de amerikanske virksomheder har påtaget sig en del af underskuddet på betalingsbalancen gennem andet end konkurser, som faktisk har været faldende siden 2010.

Fordi underskuddet på betalingsbalancen ikke bare er et tal i en statistik, men faktisk skal bæres af nogen, og fordi disse betalingsbalanceunderskud ser ud til at fortsætte for de lande, der er hårdest ramt af dem, har det altså også en betydning for, hvad man har at gøre godt med. Et statsunderskud betyder betaling af renter og afdrag. Skattepenge, der ellers kunne være anvendt til social forsorg, forsvar, skattelettelser eller hvad der nu er politisk flertal for.

Storbritanniens Betalingsbalance

Storbritanniens vigtigste eksportmarkeder er USA ($ 45 mia.), Tyskland ($ 39 mia.), Holland ($ 25 mia.), Frankrig ($ 25 mia.) og Kina ($ 22 mia.), mens de vigtigste importmarkeder er: Tyskland ($90 mia.), Kina ($ 59 mia.), Holland ($ 47mia.), USA ($ 47 mia.) og Frankrig ($ 36 mia.).

Handlen med disse fem lande giver med andre ord alle underskud, om end handlen med USA er næsten i balance, og det samlede underskud med de fem vigtigste handelspartnere er dobbelt så stort som Storbritanniens samlede underskud på betalingsbalancen. Der er altså et overskud på handlen med alle andre lande, der er lige så stort, som Storbritanniens nuværende og meget store underskud.

https://tradingeconomics.com/

Og når man ser, at underskuddet i handlen med de tre, for Storbritannien, vigtigste lande i EU: Tyskland, Holland og Frankrig alene giver et underskud, der er større end det samlede underskud på betalingsbalancen. Overordnet set udgør handlen med EU omkring 2/3 af Storbritanniens samlede udenrigshandel, men halvdelen af betalingsbalanceunderskuddet. Handlen med Kina tager den anden halvdel af underskuddet, så Storbritannien faktisk har en fornuftig balance – med et lille overskud på at handle med resten af verden, ikke mindst Commonwealth:

https://tradingeconomics.com/
https://da.wikipedia.org/wiki/Commonwealth_of_Nations

Da vi ved, hvad et vedvarende underskud betyder for beskæftigelse og gæld, så er der måske en begrundelse at finde i disse tal for Brexit og endog for visse britiske politikeres ønske om en hård Brexit – altså et ønske om at blande sig helt udenom det indre marked i EU, og mulighed for at beskytte sig toldmæssigt imod det.

Ligesom for EU må vi igen konstatere, at underskudsnationerne hænger fast i dyndet i rigtig mange år.

Man må være naiv for ikke at forstå, at hvis nogen i årevis fastholder, at de vil have overskud på betalingsbalancen, så er der andre, der må have lige så store underskud, og at disse underskud kan drive folk til at forsøge sig med andet end frihandel, billig sherry og slesk tale.

Enhver bør kunne se, at Euro-landene, men selvfølgelig ikke mindst Kina med deres insisteren på overskud gennem mange år, har drevet USA og Storbritannien ud i underskud, og at disse underskud har skabt tab af arbejdspladser på en måde, der har fremmanet både Trump og Brexit!

Så til overskudslandene:

EURo-områdets Betalingsbalance

EUR-landenes betalingsbalance udvikler sig lidt anderledes end det, vi har set før, med en forholdsvis kortere periode med overskud. Frem EUR’oens indførelse i 2002 går det lidt op og ned omkring 0, eller balance, om man vil. Efter indførelsen af EURoen stiger underskuddet frem til finanskrisen i 2008, og den forbedres kun svagt frem til 2012, hvorefter den indtager den ubrudte række af år med overskud, som vi så ved de andre grafer. Der kan være flere grunde til, at overskuddet starter i 2012. Først og fremmest bliver der afholdt et G8 møde i USA, hvor de 8 stærkeste økonomier (lande) bliver enige om at forsøge at booste verdensøkonomien. Dertil kommer, at man i EU starter på det første såkaldte ”European Semester”, Som er en rådgivning af, hvordan de enkelte lande skal føre finanspolitik, som man ligesom under ØMU’en, Slangesamarbejdet og tidligere Bretton Woods kun følger hårdt op på overfor de økonomisk svageste lande, og hvor inflation betalingsbalance prioriteres over bekæmpelse af arbejdsløshed – ikke mindst den ganske vildsomme ungdomsarbejdsløshed, der var i Sydeuropa. I 2013 implementeres ”Stabilitetspagten” baseret på beslutninger i 2012, hvorefter man forlanger balancerede, offentlige budgetter (Derfor af og til omtalt som ”Budget-Pagten”, som fastslår, at EUR staterne hverken må bruge flere eller færre penge, end de opkræver i skat, hvilket gør, at hvis medlemsstaterne vil gøre noget ved arbejdsløsheden, har de ikke længere mulighed for at bruge finanspolitikken, eller pengepolitik (fordi den bestemmes centralt af Den Europæiske Centralbank, hvorfor der kun er indkomstpolitikken tilbage, og vi ser, at ganske mange mennesker i Middelhavslandene sættes ned i løn og uligheden stiger. Men det er, som man kan se, godt for betalingsbalancen.

Euro områdets to største eksportlande i 2018-19 er USA (13 % af den samlede eksport) og Storbritannien (12 %). Andre større eksportlande er: Kina, Rusland, Schweitz og Tyrkiet. Som vi så tidligere er de største eksportører indenfor EUR-området Tyskland, Frankrig, Italien og Holland.

De to største importlande er Kina (12 % af den samlede import) og Storbritannien (10 %). Andre større importlande er: USA. Rusland, Schweitz og Japan. (Kilde til import og eksport er: https://tradingeconomics.com/euro-area/balance-of-trade, senest opdateret januar 2020.

Storbritannien har med andre ord et markant underskud til EUR-området, ligesom USA har det, mens Kina har et pænt overskud – også her.

Kinas Betalingsbalance

Deng Xiaoping tjener stadig ros for at åbne Kina for traditionel handel, men i hans regeringstid, var der alene tale om at åbne landet for vestlige investeringer, som har været baggrund for, at Kina forholdsvis hurtigt kunne skabe tilstrækkelig kvalitet i sin produktion, og efterfølgende begynde at eksportere. Men handelspolitisk skete den helt store ændring i 2004, hvor Kina underskrev en aftale om frihandel med 10 SØ asiatiske lande for potentielt 25% af verdens handel. Udover USA og EU er disse lande fortsat de vigtigste udenrigshandel for Kina

Kinas vigtigste eksportmarkeder er således USA (476 BUSD), Hong Kong 255 BUSD), Japan (157 BUSD), Tyskland (109 BUSD) og Syd Korea (98 BUSD). De vigtigste importlande er ”Asien I øvrigt” (151 BUSD), Syd Korea (149 BUSD), Japan (136 BUSD), USA (133 BUSD) og Tyskland (95 BUSD). Med andre ord et overskud overfor USA på 343 Mia. USD, eller næsten lige så meget som EU’s samlede betalingsbalanceoverskud, så uanset om man er enig eller ej, kan man forstå baggrunden for den nuværende handelskrig mellem de to lande.

Hovedproblemet med Kinas handel er, at der ikke er nogen egentlig markedsfastsættelse af den kinesiske valuta, hvilket gør, at de kan fortsætte med så store overskud på betalingsbalancen, som de gør.

Omvendt må man erkende, at der er der ikke på ret mange andre valutaer, og en af de få valutaer der er markedsstyret, nemlig den amerikanske dollar, er stærkt overvurderet dels fordi, at resten af verden fortsat anser den som en ”reservevaluta”, næsten på linje med guld i ”gamle” dage – selvom man kan undere sig over dette synspunkt i betragtning af, hvor stor gæld USA har opbygget på stort set alle balancer – dels fordi USA’s regering til trods for det enorme statsunderskud fortsætter med at booste økonomien med stadig større statsunderskud.

Det er formentlig utopisk at tro, at man kan få et markedsstyret valutasystem internationalt. Erhvervslivet vil gerne have faste valutakurser, politikkerne tror, at et land viser styrke ved en høj kurs på valutaen – Da Bank of England f.eks. devaluerede det britiske pund i 2016, var alle politikere ude med påstanden om, at der kunne man bare se, hvilken krise afstemningen om Brexit havde skabt, til trods for, at det var helt uden sammenhæng med Brexit og i øvrigt et ganske fornuftigt skridt, når man husker på den udviklingen i den britiske betalingsbalance, som vist ovenfor.

Men det ændrer ikke ved, at langvarige betalingsbalance over- eller underskud grundlæggende ændrer de økonomiske forudsætninger i et land. Derfor må verden til at tage sig sammen og lave en plan, der ændrer denne udvikling, ellers kommer vi til at se mere magtarrogance på vindersiden, og flere ”Trump”, ”Brexit” og handelskrig beslutninger på tabersiden, og det vil med sikkerhed ikke gøre verden mere demokratisk eller mere lige!

Skal vi så revaluere? Ja, hvorfor ikke, det vil i hvert fald gøre livet lettere for specielt de lavere indkomster, hvis importerede varer falder i pris. På en anden side vil det ikke ændre noget i forhold til de problemer, der her er omtalt. Dertil er vi alt for lille en del af verdensøkonomien.

”Støttepartierne” kræver færre penge til pensionister og børnefamilier

Nej, selvfølgelig gør de ikke det. Men det bliver konsekvensen af deres krav om minimumsordninger til vuggestuer og dagpleje fordi kommunerne snart har så mange lov- og regelbundne udgifter samtidig med at folketinget styrer deres totale udgifter stramt, så det snart er umuligt at finde ting som svømmehaller, idrætsanlæg eller blot tilskud til disse blandt kommunernes udgifter. Biblioteker nedskæres osv.

Der er regler for, hvad personer med handicap skal have af hjælpemidler, regler for hvor mange møder arbejdsløse skal have på jobcentrene, regler for, hvor mange der må være i en skoleklasse osv. Dertil kommer, at Sundhedsministeriet gerne ser løbende effektivitetsforbedringer i regionerne, hvilket betyder, at de syge kommer hjem fra hospitalerne tidligere og tidligere, hvilket kan ses på udgifterne til sundhed i kommunerne.

Kilde: Danmarks Statistik https://www.statistikbanken.dk/REGK3E

Dertil kommer, at kommunerne ikke længere styrer indtægterne, men får dem bevilget af folketinget.

VIVE har lavet en glimrende oversigt over måden, som den offentlige sektor er blevet styret på i begyndelsen af dette århundrede:

Finanspolitiske rammer i Danmark fra 2000 opdelt i fire delperioder

Kilde: 2010- og 2015-planer (Regeringen, 2001, 2007), Genopretningsplanen (Regeringen, 2010) og Finansredegørelse 2014 (Finansministeriet, 2014). Gengivet af VIVE (Tidligere Socialforsknings Instituttet)

EU’s såkaldte Fiscal Compact (Budgetdirektivet) kom i 2012 og var et klart udtryk for, hvordan EU mener, at man skal føre finanspolitik, nemlig ved balancerede budgetter og ved for alt i verden at sikre, at der ikke kommer inflation.
Der er tale om en ”eklektisk tiggersuppe” af nationaløkonomisk teori hovedsagelig med elementer fra den såkaldt ”neoklassiske” teori og ”Monetarismen”, som ser ud til at falde sammen med, at folketingets medlemmer og finansministeriets ansatte i stadig højere grad består af scient.pol.’er – førstnævnte i udpræget grad med stud. foran. Tidligere tiders finanspolitiske indsats for at forbedre beskæftigelsen ved statsligt underskud: Rosewelts ”New Deal” i 30’erne. Krags ”Helhedsplan” fra 1963 og senest, om end mere beskedent, 2009-10, hvor man fjernede målet for forbrugsvækst og opgav saldomålene og fik stabiliseret beskæftigelsessituationen, vil nu kun vil være historie. Tværtimod tolkede Corydon Budget direktivet således, at man fra 2014 reducerede lovgrænsen for strukturelt underskud til kun 0,5 % af BNP, ligesom man startede sanktioner mod kommuner, der forbrød sig mod kravene.

Man ser den nye holdning helt tydeligt i Finansredegørelsen for 2014 (Finansministeriet, 2014, p. 315): ”Udgiftspolitikkens succes vil fremover i langt videre omfang skulle måles på, at lofternes konkrete udgiftsniveauer overholdes år for år på budgetter og regnskaber”.

Hentet fra Vive Rapport: Statens styring sf kommuner 19.december 2018. https://www.vive.dk/media/pure/11264/2311814

Det store fald fra 2012 til 2014 skete under ledelse af Corydon, altså sidst venstrefløjen sad ”med ved bordet”, mens den beskedne stigning efterfølgende er sket under forskellige ”blå” regeringer.

Det kan forekomme mærkværdigt, at skatteyderne skal betale mere i skat (sanktionsbetaling fra kommunerne til staten) fordi kommunerne har svært ved at styre finanserne, og ikke mindst i en situation, hvor man havde behov for at få væksten og dermed beskæftigelsen tilbage. Resultatet var da også, at da statsministerposten skiftede fra HTS til Løkke Rasmussen var Danmark endnu ikke tilbage på det nationalprodukt, som man havde haft i 2010 – året efter finanskrisen!

”Støttepartierne”, som de bliver omtalt, er SF, Enhedslisten og Det Radikale Venstre, og ikke mindst de to første insisterer på, at hvis de skal kunne stemme for finansloven for 2020, så skal der være et lovkrav om mindst en voksen til 3 børn i vuggestuer og mindst en voksen til 6 børn i børnehaver.

Da Danmarks Statistik så oplyste, at det i det store og hele allerede var tilfældet, blev kravene skærpet, primært fra Enhedslistens side, til at det skulle gælde for hver enkelt institution til enhver tid og ikke kun som et gennemsnit.

Her er Danmarks Statistiks tal:

Kilde Danmarks Statistik: https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/levevilkaar/boernepasning/boern-og-personale

Kommunerne brugte sammenlagt 26.924.928.000 kr. på drift af dagpleje og vuggestuer mv. i 2018. Hvis vi, på baggrund af ovenstående oversigt, siger, at det svarer til, at der er en voksen til 3,2 børn i dagpleje og vuggestuer, og vi skal have flere ”voksne”, så vi når ned på 3 børn per voksen, så vil det i en hurtig beregning svare til et behov for knapt 1,8 milliarder mere. Man kan selvfølgelig argumentere for, at man ikke bare kan gange proportionalt op, da der jo f.eks. ikke bliver behov for flere bleer. Men pænt over en milliard kr. bliver det nok.

De Radikale mener, så vidt jeg forstår, at kommunerne selv skal finde pengene til bedre normeringer. SF er villige til at give kommunerne 500 millioner kr. til formålet, mens Enhedslisten siger en hel milliard kr. Men kommunerne har ret til at opkræve op til 25% af driften fra forældrene, så med 1 milliard offentlige penge, kan der opkræves 333 mio.kr. ekstra i forældrebetaling, og så kan det sikkert hænge sammen.

Men kravet om, at hver enkelt institution skal leve op til kravet, kræver en kommunebetalt kontrol af en ganske anseelig størrelse – svarede til den meget mindre hjemmehjælp og meget mere administration, man har fået i kommunerne fordi enhver bevægelse skal registreres.

Dertil kommer, at selv, hvis der på finansloven for 2020 kommer en bevillig på 1 mia.kr. og forældrene opkræves 333 mo.kr. ekstra for at bruge vuggestuer og børnehaver, er der kun to ting, der er sikre: At omkostningen nu er sikret i en lov om minimumsnormeringer og kontrol, og at forældrene fortsat kommer til at betale i de kommende år. Om folketinget fortsat vil bevillige en mia.kr. til kommunerne på dette område er stærkt usikkert, da den slags bevillinger har et med at forsvinde med en ny regering, eller ved at der laves en reform at bevillingerne til kommunerne. Begge dele har vi set før. Hvor er f.eks. Dansk Folkepartis ”Ældremilliard” En milliard, som mange kommuner klogelig tøvede med at bruge af frygt for, at den var væk igen året efter – som det formentlig også vil gå med denne ”Børnemilliard”.

Hvor vil kommunerne så tage ”Børnemilliarden” fra?

Som sagt er der ikke meget andet en ældrepleje og støtte til arbejdsløse tilbage at gøre godt med da de fleste andre udgifter er regelstyrede fra foketinget. De kommunale veje er allerede misrøgtede, det samme gælder kommunens bygninger. Vedligehold og investeringer kan altid udskydes – mener man. Et samlet overblik over kommunernes udgifter viser dette:

Kilde: Danmarks Statistik https://www.statistikbanken.dk/REGK3E

Man ser at folkeskolen mv. er den dyreste post på kommunernes budget, og at den er steget fordi der nu er indført lærer/elevnormer. Sundhed har vi allerede været inde på. Kontanthjælp og dagpenge er steget til trods for, at arbejdsløsheden er faldt. Dette skyldes, at jeg har lagt omkostningerne til jobcentre ind i den betaling, som kommunerne har til staten for at dække dagpengene (se bloggen ”Dagpenge – Hvorfor bestemmer staten, når den ikke betaler” https://alternativfordanmark.dk/2016/08/), og omkostningerne til jobcentre stiger betydeligt hvert år, samtidig bed at ledigheden falder. Her vil jeg tro, at ikke mindst statens nidkære regler for, hvordan jobcentrene skal få folk i arbejde, har en stor indflydelse på den stigende omkostning.

Også revalidering stiger voldsomt, mens ældrepleje falder for 2018, Handicapområdet stiger i 2018 og indvandrere har to høj-omkostnings år hvorefter omkostningen stabiliserer sig på et lavere niveau. Jeg er en mistanke om, at der måske har været tale om en kontoændring?

Jeg skrev i indledningen, at kravene til bedre normeringer formentlig ville vise sig i beskæringerne til ældreplejen. Mens omkostningerne til ældreplejen stiger over årene, så stiger antallet af ældre endnu mere:

Kilde: Danmarks Statistik http://extranet.dst.dk/pyramide/pyramide.htm#!v=2

Som man kan se, er antallet af børn i skole og børnehavealderen faldet svagt, folk i den erhvervsdygtige alder har svinget lidt, men er grundlæggende steget en smule. Den væsentligste grund til stigningen i befolkningen skyldes, at der bliver stadig flere ældre.

Dette bliver endnu tydeligere, når man alene ser på fordelingen mellem børnehavealder og skolebørn og folk på pension:

Kilde: Danmarks Statistik http://extranet.dst.dk/pyramide/pyramide.htm#!v=2

Der er tydeligvis tale om et svagt faldende børnetal og et stigende antal ældre.

Det kan vi så sammenligne med driftsomkostningerne til de tre grupper:

Kilde: Danmarks Statistik https://www.statistikbanken.dk/REGK3E

Med andre ord: Man tager fra de ældre og forbedrer – om end ikke så meget – omkostningerne til børn og unge per person.

Det gør man naturligvis fordi:
* Der ikke er så mange andre at tage fra.
* Folketinget har tilsluttet sig EU’s budgetdirektiv, selvom det ikke var nødvendigt, da vi ikke er med i EUR’en, men som i folketingets fortolkning (jf. VIVE) betyder, at
* Kommunerne bliver styret hårdt på den totale budgetramme.
* Folketinget lægger flere og flere driftskrav ned over kommunerne.

Vi har brug for en mindre revolution for at sikre den kommunale selvbestemmelse og ikke mindst for at smidiggøre systemet, så man målsatte at få mest muligt for pengene frem for at målsætte, hvilke indsatser, der skal foretages uden blik for, hvad målet er med det.

Man kunne starte med at lukke alle de ministerier, der bruger tid på at kontrollere kommuner og regioner fordi de tror, at når man sidder centralt, er man klogere end dem, der sidder tæt på, for slet ikke at tale om alle de ministerier, der bestemmer over ting, som meget bedre kan besluttes på lokalt niveau. Ikke alene ville man svare en hel del på statens regnskab, man ville også spare alle de mennesker, der er ansat i kommunerne alene for at svare på spørgsmål fra ministerierne.

Og så burde man under alle omstændigheder holde op med at tilmelde Danmark alle de direktiver, som alene forpligtiger EUR landene, hvor vi ikke er tvunget til at være medlemmer. Og i den forbindelse annullere vor tilslutning til budgetdirektivet.

Jernbanedriften – Svær at styre

”Og så, mine ærede vælgere, så kommer vi til jernbanerne. Ja, det er nu noget meget farligt at røre ved – rent ud sagt – af alle menneskelige drifter er jernbanedriften en af dem, som mest sætter lidenskaberne i bevægelse. Den eneste, der muligvis i så henseende overgår den, skulle da være kønsdriften”. Sådan skulle J.K. Lauridsen (1858-1905) efter sigende have indledt en tale til et vælgermøde, og meget sandt er der fortsat i det.

Specielt i hovedstadsområdet er der flere og flere mennesker, der ønsker endog markant nedsættelse af priserne for kollektiv transport. Det er ikke vanskeligt at være enig, når man på sit Rejsekort f.eks. skal betale 55 kr. – hver vej! – for at komme fra Hillerød til København.

Spørgsmålet er imidlertid, om takstnedsættelsen skal komme fra skatteyderne eller fra DSB.

Man kan undre sig over, at mens man i Danmark skal betale, hvad der svarer til 60,90 EUR (ca. 457 kr.) for en mandag morgen at tage toget til Århus, når man i Sverige skal betale 21 EUR (ca. 158 kr.) for at køre fra Stokholm til landets næststørste by Göteborg, også en mandag morgen, og i Storbritannien skal betale 8 EUR (ca. 60 kr.)for at køre Fra London til den næststørste by Birmingham om morgenen. Og det er jo ikke fordi der er kortere, for mens der er omkring 304 km mellem København og Århus, så er der 483 km mellem Stokholm og Göteborg, men selvfølgelig kun 190 km mellem London og Birmingham.

Priserne nedenfor er taget fra raileurope-world.com (men for Sverige fra omio.com) og gældende for en afgang mellem kl. 06 og kl. 08 om morgenen mandag d. 4. november 2019.

Fra hovedstaden til Næststørste by

Næste spørgsmål kunne så være, om det er fordi de øverste jernbaner er så subsidierede, at de kan have meget lavere priser end i Danmark? Men også her må vi skuffe: Bortset fra Schweitz er Danmark det mest subsidierende land blandt de her nævnte, og det uanset om vi ser subsidierne i forhold til antal kørte km, eller i forhold til befolknings størrelse.

Sammenligner vi igen med Sverige og Storbritannien, så betaler vi i Danmark pr indbygger 293 EUR (ca. 2.198 kr.) om året i tilskud til jernbanedriften, men de tilsvarende tal for hhv. Sverige og Storbritannien er 160 EUR og 65 EUR.

Vores samlede subsidiering af Jernbanedriften i Danmark er opgjort til 1,7 mia. EUR (ca. 12,7 mia. kr.), mens Sverige – der trods alt har en befolkning som Danmarks og Norges tilsammen kun bruger 1,6 mia. EUR om året.

Denne oversigt viser, hvilke subsidier, der i de samme lande som før gives til togdriften og hvor mange passagerkm., der kommer ud af det. Tallene er taget fra Wikipedia.

Subsidiering af jernbanedriften

Danmark placerer sig på den næst dyreste plads i gruppen, og så er vi endda en af de lande, der får færrest passager km. ud af vort store tilskud til Jernbanedriften. Kun Irland og Schweitz får mindre ud af subsidieringerne, når det gælder om at transportere hvor mange passagerer hvor langt. I Storbritannien får de 4,3 gange så mange penge ud af subsidieringen i form af hvor mange passagerer, der befordres hvor mange km. I Holland det dobbelte og i Frankrig knapt det dobbelte.

For at opsummere: Vi betaler væsentligt mere end de fleste, sammenlignelige lande for billetterne, og vi betaler mere i skat end de fleste for at subsidiere dette høje prisniveau, og samtidig må vi konstatere, at selvom vi både betaler mere på den ene og på den anden måde, så får vi væsentligt færre passagerer kørt færre km for pengene.

På det oprindelige spørgsmål er der derfor kun ét naturligt svar: Hvis priserne skal sættes ned, så flere tager toget, så må det være et krav til DSB om at få det til at lykkes. Det kan ikke være rimeligt, at skatteyderne og passagererne skal fastholde og udbygge positionen som det højest betalende i verden. Politikkerne og DSB må simpelthen til at blive bedre til at drive virksomheden – Se på ovenstående tabeller, hvor I eventuelt kan lære noget!

Kilder:
Kilde til Subsidier og Passagerkilometer: https://en.wikipedia.org/wiki/Rail_subsidies
Kilde til kolonne Befolkningsstørrelse og Befolkningstæthed: https://www.worldometers.info/world-population/population-by-country/
Kilde til Billetpriser: https://www.raileurope-world.com/spip.php?page=sales&re_domain=ptp&re_oper=results&step=results
Kilde til Billetpriser: https://www.raileurope-world.com/spip.php?page=sales&re_domain=ptp&re_oper=results&step=results
Kilde til kolonne Afstande: Google Maps

Komiske Wammen

Nicolai Wammen, der netop har overtaget finansministeriet, har tilsyneladende kun en ting, han har lyst til at tale om, nemlig at han har lavet et kasseeftersyn, der viste ubetalte regninger for 3,5 mia. kr.

Det kan jo forekomme som et ganske stort beløb, men Finansloven for 2019 har en udgiftsramme på 693,3 mia.kr. og med 252 arbejdsdage i 2019, svarer det til et samlet forbrug pr dag på knapt 2,8 mia.kr. om dagen.

Wammen har altså fundet ubetalte regninger svarende til 1,2 dages gennemsnits forbrug.

Hvor mange familier og firmaer har ikke ubetalte regninger liggende for lidt over en dags forbrug? Måske er det hele bare et spørgsmål om bank dage? I betragtning af, at man indtil videre ikke har hørt Wammen udtale sig om meget andet, kan man sætte spørgsmålstegn ved hans kvalifikationer.

Nu kommer det så frem, at første halvår 2019 har givet et overskud på intet mindre end 29,4 mia.kr., hvoraf de 12,2 mia.kr. stammer alene fra 2. kvartal. Det er indtil videre det højeste overskud i 11 år – altså ikke siden højkonjekturen i 2007-08.

Det er ikke en oplysning, som vi har fået fra Nicolai Wammen, men fra Ritzau, der har det fra Danmarks Statistik, som også kan forklare, at overskuddet først og fremmest stammer fra:

  • Større end forventet beskatning af pensionsformuernes forrentning. Det er      gode tider på aktiemarkedet, i hvert fald for pensionsselskaber og pensionskasser, og realrenteafgift af investering af danskernes samlet pensionsformue går derfor godt.
  • Antallet af mennesker på offentlig forsørgelse er det laveste i 30 år. Altså offentlige besparelser.
  • Privatforbruget og bilsalget er steget mere end forventet, hvilket giver mere moms og flere afgifter end forventet.

På denne baggrund forventer Finansministeriet et samlet overskud for hele 2019 på 44 mia.kr. – eller knapt 15 gange så meget, som Wammen fandt ubetalte regninger for.

Disse ekstra penge er jo det “Råderum” som politikkerne taler om, når de vil bruge flere penge end der umiddelbart ser ud til at være. Indtægter, som skyldes, at det går godt, og der derfor kommer flere penge i skatter og afgifter i løbet af året.

Kilde: CEPOS

Råderummet for 2019 blev vurderet til 5 mia.kr., så de er allerede brugt, men der er da fortsat 39 mia.kr. tilbage i runde tal.

Når man tænker på, at den nye regering indtil videre har udskudt den differentierede pensionsalder, som skulle hjælpe den nedslidte Arne til at gå tidligere på pension; ansættelse af flere pædagoger, der skulle gøre det muligt at give støttepartierne de minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver, som de krævede for at støtte regeringsdannelsen; de lovede 1.000 ekstra sygeplejersker (som ganske vist ikke findes); klimainvesteringer, der kun kunne blive til en enkelt milliard, og mange andre valgløfter, kan man spørge sig selv, hvorfor Wammen bliver ved med at fortælle om de ubetalte regninger på lidt over en dags statsligt forbrug, men ikke iler sin statsminister til hjælp og fortæller, at der formentlig kommer 39 mia.kr. mere i kassen i år på baggrund af de gode tider, som den tidligere regering til dels har været med til at skabe.

Man kunne selvfølgelig også bruge pengene til at dække hullet i SKAT?!

Er Nicolai Wammen i det hele taget kvalificeret til at være finansminister?

Fundamentet under EU vakler – en boganmeldelse

Jørgen Rosted og Christen Sørensen har udgivet en glimrende bog med titlen “Fundamentet under EU vakler” med ikke mindre end to undertitler “Et forslag til genopbygning”, og “Om fejlkonstruktionen i Den Økonomiske og Monetære Union og den voksende ulighed i EU”.

De er begge nationaløkonomer, og arbejdede oprindeligt sammen i begyndelsen af 1970’erne i Det Økonomiske Råds sekretariat, hvor de udviklede SMECII, som var det økonomiske råds første økonomiske prognosemodel . Jørgen Rosted var repræsentant for finansministeriet både i planlægningen af den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) og i planlægning af Maastricht traktaten. Han var ansat i finansministeriet fra 1976 og fra 1988 leder af ministeriets økonomiske afdeling, samt departementschef for erhvervsministeriet 1993-2002. Christen Sørensen er professor emeritus i økonomi, han har været overvismand, og han udgav bogen “Danmark – Delstat i Europa?” i begyndelsen af 1990’erne, hvor han forudsagde de fleste ting om ØMU’en, som “Fundamentet under EU vakler” nu må konstatere er sket. Vi taler med andre ord om to forfattere med en betydelig, faglig tyngde, der har været dybt inde i maskinrummet på ØMU’en, som denne bog handler om.

Der er tale om en begavet og veldokumenteret analyse, som alle, der interesserer sig for dette emne, burde læse. Jeg mener, at det er lovligt optimistisk at tro, at deres forslag til “genopbygning” vil blive en realitet, men det ændrer ikke på mine lovord om analysen.

Analysen starter med Kapitel 2 “Hvad kan vi lære af den økonomiske historie?”. Som tidligere underviser i faget økonomisk historie, må jeg svare: En hel del!, men jeg må nok samtidig erkende gode, gamle Palle Laurings ord om, at “Det man først og fremmest kan lære af historien er, at ingen tidligere har lært af historien”. Og det er vel egentlig også forfatternes holdning, når de i slutningen af kapitlet skriver:

“Med de historiske erfaringer, der kan hentes fra den økonomiske krise i 1930’erne og den lange økonomiske afmatning i 1970’erne og 1980’erne, er det svært at forstå det grundlag, EU’s Økonomiske og Monetære Union blev bygget på. ØMU er et fastkurssystem bygget på en stærk tro på markedets selvregulerende kræfter og uden koordination af den økonomiske politik mellem underskuds- og overskudslande samt med spilleregler, der vanskeliggør en aktiv finans- og pengepolitik. På alle tre områder er det i modstrid med de erfaringer, der kan drages af de sidste næsten 100 års økonomiske historie.” (p.55 og 56)

De erfaringer, som de henviser til, har de opsummeret umiddelbart før:

“Den økonomisk-politiske læring af 1970’ernes lange økonomiske afmatning må være tre grundlæggende forhold. For det første at ekspansiv finanspolitik uden hensyn til udbudssiden skaber inflation…” (p55)

Her taler de om krisen i 1970’erne og 1980’erne, der udløstes af olielandenes (OPEC) kraftige prisforhøjelser, som første til forsyningsproblemer og virksomhedskrak, og hvor man i vid udstrækning forsøgte at genskabe beskæftigelsen ved at bruge flere penge i den offentlige sektor, end man fik ind i skatter og afgifter. Det havde fungeret med stor succes som kriseløsning i 1930’erne med New Deal i USA, Efterfølgende med lidt variation gennem Marshall- planen, der trak Vesteuropa ud af den økonomiske skygge fra WW2, og for Danmarks vedkommende med Helhedsplanen fra 1963, der for alvor trak landet ud af rationeringer og arbejdsløshed og ind i en blomstrende økonomi, hvor “få havde for meget og færre for lidt”, som var Socialdemokratiets politiske vision. Men historien viser, at den ikke fungerede i 1970’erne og 1980’erne af den simple grund, at den øgede efterspørgsel ikke kunne mødes af et tilsvarende voksende udbud, fordi erhvervslivet manglede investeringer og, i begyndelsen af perioden, olie til at imødekomme efterspørgslen. Derfor fik man kun inflation ud af det – hvilket alle, der studerede i sidste halvdel af 1970’erne og første halvdel af 1980’erne fandt ud af, når de så, hvad de penge, de havde lånt (med statsgaranti) var vokset til af formuer, da lånene skulle betales tilbage.

” .. For det andet at valutakursregimer med faste valutakurser stiller store krav til koordinering af den økonomiske politik i både underskuds- og overskudslande…” (p55 fortsat)

Her taler de om de såkaldte Bretton-Woods aftaler, der blev ratificeret i 1945, og som var tænkt som et fastkurssystem, der skulle forhindre en gentagelse af 1930’ernes krise og de voldsomt svingende valutakurser i mellemkrigstiden. Keynes, der deltog i den britiske delegation i forbindelse med forhandlingerne om Bretton-Woods aftalerne, der startede i 1944, advarede skarpt mod det, han kaldte: Aftalernes asymmetri: Altså at der kunne lægges pres på underskudland, men ikke på et overskudsland. Men Storbritannien tilsluttede sig nu alligevel, trods Keynes protester og – viste det sig – fuldstændig rigtige kritikpunkter.

IMF og det, der senere kom til at hedde Verdensbanken blev oprettet i forbindelse med aftalerne som institutioner, der skulle gøre det muligt at holde de meget stramme grænser for valutakursudsving, først og fremmest gennem lån bevilliget på baggrund af en aftale om, hvordan låner landet skulle føre økonomisk politik – som vi f.eks. så det med Grækenland for få år siden.

I et frit marked, vil valutakursen for et land falde, hvis produktivitetsudviklingen i landet stiger langsommere end de lande, som det handler med, og stige, hvis det omvendte er tilfældet. Men dette kunne ikke ske ifølge Bretton-Woods, for et lands valutakurs var låst til prisen på guld, og måtte kun afvige ganske lidt fra denne kurs. Dette betød, at svage økonomiske lande med tiden fik en alt for høj valutakurs, hvilket betød, at deres konkurrencedygtighed faldt samtidig med, at underskuddet på deres betalingsbalance steg. En rigtig loose-loose situation. Den eneste økonomiske politik, de havde tilbage, var indkomstpolitik, hvor folk skulle sættes direkte ned i løn, eller en keynsiansk finanspolitik, hvor overefterspørgslen fra den offentlige sektor ofte overså udbudssiden, som i 1970’erne og 1980’erne. I blog indlægget “Er Euroen god for Europa” http://alternativfordanmark.dk/2016/02/ så vi, at det er præcis den situation – nu endog tilføjet snævre begrænsninger i finanspolitikken – som ØMU’en har lagt ned over Europa, og som gør at det har lange udsigter med at få bekæmpet arbejdsløsheden i Sydeuropa.

Bretton-Woods systemet brød endelig sammen, da USA gik fra fastkursforholdet til guldprisen i 1971, hvilket – blind af skade – blot fik EU til at udvikle “Slangesamarbejdet” og efterfølgende ØMU’en.

“…Og for det tredje at hensigtsmæssig penge- og finanspolitik er et vigtigt element i genopretning af samfundsøkonomisk balance.” (p55 fortsat)

Her henviser forfatterne i første række til Krisen i 1930’erne, der fik lov at trække ud, ikke mindst i Tyskland, hvor, som forfatterne skriver: Den socialdemokratiske opposition ikke tog aktivt afstand fra sparepolitikken, selvom det tyske fagbevægelse pressede på, hvilket førte til, at NSDAP, at det tyske nazistiske parti, fik nærmest monopol på modstanden mod sparepolitikken og dens konsekvenser. (p44)

Men i virkeligheden også til EU’s Finanspagt, der er en del af pakken for EUR landene, og som tillige er tiltrådt af Danmark sammen med Rumænien og Bulgarien. For at sige det kort, er Finanspagten det endelige opgør med den keynsianistiske politik, da der lægges et stramt bånd for over- og underbudgettering af statens udgifter.

Man kan sige, at keynsianerne selv har været ude om det med deres manglende hensyn til udbudssiden og deres overdrevne forventning til hvad finanspolitikken alene kan klare, og må jeg tilføje, deres manglende indsats for at begrænse den offentlige efterspørgsel i gode tider, hvilket har været med til at opbygge en del statsgæld. Men jeg er enig med forfatterne i, at det er sørgeligt at se, hvad der er stillet i stedet:

Neoklassikkerne, der på baggrund af et – efter min mening – ualmindeligt spinkelt teorigrundlag – er fortalerne for at fastholde de simple politiske spilleregler , og hævder, at arbejdsløshed skyldes forhindringer eller stivheder i markedet, hvoraf den vigtigste er fagbevægelsens modstand mod lønnedgang, men også at velfærdssamfundet lægger begrænsninger på markedskræfternes muligheder for at virke. Holdninger, der er fremgået af mange af de såkaldte økonomiske analyser, der er kommet fra finansministeriet de sidste 10-15 år, og som har lagt grunden til Liberal Alliances skattepolitik, Det Radikale Venstres lyst til at gå “Reformamok”, faldende tiltro til seriøsiteten i finansministeriet og på det seneste venstrefløjens – efter min mening – helt forkerte medicin mod den rigtige sygdom: At politikkerne skal styre, hvordan de økonomiske prognosemodeller skal virke.

Det er også svært at være uenig med bogens forfattere, når de skriver:

“I den økonomisk politiske debat kaldes de nye tendenser neoliberale eller nyliberalistiske, men at der skulle være tale om en grundlæggende ny teori eller skole, er det som sagt svært at begrunde. Der er snarere tale om, at gamle tanker har fået en politisk renæssance, som desværre også har ført til den største økonomiske krise siden 1930’ernes depression.” (p52)

For, som de meget rigtigt skriver:

“I en markedsøkonomi vil der altid være økonomiske svingninger, men det betyder ikke, at vi kan undvære markedet. Det er en fantastisk mekanisme. Tænk blot på, at markedet hver dag forsyner os med varer og tjenester, så alle kan få opfyldt selv de mest forskelligartede behov. Det er fantastisk, og det kan planøkonomi ikke klare. Men hvis markedsmekanismen i et alvorligt kriseforløb mister sin balanceskabende kraft, viser historien, at høj arbejdsløshed kan fortsætte i mange år.” (p54)

I Kapitel 3 gennemgår bogen alle de regler, der er gældende for de forskellige regler under ØMU’en med en glimrende opsummering i form af en tabel på side 76. Forfatterne skriver herefter:

“Konklusionen på dette må være, at regelsættet for den økonomiske samordning, som det er formuleret i EU traktaten, Stabilitets- og Vækstpagten, Finanspagten, Sixpack og Twopack, er så kompliceret, uklart og delvist selvmodsigende, at det bliver fortolkningen og den hertil hørende konkrete administration – der jo afspejler de dominerende politiske opfattelser – som bliver afgørende for den faktisk førte samordningspolitik” (p77)

Bogens hovedpointe er, at ØMU systemet lider af de samme overordnede problemer som Keynes påpegede om Bretton-Woods allerede før dette system blev vedtaget: De snævre rammer betyder, at nogle lande kan opbygge et stadig større betalingsbalanceoverskud uden at det diskuteres, mens underskudslandene straffes og bliver sat under administration. Dette betyder, at underskudslandene må indføre hård indkomstpolitik, hvilket grundlæggende betyder fattiggørelse af den i forvejen mindst rige del af befolkningen for at sikre balance eller overskud på betalingsbalancen. Således påpeges det side 84, at bortset fra Cypern, var der i 2017 ingen EUR lande, der lå under eller bare i nærheden af den nedre grænse for den betalingsbalanceindikator, der blev indført i 2011, mens Holland fra 2012 lå over den øvre grænse, Tyskland fra 2013, Slovenien fra 2016 og Irland fra 2017. Danmark kom i øvrigt også over grænsen sammen med Holland i 2012, og vi har haft betalingsbalanceoverskud i omkring 30 år i træk.

På side 91 påpeges det, at da nogen må have underskud på betalingsbalancen, må andre have underskud, hvilket formentlig også har presset ikke-EUR lande udenfor Europa til at kritisere manglen på balance i verdenshandlen. USA og Storbritannien har således haft underskud på betalingsbalancen siden begyndelsen af 1990’erne, og lad mig for egen regning tilføje, at dette formentlig har ført til fremdriften i Trump’s kampagne og den stigende opbakning bag protektionisme i USA, og til de tumultagtige tilstande omkring Brexit, hvor ganske mange mener – måske med rette – at de kan få væsentlige bedre frihandelsaftaler udenom EU.

“Målet med ØMU var en bedre samfundsøkonomi, som kom alle medlemslande til gode, men dette mål er ikke nået. Medlemslandenes økonomier konvergerer ikke, de divergerer” (p130).

Bogens forfattere konkluderer i bogens kapitel 7 “Et nyt udgangspunkt for ØMU samarbejdet: Samordningspagten”, at det, der er behov for er, at landene skal samordne deres økonomier på den måde, at intet land må føre en økonomisk politik, der skader andre lande. Det betyder bl.a. at overskudslandene skal kunne pålægges at gennemføre initiativer, der reducerer deres betalingsbalanceoverskud til gavn for de lande, der har behov for at kunne reducere deres underskud.

Jeg har meget svært ved at tro, at denne pludselige holdningsændring skulle ske. Kapitlet gennemgår, hvordan overskudslande som Danmark, Tyskland og Holland er blevet pålagt besparelser i statsbudgettet og pænt har fulgt henstillingerne:

“Resultatet blev en stram finanspolitik, som i første række øgede landenes overskud på betalingsbalancen og i en længere periode holdt produktion og beskæftigelse tilbage, så landene først efter knapt fem år begyndte at få en økonomisk fremgang, der kunne øge beskæftigelsen og gøre det lettere at konsolidere budgettet” (p146), og fortsætter:

“Den måde, Kommissionen og Rådet tolker og administrerer regelsættet for koordineringen af den økonomiske politik på, er skadelig” (p 147).

EU har med andre ord bevidst ført en skadelig politik med henseende til vækst og beskæftigelse. Forfatterne har selv fremlagt en fin analyse af, hvorfor de gør det, hvorfor keynsianerne med deres krav til en aktiv finanspolitik er blevet marginaliseret og scenen overladt til de nyliberale/neoklassikkerne. De erindrer selv om, at Tyskland blev udsat for hyperinflation i mellemkrigstiden. Jeg tror, at den slags sætter sig dybt i folkesjælen, ligesom 1864 har præget og på mange områder stadig præger dansk handlingsmønster. Først og fremmest Tyskland ønsker nu og i en overskuelig fremtid, at lav inflation skal prioriteres over lav arbejdsløshed. Hvad er det så lige der gør, at forfatterne tror de kan vende op og ned på det hele?

Personligt syntes jeg hele EU er en fejlkonstruktion: Ideen om at de meget forskellige kulturer i Europa, som er kontinentets charme og som har udviklet landene til meget forskellige måder at fungere på: Inflationsbekæmpelse, velfærdsstat, arbejdsmarkedet osv., skal presses ind i en husholdningsmaskine og skabe en helt ny fælles kultur med fælles holdning til politiske prioriteringer, fælles oplevelse af hvordan arbejdsmarkedet skal fungere osv. er for mig absurd, mangel på respekt for kultur og historie, og ja … i virkeligheden en ny udgave af fascisme, hvor ideerne igen er vigtigere end menneskene. (som Dr. Hook så rigtigt sang: “most of us are casualties of someone else’s dream”). Derfor tror jeg ikke på, at man grundlæggende kan lave om på stort set samtlige politikker i EU, vende dem på hovedet og følge forfatternes forslag til genopbygning.

Forfatterne ønsker EU, og vil derfor fjerne alle patientens organer for så at indsætte nye.

Det ændrer dog ikke på min grundlæggende respekt for det stærke analyse- og dokumentationsarbejde, der ligger i bogen.

Bogen har en fin og forholdsvis kortfattet gennemgang af de meget forskellige artede arbejdsmarkeder i de forskellige medlemslande, der indenfor rammerne af EU muliggør mange kreative løsninger. Som eksempel bliver givet, at et slagteri i Tyskland, der er underlagt forholdsvis dyre overenskomster og navnlig store og dyre vanskeligheder med at afskedige medarbejdere, hvis der er nedgang i efterspørgslen som løsning kan antage et sjak af polakker, styret af en polsk virksomhed, til at slagte, hvorefter de ikke skal blande sig i, hvilke lønninger de polske slagteriarbejdere får og kan afskedige hele sjakket, helt efter underleverandørkontraktens aftaler, hvis efterspørgslen falder.

Skriver man om EU må der også et kapitel om Grækenland til, og det er der så. Bogen forklarer meget konkret om de tre lånerunder, hvor EU, med Merkel i spidsen, modsatte sig en nedskrivning af gælden – måske fordi den i vid udstrækning lå hos tyske og franske banker – mens IMF faktiske opfordrede til en gradvis afskrivning i hvert fald af noget af gælden. IMF forudsagde meget realistisk, at den stramning, der kom i kravene til den offentlige sektor i Grækenland på 10% ville – uafskrevet betyde et fald i nationalproduktet (BNP) på 25% Faldet blev fra 2009 til 2016 på 26%. Og arbejdsløsheden i 2012 på 24,5%. EU har med andre ord og på baggrund af deres stramme holdning til finanspolitik fjernet efterspørgsel i en nødlidende økonomi og dermed både forværret og forlænget krisen. Det fratager ikke skiftende græske regeringer ansvaret for at have opbygget den store gæld, men det er med til at vise, at fundamentet under EU vakler.

En bog, som alle, der interesserer sig for økonomi og EU, bør læse!

Fundamentet under EU Vakler er udgivet på Haase Forlag i 2018.

Verdens Befolkningsudvikling 2018-2050

Vi bliver flere og flere mennesker i verden. Og det eksploderer. Men hvor går det meget hurtigt, og hvor går det måske ligefrem tilbage, og hvilken konsekvens har det? Er der mad nok til alle? Er der arbejde nok til alle? Forværrer det klimakrisen? …

Dette blogindlæg forsøger at skabe et overblik, og som altid for “Nationaløkonomen”, vil det blive underbygget med kildemateriale, så man selv kan se efter, bruge tallene på en anden måde, påpege fejl osv.

Jeg forsøger generelt at fremskrive befolkningsvæksten over de næste 30 år. Det kan man nok ikke, for mange til vil ændre sig: Måske bliver vi i stand til at redde endnu flere fra sygdomme og øger dermed befolkningstilvæksten, måske vil man begynde at føde færre børn i de fattige lande – som FN påstår, så vi bliver færre, måske vil klimakrisen få endnu flere fra de fattige lande til at søge mod de rige lande, så vi producerer endnu mere CO2 pr. indbygger og forværrer klimakrisen yderligere, så flere bliver oversvømmede eller dør af tørst, så vi bliver færre. – Det er som bekendt svært at spå, specielt om fremtiden.

Men en ting kan man sige med sikkerhed: En fremskrivning siger altid, hvordan det vil gå, hvis intet ændrer sig, og det er faktisk meget lettere at forholde sig til, end at forholde sig til fødselsrater, dødelighed, migration mv. her og nu.

Allerede nu kan jeg afsløre, at konklusionen på denne fremskrivning og analyse er følgende:

  • Befolkningen vil stige fra 7,4 milliarder mennesker i 2017 til 10,9 milliarder med de nuværende vækstrater for de enkelte lande. I de regioner, der er lavet i statistikken, er det specielt landene i Afrika, syd for Sahara, der vil opleve en befolkningseksplosion, men også mange andre steder vil man se en betydelig vækst.
  • Befolkningsvæksten lokalt er i høj grad er påvirket af migrationen. Der flyttes en del mellem de enkelte lande, og mellem de forskellige geopolitiske områder, der arbejdes med i analysen, og trenden er helt entydig: Der er en betydelig migration til Europa, Nordamerika samt Australien/New Zealand fra alle dele af resten af verden.
  • Uden tilflytning fra andre dele af verden ville Europa have en negativ befolkningsudvikling. Internt i Europa foregår der an forholdsvis stor migration fra de tidligere østlande – bortset fra den Tjekkiske Republik og Ungarn – til det tidligere Vesteuropa. det er med andre ord Østeuropa, der ved at blive tømt.
  • Fødselstallet er i høj grad kulturelt betinget, eksempelvis får folk i de arabiske lande rigtig mange børn uafhængigt af om det er rige eller fattige lande. Man kan for hele verden se en tendens – men heller ikke mere – til, at fødselstallet er højere jo lavere gennemsnitsindkomsten er i et land. Men ikke så signifikant, at jeg kan give FN ret i, at befolkningsvæksten vil blive lavere i de fattige lande, selv hvis de bliver rigere. Og man kan jo også spørge sig selv: Ville du føde færre børn, der kan sikre din alderdom, hvis du blev rigere, men ikke rig nok til at spare op til din egen alderdom?
  • Befolkningstallet vil eksempelvis indenfor de næste 30 år vokse til det dobbelte i de lande, hvor der i dag er muslimsk flertal, og dette til trods for, at verdens største, muslimske land Indonesien har en forholdsvis lav fødselsrate. det er de arabiske lande, der trækker langt det meste i hele denne vækst.
  • CO2 emissionen vil vokse en del mindre end befolkningen – under forudsætning af, at den samme teknologi benyttes og der ikke sker yderligere indgreb – da befolkningsvæksten primært er høj i de områder, hvor emissionen som udgangspunkt er lavt. Men det er naturligvis en absurd forudsætning: Hvis befolkningen i de fattige lande bliver rigere, vil CO2 produktionen pr. indbygger naturligvis også stige, fordi de ultimativt vil have den samme rigdom som os andre, og dertil kommer, at udvandringen til de rigere lande for alle de udvandrede vil føre til en markant stigning i CO2, blot de forsørges på relativt lavt niveau i de rigere lande.
  • Relativt flere mennesker i verden vil komme til at leve i diktaturer og diktaturlignende lande, mens relativt færre vil leve i demokratier af en eller anden slags – med mindre nogle af de eksisterende diktatoriske lande lige pludselig får en demokratisk revolution.
  • Hverken relativt flere eller relativt færre mennesker vil komme til at leve i lande med dødsstraf
  • Relativt flere mennesker vil komme til at leve i lande med stening.

Der er ingen tvivl om, at verdens befolkning vokser for hurtigt. Vi bliver simpelthen for mange, vi vil forurene mere, vi vil få øget indvandring til de rigere områder, og formentlig stridigheder om mad og plads. Det er på tide, der gøres noget for at dæmpe befolkningsvæksten.

Vi bliver nød til at udvikle renere produktionsmetoder, hvis ikke befolkningsvæksten skal kvæle jorden i støj og møg. Men vi må også gøre noget ved de høje fødselstal. Hvis ikke 1-barns politik, så i det mindste 2-barnspolitik i en eller anden form.

Indvandringspresset på Europa (USA, Canada, Australien og New Zealand) er meget højt, og meget tyder på, at der ud over de officielle tal er et næsten lige så stort tal, der kommer ind illegalt og tager arbejde. Mange af dem formentlig under overenskomsterne.

Måske er vi kommet til det punkt, hvor regeringerne i Europa skulle overveje en alternativ politik for, hvordan vi kommer igennem den periode, som vi er midt i, hvor befolkningen bliver stadig ældre, og der derfor bliver en reduceret arbejdsstyrke, frem for hele tiden at støtte erhvervslivets ønske om at trække mere udenlandsk arbejdskraft her til, samt hæve pensionsalderen.

Udfordringen er i langt højere grad at få økonomien til at fungere ved en lavere befolkningsvækst og herunder en lavere indvandring!

Samtidig sker den største befolkningsvækst i områder – og her ser vi først og fremmest på Afrika syd for Sahara, men også det arabiske område – hvor der er en voldsom korruption. 30 ud af de 50 mest korrupte lande ligger i en af disse to områder. Og samtidig i de lande, hvor indkomsten er lavest pr. indbygger. 33 af de 50 lande med laveste indkomst pr. indbygger ligger syd for Sahara.

Samtidig ligger 44 af de lande med den højeste GINI koefficient, det vil sige den største ulighed, enten i Afrika syd for Sahara eller i Latinamerika.

Hverken korruption eller ulighed gør det nemt at drive forretning. Måske er vi kommet dertil, at vi må omlægge hele udviklingshjælpen?!

Frem for at bidrage, gennem de lokale og ofte korrupte stater, til en økonomisk fremgang, vil det være væsentligt mere fornuftigt – set i lyset af denne analyse – at støtte f.eks. andelsbevægelser, der forsøger at producere udenom staten og støtte de mindst korrupte fagforeninger i de fattigste lande. Vi skal ikke støtte demokrati, som vi har gjort det hidtil, for ingen lande bliver demokratiske ved at få det påtvunget. De bliver kun demokratiske ved at få etableret en demokratisk tradition. Og da vort eget demokratis jo udspringer af andelsbevægelse og fagforeninger, bør vi da også satse på at støtte her, og gå udenom korruption og støtte større indkomstlighed. Vi har trods alt i vor del af verden set, at fagforeninger ikke alene skaber større lighed, hvis de er effektive, har stor medlemstilslutning og er respekterede. De øger også væksten fordi virksomhederne løbende bliver presset til at forholde sig til løn effektiviteten. – Og så vil det jo gøre tilvandring til lande med gode lønninger mindre attraktiv.

I nedenstående analyse er kun lande med mere end 1 mio. indbyggere i 2017 taget med i oversigter og beregninger.

Der er ikke fodnoter, eller hyperlinks i teksten, men alle kilder er anført efter artiklen, så man kan forsikre sig om validiteten af de benyttede data.

Befolkningsvækst og migration

1.januar 2018 var vi 7,4 milliarder mennesker på denne klode (7,6 ifølge FN). Hvis vi fremskriver med de gældende vækstrater, vil vi i år 2050 være knapt 10,9 milliarder. En vækst over de 33 år på 46%.

Befolkningsvæksten i et land er antallet af fødsler minus antallet af døde plus immigrationen eller minus emigrationen – henholdsvis tilflytningen til landet og fraflytningen fra landet.

Nedenfor ses resultatet af beregningen fordelt på geopolitiske områder. Australien og New Zealand er af praktiske årsager slået sammen med USA og Canada som Nordamerika.

Befolkningsudviklingen 2017-2050

Helt overordnet kan man se, at hvor der i dag bor flest mennesker i sydøst Asien, så vil det i 2050 være Vest og Centralasien, der vil være det mest folkerige område. Man kan ligeledes se, at den største befolkningseksplosion vil ske i Afrika, syd for Sahara, mens Nordafrika og den arabiske halvø, vil have procentvis næsten lige så stor vækst.

Som man kan se er befolkningsvæksten over de 33 år meget beskeden i Europa , nemlig 4,4 %.

Her spiller migrationen dog væsentligt ind. Hvis vi fjerner migration – som i dette tilfælde er indvandring – fra tallene, ville Europas befolkning faktisk falde med 2,4% fra 2017 til 2050. Forskellen i de to fremskrivninger er på knapt 51 mio. mennesker, lig med den forventede indvandring til Europa fra Lande udenfor Europa i perioden 2018-2050. Det er ret mange mennesker med helt andre kulturer, der skal integreres!

Danmarks Befolkningsudvikling

(Der er foretaget interpolation for at gøre tidsaksen retvisende) 

En faldende befolkning er ikke usædvanlig. Hvis man f.eks. ser Danmarks befolkningsudvikling fra 1787 til 2018, kan man se at udviklingen bliver flad fra 1970’erne til 1990. Den eneste logiske forklaring på, at den igen begynder at stige er, at indvandringen begynder, og derefter, at indvandrernes børn kommer til.

Internt i Europa er der dog også tale om en ganske stor migration, idet alle tidligere østlande inkl. de tidligere sovjetstater, der ligger i Europa, har en pæn udvandring – bortset fra Rusland, Tjekkiet og Ungarn. Moldova, Estland og Litauen er de lande med relativt størst udvandring. Derudover har de samme lande – eksklusiv Albanien og Slovakiet, der ligger tæt på 0, men inklusiv Rusland og Ungarn – negativ befolkningsvækst, hvis vi fjerner migration fra tallene. Dvs. der dør flere mennesker, end der fødes. Vi er med andre ord vidne til en nettoindvandring til Vesteuropa, for en stor dels vedkommende fra folk udenfor Europa, men i vid udstrækning også gennem en affolkning af det tidligere Østeuropa.

I Asien, hvor vi tidligere så en voldsom befolkningsvækst, er væksten dæmpet noget, hvilket ikke mindst skyldes mere moderate vækstrater i Indien og Kina. Der var 341 mio. mennesker i det nuværende Indien, da landet blev selvstændigt i 1947. Med en befolkning i 2017 – 70 år senere – på 1,282 milliarder, har der altså været tale om en vækstrate på 1,9% om året, hvor den nu er på 1,17%, men til gengæld på en betydelig større befolkningsmængde. Kina havde ved etableringen af folkerepublikken i 1949 en befolkning på 542 mio. Med udgangen af 2017 var den på 1,379 milliarder mennesker. Sammenlignet med Indien er det en noget lavere årlig vækst, nemlig 1,4%, hvor den på nuværende tidspunkt er på 0,41% om året.

Kinas meget lavere befolkningsvækst skyldes først og fremmest ét-barns politikken, der vel stort set kan sammenfattes til, at myndighederne forsøger at holde kinesiske familiers reproduktion til 1 barn pr. familie, for alle i byerne, mere lempeligt for folk på landet og helt uden krav til etniske mindretal. Tidligere blev den håndhævet meget rigidt: Som udgangspunkt skulle man søge om at få børn, og når man så fik tilladelsen, skulle man føde det indenfor de første 12 måneder, hvorefter tilladelsen udløb. Efter kinesisk, kommunistisk tradition ville arbejdskollegerne tage en gravid kvinde til hospitalet og forlange en abort, hvis de vidste, at hun allerede havde et. Nu om stunder eksisterer ét barns politikken fortsat, men nu gennem at udlove økonomiske bonusser og ekstra ferie til dem, der holder den – kapitalismens metoder har sejret også i Kina.

Det er oplagt, at befolkningsvæksten for to lande med så store befolkninger som Indien og Kina har stor betydning for ikke alene Asiens, men for hele klodens befolkningsvækst. Som man kan se på nedenstående figurer, følger Indien i øjeblikket med den almindelige vækst, mens Kina har en modererende indflydelse.

Indiens og Kinas betydning for den globale befolkningsudvikling (andel af verdens befolkning)

Befolkningsvæksten i Vest og Centralasien (Fra Tyrkiet til og med Bangladesh)som helhed fra 2017 til 2050 er på 47% – altså stort set den samme som for verden som helhed – Mens der er en mere beskeden vækst i Syd Øst Asien på godt 20%, hvilket er under halvdelen for den samlede befolkningsvækst i verden i perioden. Men da udgangspunktet er meget højt, betyder det dog alligevel, der i 2050 vil være 1,4 milliarder flere mennesker i Asien, end der er i dag. Befolkningen i Japan vil falde marginalt, og væksten vil antalsmæssigt være fordelt på de store lande med knapt halvdelen i Kina, 18% i Indonesien, 15% i Filippinerne – der også har en af de største procentvise stigninger og 7% i Vietnam.

Udvandringen fra Vest- og Centralasien vil i perioden være på 65 mio. mennesker. Der er en meget begrænset indvandring til Kasakhstan og ingen nettoudvandring fra Indien, men ellers er stort set alle lande i området præget af udvandring.

Udvandringen fra Sydøst Asien vil i perioden 2017-2050 være på 42 mio. Indenfor området kan Singapore tilskrive ikke mindre end 1,3% af sin årlige befolkningsvækst indvandringen, mens det samme gælder for Sydkorea og Hong Kongs vedkommende med hhv. 0,3% og 0,2%.

Afrika syd for Sahara, er det område, der uden sammenligning vil have den relativt største befolkningsvækst i perioden 2017-2050 med 1,3 milliarder mennesker på baggrund af en svimlende høj vækst på ikke mindre end 127%. Altså mere end en fordobling. De virkelige højdespringere er Syd Sudan, der forventes have en befolkning, der er tre en halv gange så stor i 2050 som i dag, samt Angola, Niger og Uganda, der alle står til at tredoble befolkningen.

De fleste afrikanske lande oplever udvandring i større eller mindre grad, og kun ganske få oplever en indvandring. Af de sidste er indvandringen mest markant i Syd Sudan, hvor 1,06% af befolkningsvæksten skyldes indvandring – primært fra Sudan. Udvandringen er, i forhold til indbyggertallet størst i Eritrea, hvor 1,4% af befolkningen hvert år forlader landet, i Zimbabwe, hvor det er 0,85%, Lesotho hvor det er 0,7%, og Liberia, hvor 0,57% af befolkningen hvert år forlader landet. De fleste af disse udvandrere ender dog i andre afrikanske lande. Zimbabwes udvandrere kommer eksempelvis i stor udstrækning til Sydafrika. Ved at trække befolkningsvæksten inkl. migration fra befolkningsvækst uden migration for 2017-2050, får vi tallet for de, der helt forlader Afrika syd for Sahara, nemlig 40 mio. mennesker i hele perioden, sammenlignet med en tilvækst på 1,26 milliarder.

Væksten i Nordafrika inkl. den Arabiske halvø er kun noget mindre voldsom med ikke mindre end 90 % vækst fra 2017-2050. Altså knapt en fordobling.

I perioden vil først og fremmest Iraks befolkning vokse med ikke mindre end 130%, altså næsten halvanden gange så mange mennesker, som i dag. De øvrige lande med stor vækst er Egypten med 122%, De Forenede Arabiske Emirater med 117% og Gazas befolkning, som dårligt kan være på området i forvejen, vil i perioden vokse med ikke mindre end 114%. Befolkningen i Bahrain, Qatar og Yemen vil ligeledes vokse med mere end 100%. Kun et enkelt land, nemlig Libanon vil miste befolkning, nemlig ikke mindre end 31%. Da Egypten i forvejen har langt den største befolkning, nemlig 97 mio., er det også her man vil se langt det største øgede folketal, nemlig 97 mio. flere i 2050, hvilket er godt en tredjedel af den samlede befolkningsvækst i området. Der vil blive 51 mio. flere mennesker i Irak, og 31 mio. flere i både Algeriet og Yemen.

Det er vanskeligt at vurdere udvandringen fra området, da det ikke er til at finde tal for Syrien på dette område, men ud over de mennesker, der udvandrer fra Syrien, er der tale om en samlet udvandring fra området på godt 19 mio. mennesker i perioden 2017-2050 set på baggrund af en samlet tilvækst på 365 mio. mennesker, så sammenlignet med Afrika syd for Sahara, er der altså tale om en ganske stor udvandring, som i vid udstrækning går til Europa. Ud over udvandringen ud af området, er der dog også en vis migration indenfor området, først og fremmest til Qatar, der årligt øger sin befolkning med 1,5% pga. indvandring, Bahrain, hvor tallet er 1,2% og UAE, hvor det er 1,1%. De tre lande har dog tilsammen kun knapt 10 mio. indbyggere i 2017, så det er ikke de store folkemængder, der flyttes.

Hvis vi ser på væksten gennem de 33 år i prognose-perioden for alle lande med muslimsk flertal, er den noget mindre, nemlig 71%, hvilket primært skyldes, at Indonesien, der er muslimsk, med sine 261 mio. indbyggere i 2017, har en moderat befolkningsvækst selv sammenlignet med de øvrige lande i Syd Øst Asien. Men da Indonesien trods alt er så befolkningsrig, og selvom de afrikanske lande med flertal af muslimer, befolkningsmæssigt vokser forholdsmæssigt lige så meget som resten af Afrika, vil det samlede tal for befolkningen i lande med muslimsk flertal i verden dog vokse fra at udgøre 21,9% af verdens befolkning til at udgøre 25,7% i 2050, eller i tal fra 1,6 milliarder til knapt 2,8 milliarder mennesker.

Befolkningen i lande med muslimsk flertal i 2017 i forhold til hele verdens befolkning

 

Væksten i Nordamerika samt Australien og New Zealand er på knapt 30%, hvilket er mindre end i verden som helhed, men dog en del over væksten i Europa, som disse lande økonomisk kan sammenlignes med. Væksten i denne gruppe er nogenlunde jævnt fordelt med Australien noget før de øvrige lande. For gruppen er indvandringen ganske afgørende for befolkningsvæksten, hvor Canada med en indvandring på 0,59% af den eksisterende befolkning og Australien med 0,55% ligger i top. I hhv. USA og NZ er tallene 0,39% og 0,22% af befolkningen. I Canada ville befolkningen være faldende uden indvandring, mens det kun er omkring halvdelen af befolkningsvæksten i Australien og USA, der kan forklares med indvandring, og en fjerdedel for New Zealands vedkommende.

Latinamerika – fra Rio Grande til Sydspidsen af Sydamerika har i den beregnede periode 2017-2050 en samlet befolkningsvækst på godt 36 %. Altså lidt under den gennemsnitlige for jordens befolkning. Den procentvise vækst er størst i Guatemala, Honduras og Bolivia, mens Cuba mister tæt på 10% af sin befolkning, og Trinidad & Tobago 4% af sin. Antalsmæssigt er det naturligvis igen de største nationer, der bidrager med flest: Brasilien med 207 mio. indbyggere, vil efter beregningerne have 56 mio. flere i 2050, Mexico med 125 mio. indbyggere 55 mio. flere, Columbia med kun 47 mio. indbyggere 18 mio. flere, og Argentina med kun 44 mio. indbyggere 15 mio. flere indbyggere i 2050.

Bortset fra Costa Rica, hvor befolkningen øges gennem indvandring med beskedne 0,08% om året, Chile hvor indvandring bidrager med 0,03% om året, og Ecuador, hvor der ikke er nogen nettomigration, er Latinamerika generelt en verdensdel, som folk vandrer fra. Først og fremmest er der en ganske pæn udvandring fra Trinidad & Tobago hvor 5,9 ud af 1.000 hvert år forlader øriget, Cuba, der forlades af 5,9 ud af 1.000 årligt, og Jamaica, der hvert år mister 4,3 ud af 1.000 gennem udvandring.

Hvis vi opsummer migration mellem verdensdelene, ser oversigten således ud:

Migration mellem de geografiske områder 2018-2050

Geopolitisk område

Udvandring

Indvandring

Afrika syd for Sahara

40 mio.

Nordafrika og den arabiske halvø

19 mio.

Europa

51 mio.

Vest- og Centralasien

65 mio.

Sydøst asien

42 mio.

N. Amerika samt Australien og New Zealand

62 mio.

Sydamerika

28 mio.

I alt

194 mio.

113 mio.

Forskel

81 mio.

Der forsvinder simpelthen 81 mio. mennesker – Det kan ikke kun være regne og kommafejl, omend det skal siges, at det er ganske almindeligt, når man sammenstiller nationale tal. Nogle er bedre til at regne og tælle end andre. Hvis man lægger verdens samlede import og eksport sammen og trak dem fra hinanden, ville man heller ikke få 0, selvom det er det eneste logiske. I dette tilfælde vil der dog udover den “normale” forskel med sikkerhed også være tale om mange illegale flygtningen, der af samme grund ikke er blevet registreret. Og det behøver langt fra at være mellem de geografiske områder. Man kan sagtens forestille sig en person er taget fra Zimbabwe til Sydafrika uden at blive registeret, eller fra Thailand til Laos.

Men mellem de valgte geopolitiske områder er et “tab” på 81 mio. mennesker ud af 194 mio. dog markant.

Hvorfor fødes der så mange børn

Jordens befolkning vokser eksplosivt. Det har hidtil været muligt at skaffe fødevarer, ligesom den generelle sundhedstilstand er blevet stærkt forbedret og færre mennesker i verden lever under eksistensminimum.

Men kan vi blive ved samtidig med at vi ønsker mere økologisk fødevareproduktion og en reduktion i CO2 niveauet? Vi må nok erkende, at når vi bliver flere og flere, vil der komme et punkt, hvor vi enten må spise mindre, eller slås om, hvem, der skal have. Det sidste er nok det mest sandsynlige, når man ser på menneskehedens historie, så måske skulle vi allerede nu finde ud af, hvordan vi kan få fødselstallet ned.

Men hvad får folk til at føde så mange børn? Vi ved fra tidligere tider i Danmark, at det navnlig var de fattige, der fik mange børn, dels fordi der ikke fandtes et velfærdssystem til at tage hånd om dem, der har det svært – ikke mindst de ældre, som var afhængige af børnenes evne og vilje til at brødføde dem, når de ikke selv kunne længere, dels fordi ganske mange af børnene døde.

Hvis vi sorterer landene fra dem, med de højeste fødselsrater (pr. 1.000 mennesker) først til dem med de laveste fødselsrater og sammenligner med de tilsvarende rater for antal døde pr. 1.000 mennesker, får vi dette billede:

Fødsler og døde pr. 1.000 indbyggere

Som det fremgår af grafen, er det faktisk meget begrænset hvor meget dødeligheden varierer sammenlignet med variationen i fødselstallet, og vi finder da også kun en samlet korrelationskoefficient på 0,03, hvilket grundlæggende betyder, at fødselstallet og tallet for døde absolut intet har med hinanden at gøre. Man kan jo også se på kurven, at tallet for dødelighed ganske vist starter med at falde, derefter bliver nogenlunde jævnt og ender med at stige igen. Forsøger man at finde en korrelation på enkelte stykker af kurven, kommer vi en korrelation nærmest med landene fra Vietnam til Qatar, men selv her er korrelationen kun på 0,74 og så er den endda negativ forstået på den måde, at den forklarer, at jo højere dødelighed jo færre fødsler – og det giver jo ingen logisk mening.

Tager vi de enkelte geopolitiske områder, som denne analyse arbejder med, er det kun området kaldt Vest- og Centralasien, der for sig selv giver det resultat, som vi søgte efter, nemlig at øget dødelighed udløser øget fødselsrate med en korrelation på 0,82. En svag sammenhæng, men den er der dog.

Ser vi på sammenhængen mellem fødsler og nogle af de samfundsøkonomiske faktorer, får vi følgende sammenhænge:

Sammenhæng Korrelation Kommentar
Lav indkomst giver højere fødselsrate  

-0,61

Tallet er for lavt til at være signifikant, men giver dog en tendens
Økonomisk vækst i et land giver lavere fødselsrate  

0,02

Det har tilsyneladende intet med sagen at gøre
Korruption giver lavere fødselsrate  

-0,59

Tallet er for lavt til at være signifikant, men giver dog en tendens
Demokrati giver lavere fødselsrate  

-0,53

Tallet er for lavt til at være signifikant .
Skæv indkomstfordeling giver højere fødselsrate  

0,32

 

Der er ingen sammenhæng

I naturvidenskaben søger man korrelationer nær 1 og sorterer normalt dem under 0,9 fra som manglende korrelation. I samfundsvidenskaberne ønsker vi også gerne høje korrelationsværdier, men erkender dog, at mennesker i almindelighed ikke altid træffer rationelle beslutninger, så her vil vi normalt forlange minimum 0,8, men kan dog se korrelations koefficienter tæt på denne grænse som “tendenser”.

Den stærkeste “trend” er i antagelsen om, at lave indkomster giver flere fødsler, så lad os se lidt på den.

Figuren øverst viser landets gennemsnitsindkomst på y-aksen (USD i PPP – dvs. der er taget forbehold for prisforskelle i landene), og fertiliteten i promille på x-aksen. Det er denne sammenhæng, der har en korrelation på -0,61, hvilket betyder, at man matematisk har forsøgt at beregne en lige linje gennem punkterne, der bedst kan beskrive sammenhængen gennem en lineær formel: y=a*x+b.

Det er dog ret indlysende, når man ser på fordelingen, at sammenhængen ikke er lineær, men nærmere en kurve der bevæger sig asymptotisk fra høje indkomster og lave fødselsrater til lave indkomster og tilhørende høje fødselsrater. Dette kan fortolkes således: Hvis man har en indkomst over (ser det ud til her) på 10.000 USD/Indb (PPP), kan indkomsten stige så meget den vil uden at fødeslsraten (her regnet som antal fødte ud af 1.000 mennesker – så altså i promille) falder yderligere end til (ser det ud til her) omkring 8. Omvendt, når man først er kommet ned på en indkomst i nærheden af 0, kan indkomsten være den samme, men fødselstallet alligevel stige. Med andre ord: Når vi ser på de allerrigeste lande, vil de alle have tæt på den samme fødselsrate uanset hvor rige de er, og når vi ser på de allerfattigste lande kan de have en hvilken som helst, men meget høj fødselsrate. Der er kort sagt ikke den store, lineære sammenhæng, og meget tyder på, at kultur og tradition har væsentlig større indflydelse på fødselstallet.

Sådan en asymptotisk kurve vil normalt have formlen (f): 1/ 1(i n’te) . Hvis man “vender” den ene af de variable f.eks. fødselsraten til 1/fødselsrate (1 divideret med fødselsraten), har man en chance for, at det bliver en lineær funktion, hvilket er det, der er gjort i figuren nederst. Helt lineær blev den ikke – nærmere trompetformet, hvilket ofte kan være et tegn på autokorrelation, hvilket grundlæggende betyder at der er andre ting der påvirker sammenhængen f.eks. kultur og tradition – men det er dog nu mere logisk at tale om en lige linje til at forklare trenden, og korrelationsværdien steg faktisk fra 0,61 til 0,64, blot ved denne lille operation. Man kan så forsøge at få korrelationen op ved at fjerne lande, der ser ud til at være stikmodsatte af det forventede, men det er klart, at jo flere man fjerner, jo mindre bliver forklaringsværdien. Ser vi på de faktiske tal, er det åbenlyst, at man i de arabiske lande bare får mange børn uanset hvor stor gennemsnitsindkomsten er. Altså kultur/tradition. Hvis vi fjerner Bahrain, Kuwait, Oman, Qatar, Saudi Arabien og UAE, får vi korrelationen en del højere op, og fjerner vi yderligere Norge, hvor man får lige så mange børn som i Sverige, men dog en del flere end i Danmark, men hvor man har langt flere penge pr indbygger, på Irland, der har en af Europas højeste indkomster pr. indbygger og Europas højeste fødselsrate, formentlig pga. stærk ortodoks holdning til prævention og abort; De er jo mere katolske end paven selv!, samt Singapore, med den absolut højeste indkomst pr. indbygger i Sydøstasien og en af de absolut højeste i Verden, Fjerner vi de stærkeste indflydelse fra kultur og tradition, hvilket bringer korrelationskvotienten helt op på 0,76. Stærk tendens, men stadig noget svag korrelation.

De to øvrige sammenhænge med en vis størrelse er forklaringen med hhv. korruption og demokrati:

 

Begge fremstillinger viser forholdsvis tilfældigt fordelte prikker, som vi vanskeligt kan arbejde mere med. På denne baggrund kan man godt se en svag tendens til at de mindst korrupte lande har en lavere fødselsrate, og at denne tendens begynder at flade ud et sted mellem indeks 20 og 40, hvorefter fødselsraten ser ud til at vokse uden den store relation til korruptionen. Man kan ane lidt den samme tendens omkring demokrati som forklaring, men meget svagere.

Så samlet må vi konkludere, at fødselsraten primært er betinget af kultur og tradition, men at der er en vis tendens til at den også er påvirket af indkomsten (jo højere indkomst, jo lavere fødselsrate), og svage tendenser til, at niveauet af korruption og demokrati også kunne have en indflydelse.

Derfor tillader jeg mig at afvise FN’s konklusion om, at fødselsraterne – navnlig i Afrika syd for Sahara – vil falde med øget rigdom. For nørderne – og dem må der være en del af på nuværende tidspunkt – betyder det også, at flere af Piketty’s konklusioner skal tages med et gran salt, da han baserer sig på FN’s tal vedrørende befolkningsfremskrivningen.

CO2 

Verdens emission af CO2 var i 2017 på 32.803.879 Kton, altså 32,8 mio. kilo tons. Hvis vi antager, at hverken velstand eller teknologi ændrer sig, så emissionen vil være den samme pr. indbygger i et givet land, som den er i dag, når vi ser på 2050, vil der på daværende tidspunkt være en samlet emission af CO2 på 43,7 mio. Kton. En samlet vækst over de 33 år på 33%, alene beregnet på baggrund af befolkningstilvæksten.

Verdens befolkning beregnede vi til at stige med 46% i den samme periode, så der er altså tale om en mindre vækst i CO2 emissionen, alt andet lige. Dette skyldes naturligvis, at det er de fattigste områder af verden, der vokser langt hurtigst, og at det samtidig er her, man har den laveste CO2 emission i dag.

Fordelingen mellem de geopolitiske områder, som vi har arbejdet med i denne analyse er således:

CO2 Emission 2017 og beregnet alene på baggrund af befolkningens vækst og migration i 2050 Kton

2017 2050
Europa 5.571.841 5.743.154
Nordafrika og Arabisk Halvø 1.917.547 3.632.442
Afrika Sub Sahara 673.418 1.199.597
Vest og Central Asien 4.300.152 6.291.277
Sydøst Asien 14.163.449 16.376.107
N. Amerika inkl. Aus. og NZ 6.136.584 8.090.754
Latinamerika 1.730.687 2.388.670
I alt 34.493.678 43.722.000

Migrationen betyder selvfølgelig noget for tallene, da folk primært migrerer fra lande med lav CO2 emission pga. svag udvikling af industrien mv. til lande med høje emissions tal, hvor de måske nok starter med at tjene mindre end den eksisterende befolkning, men dog betjener sig af goder og forbrugsvarer, der er fremstillet med en væsentlig højere CO2 emission. For flytningen mellem de geopolitiske områder er der tale om en øget emission på denne baggrund på en halv million Kton CO2.

Sammenstiller vi fordelingen af verdens CO2 emission, som vi kender den fra 2017, med den beregnede for 2050, får vi dette resultat:

Fordelingen af verdens CO2 emission 2016 og 2050Det er svært at se den store forskel, netop fordi befolkningen som sagt vokser hurtigst i geopolitiske områder, der i 2016 har en lav emission, men Europa er blevet forholdsvis mindre, Nordafrika og den Arabiske Halvø næsten dobbelt så stor, Afrika syd for Sahara noget større, det samme gælder Vest og Centralasien. SØ Asien er blevet en del mindre, mens Americas er nogenlunde af samme, relative størrelse.

Man skal dog huske, at denne beregning alene er baseret på befolkningsudviklingen. Hvis, hvad der er ret sandsynligt, rigdommen også stiger, vil CO2 produktionen stige endnu hurtigere. dels fordi der vil blive produceret flere produkter/varer, men også fordi de fattige lande producerer væsentligt mindre CO2 effektivt end de rige lande, simpelthen fordi, de ikke har teknologien.

Hvis de rige lande, som udviklingsbistand, koncentrerede sig om alene at eksportere forbrændingsteknologi, ville det pga antallet af mennesker i de fattige lande, formentlig reducere jorden samlede udledning af CO2 mere end, hvis de alene holdt sig til at reducere egen CO2 produktion!

Demokrati og straf

Economist har lavet en vurdering af verdens lande på forskellige parametre, og derefter opdelt dem i henholdsvis: Fungerende Demokratier, Fejlbehæftede Demokratier, Hybridregimer (Dvs. “A little bit of this, a little bit of that and a little bit of Monica on the side” og autoritære regimer (Dvs reelt betyde egentlige diktaturer). Man kan altid diskutere fordelingen, men det er altså den, der er benyttet her (se kilden).

Vi kan starte med at konstatere, at demokratierne befolkningsmæssigt trænges i baggrunden i fremskrivningen, og diktatorerne går frem, hvilket grundlæggende betyder, at befolkningsvæksten primært foregår i diktaturstater, hvilket ikke kan undre, at vi jo netop har set, at den primært foregår i de fattige lande, og da vi ved, at de fattige lande i langt højere grad er diktaturlande:

Verdens befolkning fordelt på styreformer 2018 og 2050Demokratierne går tilbage fra at omfatte 12,1% af jorden befolkning i 2017 til at dække 9,8% i 2050. De fejlbehæftede demokratier dækker også en mindre del af jordens befolkning i 2050 end i dag, nemlig fra 38,1% til 36,6%. De autoritære lande – diktaturerne – går fra at dække 38,5% af verdens befolkning til at dække 39,7% i 2050, mens Hybridregimerne går fra at dække 11,3% af verdens befolkning til at omfatte 14% i 2050.

Der er i dag 53 lande, der i praksis har dødsstraf for forskellige forbrydelser. De dækker 2/3 af verdens befolkning, mens 1/3 af verdens befolkning lever i lande uden dødsstraf. Med den kalkulerede befolkningsvækst vil denne fordeling være uændret i 2050:

Befolkningen i lande hhv. med og uden dødsstraf

Lande med dødsstraf rummer tilsammen 66% af verdens befolkning. Ifølge Amnesty International er det dog fortsat færre lande, der har dødsstraf. De 12 lande, der foretager flest henrettelser, nemlig i rækkefølge: Kina, Iran, Irak, Saudi Arabien, USA, Somalia, Sudan, Yemen, Japan, Vietnam, Taiwan og Kuwait, er dog nok dem, der senest vil ophøre med denne praksis. Her er der ligefrem udsigt til et relativt fald. Der vil ganske vist være en stigning i befolkningstallet i disse lande fra 2017 til 2050 på 25%, men da det kun er godt halvdelen af væksten for hele verden, vil deres andel af verdens befolkning gå ned fra 29 til 25%.

Lande med stening i deres straffelov, som en straf for visse forbrydelser, vokser befolkningsmæssigt fra 876 mio. mennesker til 1.480 millioner, og altså dermed også en større andel af den samlede verdens befolkning i hhv. 2017 og 2050. Disse lande er de erklærede islamiske stater: Afghanistan, Iran, Mauretanien, Pakistan, Saudi Arabien og Yemen, samt Indonesien, Nigeria og Sudan.

Befolkning, der lever i lande med stening 2017 og 2050

Der er dog mange af disse lande, der i praksis ikke har udført stening i mange år.

Kilder:

Kilde til fødte, døde, migration, migration, befolkningsvækst, indkomst pr. indbygger mv. https://www.indexmundi.com/g/r.aspx?t=0&v=21&l=en

Kilde til demokrati indeks: Economist 2006, https://da.wikipedia.org/wiki/Demokrati-indeks

Kilde til Økonomisk fordeling: GINI 2010-15 https://da.wikipedia.org/wiki/Lande_rangordnet_efter_indkomstfordeling , suppleret med Verdensbanken

Kilde til korruption: https://www.transparency.org/news/feature/corruption_perceptions_index_2017

Kilde til muslimske stater mv.: https://nosharia.wordpress.com/list-of-muslim-majority-countries-with-sectstategovernment/

Kilde til CO2 emission 2016: http://edgar.jrc.ec.europa.eu/overview.php?v=CO2andGHG1970-2016&sort=asc1

Kilde til lande med dødsstraf 2016: https://www.telegraph.co.uk/travel/maps-and-graphics/countries-that-still-have-the-death-penalty/   og https://da.wikipedia.org/wiki/D%C3%B8dsstraf

Skal EU bestemme mindstelønnen

EUs nye kommissionsformand, Ursula von der Leyen, måtte for at blive valgt ud i mange forskellige løfter, også om ting, som hun ikke før havde overvejet – eksempelvis hørte vi, at hun vil gøre en stor indsats for klimaet.

Først og fremmest vil hun dog en egentlig, central, politisk union, hvilket bl.a. fik Søren Gade til at undlade at stemme for hende, selv om hun som sagt havde prøvet at få alle synspunkter med ind i sin valgtale.

En af de ting, som hun ønsker, er at EU skal bestemme mindstelønnen i de enkelte medlemslande. Det er vel naturligt, at EU skal bestemme alting, hvis man er centralistisk føderalist, men det virker lidt mærkeligt, at hun vil sætte sig i den situation: Hun er konservativ, så hvis hun sætter den for lavt, vil hun blive beskyldt for at undertrykke de fattigste, og hun er tysker, så hvis hun sætter den for højt, vil de fattigste lande beskylde hende for at gøre det umuligt at konkurrere med Tyskland.

En anden sag er, at de lande i EU, der ikke har lovbestemte mindsteløn, formentlig vil besvære sig over at skulle have det, mens de lande, der har en lovbestemt mindsteløn formentlig vil besvære sig over at skulle afgive denne beslutning til EU.

Nu bekymrer det mig nu ikke voldsomt, hvilke problemer von der Leyen eventuelt løber ind i. Det bekymrer mig væsentlig mere, at der er folk, der mener, at det er bedre at stole på, at staten vil beskytte din indtægt end at din fagforening vil.

Men lad os starte med at se på fakta: 22 ud af de 28 EU lande har en lovbestemt mindsteløn. De seks, der ikke har er Danmark, Sverige, Finland, Østrig, Cypern og Italien.

For landene med politisk fastsat mindsteløn angiver EU oplysningen i Danmark, nedenstående oversigt:

Mindstelønnen i lande med politisk fastsat mindsteløn

(https://www.eu.dk/da/fakta-om-eu/statistik/mindsteloenninger)

De faktiske, besluttede mindstelønninger står i højre side af tabellen. PPS betyder Purchasing Power Standard (Købekraftstandard), og er en måde at regne prisniveauet ind i lønnen på, så mindstelønningerne er mere sammenlignelige i forhold til, hvad man kan få for dem.

Det gør det så til gengæld lidt mere besværligt at regne mindstelønnen ud i de lande, der ikke har en mindsteløn eller løn for den sags skyld fastsat ved lov. Jeg beklager derfor de lange noter i næste tabel.

Mindstelønnen i Lande uden politisk fastsat mindsteløn. 

Land Mindsteløn i EUR PPS Note
Danmark

2.534

Mindstelønnen er 110 kr. i timen, og den årlige arbejdstid er 1.924 timer om året, som så er delt med 12. Det hele er så konverteret til EUR PPS med PPS konverteringsrater: https://data.oecd.org/conversion/purchasing-power-parities-ppp.htm#indicator-chart
 Sverige

2.458

Som mindsteløn er benyttet SEK for hotel og restaurationsbranchen 2019 https://checkinprice.com/average-and-minimum-salary-in-stockholm-sweden/ Samme PPS konverteringskilde som for Danmark
Finland

2.847

Kilden til mindsteløn er https://checkinprice.com/average-minimum-salary-helsinki-finland/ Samme PPS konverteringskilde som for Danmark
Østrig

1.679

Som kilde til mindstelønnen er benyttet hotel og restauranter https://wageindicator.org/salary/minimum-wage/austria Hotel Industry Samme PPS konverteringskilde som for Danmark
Italien

1.253

Som kilde til mindstelønnen er benyttet Landarbejdere https://checkinprice.com/average-minimum-salary-in-rome-italy/ Samme PPS konverteringskilde som for Danmark
Cypern

1.379

Som kilde til mindstelønnen er benyttet https://countryeconomy.com/national-minimum-wage/cyprus . Samme PPS konverteringskilde som for Danmark

Sætter vi nu de to tabeller sammen og ser mindstelønningerne for det seneste, registrerede år sammen med organisationsprocenterne for medlemmer af en fagforening, får vi denne oversigt:

Mindsteløn i Europa i sammenhæng med lovfastsat/ikke-lovfast, organisationsprocenten og omregnet til PPS i EUR

 

Min. løn Organisationsprocent
Finland

2.847

65

Danmark

2.534

65

Sverige

2.458

67

Østrig

1.679

27

Luxembourg

1.659

34

Tyskland

1.493

18

Belgien

1.453

54

Nederlandene

1.433

17

Frankrig

1.415

8

Irland

1.280

33

Italien

1.253

36

Cypern

1253

Storbritannien

1.236

25

Slovenien

1.012

21

Spanien

910

14

Polen

881

12

Grækenland

805

22

Portugal

793

16

Ungarn

723

11

Slovakiet

658

11

Estland

645

7

Tjekkiet

644

12

Litauen

625

8

Letland 553 13

Kilde: Organisationsprocent https://stats.oecd.org/Index.aspx?DataSetCode=TUD

De lovfastsatte mindstelønslande er skrevet med grå skrift. Det var desværre ikke muligt at finde en organisationsprocent for Cypern

Navnlig de tre øverste er ret signifikante. Finland, Danmark og Sverige, der alle har lønninger og herunder mindsteløn, der aftales mellem arbejdsmarkedets parter udenom de lovgivende forsamlinger, har helt klart både de højeste mindstelønninger og den højeste organisationsprocent.

Man kan samtidig se, at der er en sammenhæng mellem organisationsprocent og mindstelønnen i de lande, der har lovfastsatte mindstelønninger, mens Italien, der ganske vist ikke har lovfastsat mindsteløn, men heller ikke nogen høj organisationsgrad, ligger tydeligt lavere end de øvrige arbejdsmarkedsstyrede lande. Måske er det at trække den for langt, men man kan ikke afvise, at lav organisationsgrad også har en del at gøre med, at staten blander sig i overenskomsterne. Det er i hvert fald en ret logisk konklusion.

Kikker vi et kort øjeblik på USA, er mindstelønnen i de fleste stater $ 7,25 (halvdelen af den danske mindsteløn), og kun 8% af arbejdskraften er organiseret i en fagforening – Og over halvdelen af lønmodtagerne har under $ 15 i løn.

Med andre ord: Hold dig til din fagforening, når det gælder løn og mindsteløn. Det kan godt være, der sidder nogle pampere og får noget ekstra ud af det, men de har i det mindste ikke andet, der styrer dem, end at sikre dig en god indkomst. Lovgiverne, derimod, findes i mange forskellige varianter og afskygninger, og vil under alle omstændigheder ønske at balancere lønstigninger op mod begreber som konkurrencekraft, så det ville være meget uklogt at sætte sin lid til, at de vil sikre dig en rimelig indkomst.

EU har f.eks. ikke holdt sig tilbage. Under Statsgældskrisen (Lige efter Finanskrisen) beordrede de f.eks. ikke blot reallønnen, men den faktiske løn ned i flere Middelhavslande som modkrav mod at hjælpe dem – Hvilket i øvrigt viste sig primært at være en hjælp til tyske og franske banker.

En stærk fagbevægelse er vejen til velstand. Selvfølgelig direkte ved at den – med en høj organisationsgrad – kan tilkæmpe lønmodtagerne en større del af den skabte rigdom. Men endnu mere, om end mere skjult, ved at tilkæmpede lønstigninger presser arbejdsgiverne til at investere i mere effektive produktionsformer.

At tro, at konkurrenceevne er et spørgsmål om lønnens højde, er det rene sludder. Konkurrenceevnen er et spørgsmål om, hvad man producerer pr. lønkrone. Som et helt praktisk eksempel var jeg på et tidspunkt ansat i en virksomhed, der både producerede i Danmark, Polen og Kina. På daværende tidspunkt var timelønnen i Danmark ca. 4 gange så høj som i Polen og ca. 10 gange så høj som i Kina – Derfor flyttede ganske mange virksomheder, der var forblændet af timeløn som mål for konkurrenceevne, til Kina. Men så vi på lønkrone pr. produceret OG QC godkendt enhed viste det sig, at lønomkostningen var næsten den samme i Polen og i Danmark, som begge var væsentligt billigere at producere i, end Kina.

Baggrunden for vor velfærd og velstand i Danmark er bl.a. og ikke mindst, at den danske fagbevægelse har haft en høj organisationsprocent gennem omkring 100 år. Det er der ikke tvivl om, og derfor er det vigtigt at støtte fagbevægelsen i en høj organisationsprocent – og gerne højere – ikke at lave tiltag, der potentielt kan reducere dens styrke.

Så Ursula van der Heyen: Fingrene væk fra det frie, nordiske arbejdsmarked! Heller ikke det skal EU blande sig i.

Pensionsalderen

Hvornår må vi gå på pension?

Regeringen og de radikale er enige om, at pensionsalderen må hæves for at sikre en arbejdsstyrke af en vis størrelse, når nu befolkningen som helhed får en højere gennemsnitsalder og en større og større andel derfor er på pension og skal forsørges af en stadig mindre andel, der er på arbejdsmarkedet.

Dansk Folkepart og Socialdemokratiet, der normalt er med i den slags forlig, begynder til gengæld at slå bremsen i, og ikke mindst – lyder argumentet – bør der tages hensyn til de mennesker, der har hårdt fysisk arbejde.

Men sagen er, at en højere pensionsalder under alle omstændigheder rammer mennesker med hårdt fysisk arbejde hårdere, fordi de mennesker, der har hårdt fysisk arbejde samtidig også hører til blandt de lavest lønnede i samfundet.

De, der ikke har hårdt fysisk arbejde har ikke alene en højere indkomst at spare op til pension fra, de har også bedre pensionsordninger, og derfor har en stor del af disse mennesker bedre mulighed for selv at vælge, hvornår de vil gå på pension.

Lad os prøvet at se på nogle tal, som vi jo altid gør på denne blog.

Pensionsalderen styrer ikke, hvornår vi må gå på pension. Den har alene betydning for, hvornår man kan få folkepension, så lad os starte med at se på denne.

Folkepensionen er opdelt i to næsten lige store dele. Der er i 2017 et grundbeløb på 6.160 kr. om måneden, som alle får og et pensionstillæg, som afhænger af, om man er gift. Hvis man er enlig får man 6.551 kr. ekstra om måneden. Hvis man derimod er gift, får ægtefællen lidt under halvdelen af pensionstillægget, nemlig 3.223 kr. om måneden. – Det må jo være for at tilskynde til flere skilsmisser blandt pensionister, eller hvad?

Pensionstillægget bortfalder, hvis man har anden indkomst af en vis størrelse, og uden at gå ind i de ikke helt enkle regler for bortfald, er det vist sikkert at sige, at hvis man har en personlig pensionsopsparing, som man har betalt til gennem mange år, så er der en god chance for, at man mister pensionstillægget.

Endelig er der ældre checken, der i 2017 er på 16.600 – 1.383 kr. om måneden – som du kan få, hvis din formue ikke er over 82.600 kr.

Man kan læse om ovenstående på bl.a.: https://www.aeldresagen.dk/viden-og-raadgivning/penge-og-pension/folkepension?gclid=CIGpytmn6tICFRrPsgod0oQFDw

Folkepensionen tager med andre ord hensyn til de mennesker, der har en meget lav indkomst og formue efter pensionsalderen. Hvis man f.eks. slutter – eller måske gennemfører – sit arbejdsliv på kontanthjælp, der i 2017 udgør 11.143 kr. om måneden http://bm.dk/da/Satser%20for%202017.aspx , hvis man er over 30 og ikke forsørger børn, hvilket vel gælder alle, der når pensionsalderen, så hører man til de mennesker, der faktisk får forbedret sin indkomst, når man når pensionsalderen. Det samme gælder folk med meget lave indkomster f.eks. mennesker på deltid, da der er fuld folkepension til alle, der opfylder kravene uanset om man eventuelt ikke har arbejdet, eller kun haft deltidsarbejde.

For alle disse mennesker kan man alene sige, at en forhøjelse af pensionsalderen udskyder den indkomstforbedring, som de står overfor.

Omvendt for de mennesker, der er på dagpenge, og som jo bliver tvunget ud af arbejdsmarkedet, når de når pensionsalderen. På max dagpenge får man 836 kr. om dagen eller gennemsnitlig 18.395 kr. om måneden, så hvis dette er udgangspunktet, går man ned i indkomst, når man når pensionsalderen, ligesom alle, der arbejder.

Ser vi så på de mennesker, der er ansat på LO overenskomster, så har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) dokumenteret https://www.ae.dk/sites/www.ae.dk/files/dokumenter/analyse/ae_se-hvor-meget-din-uddannelse-er-vaerd-for-dig-og-samfundet.pdf (tabel 2), at en ufaglært i gennemsnit har en livsindkomst på 8,4 mill.kr., mens faglærte i gennemsnit har en livsindkomst på 15-16 mill.kr. (med stor variation). Under LO overenskomsterne opsparer medarbejderen selv 4 % af sin løn, mens arbejdsgiveren giver 8 % oven i lønnen til pension. Altså 12 % i alt.

Ser vi i den anden ende af skalaen, dokumenterer AE, at læger er den faggruppe, der får den største livsindkomst, nemlig 38,2 mill.kr. (dækker både privatansatte og offentligt ansatte), mens f.eks. DJØF’ere (jurister, økonomer og andre samfundsfagligt uddannede) får en gennemsnitlig livsindkomst på 27,5 mill.kr. Disse mennesker har ligeledes en overenskomstaftalt pensionsordning – for så vidt de arbejder i den offentlige sektor. Men for de fleste også, hvis de arbejder i den private sektor. Også denne pension er aftalt med 1/3 betaling af lønmodtageren og 2/3 af arbejdsgiveren. Men her er den samlede betaling omkring 18 % i alt.

En statsansat DJØF’er får f.eks. en pensionsopsparing på 17,1 %, en kommunalt ansat får 18,29 % – med mindre det er en chefoverenskomst, så er vi oppe på 19,55 % – og en DJØF’er ansat i en region får i alt 18,46 % ind på pensionen. En afdelingslæge ligger på 18,2 %, en reservelæge noget lavere. Så lad os sige 18 % for begge grupper.

 

Livsindkomst (mill.kr.)

Pensions % i alt

Pensionsopsparing (mill.kr.)

Læger

38,2

18 %

6,88

DJØF’er

27,5

18 %

4,95

Faglært

15

12 %

1,80

Ufaglært

8

12 %

0,96

Der er her naturligvis tale om grove beregninger, der ikke tager hensyn til forskellige administrationsbidrag i de forskellige pensionskasser, investeringsafkast, realrenteafgift mv. Men tabellen viser dog den overordnede problemstilling: En indkomstforskel mellem lægen og den ufaglærte på knapt 5 gange den ufaglærtes løn, bliver pga. den bedre pensionsordning til en pensionsforskel på omkring 7 gange den ufaglærtes pension.

Folk med videregående uddannelser får med andre ord ikke alene en højere livsindkomst. På grund af bedre pensionsordninger får de tillige en endnu bedre pension. Og både de og de faglærte og de ufaglærte mister i langt de fleste tilfælde folkepensionens pensionstillæg, fordi de netop har en pensionsordning ved siden af folkepensionen.

Alle mennesker kan gå på pension, når de vil – men man skal jo også have råd til det, og det er her hunden ligger begravet.

Der er ingen af disse fire grupper, der ikke kan bruge folkepensionens grundbeløb på 6.160 kr. om måneden. Men det er indlysende, at læger, der har 7 gange så høj en pension som en ufaglært og de fleste DJØF’ere, der har 5 gange så stor en pensionsopsparing som en ufaglært, vil kunne pensionere sig selv som 60’årige, hvorefter de kan tage folkepensionens grundbeløb som ekstra flødeskum, når de fylder 65 (eller hvor høj pensionsalderen nu er, når de når så vidt). Omvendt er der næppe mange af de med hårdt fysisk arbejde, der kan gå på pension før de når pensionsalderen, fordi folkepensionen skal regnes med for at det kan hænge sammen.

Der er som bekendt forskel mellem “nice to have” og “need to have”.

Derfor er en højere pensionsalder noget, der primært går ud over netop de mennesker, der har hårdt fysisk arbejde. Og hvis der skal gøres undtagelser for netop disse mennesker, er der i bedste fald en unødvendig bureaukratisering af problemstillingen, og i værste fald endnu et forsøg på at genere netop de mennesker, der har hårdt fysisk arbejde.

Derfor kan jeg hverken tilslutte mig holdningen hos regeringen og de radikale eller hos Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

Af helt sociale grunde bør pensionsalderen ikke øges under nogen omstændigheder. Den er allerede for høj for de mennesker, der er fysisk udslidte – og hvis man vil have flere til at blive på arbejdsmarkedet længere, så lav nogle attraktive løsninger både for arbejdsgiver og for lønmodtager. Der er jo masser af mennesker, der gerne vil arbejde længere end pensionsalderen, og som kan holde til det.

Danmarks økonomi efter Trump – Et gæt

Hvad kan vi forvente der sker med dansk økonomi med Trump som præsident i USA?

Det mest korrekte svar ville være: Det ved vi ikke. Trump har ikke afsløret en udpræget sammenhæng i sine politiske synspunkter, og har i øvrigt skiftet standpunkter i løbet af valgkampen. Mest overraskende har indtil videre været hans takketale efter resultatet lå klar, hvor han takkede Hillary Clinton for hendes indsats for USA og i øvrigt vil beholde elementer af Obamacare.

Men vi kender dog to punkter, der kan give problemer for Danmark:

1. Han vil ikke støtte militære allierede, som ikke betaler

2. Han vil føre en protektionistisk handelspolitik

Lad os tage militæret først: USA bruger 3,4 % af sit nationalprodukt på militæret, mens f.eks. Danmark kun bruger 1 %. Trump har givet udtryk for, at han ikke vil føre den “aktivistiske” udenrigspolitik, som USA har været kendt for i mange år, og som Hillary Clinton har ført som udenrigsminister. Vi kan altså forvente, at USA i fremtiden ikke griber ind, når der opstår konflikter forskellige steder i verden, som vi ellers er vant til.

I Europa har det først og fremmest først til diskussioner om, hvorvidt NATO samarbejdet går i opløsning, hvilket naturligt har givet anledning til ængstelse i en situation, hvor Putin netop er begyndt at føre “aktivistisk” udenrigspolitik.

Finansieringen af det militær, som NATO råder over blevet senest bekræftet af medlemmerne i 2014 (Martin Lidegaard, RV, udenrigsminister og Nicolai Wammen, S, forsvarsminister), hvor også den danske regering skev under på, at vi vill bruge 2 % af BNP på militæret. Det er der i dag kun få medlemslande, der gør: http://www.nato.int/nato_static_fl2014/assets/pdf/pdf_2016_07/20160704_160704-pr2016-116.pdf,

Faktisk er det – bortset fra USA – kun UK, Grækenland, Estland og Polen af NATOs medlemmer, der betaler så meget. Danmark betaler efter egne beregninger 1 %, og efter NATOS beregninger 1,17 % svarende til 21 milliarder kr. i finansloven for 2016 http://www.fmn.dk/videnom/Pages/ministeromraadetsoekonomi.aspx.

Hvis vi skulle op på 2% i Danmark, skulle vi altså bruge 21 milliarder mere om året på forsvaret efter danske beregninger, og 15 milliarder kr. mere efter NATOs beregninger.

Skal Danmark fordoble sit forsvars budget?

Det er jo helt usandsynligt, at det vil ske. Selv de konservative vil næppe gå så langt – topskatten skønnes i 2016 at give 16 mia.kr., så hvis de forhøjer budgettet til militæret med 15-21 mia.kr., kan de vist godt vinke endeligt farvel til topskattelettelser. Man må i det hele taget undre sig over, at personer som Lidegaard og Wammen, der i alle andre sammenhænge: Flygtninge, Udviklingsbistand, Klima mv. Står urokkeligt fast på, at vi skal leve op til vore internationale forpligtelser, skriver under på noget, som de ved, at de ikke engang selv vil stemme for.

NATOs generalsekretær Stoltenberg rejser i øjeblikket rundt til medlemslandene med opfordring til, at vi ikke kommer op på de 2 % allerede næste år, men i det mindste laver en plan, hvor de militære udgifter over en årrække når de 2 % af BNP. Vi får se, hvor meget ekstra Trump regeringen i USA vil stramme den formulering for at følge Trumps politik. Vi har indtil videre ikke hørt, at Trump har ændret holdning til, at de 2 % skal opfyldes.

Vil verdenshandlen gå i stå?

Så er der protektionismen – altså ønsket om beskytte amerikanske arbejdspladser ved at pålægge importtold eller direkte forbyde forskellige former for import. Protektionisme er bestemt ikke et nyt begreb i USA, og også Demokraterne med Hillary i spidsen er stærkt protektionistiske i deres politiske taler. Ikke mindst NAFTA skal tilsyneladende fjernes. NAFTA er en nordamerikanske samhandelsaftale, det vil sige Canada, USA og Mexico.

For at forstå udgangspunktet, vil det måske være en fordel først at ridse USAs økonomiske situation op. Den er mildest talt katastrofal: De sidste mindst 30 år har USA haft underskud på både statsfinanserne, på betalingsbalancen, og på handelsbalancen. Og det er kæmpe underskud vi taler om! Information bragte 17. oktober 2013 overskriften ’USA går bankerot inden 10 år’, hvilket var et citat fra den danske økonom, tidligere departementschef og ambassadør Jørgen Ørstrøm Møller. Selv har jeg i årevis undret mig over, hvordan dollaren kan blive ved med at være “reservevaluta”, hvilket vil sige, at det er den valuta, som folk i hele verden helst vil have deres opsparing i, når man tænker på den elendige situation, som USAs økonomi er i og har været i længe.

Vil USA gå fallit om få år?

USA’s statsgæld er i dag på knapt 105 % af deres samlede, årlige produktion (BNP). (http://da.tradingeconomics.com/united-states/indicators). Det er mere end Spanien, men mindre end f.eks. Grækenland. Der er tale om en gæld på ikke mindre end 295 billioner Dollar ($). Vi skriver lige tallet, da vi ikke så tit kommer ud for billioner 295.000.000.000.000 $ … til sammenligning er Danmarks samlede statslige gæld på 0,12 billioner $. Kina er den største, udenlandske långiver, og USAs regering skylder ikke mindre end 10 % af gælden til Kina. USA skylder med andre ord Kina ti gange så meget som hele den danske statsgæld(http://usgovinfo.about.com/od/moneymatters/ss/How-Much-US-Debt-Does-China-Own.htm)

Det vil naturligvis give selv Trump forhandlingsmæssige problemer, når han begynder at lukke af for importen fra Kina, for det gør jo Kina til en væsentlig faktor i amerikansk økonomi, og tilstrækkelig stor til at kunne ruinere den.

Handelsbalancen giver for USA’s vedkommende et endog større underskud, end vi er vant til i Europa, og igen ligger langt den største del af underskuddet i handlen med Kina, som altså vil blive en stadig større långiver. USA importerer simpelthen for 45 % mere end de eksporterer, hvilket vil sige, at underskuddet er næsten lige så stort som eksporten. Lad os se på, hvem USA handler med, og hvor underskuddet kommer fra: (https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_the_largest_trading_partners_of_the_United_States)

USA’s Vigtigste Handelspartnere

usas-vigtigste-handelspartnere-2015

USA’s underskud på handelsbalancen 2015

usas-handelsbalanceunderskud-2015

ROEU Betyder Rest of EU, i dette tilfælde alle andre end Tyskland. ROW betyder Rest of the World, i dette tilfælde ud over EU og de nævnte lande.

20 % eller en femtedel af USA’s import kommer fra Kina, men USA’s eksport til Kina er så lille, at underskuddet i forhold til Kina er næsten halvdelen (47 %) af det samlede underskud på handelsbalancen. Omkring 1/3 af den samlede import kommer fra EU landene, og først og fremmest fra Tyskland. Samlet kommer 21 % af USAs underskud på handelsbalancen, hvor Tyskland tegner sig for halvdelen. Handlen med Kina og Europa bidrager med andre ord tilsammen til 3/4 af USAs problemer med handelsunderskud, og vil derfor være i fokus, hvisnår Trump regeringen vil begynde at sætte toldmurer og restriktioner op. Kina er dem, der har mest at forhandle med, fordi de sidder så forholdsvis tungt på USA’s statsgæld. Derfor kan Europa let risikere at få de største problemer.

20,7 % eller omkring en femtedel af EU’s samlede eksport til lande udenfor EU går til USA:

EU’s eksport fordelt på lande

http://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php/File:Main_trading_partners_for_exports,_EU-28,_2015_(%25_share_of_extra_EU-28_exports)_YB16.png

eus-eksport-2014

så EU landene vil som helhed blive hårdt ramt, hvis vi skal tro Trump’s valgløfter om protektionisme. For Danmarks vedkommende, vil det faktisk ikke være så slemt, for vi har aldrig været så gode som resten af Europa til at eksportere til USA. Kun 8,5 % af vor samlede eksport går til USA (http://www.statistikbanken.dk/10029), men da Sverige, Tyskland og UK er vore største samhandelspartnere, og Tyskland og UK ligger på top 10 listen over eksportører til USA, kan vi blive ramt indirekte som underleverandører til deres industri.

Med den lave vækst, der er i Europa, må man forvente, at protektionisme fra USA vil betyde, at BNP begynder at udvikle sig negativt, eller på mere jævnt dansk. At vi alle sammen bliver fattigere.

Vil væksten blive negativ i Europa?

Selvom Danmark ikke bliver ramt så hårdt direkte af USAs protektionisme, vil vi dog blive ramt af ressession i Euro landene: Hvis økonomien generelt bliver svækket i EU, vil Euroen blive endnu svagere i forhold til kronen. Danmark har haft overskud på betalingsbalancen gennem de sidste 30 år og en forholdsvis lille statsgæld statsgæld, og har derfor teoretisk en stærkere valuta end Eurolandene. Da den danske nationalbank ønkser at fastholde et fast kursforhold til Euroen, har det betydet, at vi har en negativ diskonto – Nationalbankens indlånsrente. Der har før været forsøg på at spekulere mod den danske krone, men Nationalbanken har stået fast på, men et yderligere misforhold mellem økonomien u Eurolandene og i Danmark, vil uden tvivl udløse endnu et forsøg på at spekulere mod den danske krone, hvilket vil betyde, at Nationalbanlken for at forsvare sin politik, vil være nød til en reduktion af diskontoen. Altså at den bliver endnu mere negativ.

Raiffeisenbank Gmund am Tegernsee indførte i følge Jyllandsposten/Finans 13. august 2016 som den første negativ indlånsrente for sine kunder, og ideen diskuteres løbende i danske bankkredse, hvor ingen dog har turdet at være den første – endnu!

Skal vi betale for at sætte penge i banken?

Hvis Trumps militær- og handelspolitik gennemføres, vil vi altså blive presset til at betale 15 mia.kr. mere til militæret, vi vil få problemer med vor underleverandøreksport til først og fremmest Tyskland og Storbritannien, vi vil få problemer med vor eksport til USA, og vi kan forvente et øget pres på kronen med risiko for, at vi skal betale for at have penge stående i banken.

Måske skulle politikkerne forberede sig på at forhandle disse scenarier frem for at sidde og græde over, at Trump er blevet valgt. Sådan er det jo!