Klimakrise i Olielandene

Samtlige lande i verden er netop blevet enige om på COP21 i Paris at gøre noget sammen for klimaet. Hovedpointen blev, at forbruget af den “sorte” energi – de fossile brændstoffer: Olie, gas, kul – skal begrænses, og det er uden tvivl godt for klimaet. 

Men hvad med de olieproducerende lande? Noget tyder på, at flere af dem står overfor store økonomiske udfordringer, og nogen af dem står overfor en mulig, økonomisk katastrofe, der måske kan øge flygtningestrømmene yderligere. 

I Tabellen nedenfor er der en oversigt over de 11 mest olieeksporterende lande i verden – og så Danmark for sammenligning. 

Verdens mest olie-eksporterende lande i rækkefølge

Olielande

Kildeolie

Vi går vel ud fra, at vil på langt sigt helt ønsker at afskaffe de fossile brændstoffer.

Hvis det er tilfældet, vil de Lande, der har en stor andel af deres samlede produktion som olieproduktion, naturligvis blive hårdest ramt af en konsekvens politik, der skal rette op på de ulykker, vi kan se, der er forvoldt på klimaet.

Saudi Arabien, De forenede Emirater (UAE) og Kuwait vil formentlig kunde holde facaden længst. De har alle en meget høj gennemsnitsindkomst som udgangspunkt, og de øvrige økonomiske indikatorer ser også ganske fornuftige ud. Men de vil formentlig forsøge at løse krisen ved hjemsendelse af den helt overvejende del af den manuelle arbejdskraft, der er migrantarbejdere, ikke mindst fra de ikke-olieproducerende arabiske lande: Jordan Palæstina, Egypten mv., hvilket sandsynligvis vil øge folkevandringen til Europa efter job. Og når de falder, vil de falde hårdt – hvilket kan betyde stammekrige og anden voldelig uro, som vi ser det i bl.a. Syrien og Irak i dag – fordi en væsentlig del af deres offentlige sektorer er baseret på olieindtægterne. I Kuwait er det f.eks. så meget som 70 %.

I Libyen er økonomien allerede i frit fald og arbejdsløsheden tårnhøj. Faktisk så meget, at man må forvente, at landet bryder sammen. Det samme, om end ikke helt så fremskredent, kan siges om Venezuela, så måske skal vi se bådflygtninge i Caribien i nær fremtid.

Rusland, Iran, Nigeria og Algeriet er allerede i dag i en dyb økonomisk krise, og bortset fra Rusland er der ingen af de seks lande, der er omgivet af ligefrem bugnende økonomier.

Mexico er en helt speciel problemstilling, da deres problemer i højere grad er politiske og narkobande-relaterede. I den sammenhæng kan man naturligvis forestille sig forøget narkokriminalitet, når olieindtægterne forsvinder. 7 % vil dog næppe mærkes som væsentligt forøgelse af den migration fra Mexico, som USA allerede oplever i dag.

Nordmændene har været fornuftige og primært brugt renteindtægterne fra olieindkomsten, så de vil stadig sidde men en betydelig formue, når der ikke længere kan sælges olie. Men en væsentlig del af oliepengene bliver i dag brugt til regional udvikling, så nordmænd langt mod nord kan nyde de samme fordele af velfærdssamfundet, som folk i Oslo. Når olien ikke længere giver indtægt, må man nok forvente en øget tilvandring til Oslo, men det overlever de nok. Det er i dag tæt på 1/3 af den danske befolkning, der bor i Storkøbenhavn, mens det kun er omkring 1/5 af den norske befolkning, der bor i Oslo mv.

Når alt det gode er sagt om COP21, er der altså også en bagside i form at økonomisk og formentlig også politisk kollaps i udvalgte olielande, og en væsentlig forøget indvandring til Europa. Det ville være klogt at forholde sig også til det.

Pensionisterne blev reddet … eller gjorde de?

Pensionisternes boligydelse blev alligevel ikke reduceret, og finansloven blev stemt igennem.

Tilbage står Dansk Folkeparti med ridser i lakken, for enten havde de ikke rigtigt overblik over, hvad de voksne talte om, da de indgik forlig, eller også vidste de det, men troede ikke befolkningen ville opdage det?

Men blev pensionisterne rent faktisk reddet?

Staten betaler ganske vist boligydelse og folkepension, men kommunerne betaler for hjemmepleje, fysioterapeut, fodterapeut osv., og hvordan klarer de sig egentligt? Der er sjældent fokus på kommunernes budgetter sammenlignet med, hvor meget fokus, der er på finansloven, så lad os starte med overblikket.

De samlede kommunale budgetter ser således ud:

De samlede kommunale udgiftsbudgetter 2007-15

Kommunernes Budgetter

Kilde: Danmarks Statistik

Den øverste (lyseblå) kurve er de samlede udgifter, som man kan se er gået fra omkring 275 milliarder kr. i 2007 til lidt mere end 350 i 2015 budgetterne.

Den næste (grønne) kurve er udgifterne til sociale opgaver og beskæftigelse. Dette er i høj grad ældrepleje, da man skal huske, at dagpenge og kontanthjælp betales af staten ligesom folkepensionen. Her har udviklingen ikke været lige så stor. Heller ikke forholdsmæssig.

De tre nederste kurver er først (mørkeblå) undervisning og kultur, hvilket først og fremmest er folkeskolen, derefter (lilla) fællesudgifter og administration, der naturligvis ikke lader sig påvirke af det generelt lavere udgiftsbudget (sic!) og endelig (rød) sundhedsområdet, der i første omgang påvirkes af, at kommunerne overtager omkostningerne til rehabilitering i forbindelse med kommunalreformen, og derefter af, at først den tidligere VK-regering og efterfølgende ikke mindst SRSF-regeringen gerne vil vise øget produktivitet i regionernes sygehuse, og derfor begynder at sende patienter hurtigere hjem, hvor de så bliver kommunernes omkostninger. (Bemærk springet fra 2011-12, men herom mere i en senere blog).

Det er ikke mærkeligt, at “sociale opgaver og beskæftigelse” påvirkes stærkest af nedskæringerne i de kommunale budgetter efter fra 2011-12. De udgør jo næsten 2/3 af kommunernes samlede omkostninger, og den daværende indenrigsminister Margrethe Vestager og den daværende finansminister Bjarne Corydon skruede i den grad bissen på i forhold til kommunernes forbrug.

Men det kan måske undre, at det udelukkende er dette område, der er berørt af nedskæringerne.

Faktisk skulle man tro, at der var behov for, at det voksede, når man ser på befolkningsudviklingen sammen med udviklingen i kommunernes udgiftsudvikling,

Befolkningsudviklingen 2007-2014

Aldersudvikling

Udgiftsudviklingen 2007-2014

Kommuneudgifter index

Kilde: Danmarks Statistik

Begge grafer er index’eret. Det betyder, at vi sætter tallet i 2007 til 100% og ser på de andre år i forhold til 2007 tallet. Man kan altså se vækstraterne og ikke det bagved liggende tal.

Mens den del af befolkningen, der er 65 år eller ældre er vokset mere end 20 % siden 2007, og der i øvrigt har været en stigende arbejdsløshed i perioden og navnlig i den første del af den, så ser man, at kommunernes udgifter til sociale udgifter og beskæftigelse ganske vist er steget meget i begyndelsen af perioden, men fra 2011 er væksten reduceret og fra 2012 er den direkte reduceret, og udgør i dag en mindre del af de samlede kommunale udgifter end på noget andet tidspunkt i perioden.

Som sagt skruede Vestager og Corydon bissen på overfor kommunerne fra deres tiltrædelse i efteråret 2011. Men alt tyder på, at det bliver endnu hårdere fra nu af, når man ser på den nuværende finansminister Claus Hjort Frederiksen hårdhændede behandling af kommunerne for et par måneder siden.

Og ser man på den allerførste kurve, der viser kommunernes budgetter, kan man se, at der også i 2015 vil være en reduceret udgift til sociale udgifter og beskæftigelse end det foregående år.

Måske var det på tide, at nogen af de partier, der gerne vil støtte pensionisterne, så på, hvor stramt finansministeriet kører kommunerne, og ikke kun på, hvad der står i finansloven!