Er Euroen god for Europa

Politiken havde 25. maj 2000 en tegning af Roald Als, hvor man ser daværende finansminister Mogens Lykketoft frådende af vrede råbe til to af de daværende “vismænd” (Niels Kærgård og Christen Sørensen): “Ikke enig med mig! Og I kalder jer vismænd!”

Anledningen var rapporten fra det Økonomiske Råds formandskab (Vismandsrapporten) fra foråret 2000, der analyserede Danmark og Euroen (p89 ff) op til afstemningen om Euroen – Konklusionen var, at ” Samlet set vurderer formandskabet, at de snævert økonomiske konsekvenser (for Danmark – min tilføjelse) ved et medlemskab er små og usikre.”

Vismændene gav med andre ord ikke regeringen den opbakning til et ja, som den havde forventet og gned yderliggere salt i såret ved at skrive: ” Spørgsmålet om Danmarks medlemskab af ØMU’ens tredje fase (Euroen) er i højere grad et spørgsmål om politiske overvejelser end om snævert økonomiske aspekter.” – med andre ord: Euroen er politik, så lad være med at bede os om, at få det til at lyde, som om det er vigtigt for vores økonomi!

Det var ikke så mærkeligt, at Lykketoft var rasende.

Svaret 23. september 2000 blev som bekendt et nej på 53 % til Euroen.

Der er rigtig mange interessante pointer i rapporten.

Først og fremmest påpegede vismændene, at vi ikke rigtigt havde den fælles, økonomiske udvikling i Europa, som kunne berettige en fælles valuta. Hvis man overhovedet skal have nogen glæde af en fælles valuta, er det vigtigt, at økonomien svinger i samme takt. Det vil sige, at der kommer kriser og opgangsperioder nogenlunde samtidigt og af stort set samme grund. Ellers kommer man til hele tiden at reparere strukturelle, økonomiske kriser.

Vismændene lavede derfor en opdeling i Kernelande – der hang godt sammen – og med udgangspunkt i Tyskland – og derudover de såkaldt nordlige og sydlige periferilande, der økonomisk hang mere sammen indbyrdes end med kerne landene.

                                            Grad af tilhørsforhold til forskellige grupper

 

Kerne

Nordlige periferi

Sydlige periferi

Holland

87,3

7,0

5,7

Belgien

87,9

6,1

6,0

Østrig

66,7

16,2

17,1

Frankrig

62,7

19,9

17,4

Portugal

2,1

4,9

93,0

Grækenland

8,1

15,5

76,4

Italien

11,6

18,5

69,9

Spanien

8,1

28,7

63,2

Sverige

3,2

86,8

10,0

Storbritannien

5,3

82,9

11,8

Finland

6,1

82,5

11,4

Irland

8,4

75,8

15,8

Danmark

22,8

58,7

18,5

Kilde: Artis og Zhang (1998b).

Holland og Belgien har med 87-88 % meget tæt den samme økonomiske udvikling som Tyskland, som man kan se. Frankrig – som jeg vil komme tilbage til – og Østrig lidt mindre med nogen og tres procent, men dog væsentligt nærmere Kernen end en af de to andre grupper.

Bortset fra Danmark, har de øvrige landes økonomier tæt på ingen sammenhæng med kernelandene – Portugal så lidt som 2 %. Til gengæld kan man se, at Portugals økonomi udvikler sig meget tæt sammen med de øvrige Middelhavslande: Italien, Spanien og Grækenland, som derfor bliver kaldt den Sydlige Periferi. Den tredje gruppe, der hænger godt sammen er Sverige, Storbritannien, Finland og Irland, der derfor bliver kaldt den Nordlige Periferi. Ligesom Frankrig hænger lidt svagere på Kernelandene, hænger Danmark lidt svagt på Den Nordlige Periferi, men er dog tættere på denne gruppe end på en af de to andre.

Allerede fra starten var der altså indbygget en konflikt i Euro-samarbejdet.

Netop den specielle relation, som Danmark har til de øvrige landes økonomier gjorde, at vismændene mente, at vi kunne stå i en situation, hvor det formentlig hverken ville være en stor fordel eller ulempe at deltage i Euroen.

De øvrige lande kunne derimod få store ulemper af at stå udenfor Kernen. Når vismændene så på ledigheden, kom de frem til, at “En del af stigningen i ledigheden i mange EU-lande kan netop forklares ved en større spredning i den regionale beskæftigelse. En oplagt forklaring er en mere centralt fastlagt arbejdsmarkedspolitik, og centraliseringen er nok skyld i en del af den regionale ledighed. Dertil kommer, at der gennem de sidste tre årtier har været en tendens til, at tekniske fremskridt typisk er kommet de bedst stillede til gode.” Og de benytter Italien som eksempel: ” De store regionale forskelle i arbejdsløsheden i Italien skyldes til dels en meget central løndannelse, der har resulteret i en meget sammenpresset lønstruktur med lønniveauet bestemt i nord. ” Vismændene påpeger også, at med en fælles valuta blive lønforskelle mere synlige, hvilket kan fremme en centraliseret løndannelse.

Med andre ord, hvis de tekniske fremskridt typisk kommer de bedst stillede til gode, vil en central løndannelse betyde, at der vil opstå en uforholdsmæssig stor arbejdsløshed i de i forvejen dårligt stillede lande og regioner, fordi den relativt dårligere udvikling i konkurrenceevnen ikke kan kompenseres af en ændret valutakurs, men kun ved direkte lønnedsættelse. Euroen vil med andre ord, skabe en udvikling, hvor de lande, der klarer sig dårligst vil få mere arbejdsløshed eller hårde lønreduktioner, mens de lande, der klarer sig godt vil klare sig endnu bedre. Vi får med Euroen et Europa, hvor en stor del af befolkningen i Sydeuropa vil være arbejdsløs, og derfor skal støttes af skatteyderne i Kernen og til dels den nordlige periferi. Nøjagtig, som vi har set det de seneste år ikke mindst i Grækenland og til dels Portugal, Spanien og Italien.

Arbejdsløsheden i udvalgte lande 2006-2015 ArbejdsløshedEU  Kilde: Eurostat

Og det er så præcist, hvad der er sket. Arbejdsløsheden i Spanien og Grækenland har, som vist her, været over 25 %, mens Holland og Tyskland ligger omkring de 5-10 % og Tyskland endda har haft faldende arbejdsløshed både gennem finans- og statsunderskudskrisen (hhv. 2009-11 og 2011-2014).

Problemet med konkurrenceevne kan bedst ses på udviklingen i betalingsbalancen.

                      Overskud/underskud på betalingsbalancen. 2004-2014  BetalingsbalanceEU

                Kilde: Eurostat

Både Tyskland og Holland (Kernelande – øverst) ligger gennem hele perioden med et komfortabelt og stigende overskud på betalingsbalancen. Landene i den sydlige periferi (men også Frankrig – der jo som påvist også lå lidt længere fra Tyskland end de andre kernelande) har derimod underskud på betalings- balancen det meste af perioden. Imidlertid kan man se, at denne gruppe af lande forbedrer deres betalingsbalance efter krisens start (2009), og Spanien og Italien har endog fået overskud på betalingsbalancen de seneste år – men ikke Frankrig.

Men hvad har skabt denne forbedrede betalingsbalance for de Sydeuropæiske lande? Det kan ikke være pengepolitik, for med Euroen er pengepolitikken ikke noget, landene selv styrer. Det gør alene den Europæiske Centralbank (ECB), og de har ikke ført beskæftigelses-skabende, men inflationsdæmpende politik. Det kan kun i begrænset omfang være finanspolitikken, for traktaten for den økonomiske union har fastlagt, at underskuddet ikke må blive større end 3 % af BNP – landets samlede indkomstskabelse – på et år, og dertil kommer, at statsgælden er stor nok i forvejen.

StatsgældEU

Kilde: Trading Economics

For alle de udvalgte lande er den faktisk over de 60 %, som traktaten har fastlagt som max-grænse. I den sammenhæng er det interessant at konstatere, at Euro-landene som helhed har en statsgæld på 90 %. Imponerende dårlig styring i forhold til aftalerne, men måske alligevel en årsag til, at arbejdsløsheden ikke er endnu højere. – Man ser, at Frankrig, der som det eneste af de valgte lande fortsat har underskud på betalingsbalancen, har forholdsmæssigt lige så stor en statsgæld, som Spanien.

Men når man ikke kan bruge pengepolitik og kun i begrænset omfang finanspolitik til at gøre noget ved konkurrenceevnen og dermed betalingsbalancen, så er der kun en ting tilbage: Indkomstpolitik – eller arbejdsmarkedspolitik, som man kalder et med et mere neutralt ord. Og det har man så gjort.

Arbejdsløsheden har selvfølgelig i sig selv presset lønningerne for almindelige mennesker. Men derudover har vi jo adskillige gange hørt i medierne hvordan lønningerne i ikke mindst Grækenland og Spanien direkte er blevet sat ned, og vi har set demonstrationer og gadeuro som følge af dette.

Med den såkaldte GINI koefficient har vi mulighed for at se denne udvikling.

                      GINI koefficienten for udvalgte lande 2004-2012GINIEU                             Kilde: Verdensbanken

GINI koefficienten er et udtryk for uligheden i indkomstfordelingen. Hvis den er 0, får alle nøjagtigt det samme i indkomst. Jo større tallet er, jo større forskelle er der i landets indkomster, eller som statsministeren så pædagogisk ville have udtrykt det: De, der tjener mange penge tjener mange flere penge, og de der tjener meget lidt, tjener endnu mindre lidt.

Man ser her Tyskland og Holland (Kernelande – lavest) stille og roligt bevæge sig mod stadig større lighed, mens de sydeuropæiske lande og Frankrig med større eller mindre hastighed bevæger sig mod stadig større ulighed.

Euroen skaber med andre ord en situation, hvor Sydeuropa har det svært med konkurrenceevnen, og derfor må køre hårdt på med en indkomstpolitik, der øger uligheden i samfundet og skaber social uro – til gengæld sparer de selvfølgelig 35 kr. i gebyr for at veksle valuta…….

Frankrig er klart et land med en syg økonomi: En statsgæld på næsten 100 % af BNP, øget ulighed, arbejdsløshed, der er over 10 % og svagt stigende, og alligevel fortsat underskud på betalingsbalancen. Alle andre lande har dog mindst et område, hvor det går bedre. Ikke Frankrig!

Så til spørgsmålet: Er Euroen god for Europa, må man vist svare: Ja den er god for de lande, der i forvejen klarede sig bedst. Men de andre … Fanden ta’r den sidste!