Dagpenge – Hvorfor bestemmer staten, når den ikke betaler

Staten har ikke alene ingen omkostninger til dagpengene, de har ligefrem overskud. Alligevel er staten gennem folketinget fuldstændig enerådende over udbetaling af dagpenge og krav til dagpengemodtagere.

I 1986 betalte A-kasserne 1/3 af omkostningerne til dagpengene, mens arbejdsgiverne og staten hver betalte en tredjedel. I begyndelsen af dette århundrede var statens bidrag reduceret til knapt 60 % (2003), og fra og med 2010 betaler A-kassemedlemmerne og kommunerne hver 2/3, hvilket giver 4/3 – den overskydende 1/3 går lige i statskassen.

Af finansloven for i år 2016, fremgår det, at staten forventer at udbetale dagpenge på i alt 16,5 Milliarder kr. (dem med 9 nuller bag). Dette finansieres ved at A-kassemedlemmerne betaler 11,1 milliarder kr. ¹ , mens kommunerne indbetaler 9,5 milliarder². Staten har altså et budgetteret overskud på godt 4 mia.kr.

Dagpengeudbetaling                                             16,5 mia.kr.

Indbetaling fra A-Kasserne                                 11,1 mia.kr.

Indbetaling fra Kommunerne                                9,5 mia.kr.

Overskud til staten                                                 4,1 mia.kr.

Staten betaler ganske vist et beløb til kommunernes beskæftigelsesindsats , svarende til kommunernes indbetaling til dagpengene³ , men det er jo blot udtryk for statens og folketingets arrogante tro på, at de er bedre til at prioritere de kommunale midler end det lokale demokrati. Ser man på effektiviteten i jobcentrene, bliver det en svær sag at argumentere for, at de har ret.

 Staten har overskud på dagpengene

Derudover er det jo interessant, at mens tilskuddene til kommunerne fra staten er steget fra 2003 og frem ifølge statsregnskabet, så kommer der ikke yderligere fra det tidspunkt, hvor staten beslaglægger de ca. 11 mia.kr. til dagpenge fra kommunerne .

Men tilbage til dagpengene. Dagpenge er en forsikringsordning, betalt af alle, der er medlem af en A-kasse, hvortil det offentlige – som efter 2009 er kommunerne og ikke staten – betaler en mindre del, og altså i finansloven 2016 1/3, og oven i købet på en måde, hvor staten udbytter kommunerne, som de jo i alle andre sammenhænge siger skal spare.

Tilskud til kommunerne

Dagpenge skal ikke forveksles med kontanthjælp. der udbetales til arbejdsløse, der af den ene eller den anden grund ikke er dækket af dagpengene. Enten fordi de ikke har villet betale bidrag til A-kassen, eller fordi de er gledet ud af systemet eller ikke er kommet ind i det endnu. Man kan diskutere, om folk, der har valgt ikke at deltage i en solidarisk A-kasseordning burde have lige så meget som de, der pga. lovgivningen er gledet ud af den eller ikke er kommet ind i den endnu?! De unge, der ikke er kommet ind i systemet endnu, har man valgt at straffe ved at give dem halv kontanthjælp til de fylder 30 år.

Skal en arbejdsløs, der kunne, men ikke ville være medlem af en A-kasse have flere penge fra det offentlige end en, der solidarisk har betalt sit A-kassebidrag?

Finanslov 2016 har som sagt afsat 16,5 mia.kr. til skønnet 118.000 fuldtidsforsikrede. Heraf betaler det offentlige 5,4 mia.kr. Det er ca. 51.000 kr. pr. fuldtidsforsikrede om året eller godt 4.251 kr. om måneden i offentlig udgift. En kontanthjælpsmodtager får 10.968 kr. om måneden, eller 14.575 kr. om måneden, hvis man har forsørgerpligt. Får man dagpenge er det ligesom med løn: Der er ingen forskel på, om du er forsørger eller ej. En kontanthjælpsmodtager koster altså i 2016 det offentlige mellem 2,6 og 3,4 gange så meget, som en dagpengemodtager!

Det offentlige betaler:

10.968 kr. om måneden til en kontanthjælpsmodtager

14.575 kr. om måneden, hvis modtageren er forsørger

Men kun 4.251 kr. om måneden til en dagpengemodtager

– forsørger eller ej!

Staten har derfor en oplagt interesse i, at folk forsikrer sig i en A-kasse! Selv hvis man kun ser på det finansielle aspekt og ikke inddrager det rent sociale aspekt. Alene af den grund burde de gøre det mere attraktivt at være medlem af en A-kasse.

Det er på tide, at man overvejer en omlægning af hele beskæftigelsesområdet. Beslutninger om dagpenge og hvor meget man skal herse med de ledige, bør overdrages til en demokratisk proces i a-kasserne, og staten kunne holde sig til at diskutere kontanthjælp og indbetale en subsidiering til a-kasserne i form af 50 % oven i kontingentet (naturligvis med et loft), hvilket ville svare til 1/3 af bidraget, altså det, de betaler nu.

Kontanthjælpsmodtagere burde man bede om at møde op på kommunen og få tildelt arbejde de første 3 måneder af hver seks måneders periode, hvor de så kunne udføre forefaldende arbejde indenfor de grænser, der kunne aftales med de lokale fagforeninger. Det ville svare til en rimelig løn for 6 måneders kontanthjælp. De, der syns det er tilstrækkeligt at leve på denne måde skal være velkomne.

På den baggrund kunne man med fordel nedlægge jobcentrene, men dog fortsætte med at tilbyde de arbejdsløse en snak om situationen (en slags “luksusfælden”), og hvad der kunne gøres, samt tilbud om relevante kurser, men på frivillig basis. Jobcentrene er åbenlyst ikke pengene værd med al deres kontrol, nedgørelse og umyndiggørelse af arbejdsløse og manglende jobskabelse.

Det ville spare en masse offentlige penge, øge demokratiet i a-kasserne og øge motivationen for solidarisk ansvar hvad angår rettigheder og pligter.

 Lad medlemmerne af A-kasserne bestemme dagpengesystemet!

Til slut en oversigt over udviklingen i dagpengene de sidste 30 år:

Før 1986 var det grundlæggende sådan, at medlemmerne af A-kasserne betalte en tredjedel af omkostningen til dagpengene og ikke to tredjedele som i dag. Arbejdsgiverne betalte en tredjedel og staten betalte en tredjedel.

I 1986 omlagde man arbejdsgivernes betaling til dagpengesystemet således, at der skulle betales på baggrund af momsgrundlag og ikke på baggrund af antallet af ansatte. Omlægningen var faktisk ret smart fordi eksportvirksomheder normalt har et negativt momsgrundlag (der betales ikke moms for eksport – det sker først i det importerende land). Omlægningen betød derfor indirekte en støtte til eksportvirksomhederne fra de importerende virksomheder, hvilket der kunne være god grund til, da Anker Jørgensens afgang og udskrivelse af valg i 1981 grundlæggende skyldtes, at vi var lige så langt ud med hensyn til statsgæld og betalingsbalance, som Grækenland var/er i dag, men uden hjælp fra Tyskland. Desværre gennemskuede EU systemet, og forbød det. Det nye arbejdsgiverbidrag til dagpengene blev derfor afskaffet igen, men arbejdsgiverbidraget til dagpengene blev aldrig genindført. – Formentlig fordi Statsminister Poul Nyrup ville “knække kurven” det vil sige øge beskæftigelsen, og derfor ikke havde brug for yderligere skat på erhvervslivet.

I stedet fik man et system, hvor staten betalte den marginale omkostning til dagpengesystemet, hvilket i 2003 udgjorde lidt over halvdelen (57%) procent.

2003 er udelukkende valgt fordi det er så langt, man kan gå tilbage i statens regnskabsdatabase på nettet. At staten betaler den marginale prise betyder, at de betaler for de dagpenge, der ikke kan betales af medlemmerne af A-kasserne. De betaler altså mere, når der er mange arbejdsløse end når der er fuld beskæftigelse.

Systemet fungerede så godt, at staten ligefrem fik overskud på ordningen i 2007 og først og fremmest i 2008, hvor vi var på hvad man vel kan kalde fuld beskæftigelse

Lønmodtagerandel

Men så kom først finanskrisen og derefter EU’s statsunderskudskrise.

Når Lønmodtagerdelen i 2007-8 ligger over 100% betyder det, at staten scorer de overskydende penge, og altså i det absolutte højkonjunktur år 2008 over en tredjedel af de penge, der blev indbetalt af A-kassens medlemmer. Men selv i finanskrisens værste år 2009 kan man se, at A-kasse medlemmerne fortsat betaler omkring 90% af de penge, der udbetales til dagpenge, og efterfølgende har A-kassemedlemmernes indbetalinger dækket lige omkring 2/3 dele af dagpengene – I modsætning til den tredjedel, der galt før 1986.

Dagpengene er altså gået fra at være et solidarisk system til at være en forsikringsordning med 1/3 offentligt tilskud – med overskud til det offentlige i beskæftigelsesmæssigt gode tider.

I 1986 dækkede A-kassebidraget 1/3 af dagpengeudgifterne

I 2016 dækker A-Kassebidraget 2/3 af dagengeudgifterne

Ser man alene på statens andel af dagpengene, er billedet et helt andet:

Statens andel

Vi ser det samme overskud for staten i 2007-8, som før, hvor overskuddet nu ses som en negativ statsandel på diagrammet ovenfor. Men finanskrisens start i 2009 giver ikke nær den omkostning for staten, som man kunne forvente, og fra 2011 (hvor HTS- regeringen kommer til) og frem har staten igen overskud på dagpengene. Hvorfor dog det?

Der sker simpelthen det, at Lars Løkke ved lov pålægger kommunerne at bidrage til systemet i en grad, så de stort set betaler dobbelt så meget, som der er brug for, for at dække forskellen mellem A-kasse medlemmernes indbetalinger og udbetalingen af dagpenge.

Dagpenge er gennem de sidste 30 år gået fra at være en omkostning for staten til at være et tilskud til staten, og samtidig er A-kasse medlemmernes dækning af dagpengene gået fra omkring 1/3 til omkring 2/3.

Det er på tide, at A-kasse medlemmerne får retten til at bestemme over dagpengesystemet tilbage!

 

Noter:

¹ Finanslovens § 17.17.31 – her ses hvordan dagpenge mv. finansieres.

² Finanslovens § 17.17.32 – her ses såvel dagpenge udbetalingerne, som indbetalingerne fra kommunerne

³ Finanslovens § 15.91.13, social og indenrigsministeriet