Nedsæt momsen

Vil en nedsættelse af topskatten forbedre dansk økonomi, eller vil den blot forbedre de højest lønnedes økonomi? Vil en nedsættelse af bundskatten?

Det er svært ikke at blive forvirret. Liberal Alliance har endda tal fra finansministeriet, der bekræfter, at det vil være godt for dansk økonomi, hvis man fjernede eller lettede topskatten, og jeg forstår det simpelthen ikke.

Danmark mangler investeringer i nye arbejdspladser, så vi kan få alle med i båden. Specielt i disse tider, hvor arbejdsløse får færre penge at leve for og strammere krav til at være aktive. Men der mangler ikke penge til investeringer. Vi har en statsgæld, der ligger blandt de laveste i EU og OECD (http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2014/NR215.pdf). Vor samlede nettoformue overfor udlandet har snart nået 1.000 milliarder kr. ifølge oplysninger fra Nationalbanken 30. september i år.

Så det er ikke penge til investeringer, der mangler, men viljen til at investere dem i Danmark.

Det er i høj grad virksomhederne, der har denne formue, og det er til en vis grad de højest lønnede, som jo så også er dem, der normalt styrer virksomhederne enten som ledere eller som bestyrelse. Så at give dem flere penge, virker nok næppe på, at få dem til at investere mere flittigt end de gør med de utroligt mange penge, de allerede har.

Danmarks Udenlandsformueudlandsformue-2016Kilde: Danmarks Statistik

Det, der derimod kunne skabe arbejdspladser, men også øge interessen for at investere, ville være at få gang i forbruget, og her kunne det jo være interessant at se på, hvor meget folk med forskellige indkomster bruger, hvis man giver dem en krone mere:opsparingskvote-2014

Af ovenstående tabel kan man se, at husstande med mindre end 150.000 kr. om året i disponibel indkomst (efter indkomstskat mv.) sætter sig i gæld for næsten en tredjedel mere for at forbruge. De, der har mellem 150.000 og op til 300.000 i husstandsindkomst om året balancerer næsten, så overordnet kan man altså sige med ret stor sikkerhed, at hvis en husstand har under 300.000 kr. i årlig, disponibel indkomst, så bruger de en krone mere på forbrug, hvis de får en krone mere, som de kan bruge.

Har man en højere disponibel indkomst end 300.000 kr. i husstanden, kan man se, at man sparer mere og mere op af sin indkomst, og altså ikke bruger den på forbrug. Gruppen af husstande, der har en disponibel indkomst på over 800.000 kr. om året bruger f.eks. 37 % til opsparing, hvilket vil sige, at hvis man gav dem en krone mere, så ville de forbruge for 63 øre og spare de sidste 37 øre op.

Og det er jo også ganske logisk: Hvis man ikke har særlig mange penge, bruger man det hele på de vigtigste ting: Husleje, mad osv. Har man lidt flere penge kommer der måske også et restaurantbesøg og en ferierejse med engang imellem, har man endnu flere penge holder man op med at læse tilbudsaviser, køber, hvad man har lyst til uden at skele meget til prisen, køber båd og bil osv, og så lægger man lidt til side til alderdommen ved f.eks. at være i en pensionskasse, undlade at tage lån i huset osv. Og har man rigtig mange penge gør man foruden alt det ovenstående også det, at man finder en måde at investere sine penge på – gennem investeringsforeninger eller egne investeringer på børsen.

Det klogest ville derfor være at give de lavest lønnede skattelettelser, og ikke de højest lønnede. Derfor er det noget uforståeligt, at det skulle være en fordel at give lettelser i topskatten, bortset fra, at det naturligvis altid vil skabe vækst i økonomien, hvis der var flere penge til forbrug – også selvom kun en mindre del af skattelettelsen går til forbrug.

Men skal man så lette bundskatten? Det ville i hvert fald give mere fordi vi nu ved, at en større del af skattelettelsen vil gå til forbrug, men det ville jo primært ved de, der har fuldtidsbeskæftigelse. De, der er på dagpenge og kontanthjælp, og som vi med garanti ved vil bruge hver en ekstra krone på forbrug, betaler jo ikke meget i skat, så de ville ikke få så mange penge ud af selv denne skattelettelse.

Jamen så er det jo oplagt: Vi bør sænke momsen!

Det ville give øget råderum til forbrug for alle indkomstklasser, og der er jo noget af give af. Sammen med Norge og Sverige har vi verdens højeste moms. Det vil selvfølgelig også øge eksporten, men nu har vi gennem mere end 30 år haft overskud på betalingsbalancen (http://www.dst.dk/da/Statistik/NytHtml?cid=18856 og efterfølgende år), så også her er det noget at give af.

Moms er i forvejen en asocial skat: Hvis et rugbrød koster 25 kr., så er de 5 kr. moms til staten, og det uanset, om man tjener 1 million om året, eller om man er på dagpenge. Momsen for rugbrødet er med andre ord en højere skat i forhold til indkomsten for den med lav indkomst end for den med høj indkomst. Man plejer at sige, at afgifter vender den tunge ende nedad, fordi et ens beløb eller procent i forhold til det, man køber, er dyrest for de mennesker, der har den laveste disponible indkomst. I stærk modsætning til indkomstskatter, hvor de højeste indkomster ville betale mere i skat end de laveste selv hvis vi alle betalte den samme procent, men vi betaler endog en højere procent for højere indkomster.

Derfor kan man jo også undre sig over, at vi gennem årene har oplevet skattestop og indkomstskattelettelser fra både den ene og den anden regering, mens vi har fået flere og flere afgifter. Og uanset om disse mange nye afgifter har smukke hensigter om at få os til at forbruge på en måde, der standser klimaproblemer og forurening, så er det indiskutabelt, at det er de laveste indkomster, der belastes hårdest af afgifter.

Fremtidige skattelettelser bør ske blandt afgifterne, og man burde have et afgiftsstop således at enhver ny afgift burde give en tilsvarende nedsættelse af momsen. Det ville øge efterspørgslen, og det ville være socialt ansvarligt – afhængigt af, hvor man skaffer pengene til skattenedsættelsen fra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *