Skal EU bestemme mindstelønnen

EUs nye kommissionsformand, Ursula von der Leyen, måtte for at blive valgt ud i mange forskellige løfter, også om ting, som hun ikke før havde overvejet – eksempelvis hørte vi, at hun vil gøre en stor indsats for klimaet.

Først og fremmest vil hun dog en egentlig, central, politisk union, hvilket bl.a. fik Søren Gade til at undlade at stemme for hende, selv om hun som sagt havde prøvet at få alle synspunkter med ind i sin valgtale.

En af de ting, som hun ønsker, er at EU skal bestemme mindstelønnen i de enkelte medlemslande. Det er vel naturligt, at EU skal bestemme alting, hvis man er centralistisk føderalist, men det virker lidt mærkeligt, at hun vil sætte sig i den situation: Hun er konservativ, så hvis hun sætter den for lavt, vil hun blive beskyldt for at undertrykke de fattigste, og hun er tysker, så hvis hun sætter den for højt, vil de fattigste lande beskylde hende for at gøre det umuligt at konkurrere med Tyskland.

En anden sag er, at de lande i EU, der ikke har lovbestemte mindsteløn, formentlig vil besvære sig over at skulle have det, mens de lande, der har en lovbestemt mindsteløn formentlig vil besvære sig over at skulle afgive denne beslutning til EU.

Nu bekymrer det mig nu ikke voldsomt, hvilke problemer von der Leyen eventuelt løber ind i. Det bekymrer mig væsentlig mere, at der er folk, der mener, at det er bedre at stole på, at staten vil beskytte din indtægt end at din fagforening vil.

Men lad os starte med at se på fakta: 22 ud af de 28 EU lande har en lovbestemt mindsteløn. De seks, der ikke har er Danmark, Sverige, Finland, Østrig, Cypern og Italien.

For landene med politisk fastsat mindsteløn angiver EU oplysningen i Danmark, nedenstående oversigt:

Mindstelønnen i lande med politisk fastsat mindsteløn

(https://www.eu.dk/da/fakta-om-eu/statistik/mindsteloenninger)

De faktiske, besluttede mindstelønninger står i højre side af tabellen. PPS betyder Purchasing Power Standard (Købekraftstandard), og er en måde at regne prisniveauet ind i lønnen på, så mindstelønningerne er mere sammenlignelige i forhold til, hvad man kan få for dem.

Det gør det så til gengæld lidt mere besværligt at regne mindstelønnen ud i de lande, der ikke har en mindsteløn eller løn for den sags skyld fastsat ved lov. Jeg beklager derfor de lange noter i næste tabel.

Mindstelønnen i Lande uden politisk fastsat mindsteløn. 

Land Mindsteløn i EUR PPS Note
Danmark

2.534

Mindstelønnen er 110 kr. i timen, og den årlige arbejdstid er 1.924 timer om året, som så er delt med 12. Det hele er så konverteret til EUR PPS med PPS konverteringsrater: https://data.oecd.org/conversion/purchasing-power-parities-ppp.htm#indicator-chart
 Sverige

2.458

Som mindsteløn er benyttet SEK for hotel og restaurationsbranchen 2019 https://checkinprice.com/average-and-minimum-salary-in-stockholm-sweden/ Samme PPS konverteringskilde som for Danmark
Finland

2.847

Kilden til mindsteløn er https://checkinprice.com/average-minimum-salary-helsinki-finland/ Samme PPS konverteringskilde som for Danmark
Østrig

1.679

Som kilde til mindstelønnen er benyttet hotel og restauranter https://wageindicator.org/salary/minimum-wage/austria Hotel Industry Samme PPS konverteringskilde som for Danmark
Italien

1.253

Som kilde til mindstelønnen er benyttet Landarbejdere https://checkinprice.com/average-minimum-salary-in-rome-italy/ Samme PPS konverteringskilde som for Danmark
Cypern

1.379

Som kilde til mindstelønnen er benyttet https://countryeconomy.com/national-minimum-wage/cyprus . Samme PPS konverteringskilde som for Danmark

Sætter vi nu de to tabeller sammen og ser mindstelønningerne for det seneste, registrerede år sammen med organisationsprocenterne for medlemmer af en fagforening, får vi denne oversigt:

Mindsteløn i Europa i sammenhæng med lovfastsat/ikke-lovfast, organisationsprocenten og omregnet til PPS i EUR

 

Min. løn Organisationsprocent
Finland

2.847

65

Danmark

2.534

65

Sverige

2.458

67

Østrig

1.679

27

Luxembourg

1.659

34

Tyskland

1.493

18

Belgien

1.453

54

Nederlandene

1.433

17

Frankrig

1.415

8

Irland

1.280

33

Italien

1.253

36

Cypern

1253

Storbritannien

1.236

25

Slovenien

1.012

21

Spanien

910

14

Polen

881

12

Grækenland

805

22

Portugal

793

16

Ungarn

723

11

Slovakiet

658

11

Estland

645

7

Tjekkiet

644

12

Litauen

625

8

Letland 553 13

Kilde: Organisationsprocent https://stats.oecd.org/Index.aspx?DataSetCode=TUD

De lovfastsatte mindstelønslande er skrevet med grå skrift. Det var desværre ikke muligt at finde en organisationsprocent for Cypern

Navnlig de tre øverste er ret signifikante. Finland, Danmark og Sverige, der alle har lønninger og herunder mindsteløn, der aftales mellem arbejdsmarkedets parter udenom de lovgivende forsamlinger, har helt klart både de højeste mindstelønninger og den højeste organisationsprocent.

Man kan samtidig se, at der er en sammenhæng mellem organisationsprocent og mindstelønnen i de lande, der har lovfastsatte mindstelønninger, mens Italien, der ganske vist ikke har lovfastsat mindsteløn, men heller ikke nogen høj organisationsgrad, ligger tydeligt lavere end de øvrige arbejdsmarkedsstyrede lande. Måske er det at trække den for langt, men man kan ikke afvise, at lav organisationsgrad også har en del at gøre med, at staten blander sig i overenskomsterne. Det er i hvert fald en ret logisk konklusion.

Kikker vi et kort øjeblik på USA, er mindstelønnen i de fleste stater $ 7,25 (halvdelen af den danske mindsteløn), og kun 8% af arbejdskraften er organiseret i en fagforening – Og over halvdelen af lønmodtagerne har under $ 15 i løn.

Med andre ord: Hold dig til din fagforening, når det gælder løn og mindsteløn. Det kan godt være, der sidder nogle pampere og får noget ekstra ud af det, men de har i det mindste ikke andet, der styrer dem, end at sikre dig en god indkomst. Lovgiverne, derimod, findes i mange forskellige varianter og afskygninger, og vil under alle omstændigheder ønske at balancere lønstigninger op mod begreber som konkurrencekraft, så det ville være meget uklogt at sætte sin lid til, at de vil sikre dig en rimelig indkomst.

EU har f.eks. ikke holdt sig tilbage. Under Statsgældskrisen (Lige efter Finanskrisen) beordrede de f.eks. ikke blot reallønnen, men den faktiske løn ned i flere Middelhavslande som modkrav mod at hjælpe dem – Hvilket i øvrigt viste sig primært at være en hjælp til tyske og franske banker.

En stærk fagbevægelse er vejen til velstand. Selvfølgelig direkte ved at den – med en høj organisationsgrad – kan tilkæmpe lønmodtagerne en større del af den skabte rigdom. Men endnu mere, om end mere skjult, ved at tilkæmpede lønstigninger presser arbejdsgiverne til at investere i mere effektive produktionsformer.

At tro, at konkurrenceevne er et spørgsmål om lønnens højde, er det rene sludder. Konkurrenceevnen er et spørgsmål om, hvad man producerer pr. lønkrone. Som et helt praktisk eksempel var jeg på et tidspunkt ansat i en virksomhed, der både producerede i Danmark, Polen og Kina. På daværende tidspunkt var timelønnen i Danmark ca. 4 gange så høj som i Polen og ca. 10 gange så høj som i Kina – Derfor flyttede ganske mange virksomheder, der var forblændet af timeløn som mål for konkurrenceevne, til Kina. Men så vi på lønkrone pr. produceret OG QC godkendt enhed viste det sig, at lønomkostningen var næsten den samme i Polen og i Danmark, som begge var væsentligt billigere at producere i, end Kina.

Baggrunden for vor velfærd og velstand i Danmark er bl.a. og ikke mindst, at den danske fagbevægelse har haft en høj organisationsprocent gennem omkring 100 år. Det er der ikke tvivl om, og derfor er det vigtigt at støtte fagbevægelsen i en høj organisationsprocent – og gerne højere – ikke at lave tiltag, der potentielt kan reducere dens styrke.

Så Ursula van der Heyen: Fingrene væk fra det frie, nordiske arbejdsmarked! Heller ikke det skal EU blande sig i.