Fundamentet under EU vakler – en boganmeldelse

Jørgen Rosted og Christen Sørensen har udgivet en glimrende bog med titlen “Fundamentet under EU vakler” med ikke mindre end to undertitler “Et forslag til genopbygning”, og “Om fejlkonstruktionen i Den Økonomiske og Monetære Union og den voksende ulighed i EU”.

De er begge nationaløkonomer, og arbejdede oprindeligt sammen i begyndelsen af 1970’erne i Det Økonomiske Råds sekretariat, hvor de udviklede SMECII, som var det økonomiske råds første økonomiske prognosemodel . Jørgen Rosted var repræsentant for finansministeriet både i planlægningen af den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) og i planlægning af Maastricht traktaten. Han var ansat i finansministeriet fra 1976 og fra 1988 leder af ministeriets økonomiske afdeling, samt departementschef for erhvervsministeriet 1993-2002. Christen Sørensen er professor emeritus i økonomi, han har været overvismand, og han udgav bogen “Danmark – Delstat i Europa?” i begyndelsen af 1990’erne, hvor han forudsagde de fleste ting om ØMU’en, som “Fundamentet under EU vakler” nu må konstatere er sket. Vi taler med andre ord om to forfattere med en betydelig, faglig tyngde, der har været dybt inde i maskinrummet på ØMU’en, som denne bog handler om.

Der er tale om en begavet og veldokumenteret analyse, som alle, der interesserer sig for dette emne, burde læse. Jeg mener, at det er lovligt optimistisk at tro, at deres forslag til “genopbygning” vil blive en realitet, men det ændrer ikke på mine lovord om analysen.

Analysen starter med Kapitel 2 “Hvad kan vi lære af den økonomiske historie?”. Som tidligere underviser i faget økonomisk historie, må jeg svare: En hel del!, men jeg må nok samtidig erkende gode, gamle Palle Laurings ord om, at “Det man først og fremmest kan lære af historien er, at ingen tidligere har lært af historien”. Og det er vel egentlig også forfatternes holdning, når de i slutningen af kapitlet skriver:

“Med de historiske erfaringer, der kan hentes fra den økonomiske krise i 1930’erne og den lange økonomiske afmatning i 1970’erne og 1980’erne, er det svært at forstå det grundlag, EU’s Økonomiske og Monetære Union blev bygget på. ØMU er et fastkurssystem bygget på en stærk tro på markedets selvregulerende kræfter og uden koordination af den økonomiske politik mellem underskuds- og overskudslande samt med spilleregler, der vanskeliggør en aktiv finans- og pengepolitik. På alle tre områder er det i modstrid med de erfaringer, der kan drages af de sidste næsten 100 års økonomiske historie.” (p.55 og 56)

De erfaringer, som de henviser til, har de opsummeret umiddelbart før:

“Den økonomisk-politiske læring af 1970’ernes lange økonomiske afmatning må være tre grundlæggende forhold. For det første at ekspansiv finanspolitik uden hensyn til udbudssiden skaber inflation…” (p55)

Her taler de om krisen i 1970’erne og 1980’erne, der udløstes af olielandenes (OPEC) kraftige prisforhøjelser, som første til forsyningsproblemer og virksomhedskrak, og hvor man i vid udstrækning forsøgte at genskabe beskæftigelsen ved at bruge flere penge i den offentlige sektor, end man fik ind i skatter og afgifter. Det havde fungeret med stor succes som kriseløsning i 1930’erne med New Deal i USA, Efterfølgende med lidt variation gennem Marshall- planen, der trak Vesteuropa ud af den økonomiske skygge fra WW2, og for Danmarks vedkommende med Helhedsplanen fra 1963, der for alvor trak landet ud af rationeringer og arbejdsløshed og ind i en blomstrende økonomi, hvor “få havde for meget og færre for lidt”, som var Socialdemokratiets politiske vision. Men historien viser, at den ikke fungerede i 1970’erne og 1980’erne af den simple grund, at den øgede efterspørgsel ikke kunne mødes af et tilsvarende voksende udbud, fordi erhvervslivet manglede investeringer og, i begyndelsen af perioden, olie til at imødekomme efterspørgslen. Derfor fik man kun inflation ud af det – hvilket alle, der studerede i sidste halvdel af 1970’erne og første halvdel af 1980’erne fandt ud af, når de så, hvad de penge, de havde lånt (med statsgaranti) var vokset til af formuer, da lånene skulle betales tilbage.

” .. For det andet at valutakursregimer med faste valutakurser stiller store krav til koordinering af den økonomiske politik i både underskuds- og overskudslande…” (p55 fortsat)

Her taler de om de såkaldte Bretton-Woods aftaler, der blev ratificeret i 1945, og som var tænkt som et fastkurssystem, der skulle forhindre en gentagelse af 1930’ernes krise og de voldsomt svingende valutakurser i mellemkrigstiden. Keynes, der deltog i den britiske delegation i forbindelse med forhandlingerne om Bretton-Woods aftalerne, der startede i 1944, advarede skarpt mod det, han kaldte: Aftalernes asymmetri: Altså at der kunne lægges pres på underskudland, men ikke på et overskudsland. Men Storbritannien tilsluttede sig nu alligevel, trods Keynes protester og – viste det sig – fuldstændig rigtige kritikpunkter.

IMF og det, der senere kom til at hedde Verdensbanken blev oprettet i forbindelse med aftalerne som institutioner, der skulle gøre det muligt at holde de meget stramme grænser for valutakursudsving, først og fremmest gennem lån bevilliget på baggrund af en aftale om, hvordan låner landet skulle føre økonomisk politik – som vi f.eks. så det med Grækenland for få år siden.

I et frit marked, vil valutakursen for et land falde, hvis produktivitetsudviklingen i landet stiger langsommere end de lande, som det handler med, og stige, hvis det omvendte er tilfældet. Men dette kunne ikke ske ifølge Bretton-Woods, for et lands valutakurs var låst til prisen på guld, og måtte kun afvige ganske lidt fra denne kurs. Dette betød, at svage økonomiske lande med tiden fik en alt for høj valutakurs, hvilket betød, at deres konkurrencedygtighed faldt samtidig med, at underskuddet på deres betalingsbalance steg. En rigtig loose-loose situation. Den eneste økonomiske politik, de havde tilbage, var indkomstpolitik, hvor folk skulle sættes direkte ned i løn, eller en keynsiansk finanspolitik, hvor overefterspørgslen fra den offentlige sektor ofte overså udbudssiden, som i 1970’erne og 1980’erne. I blog indlægget “Er Euroen god for Europa” http://alternativfordanmark.dk/2016/02/ så vi, at det er præcis den situation – nu endog tilføjet snævre begrænsninger i finanspolitikken – som ØMU’en har lagt ned over Europa, og som gør at det har lange udsigter med at få bekæmpet arbejdsløsheden i Sydeuropa.

Bretton-Woods systemet brød endelig sammen, da USA gik fra fastkursforholdet til guldprisen i 1971, hvilket – blind af skade – blot fik EU til at udvikle “Slangesamarbejdet” og efterfølgende ØMU’en.

“…Og for det tredje at hensigtsmæssig penge- og finanspolitik er et vigtigt element i genopretning af samfundsøkonomisk balance.” (p55 fortsat)

Her henviser forfatterne i første række til Krisen i 1930’erne, der fik lov at trække ud, ikke mindst i Tyskland, hvor, som forfatterne skriver: Den socialdemokratiske opposition ikke tog aktivt afstand fra sparepolitikken, selvom det tyske fagbevægelse pressede på, hvilket førte til, at NSDAP, at det tyske nazistiske parti, fik nærmest monopol på modstanden mod sparepolitikken og dens konsekvenser. (p44)

Men i virkeligheden også til EU’s Finanspagt, der er en del af pakken for EUR landene, og som tillige er tiltrådt af Danmark sammen med Rumænien og Bulgarien. For at sige det kort, er Finanspagten det endelige opgør med den keynsianistiske politik, da der lægges et stramt bånd for over- og underbudgettering af statens udgifter.

Man kan sige, at keynsianerne selv har været ude om det med deres manglende hensyn til udbudssiden og deres overdrevne forventning til hvad finanspolitikken alene kan klare, og må jeg tilføje, deres manglende indsats for at begrænse den offentlige efterspørgsel i gode tider, hvilket har været med til at opbygge en del statsgæld. Men jeg er enig med forfatterne i, at det er sørgeligt at se, hvad der er stillet i stedet:

Neoklassikkerne, der på baggrund af et – efter min mening – ualmindeligt spinkelt teorigrundlag – er fortalerne for at fastholde de simple politiske spilleregler , og hævder, at arbejdsløshed skyldes forhindringer eller stivheder i markedet, hvoraf den vigtigste er fagbevægelsens modstand mod lønnedgang, men også at velfærdssamfundet lægger begrænsninger på markedskræfternes muligheder for at virke. Holdninger, der er fremgået af mange af de såkaldte økonomiske analyser, der er kommet fra finansministeriet de sidste 10-15 år, og som har lagt grunden til Liberal Alliances skattepolitik, Det Radikale Venstres lyst til at gå “Reformamok”, faldende tiltro til seriøsiteten i finansministeriet og på det seneste venstrefløjens – efter min mening – helt forkerte medicin mod den rigtige sygdom: At politikkerne skal styre, hvordan de økonomiske prognosemodeller skal virke.

Det er også svært at være uenig med bogens forfattere, når de skriver:

“I den økonomisk politiske debat kaldes de nye tendenser neoliberale eller nyliberalistiske, men at der skulle være tale om en grundlæggende ny teori eller skole, er det som sagt svært at begrunde. Der er snarere tale om, at gamle tanker har fået en politisk renæssance, som desværre også har ført til den største økonomiske krise siden 1930’ernes depression.” (p52)

For, som de meget rigtigt skriver:

“I en markedsøkonomi vil der altid være økonomiske svingninger, men det betyder ikke, at vi kan undvære markedet. Det er en fantastisk mekanisme. Tænk blot på, at markedet hver dag forsyner os med varer og tjenester, så alle kan få opfyldt selv de mest forskelligartede behov. Det er fantastisk, og det kan planøkonomi ikke klare. Men hvis markedsmekanismen i et alvorligt kriseforløb mister sin balanceskabende kraft, viser historien, at høj arbejdsløshed kan fortsætte i mange år.” (p54)

I Kapitel 3 gennemgår bogen alle de regler, der er gældende for de forskellige regler under ØMU’en med en glimrende opsummering i form af en tabel på side 76. Forfatterne skriver herefter:

“Konklusionen på dette må være, at regelsættet for den økonomiske samordning, som det er formuleret i EU traktaten, Stabilitets- og Vækstpagten, Finanspagten, Sixpack og Twopack, er så kompliceret, uklart og delvist selvmodsigende, at det bliver fortolkningen og den hertil hørende konkrete administration – der jo afspejler de dominerende politiske opfattelser – som bliver afgørende for den faktisk førte samordningspolitik” (p77)

Bogens hovedpointe er, at ØMU systemet lider af de samme overordnede problemer som Keynes påpegede om Bretton-Woods allerede før dette system blev vedtaget: De snævre rammer betyder, at nogle lande kan opbygge et stadig større betalingsbalanceoverskud uden at det diskuteres, mens underskudslandene straffes og bliver sat under administration. Dette betyder, at underskudslandene må indføre hård indkomstpolitik, hvilket grundlæggende betyder fattiggørelse af den i forvejen mindst rige del af befolkningen for at sikre balance eller overskud på betalingsbalancen. Således påpeges det side 84, at bortset fra Cypern, var der i 2017 ingen EUR lande, der lå under eller bare i nærheden af den nedre grænse for den betalingsbalanceindikator, der blev indført i 2011, mens Holland fra 2012 lå over den øvre grænse, Tyskland fra 2013, Slovenien fra 2016 og Irland fra 2017. Danmark kom i øvrigt også over grænsen sammen med Holland i 2012, og vi har haft betalingsbalanceoverskud i omkring 30 år i træk.

På side 91 påpeges det, at da nogen må have underskud på betalingsbalancen, må andre have underskud, hvilket formentlig også har presset ikke-EUR lande udenfor Europa til at kritisere manglen på balance i verdenshandlen. USA og Storbritannien har således haft underskud på betalingsbalancen siden begyndelsen af 1990’erne, og lad mig for egen regning tilføje, at dette formentlig har ført til fremdriften i Trump’s kampagne og den stigende opbakning bag protektionisme i USA, og til de tumultagtige tilstande omkring Brexit, hvor ganske mange mener – måske med rette – at de kan få væsentlige bedre frihandelsaftaler udenom EU.

“Målet med ØMU var en bedre samfundsøkonomi, som kom alle medlemslande til gode, men dette mål er ikke nået. Medlemslandenes økonomier konvergerer ikke, de divergerer” (p130).

Bogens forfattere konkluderer i bogens kapitel 7 “Et nyt udgangspunkt for ØMU samarbejdet: Samordningspagten”, at det, der er behov for er, at landene skal samordne deres økonomier på den måde, at intet land må føre en økonomisk politik, der skader andre lande. Det betyder bl.a. at overskudslandene skal kunne pålægges at gennemføre initiativer, der reducerer deres betalingsbalanceoverskud til gavn for de lande, der har behov for at kunne reducere deres underskud.

Jeg har meget svært ved at tro, at denne pludselige holdningsændring skulle ske. Kapitlet gennemgår, hvordan overskudslande som Danmark, Tyskland og Holland er blevet pålagt besparelser i statsbudgettet og pænt har fulgt henstillingerne:

“Resultatet blev en stram finanspolitik, som i første række øgede landenes overskud på betalingsbalancen og i en længere periode holdt produktion og beskæftigelse tilbage, så landene først efter knapt fem år begyndte at få en økonomisk fremgang, der kunne øge beskæftigelsen og gøre det lettere at konsolidere budgettet” (p146), og fortsætter:

“Den måde, Kommissionen og Rådet tolker og administrerer regelsættet for koordineringen af den økonomiske politik på, er skadelig” (p 147).

EU har med andre ord bevidst ført en skadelig politik med henseende til vækst og beskæftigelse. Forfatterne har selv fremlagt en fin analyse af, hvorfor de gør det, hvorfor keynsianerne med deres krav til en aktiv finanspolitik er blevet marginaliseret og scenen overladt til de nyliberale/neoklassikkerne. De erindrer selv om, at Tyskland blev udsat for hyperinflation i mellemkrigstiden. Jeg tror, at den slags sætter sig dybt i folkesjælen, ligesom 1864 har præget og på mange områder stadig præger dansk handlingsmønster. Først og fremmest Tyskland ønsker nu og i en overskuelig fremtid, at lav inflation skal prioriteres over lav arbejdsløshed. Hvad er det så lige der gør, at forfatterne tror de kan vende op og ned på det hele?

Personligt syntes jeg hele EU er en fejlkonstruktion: Ideen om at de meget forskellige kulturer i Europa, som er kontinentets charme og som har udviklet landene til meget forskellige måder at fungere på: Inflationsbekæmpelse, velfærdsstat, arbejdsmarkedet osv., skal presses ind i en husholdningsmaskine og skabe en helt ny fælles kultur med fælles holdning til politiske prioriteringer, fælles oplevelse af hvordan arbejdsmarkedet skal fungere osv. er for mig absurd, mangel på respekt for kultur og historie, og ja … i virkeligheden en ny udgave af fascisme, hvor ideerne igen er vigtigere end menneskene. (som Dr. Hook så rigtigt sang: “most of us are casualties of someone else’s dream”). Derfor tror jeg ikke på, at man grundlæggende kan lave om på stort set samtlige politikker i EU, vende dem på hovedet og følge forfatternes forslag til genopbygning.

Forfatterne ønsker EU, og vil derfor fjerne alle patientens organer for så at indsætte nye.

Det ændrer dog ikke på min grundlæggende respekt for det stærke analyse- og dokumentationsarbejde, der ligger i bogen.

Bogen har en fin og forholdsvis kortfattet gennemgang af de meget forskellige artede arbejdsmarkeder i de forskellige medlemslande, der indenfor rammerne af EU muliggør mange kreative løsninger. Som eksempel bliver givet, at et slagteri i Tyskland, der er underlagt forholdsvis dyre overenskomster og navnlig store og dyre vanskeligheder med at afskedige medarbejdere, hvis der er nedgang i efterspørgslen som løsning kan antage et sjak af polakker, styret af en polsk virksomhed, til at slagte, hvorefter de ikke skal blande sig i, hvilke lønninger de polske slagteriarbejdere får og kan afskedige hele sjakket, helt efter underleverandørkontraktens aftaler, hvis efterspørgslen falder.

Skriver man om EU må der også et kapitel om Grækenland til, og det er der så. Bogen forklarer meget konkret om de tre lånerunder, hvor EU, med Merkel i spidsen, modsatte sig en nedskrivning af gælden – måske fordi den i vid udstrækning lå hos tyske og franske banker – mens IMF faktiske opfordrede til en gradvis afskrivning i hvert fald af noget af gælden. IMF forudsagde meget realistisk, at den stramning, der kom i kravene til den offentlige sektor i Grækenland på 10% ville – uafskrevet betyde et fald i nationalproduktet (BNP) på 25% Faldet blev fra 2009 til 2016 på 26%. Og arbejdsløsheden i 2012 på 24,5%. EU har med andre ord og på baggrund af deres stramme holdning til finanspolitik fjernet efterspørgsel i en nødlidende økonomi og dermed både forværret og forlænget krisen. Det fratager ikke skiftende græske regeringer ansvaret for at have opbygget den store gæld, men det er med til at vise, at fundamentet under EU vakler.

En bog, som alle, der interesserer sig for økonomi og EU, bør læse!

Fundamentet under EU Vakler er udgivet på Haase Forlag i 2018.

Verdens Befolkningsudvikling 2018-2050

Vi bliver flere og flere mennesker i verden. Og det eksploderer. Men hvor går det meget hurtigt, og hvor går det måske ligefrem tilbage, og hvilken konsekvens har det? Er der mad nok til alle? Er der arbejde nok til alle? Forværrer det klimakrisen? …

Dette blogindlæg forsøger at skabe et overblik, og som altid for “Nationaløkonomen”, vil det blive underbygget med kildemateriale, så man selv kan se efter, bruge tallene på en anden måde, påpege fejl osv.

Jeg forsøger generelt at fremskrive befolkningsvæksten over de næste 30 år. Det kan man nok ikke, for mange til vil ændre sig: Måske bliver vi i stand til at redde endnu flere fra sygdomme og øger dermed befolkningstilvæksten, måske vil man begynde at føde færre børn i de fattige lande – som FN påstår, så vi bliver færre, måske vil klimakrisen få endnu flere fra de fattige lande til at søge mod de rige lande, så vi producerer endnu mere CO2 pr. indbygger og forværrer klimakrisen yderligere, så flere bliver oversvømmede eller dør af tørst, så vi bliver færre. – Det er som bekendt svært at spå, specielt om fremtiden.

Men en ting kan man sige med sikkerhed: En fremskrivning siger altid, hvordan det vil gå, hvis intet ændrer sig, og det er faktisk meget lettere at forholde sig til, end at forholde sig til fødselsrater, dødelighed, migration mv. her og nu.

Allerede nu kan jeg afsløre, at konklusionen på denne fremskrivning og analyse er følgende:

  • Befolkningen vil stige fra 7,4 milliarder mennesker i 2017 til 10,9 milliarder med de nuværende vækstrater for de enkelte lande. I de regioner, der er lavet i statistikken, er det specielt landene i Afrika, syd for Sahara, der vil opleve en befolkningseksplosion, men også mange andre steder vil man se en betydelig vækst.
  • Befolkningsvæksten lokalt er i høj grad er påvirket af migrationen. Der flyttes en del mellem de enkelte lande, og mellem de forskellige geopolitiske områder, der arbejdes med i analysen, og trenden er helt entydig: Der er en betydelig migration til Europa, Nordamerika samt Australien/New Zealand fra alle dele af resten af verden.
  • Uden tilflytning fra andre dele af verden ville Europa have en negativ befolkningsudvikling. Internt i Europa foregår der an forholdsvis stor migration fra de tidligere østlande – bortset fra den Tjekkiske Republik og Ungarn – til det tidligere Vesteuropa. det er med andre ord Østeuropa, der ved at blive tømt.
  • Fødselstallet er i høj grad kulturelt betinget, eksempelvis får folk i de arabiske lande rigtig mange børn uafhængigt af om det er rige eller fattige lande. Man kan for hele verden se en tendens – men heller ikke mere – til, at fødselstallet er højere jo lavere gennemsnitsindkomsten er i et land. Men ikke så signifikant, at jeg kan give FN ret i, at befolkningsvæksten vil blive lavere i de fattige lande, selv hvis de bliver rigere. Og man kan jo også spørge sig selv: Ville du føde færre børn, der kan sikre din alderdom, hvis du blev rigere, men ikke rig nok til at spare op til din egen alderdom?
  • Befolkningstallet vil eksempelvis indenfor de næste 30 år vokse til det dobbelte i de lande, hvor der i dag er muslimsk flertal, og dette til trods for, at verdens største, muslimske land Indonesien har en forholdsvis lav fødselsrate. det er de arabiske lande, der trækker langt det meste i hele denne vækst.
  • CO2 emissionen vil vokse en del mindre end befolkningen – under forudsætning af, at den samme teknologi benyttes og der ikke sker yderligere indgreb – da befolkningsvæksten primært er høj i de områder, hvor emissionen som udgangspunkt er lavt. Men det er naturligvis en absurd forudsætning: Hvis befolkningen i de fattige lande bliver rigere, vil CO2 produktionen pr. indbygger naturligvis også stige, fordi de ultimativt vil have den samme rigdom som os andre, og dertil kommer, at udvandringen til de rigere lande for alle de udvandrede vil føre til en markant stigning i CO2, blot de forsørges på relativt lavt niveau i de rigere lande.
  • Relativt flere mennesker i verden vil komme til at leve i diktaturer og diktaturlignende lande, mens relativt færre vil leve i demokratier af en eller anden slags – med mindre nogle af de eksisterende diktatoriske lande lige pludselig får en demokratisk revolution.
  • Hverken relativt flere eller relativt færre mennesker vil komme til at leve i lande med dødsstraf
  • Relativt flere mennesker vil komme til at leve i lande med stening.

Der er ingen tvivl om, at verdens befolkning vokser for hurtigt. Vi bliver simpelthen for mange, vi vil forurene mere, vi vil få øget indvandring til de rigere områder, og formentlig stridigheder om mad og plads. Det er på tide, der gøres noget for at dæmpe befolkningsvæksten.

Vi bliver nød til at udvikle renere produktionsmetoder, hvis ikke befolkningsvæksten skal kvæle jorden i støj og møg. Men vi må også gøre noget ved de høje fødselstal. Hvis ikke 1-barns politik, så i det mindste 2-barnspolitik i en eller anden form.

Indvandringspresset på Europa (USA, Canada, Australien og New Zealand) er meget højt, og meget tyder på, at der ud over de officielle tal er et næsten lige så stort tal, der kommer ind illegalt og tager arbejde. Mange af dem formentlig under overenskomsterne.

Måske er vi kommet til det punkt, hvor regeringerne i Europa skulle overveje en alternativ politik for, hvordan vi kommer igennem den periode, som vi er midt i, hvor befolkningen bliver stadig ældre, og der derfor bliver en reduceret arbejdsstyrke, frem for hele tiden at støtte erhvervslivets ønske om at trække mere udenlandsk arbejdskraft her til, samt hæve pensionsalderen.

Udfordringen er i langt højere grad at få økonomien til at fungere ved en lavere befolkningsvækst og herunder en lavere indvandring!

Samtidig sker den største befolkningsvækst i områder – og her ser vi først og fremmest på Afrika syd for Sahara, men også det arabiske område – hvor der er en voldsom korruption. 30 ud af de 50 mest korrupte lande ligger i en af disse to områder. Og samtidig i de lande, hvor indkomsten er lavest pr. indbygger. 33 af de 50 lande med laveste indkomst pr. indbygger ligger syd for Sahara.

Samtidig ligger 44 af de lande med den højeste GINI koefficient, det vil sige den største ulighed, enten i Afrika syd for Sahara eller i Latinamerika.

Hverken korruption eller ulighed gør det nemt at drive forretning. Måske er vi kommet dertil, at vi må omlægge hele udviklingshjælpen?!

Frem for at bidrage, gennem de lokale og ofte korrupte stater, til en økonomisk fremgang, vil det være væsentligt mere fornuftigt – set i lyset af denne analyse – at støtte f.eks. andelsbevægelser, der forsøger at producere udenom staten og støtte de mindst korrupte fagforeninger i de fattigste lande. Vi skal ikke støtte demokrati, som vi har gjort det hidtil, for ingen lande bliver demokratiske ved at få det påtvunget. De bliver kun demokratiske ved at få etableret en demokratisk tradition. Og da vort eget demokratis jo udspringer af andelsbevægelse og fagforeninger, bør vi da også satse på at støtte her, og gå udenom korruption og støtte større indkomstlighed. Vi har trods alt i vor del af verden set, at fagforeninger ikke alene skaber større lighed, hvis de er effektive, har stor medlemstilslutning og er respekterede. De øger også væksten fordi virksomhederne løbende bliver presset til at forholde sig til løn effektiviteten. – Og så vil det jo gøre tilvandring til lande med gode lønninger mindre attraktiv.

I nedenstående analyse er kun lande med mere end 1 mio. indbyggere i 2017 taget med i oversigter og beregninger.

Der er ikke fodnoter, eller hyperlinks i teksten, men alle kilder er anført efter artiklen, så man kan forsikre sig om validiteten af de benyttede data.

Befolkningsvækst og migration

1.januar 2018 var vi 7,4 milliarder mennesker på denne klode (7,6 ifølge FN). Hvis vi fremskriver med de gældende vækstrater, vil vi i år 2050 være knapt 10,9 milliarder. En vækst over de 33 år på 46%.

Befolkningsvæksten i et land er antallet af fødsler minus antallet af døde plus immigrationen eller minus emigrationen – henholdsvis tilflytningen til landet og fraflytningen fra landet.

Nedenfor ses resultatet af beregningen fordelt på geopolitiske områder. Australien og New Zealand er af praktiske årsager slået sammen med USA og Canada som Nordamerika.

Befolkningsudviklingen 2017-2050

Helt overordnet kan man se, at hvor der i dag bor flest mennesker i sydøst Asien, så vil det i 2050 være Vest og Centralasien, der vil være det mest folkerige område. Man kan ligeledes se, at den største befolkningseksplosion vil ske i Afrika, syd for Sahara, mens Nordafrika og den arabiske halvø, vil have procentvis næsten lige så stor vækst.

Som man kan se er befolkningsvæksten over de 33 år meget beskeden i Europa , nemlig 4,4 %.

Her spiller migrationen dog væsentligt ind. Hvis vi fjerner migration – som i dette tilfælde er indvandring – fra tallene, ville Europas befolkning faktisk falde med 2,4% fra 2017 til 2050. Forskellen i de to fremskrivninger er på knapt 51 mio. mennesker, lig med den forventede indvandring til Europa fra Lande udenfor Europa i perioden 2018-2050. Det er ret mange mennesker med helt andre kulturer, der skal integreres!

Danmarks Befolkningsudvikling

(Der er foretaget interpolation for at gøre tidsaksen retvisende) 

En faldende befolkning er ikke usædvanlig. Hvis man f.eks. ser Danmarks befolkningsudvikling fra 1787 til 2018, kan man se at udviklingen bliver flad fra 1970’erne til 1990. Den eneste logiske forklaring på, at den igen begynder at stige er, at indvandringen begynder, og derefter, at indvandrernes børn kommer til.

Internt i Europa er der dog også tale om en ganske stor migration, idet alle tidligere østlande inkl. de tidligere sovjetstater, der ligger i Europa, har en pæn udvandring – bortset fra Rusland, Tjekkiet og Ungarn. Moldova, Estland og Litauen er de lande med relativt størst udvandring. Derudover har de samme lande – eksklusiv Albanien og Slovakiet, der ligger tæt på 0, men inklusiv Rusland og Ungarn – negativ befolkningsvækst, hvis vi fjerner migration fra tallene. Dvs. der dør flere mennesker, end der fødes. Vi er med andre ord vidne til en nettoindvandring til Vesteuropa, for en stor dels vedkommende fra folk udenfor Europa, men i vid udstrækning også gennem en affolkning af det tidligere Østeuropa.

I Asien, hvor vi tidligere så en voldsom befolkningsvækst, er væksten dæmpet noget, hvilket ikke mindst skyldes mere moderate vækstrater i Indien og Kina. Der var 341 mio. mennesker i det nuværende Indien, da landet blev selvstændigt i 1947. Med en befolkning i 2017 – 70 år senere – på 1,282 milliarder, har der altså været tale om en vækstrate på 1,9% om året, hvor den nu er på 1,17%, men til gengæld på en betydelig større befolkningsmængde. Kina havde ved etableringen af folkerepublikken i 1949 en befolkning på 542 mio. Med udgangen af 2017 var den på 1,379 milliarder mennesker. Sammenlignet med Indien er det en noget lavere årlig vækst, nemlig 1,4%, hvor den på nuværende tidspunkt er på 0,41% om året.

Kinas meget lavere befolkningsvækst skyldes først og fremmest ét-barns politikken, der vel stort set kan sammenfattes til, at myndighederne forsøger at holde kinesiske familiers reproduktion til 1 barn pr. familie, for alle i byerne, mere lempeligt for folk på landet og helt uden krav til etniske mindretal. Tidligere blev den håndhævet meget rigidt: Som udgangspunkt skulle man søge om at få børn, og når man så fik tilladelsen, skulle man føde det indenfor de første 12 måneder, hvorefter tilladelsen udløb. Efter kinesisk, kommunistisk tradition ville arbejdskollegerne tage en gravid kvinde til hospitalet og forlange en abort, hvis de vidste, at hun allerede havde et. Nu om stunder eksisterer ét barns politikken fortsat, men nu gennem at udlove økonomiske bonusser og ekstra ferie til dem, der holder den – kapitalismens metoder har sejret også i Kina.

Det er oplagt, at befolkningsvæksten for to lande med så store befolkninger som Indien og Kina har stor betydning for ikke alene Asiens, men for hele klodens befolkningsvækst. Som man kan se på nedenstående figurer, følger Indien i øjeblikket med den almindelige vækst, mens Kina har en modererende indflydelse.

Indiens og Kinas betydning for den globale befolkningsudvikling (andel af verdens befolkning)

Befolkningsvæksten i Vest og Centralasien (Fra Tyrkiet til og med Bangladesh)som helhed fra 2017 til 2050 er på 47% – altså stort set den samme som for verden som helhed – Mens der er en mere beskeden vækst i Syd Øst Asien på godt 20%, hvilket er under halvdelen for den samlede befolkningsvækst i verden i perioden. Men da udgangspunktet er meget højt, betyder det dog alligevel, der i 2050 vil være 1,4 milliarder flere mennesker i Asien, end der er i dag. Befolkningen i Japan vil falde marginalt, og væksten vil antalsmæssigt være fordelt på de store lande med knapt halvdelen i Kina, 18% i Indonesien, 15% i Filippinerne – der også har en af de største procentvise stigninger og 7% i Vietnam.

Udvandringen fra Vest- og Centralasien vil i perioden være på 65 mio. mennesker. Der er en meget begrænset indvandring til Kasakhstan og ingen nettoudvandring fra Indien, men ellers er stort set alle lande i området præget af udvandring.

Udvandringen fra Sydøst Asien vil i perioden 2017-2050 være på 42 mio. Indenfor området kan Singapore tilskrive ikke mindre end 1,3% af sin årlige befolkningsvækst indvandringen, mens det samme gælder for Sydkorea og Hong Kongs vedkommende med hhv. 0,3% og 0,2%.

Afrika syd for Sahara, er det område, der uden sammenligning vil have den relativt største befolkningsvækst i perioden 2017-2050 med 1,3 milliarder mennesker på baggrund af en svimlende høj vækst på ikke mindre end 127%. Altså mere end en fordobling. De virkelige højdespringere er Syd Sudan, der forventes have en befolkning, der er tre en halv gange så stor i 2050 som i dag, samt Angola, Niger og Uganda, der alle står til at tredoble befolkningen.

De fleste afrikanske lande oplever udvandring i større eller mindre grad, og kun ganske få oplever en indvandring. Af de sidste er indvandringen mest markant i Syd Sudan, hvor 1,06% af befolkningsvæksten skyldes indvandring – primært fra Sudan. Udvandringen er, i forhold til indbyggertallet størst i Eritrea, hvor 1,4% af befolkningen hvert år forlader landet, i Zimbabwe, hvor det er 0,85%, Lesotho hvor det er 0,7%, og Liberia, hvor 0,57% af befolkningen hvert år forlader landet. De fleste af disse udvandrere ender dog i andre afrikanske lande. Zimbabwes udvandrere kommer eksempelvis i stor udstrækning til Sydafrika. Ved at trække befolkningsvæksten inkl. migration fra befolkningsvækst uden migration for 2017-2050, får vi tallet for de, der helt forlader Afrika syd for Sahara, nemlig 40 mio. mennesker i hele perioden, sammenlignet med en tilvækst på 1,26 milliarder.

Væksten i Nordafrika inkl. den Arabiske halvø er kun noget mindre voldsom med ikke mindre end 90 % vækst fra 2017-2050. Altså knapt en fordobling.

I perioden vil først og fremmest Iraks befolkning vokse med ikke mindre end 130%, altså næsten halvanden gange så mange mennesker, som i dag. De øvrige lande med stor vækst er Egypten med 122%, De Forenede Arabiske Emirater med 117% og Gazas befolkning, som dårligt kan være på området i forvejen, vil i perioden vokse med ikke mindre end 114%. Befolkningen i Bahrain, Qatar og Yemen vil ligeledes vokse med mere end 100%. Kun et enkelt land, nemlig Libanon vil miste befolkning, nemlig ikke mindre end 31%. Da Egypten i forvejen har langt den største befolkning, nemlig 97 mio., er det også her man vil se langt det største øgede folketal, nemlig 97 mio. flere i 2050, hvilket er godt en tredjedel af den samlede befolkningsvækst i området. Der vil blive 51 mio. flere mennesker i Irak, og 31 mio. flere i både Algeriet og Yemen.

Det er vanskeligt at vurdere udvandringen fra området, da det ikke er til at finde tal for Syrien på dette område, men ud over de mennesker, der udvandrer fra Syrien, er der tale om en samlet udvandring fra området på godt 19 mio. mennesker i perioden 2017-2050 set på baggrund af en samlet tilvækst på 365 mio. mennesker, så sammenlignet med Afrika syd for Sahara, er der altså tale om en ganske stor udvandring, som i vid udstrækning går til Europa. Ud over udvandringen ud af området, er der dog også en vis migration indenfor området, først og fremmest til Qatar, der årligt øger sin befolkning med 1,5% pga. indvandring, Bahrain, hvor tallet er 1,2% og UAE, hvor det er 1,1%. De tre lande har dog tilsammen kun knapt 10 mio. indbyggere i 2017, så det er ikke de store folkemængder, der flyttes.

Hvis vi ser på væksten gennem de 33 år i prognose-perioden for alle lande med muslimsk flertal, er den noget mindre, nemlig 71%, hvilket primært skyldes, at Indonesien, der er muslimsk, med sine 261 mio. indbyggere i 2017, har en moderat befolkningsvækst selv sammenlignet med de øvrige lande i Syd Øst Asien. Men da Indonesien trods alt er så befolkningsrig, og selvom de afrikanske lande med flertal af muslimer, befolkningsmæssigt vokser forholdsmæssigt lige så meget som resten af Afrika, vil det samlede tal for befolkningen i lande med muslimsk flertal i verden dog vokse fra at udgøre 21,9% af verdens befolkning til at udgøre 25,7% i 2050, eller i tal fra 1,6 milliarder til knapt 2,8 milliarder mennesker.

Befolkningen i lande med muslimsk flertal i 2017 i forhold til hele verdens befolkning

 

Væksten i Nordamerika samt Australien og New Zealand er på knapt 30%, hvilket er mindre end i verden som helhed, men dog en del over væksten i Europa, som disse lande økonomisk kan sammenlignes med. Væksten i denne gruppe er nogenlunde jævnt fordelt med Australien noget før de øvrige lande. For gruppen er indvandringen ganske afgørende for befolkningsvæksten, hvor Canada med en indvandring på 0,59% af den eksisterende befolkning og Australien med 0,55% ligger i top. I hhv. USA og NZ er tallene 0,39% og 0,22% af befolkningen. I Canada ville befolkningen være faldende uden indvandring, mens det kun er omkring halvdelen af befolkningsvæksten i Australien og USA, der kan forklares med indvandring, og en fjerdedel for New Zealands vedkommende.

Latinamerika – fra Rio Grande til Sydspidsen af Sydamerika har i den beregnede periode 2017-2050 en samlet befolkningsvækst på godt 36 %. Altså lidt under den gennemsnitlige for jordens befolkning. Den procentvise vækst er størst i Guatemala, Honduras og Bolivia, mens Cuba mister tæt på 10% af sin befolkning, og Trinidad & Tobago 4% af sin. Antalsmæssigt er det naturligvis igen de største nationer, der bidrager med flest: Brasilien med 207 mio. indbyggere, vil efter beregningerne have 56 mio. flere i 2050, Mexico med 125 mio. indbyggere 55 mio. flere, Columbia med kun 47 mio. indbyggere 18 mio. flere, og Argentina med kun 44 mio. indbyggere 15 mio. flere indbyggere i 2050.

Bortset fra Costa Rica, hvor befolkningen øges gennem indvandring med beskedne 0,08% om året, Chile hvor indvandring bidrager med 0,03% om året, og Ecuador, hvor der ikke er nogen nettomigration, er Latinamerika generelt en verdensdel, som folk vandrer fra. Først og fremmest er der en ganske pæn udvandring fra Trinidad & Tobago hvor 5,9 ud af 1.000 hvert år forlader øriget, Cuba, der forlades af 5,9 ud af 1.000 årligt, og Jamaica, der hvert år mister 4,3 ud af 1.000 gennem udvandring.

Hvis vi opsummer migration mellem verdensdelene, ser oversigten således ud:

Migration mellem de geografiske områder 2018-2050

Geopolitisk område

Udvandring

Indvandring

Afrika syd for Sahara

40 mio.

Nordafrika og den arabiske halvø

19 mio.

Europa

51 mio.

Vest- og Centralasien

65 mio.

Sydøst asien

42 mio.

N. Amerika samt Australien og New Zealand

62 mio.

Sydamerika

28 mio.

I alt

194 mio.

113 mio.

Forskel

81 mio.

Der forsvinder simpelthen 81 mio. mennesker – Det kan ikke kun være regne og kommafejl, omend det skal siges, at det er ganske almindeligt, når man sammenstiller nationale tal. Nogle er bedre til at regne og tælle end andre. Hvis man lægger verdens samlede import og eksport sammen og trak dem fra hinanden, ville man heller ikke få 0, selvom det er det eneste logiske. I dette tilfælde vil der dog udover den “normale” forskel med sikkerhed også være tale om mange illegale flygtningen, der af samme grund ikke er blevet registreret. Og det behøver langt fra at være mellem de geografiske områder. Man kan sagtens forestille sig en person er taget fra Zimbabwe til Sydafrika uden at blive registeret, eller fra Thailand til Laos.

Men mellem de valgte geopolitiske områder er et “tab” på 81 mio. mennesker ud af 194 mio. dog markant.

Hvorfor fødes der så mange børn

Jordens befolkning vokser eksplosivt. Det har hidtil været muligt at skaffe fødevarer, ligesom den generelle sundhedstilstand er blevet stærkt forbedret og færre mennesker i verden lever under eksistensminimum.

Men kan vi blive ved samtidig med at vi ønsker mere økologisk fødevareproduktion og en reduktion i CO2 niveauet? Vi må nok erkende, at når vi bliver flere og flere, vil der komme et punkt, hvor vi enten må spise mindre, eller slås om, hvem, der skal have. Det sidste er nok det mest sandsynlige, når man ser på menneskehedens historie, så måske skulle vi allerede nu finde ud af, hvordan vi kan få fødselstallet ned.

Men hvad får folk til at føde så mange børn? Vi ved fra tidligere tider i Danmark, at det navnlig var de fattige, der fik mange børn, dels fordi der ikke fandtes et velfærdssystem til at tage hånd om dem, der har det svært – ikke mindst de ældre, som var afhængige af børnenes evne og vilje til at brødføde dem, når de ikke selv kunne længere, dels fordi ganske mange af børnene døde.

Hvis vi sorterer landene fra dem, med de højeste fødselsrater (pr. 1.000 mennesker) først til dem med de laveste fødselsrater og sammenligner med de tilsvarende rater for antal døde pr. 1.000 mennesker, får vi dette billede:

Fødsler og døde pr. 1.000 indbyggere

Som det fremgår af grafen, er det faktisk meget begrænset hvor meget dødeligheden varierer sammenlignet med variationen i fødselstallet, og vi finder da også kun en samlet korrelationskoefficient på 0,03, hvilket grundlæggende betyder, at fødselstallet og tallet for døde absolut intet har med hinanden at gøre. Man kan jo også se på kurven, at tallet for dødelighed ganske vist starter med at falde, derefter bliver nogenlunde jævnt og ender med at stige igen. Forsøger man at finde en korrelation på enkelte stykker af kurven, kommer vi en korrelation nærmest med landene fra Vietnam til Qatar, men selv her er korrelationen kun på 0,74 og så er den endda negativ forstået på den måde, at den forklarer, at jo højere dødelighed jo færre fødsler – og det giver jo ingen logisk mening.

Tager vi de enkelte geopolitiske områder, som denne analyse arbejder med, er det kun området kaldt Vest- og Centralasien, der for sig selv giver det resultat, som vi søgte efter, nemlig at øget dødelighed udløser øget fødselsrate med en korrelation på 0,82. En svag sammenhæng, men den er der dog.

Ser vi på sammenhængen mellem fødsler og nogle af de samfundsøkonomiske faktorer, får vi følgende sammenhænge:

Sammenhæng Korrelation Kommentar
Lav indkomst giver højere fødselsrate  

-0,61

Tallet er for lavt til at være signifikant, men giver dog en tendens
Økonomisk vækst i et land giver lavere fødselsrate  

0,02

Det har tilsyneladende intet med sagen at gøre
Korruption giver lavere fødselsrate  

-0,59

Tallet er for lavt til at være signifikant, men giver dog en tendens
Demokrati giver lavere fødselsrate  

-0,53

Tallet er for lavt til at være signifikant .
Skæv indkomstfordeling giver højere fødselsrate  

0,32

 

Der er ingen sammenhæng

I naturvidenskaben søger man korrelationer nær 1 og sorterer normalt dem under 0,9 fra som manglende korrelation. I samfundsvidenskaberne ønsker vi også gerne høje korrelationsværdier, men erkender dog, at mennesker i almindelighed ikke altid træffer rationelle beslutninger, så her vil vi normalt forlange minimum 0,8, men kan dog se korrelations koefficienter tæt på denne grænse som “tendenser”.

Den stærkeste “trend” er i antagelsen om, at lave indkomster giver flere fødsler, så lad os se lidt på den.

Figuren øverst viser landets gennemsnitsindkomst på y-aksen (USD i PPP – dvs. der er taget forbehold for prisforskelle i landene), og fertiliteten i promille på x-aksen. Det er denne sammenhæng, der har en korrelation på -0,61, hvilket betyder, at man matematisk har forsøgt at beregne en lige linje gennem punkterne, der bedst kan beskrive sammenhængen gennem en lineær formel: y=a*x+b.

Det er dog ret indlysende, når man ser på fordelingen, at sammenhængen ikke er lineær, men nærmere en kurve der bevæger sig asymptotisk fra høje indkomster og lave fødselsrater til lave indkomster og tilhørende høje fødselsrater. Dette kan fortolkes således: Hvis man har en indkomst over (ser det ud til her) på 10.000 USD/Indb (PPP), kan indkomsten stige så meget den vil uden at fødeslsraten (her regnet som antal fødte ud af 1.000 mennesker – så altså i promille) falder yderligere end til (ser det ud til her) omkring 8. Omvendt, når man først er kommet ned på en indkomst i nærheden af 0, kan indkomsten være den samme, men fødselstallet alligevel stige. Med andre ord: Når vi ser på de allerrigeste lande, vil de alle have tæt på den samme fødselsrate uanset hvor rige de er, og når vi ser på de allerfattigste lande kan de have en hvilken som helst, men meget høj fødselsrate. Der er kort sagt ikke den store, lineære sammenhæng, og meget tyder på, at kultur og tradition har væsentlig større indflydelse på fødselstallet.

Sådan en asymptotisk kurve vil normalt have formlen (f): 1/ 1(i n’te) . Hvis man “vender” den ene af de variable f.eks. fødselsraten til 1/fødselsrate (1 divideret med fødselsraten), har man en chance for, at det bliver en lineær funktion, hvilket er det, der er gjort i figuren nederst. Helt lineær blev den ikke – nærmere trompetformet, hvilket ofte kan være et tegn på autokorrelation, hvilket grundlæggende betyder at der er andre ting der påvirker sammenhængen f.eks. kultur og tradition – men det er dog nu mere logisk at tale om en lige linje til at forklare trenden, og korrelationsværdien steg faktisk fra 0,61 til 0,64, blot ved denne lille operation. Man kan så forsøge at få korrelationen op ved at fjerne lande, der ser ud til at være stikmodsatte af det forventede, men det er klart, at jo flere man fjerner, jo mindre bliver forklaringsværdien. Ser vi på de faktiske tal, er det åbenlyst, at man i de arabiske lande bare får mange børn uanset hvor stor gennemsnitsindkomsten er. Altså kultur/tradition. Hvis vi fjerner Bahrain, Kuwait, Oman, Qatar, Saudi Arabien og UAE, får vi korrelationen en del højere op, og fjerner vi yderligere Norge, hvor man får lige så mange børn som i Sverige, men dog en del flere end i Danmark, men hvor man har langt flere penge pr indbygger, på Irland, der har en af Europas højeste indkomster pr. indbygger og Europas højeste fødselsrate, formentlig pga. stærk ortodoks holdning til prævention og abort; De er jo mere katolske end paven selv!, samt Singapore, med den absolut højeste indkomst pr. indbygger i Sydøstasien og en af de absolut højeste i Verden, Fjerner vi de stærkeste indflydelse fra kultur og tradition, hvilket bringer korrelationskvotienten helt op på 0,76. Stærk tendens, men stadig noget svag korrelation.

De to øvrige sammenhænge med en vis størrelse er forklaringen med hhv. korruption og demokrati:

 

Begge fremstillinger viser forholdsvis tilfældigt fordelte prikker, som vi vanskeligt kan arbejde mere med. På denne baggrund kan man godt se en svag tendens til at de mindst korrupte lande har en lavere fødselsrate, og at denne tendens begynder at flade ud et sted mellem indeks 20 og 40, hvorefter fødselsraten ser ud til at vokse uden den store relation til korruptionen. Man kan ane lidt den samme tendens omkring demokrati som forklaring, men meget svagere.

Så samlet må vi konkludere, at fødselsraten primært er betinget af kultur og tradition, men at der er en vis tendens til at den også er påvirket af indkomsten (jo højere indkomst, jo lavere fødselsrate), og svage tendenser til, at niveauet af korruption og demokrati også kunne have en indflydelse.

Derfor tillader jeg mig at afvise FN’s konklusion om, at fødselsraterne – navnlig i Afrika syd for Sahara – vil falde med øget rigdom. For nørderne – og dem må der være en del af på nuværende tidspunkt – betyder det også, at flere af Piketty’s konklusioner skal tages med et gran salt, da han baserer sig på FN’s tal vedrørende befolkningsfremskrivningen.

CO2 

Verdens emission af CO2 var i 2017 på 32.803.879 Kton, altså 32,8 mio. kilo tons. Hvis vi antager, at hverken velstand eller teknologi ændrer sig, så emissionen vil være den samme pr. indbygger i et givet land, som den er i dag, når vi ser på 2050, vil der på daværende tidspunkt være en samlet emission af CO2 på 43,7 mio. Kton. En samlet vækst over de 33 år på 33%, alene beregnet på baggrund af befolkningstilvæksten.

Verdens befolkning beregnede vi til at stige med 46% i den samme periode, så der er altså tale om en mindre vækst i CO2 emissionen, alt andet lige. Dette skyldes naturligvis, at det er de fattigste områder af verden, der vokser langt hurtigst, og at det samtidig er her, man har den laveste CO2 emission i dag.

Fordelingen mellem de geopolitiske områder, som vi har arbejdet med i denne analyse er således:

CO2 Emission 2017 og beregnet alene på baggrund af befolkningens vækst og migration i 2050 Kton

2017 2050
Europa 5.571.841 5.743.154
Nordafrika og Arabisk Halvø 1.917.547 3.632.442
Afrika Sub Sahara 673.418 1.199.597
Vest og Central Asien 4.300.152 6.291.277
Sydøst Asien 14.163.449 16.376.107
N. Amerika inkl. Aus. og NZ 6.136.584 8.090.754
Latinamerika 1.730.687 2.388.670
I alt 34.493.678 43.722.000

Migrationen betyder selvfølgelig noget for tallene, da folk primært migrerer fra lande med lav CO2 emission pga. svag udvikling af industrien mv. til lande med høje emissions tal, hvor de måske nok starter med at tjene mindre end den eksisterende befolkning, men dog betjener sig af goder og forbrugsvarer, der er fremstillet med en væsentlig højere CO2 emission. For flytningen mellem de geopolitiske områder er der tale om en øget emission på denne baggrund på en halv million Kton CO2.

Sammenstiller vi fordelingen af verdens CO2 emission, som vi kender den fra 2017, med den beregnede for 2050, får vi dette resultat:

Fordelingen af verdens CO2 emission 2016 og 2050Det er svært at se den store forskel, netop fordi befolkningen som sagt vokser hurtigst i geopolitiske områder, der i 2016 har en lav emission, men Europa er blevet forholdsvis mindre, Nordafrika og den Arabiske Halvø næsten dobbelt så stor, Afrika syd for Sahara noget større, det samme gælder Vest og Centralasien. SØ Asien er blevet en del mindre, mens Americas er nogenlunde af samme, relative størrelse.

Man skal dog huske, at denne beregning alene er baseret på befolkningsudviklingen. Hvis, hvad der er ret sandsynligt, rigdommen også stiger, vil CO2 produktionen stige endnu hurtigere. dels fordi der vil blive produceret flere produkter/varer, men også fordi de fattige lande producerer væsentligt mindre CO2 effektivt end de rige lande, simpelthen fordi, de ikke har teknologien.

Hvis de rige lande, som udviklingsbistand, koncentrerede sig om alene at eksportere forbrændingsteknologi, ville det pga antallet af mennesker i de fattige lande, formentlig reducere jorden samlede udledning af CO2 mere end, hvis de alene holdt sig til at reducere egen CO2 produktion!

Demokrati og straf

Economist har lavet en vurdering af verdens lande på forskellige parametre, og derefter opdelt dem i henholdsvis: Fungerende Demokratier, Fejlbehæftede Demokratier, Hybridregimer (Dvs. “A little bit of this, a little bit of that and a little bit of Monica on the side” og autoritære regimer (Dvs reelt betyde egentlige diktaturer). Man kan altid diskutere fordelingen, men det er altså den, der er benyttet her (se kilden).

Vi kan starte med at konstatere, at demokratierne befolkningsmæssigt trænges i baggrunden i fremskrivningen, og diktatorerne går frem, hvilket grundlæggende betyder, at befolkningsvæksten primært foregår i diktaturstater, hvilket ikke kan undre, at vi jo netop har set, at den primært foregår i de fattige lande, og da vi ved, at de fattige lande i langt højere grad er diktaturlande:

Verdens befolkning fordelt på styreformer 2018 og 2050Demokratierne går tilbage fra at omfatte 12,1% af jorden befolkning i 2017 til at dække 9,8% i 2050. De fejlbehæftede demokratier dækker også en mindre del af jordens befolkning i 2050 end i dag, nemlig fra 38,1% til 36,6%. De autoritære lande – diktaturerne – går fra at dække 38,5% af verdens befolkning til at dække 39,7% i 2050, mens Hybridregimerne går fra at dække 11,3% af verdens befolkning til at omfatte 14% i 2050.

Der er i dag 53 lande, der i praksis har dødsstraf for forskellige forbrydelser. De dækker 2/3 af verdens befolkning, mens 1/3 af verdens befolkning lever i lande uden dødsstraf. Med den kalkulerede befolkningsvækst vil denne fordeling være uændret i 2050:

Befolkningen i lande hhv. med og uden dødsstraf

Lande med dødsstraf rummer tilsammen 66% af verdens befolkning. Ifølge Amnesty International er det dog fortsat færre lande, der har dødsstraf. De 12 lande, der foretager flest henrettelser, nemlig i rækkefølge: Kina, Iran, Irak, Saudi Arabien, USA, Somalia, Sudan, Yemen, Japan, Vietnam, Taiwan og Kuwait, er dog nok dem, der senest vil ophøre med denne praksis. Her er der ligefrem udsigt til et relativt fald. Der vil ganske vist være en stigning i befolkningstallet i disse lande fra 2017 til 2050 på 25%, men da det kun er godt halvdelen af væksten for hele verden, vil deres andel af verdens befolkning gå ned fra 29 til 25%.

Lande med stening i deres straffelov, som en straf for visse forbrydelser, vokser befolkningsmæssigt fra 876 mio. mennesker til 1.480 millioner, og altså dermed også en større andel af den samlede verdens befolkning i hhv. 2017 og 2050. Disse lande er de erklærede islamiske stater: Afghanistan, Iran, Mauretanien, Pakistan, Saudi Arabien og Yemen, samt Indonesien, Nigeria og Sudan.

Befolkning, der lever i lande med stening 2017 og 2050

Der er dog mange af disse lande, der i praksis ikke har udført stening i mange år.

Kilder:

Kilde til fødte, døde, migration, migration, befolkningsvækst, indkomst pr. indbygger mv. https://www.indexmundi.com/g/r.aspx?t=0&v=21&l=en

Kilde til demokrati indeks: Economist 2006, https://da.wikipedia.org/wiki/Demokrati-indeks

Kilde til Økonomisk fordeling: GINI 2010-15 https://da.wikipedia.org/wiki/Lande_rangordnet_efter_indkomstfordeling , suppleret med Verdensbanken

Kilde til korruption: https://www.transparency.org/news/feature/corruption_perceptions_index_2017

Kilde til muslimske stater mv.: https://nosharia.wordpress.com/list-of-muslim-majority-countries-with-sectstategovernment/

Kilde til CO2 emission 2016: http://edgar.jrc.ec.europa.eu/overview.php?v=CO2andGHG1970-2016&sort=asc1

Kilde til lande med dødsstraf 2016: https://www.telegraph.co.uk/travel/maps-and-graphics/countries-that-still-have-the-death-penalty/   og https://da.wikipedia.org/wiki/D%C3%B8dsstraf