Fundamentet under EU vakler – en boganmeldelse

Jørgen Rosted og Christen Sørensen har udgivet en glimrende bog med titlen “Fundamentet under EU vakler” med ikke mindre end to undertitler “Et forslag til genopbygning”, og “Om fejlkonstruktionen i Den Økonomiske og Monetære Union og den voksende ulighed i EU”.

De er begge nationaløkonomer, og arbejdede oprindeligt sammen i begyndelsen af 1970’erne i Det Økonomiske Råds sekretariat, hvor de udviklede SMECII, som var det økonomiske råds første økonomiske prognosemodel . Jørgen Rosted var repræsentant for finansministeriet både i planlægningen af den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) og i planlægning af Maastricht traktaten. Han var ansat i finansministeriet fra 1976 og fra 1988 leder af ministeriets økonomiske afdeling, samt departementschef for erhvervsministeriet 1993-2002. Christen Sørensen er professor emeritus i økonomi, han har været overvismand, og han udgav bogen “Danmark – Delstat i Europa?” i begyndelsen af 1990’erne, hvor han forudsagde de fleste ting om ØMU’en, som “Fundamentet under EU vakler” nu må konstatere er sket. Vi taler med andre ord om to forfattere med en betydelig, faglig tyngde, der har været dybt inde i maskinrummet på ØMU’en, som denne bog handler om.

Der er tale om en begavet og veldokumenteret analyse, som alle, der interesserer sig for dette emne, burde læse. Jeg mener, at det er lovligt optimistisk at tro, at deres forslag til “genopbygning” vil blive en realitet, men det ændrer ikke på mine lovord om analysen.

Analysen starter med Kapitel 2 “Hvad kan vi lære af den økonomiske historie?”. Som tidligere underviser i faget økonomisk historie, må jeg svare: En hel del!, men jeg må nok samtidig erkende gode, gamle Palle Laurings ord om, at “Det man først og fremmest kan lære af historien er, at ingen tidligere har lært af historien”. Og det er vel egentlig også forfatternes holdning, når de i slutningen af kapitlet skriver:

“Med de historiske erfaringer, der kan hentes fra den økonomiske krise i 1930’erne og den lange økonomiske afmatning i 1970’erne og 1980’erne, er det svært at forstå det grundlag, EU’s Økonomiske og Monetære Union blev bygget på. ØMU er et fastkurssystem bygget på en stærk tro på markedets selvregulerende kræfter og uden koordination af den økonomiske politik mellem underskuds- og overskudslande samt med spilleregler, der vanskeliggør en aktiv finans- og pengepolitik. På alle tre områder er det i modstrid med de erfaringer, der kan drages af de sidste næsten 100 års økonomiske historie.” (p.55 og 56)

De erfaringer, som de henviser til, har de opsummeret umiddelbart før:

“Den økonomisk-politiske læring af 1970’ernes lange økonomiske afmatning må være tre grundlæggende forhold. For det første at ekspansiv finanspolitik uden hensyn til udbudssiden skaber inflation…” (p55)

Her taler de om krisen i 1970’erne og 1980’erne, der udløstes af olielandenes (OPEC) kraftige prisforhøjelser, som første til forsyningsproblemer og virksomhedskrak, og hvor man i vid udstrækning forsøgte at genskabe beskæftigelsen ved at bruge flere penge i den offentlige sektor, end man fik ind i skatter og afgifter. Det havde fungeret med stor succes som kriseløsning i 1930’erne med New Deal i USA, Efterfølgende med lidt variation gennem Marshall- planen, der trak Vesteuropa ud af den økonomiske skygge fra WW2, og for Danmarks vedkommende med Helhedsplanen fra 1963, der for alvor trak landet ud af rationeringer og arbejdsløshed og ind i en blomstrende økonomi, hvor “få havde for meget og færre for lidt”, som var Socialdemokratiets politiske vision. Men historien viser, at den ikke fungerede i 1970’erne og 1980’erne af den simple grund, at den øgede efterspørgsel ikke kunne mødes af et tilsvarende voksende udbud, fordi erhvervslivet manglede investeringer og, i begyndelsen af perioden, olie til at imødekomme efterspørgslen. Derfor fik man kun inflation ud af det – hvilket alle, der studerede i sidste halvdel af 1970’erne og første halvdel af 1980’erne fandt ud af, når de så, hvad de penge, de havde lånt (med statsgaranti) var vokset til af formuer, da lånene skulle betales tilbage.

” .. For det andet at valutakursregimer med faste valutakurser stiller store krav til koordinering af den økonomiske politik i både underskuds- og overskudslande…” (p55 fortsat)

Her taler de om de såkaldte Bretton-Woods aftaler, der blev ratificeret i 1945, og som var tænkt som et fastkurssystem, der skulle forhindre en gentagelse af 1930’ernes krise og de voldsomt svingende valutakurser i mellemkrigstiden. Keynes, der deltog i den britiske delegation i forbindelse med forhandlingerne om Bretton-Woods aftalerne, der startede i 1944, advarede skarpt mod det, han kaldte: Aftalernes asymmetri: Altså at der kunne lægges pres på underskudland, men ikke på et overskudsland. Men Storbritannien tilsluttede sig nu alligevel, trods Keynes protester og – viste det sig – fuldstændig rigtige kritikpunkter.

IMF og det, der senere kom til at hedde Verdensbanken blev oprettet i forbindelse med aftalerne som institutioner, der skulle gøre det muligt at holde de meget stramme grænser for valutakursudsving, først og fremmest gennem lån bevilliget på baggrund af en aftale om, hvordan låner landet skulle føre økonomisk politik – som vi f.eks. så det med Grækenland for få år siden.

I et frit marked, vil valutakursen for et land falde, hvis produktivitetsudviklingen i landet stiger langsommere end de lande, som det handler med, og stige, hvis det omvendte er tilfældet. Men dette kunne ikke ske ifølge Bretton-Woods, for et lands valutakurs var låst til prisen på guld, og måtte kun afvige ganske lidt fra denne kurs. Dette betød, at svage økonomiske lande med tiden fik en alt for høj valutakurs, hvilket betød, at deres konkurrencedygtighed faldt samtidig med, at underskuddet på deres betalingsbalance steg. En rigtig loose-loose situation. Den eneste økonomiske politik, de havde tilbage, var indkomstpolitik, hvor folk skulle sættes direkte ned i løn, eller en keynsiansk finanspolitik, hvor overefterspørgslen fra den offentlige sektor ofte overså udbudssiden, som i 1970’erne og 1980’erne. I blog indlægget “Er Euroen god for Europa” http://alternativfordanmark.dk/2016/02/ så vi, at det er præcis den situation – nu endog tilføjet snævre begrænsninger i finanspolitikken – som ØMU’en har lagt ned over Europa, og som gør at det har lange udsigter med at få bekæmpet arbejdsløsheden i Sydeuropa.

Bretton-Woods systemet brød endelig sammen, da USA gik fra fastkursforholdet til guldprisen i 1971, hvilket – blind af skade – blot fik EU til at udvikle “Slangesamarbejdet” og efterfølgende ØMU’en.

“…Og for det tredje at hensigtsmæssig penge- og finanspolitik er et vigtigt element i genopretning af samfundsøkonomisk balance.” (p55 fortsat)

Her henviser forfatterne i første række til Krisen i 1930’erne, der fik lov at trække ud, ikke mindst i Tyskland, hvor, som forfatterne skriver: Den socialdemokratiske opposition ikke tog aktivt afstand fra sparepolitikken, selvom det tyske fagbevægelse pressede på, hvilket førte til, at NSDAP, at det tyske nazistiske parti, fik nærmest monopol på modstanden mod sparepolitikken og dens konsekvenser. (p44)

Men i virkeligheden også til EU’s Finanspagt, der er en del af pakken for EUR landene, og som tillige er tiltrådt af Danmark sammen med Rumænien og Bulgarien. For at sige det kort, er Finanspagten det endelige opgør med den keynsianistiske politik, da der lægges et stramt bånd for over- og underbudgettering af statens udgifter.

Man kan sige, at keynsianerne selv har været ude om det med deres manglende hensyn til udbudssiden og deres overdrevne forventning til hvad finanspolitikken alene kan klare, og må jeg tilføje, deres manglende indsats for at begrænse den offentlige efterspørgsel i gode tider, hvilket har været med til at opbygge en del statsgæld. Men jeg er enig med forfatterne i, at det er sørgeligt at se, hvad der er stillet i stedet:

Neoklassikkerne, der på baggrund af et – efter min mening – ualmindeligt spinkelt teorigrundlag – er fortalerne for at fastholde de simple politiske spilleregler , og hævder, at arbejdsløshed skyldes forhindringer eller stivheder i markedet, hvoraf den vigtigste er fagbevægelsens modstand mod lønnedgang, men også at velfærdssamfundet lægger begrænsninger på markedskræfternes muligheder for at virke. Holdninger, der er fremgået af mange af de såkaldte økonomiske analyser, der er kommet fra finansministeriet de sidste 10-15 år, og som har lagt grunden til Liberal Alliances skattepolitik, Det Radikale Venstres lyst til at gå “Reformamok”, faldende tiltro til seriøsiteten i finansministeriet og på det seneste venstrefløjens – efter min mening – helt forkerte medicin mod den rigtige sygdom: At politikkerne skal styre, hvordan de økonomiske prognosemodeller skal virke.

Det er også svært at være uenig med bogens forfattere, når de skriver:

“I den økonomisk politiske debat kaldes de nye tendenser neoliberale eller nyliberalistiske, men at der skulle være tale om en grundlæggende ny teori eller skole, er det som sagt svært at begrunde. Der er snarere tale om, at gamle tanker har fået en politisk renæssance, som desværre også har ført til den største økonomiske krise siden 1930’ernes depression.” (p52)

For, som de meget rigtigt skriver:

“I en markedsøkonomi vil der altid være økonomiske svingninger, men det betyder ikke, at vi kan undvære markedet. Det er en fantastisk mekanisme. Tænk blot på, at markedet hver dag forsyner os med varer og tjenester, så alle kan få opfyldt selv de mest forskelligartede behov. Det er fantastisk, og det kan planøkonomi ikke klare. Men hvis markedsmekanismen i et alvorligt kriseforløb mister sin balanceskabende kraft, viser historien, at høj arbejdsløshed kan fortsætte i mange år.” (p54)

I Kapitel 3 gennemgår bogen alle de regler, der er gældende for de forskellige regler under ØMU’en med en glimrende opsummering i form af en tabel på side 76. Forfatterne skriver herefter:

“Konklusionen på dette må være, at regelsættet for den økonomiske samordning, som det er formuleret i EU traktaten, Stabilitets- og Vækstpagten, Finanspagten, Sixpack og Twopack, er så kompliceret, uklart og delvist selvmodsigende, at det bliver fortolkningen og den hertil hørende konkrete administration – der jo afspejler de dominerende politiske opfattelser – som bliver afgørende for den faktisk førte samordningspolitik” (p77)

Bogens hovedpointe er, at ØMU systemet lider af de samme overordnede problemer som Keynes påpegede om Bretton-Woods allerede før dette system blev vedtaget: De snævre rammer betyder, at nogle lande kan opbygge et stadig større betalingsbalanceoverskud uden at det diskuteres, mens underskudslandene straffes og bliver sat under administration. Dette betyder, at underskudslandene må indføre hård indkomstpolitik, hvilket grundlæggende betyder fattiggørelse af den i forvejen mindst rige del af befolkningen for at sikre balance eller overskud på betalingsbalancen. Således påpeges det side 84, at bortset fra Cypern, var der i 2017 ingen EUR lande, der lå under eller bare i nærheden af den nedre grænse for den betalingsbalanceindikator, der blev indført i 2011, mens Holland fra 2012 lå over den øvre grænse, Tyskland fra 2013, Slovenien fra 2016 og Irland fra 2017. Danmark kom i øvrigt også over grænsen sammen med Holland i 2012, og vi har haft betalingsbalanceoverskud i omkring 30 år i træk.

På side 91 påpeges det, at da nogen må have underskud på betalingsbalancen, må andre have underskud, hvilket formentlig også har presset ikke-EUR lande udenfor Europa til at kritisere manglen på balance i verdenshandlen. USA og Storbritannien har således haft underskud på betalingsbalancen siden begyndelsen af 1990’erne, og lad mig for egen regning tilføje, at dette formentlig har ført til fremdriften i Trump’s kampagne og den stigende opbakning bag protektionisme i USA, og til de tumultagtige tilstande omkring Brexit, hvor ganske mange mener – måske med rette – at de kan få væsentlige bedre frihandelsaftaler udenom EU.

“Målet med ØMU var en bedre samfundsøkonomi, som kom alle medlemslande til gode, men dette mål er ikke nået. Medlemslandenes økonomier konvergerer ikke, de divergerer” (p130).

Bogens forfattere konkluderer i bogens kapitel 7 “Et nyt udgangspunkt for ØMU samarbejdet: Samordningspagten”, at det, der er behov for er, at landene skal samordne deres økonomier på den måde, at intet land må føre en økonomisk politik, der skader andre lande. Det betyder bl.a. at overskudslandene skal kunne pålægges at gennemføre initiativer, der reducerer deres betalingsbalanceoverskud til gavn for de lande, der har behov for at kunne reducere deres underskud.

Jeg har meget svært ved at tro, at denne pludselige holdningsændring skulle ske. Kapitlet gennemgår, hvordan overskudslande som Danmark, Tyskland og Holland er blevet pålagt besparelser i statsbudgettet og pænt har fulgt henstillingerne:

“Resultatet blev en stram finanspolitik, som i første række øgede landenes overskud på betalingsbalancen og i en længere periode holdt produktion og beskæftigelse tilbage, så landene først efter knapt fem år begyndte at få en økonomisk fremgang, der kunne øge beskæftigelsen og gøre det lettere at konsolidere budgettet” (p146), og fortsætter:

“Den måde, Kommissionen og Rådet tolker og administrerer regelsættet for koordineringen af den økonomiske politik på, er skadelig” (p 147).

EU har med andre ord bevidst ført en skadelig politik med henseende til vækst og beskæftigelse. Forfatterne har selv fremlagt en fin analyse af, hvorfor de gør det, hvorfor keynsianerne med deres krav til en aktiv finanspolitik er blevet marginaliseret og scenen overladt til de nyliberale/neoklassikkerne. De erindrer selv om, at Tyskland blev udsat for hyperinflation i mellemkrigstiden. Jeg tror, at den slags sætter sig dybt i folkesjælen, ligesom 1864 har præget og på mange områder stadig præger dansk handlingsmønster. Først og fremmest Tyskland ønsker nu og i en overskuelig fremtid, at lav inflation skal prioriteres over lav arbejdsløshed. Hvad er det så lige der gør, at forfatterne tror de kan vende op og ned på det hele?

Personligt syntes jeg hele EU er en fejlkonstruktion: Ideen om at de meget forskellige kulturer i Europa, som er kontinentets charme og som har udviklet landene til meget forskellige måder at fungere på: Inflationsbekæmpelse, velfærdsstat, arbejdsmarkedet osv., skal presses ind i en husholdningsmaskine og skabe en helt ny fælles kultur med fælles holdning til politiske prioriteringer, fælles oplevelse af hvordan arbejdsmarkedet skal fungere osv. er for mig absurd, mangel på respekt for kultur og historie, og ja … i virkeligheden en ny udgave af fascisme, hvor ideerne igen er vigtigere end menneskene. (som Dr. Hook så rigtigt sang: “most of us are casualties of someone else’s dream”). Derfor tror jeg ikke på, at man grundlæggende kan lave om på stort set samtlige politikker i EU, vende dem på hovedet og følge forfatternes forslag til genopbygning.

Forfatterne ønsker EU, og vil derfor fjerne alle patientens organer for så at indsætte nye.

Det ændrer dog ikke på min grundlæggende respekt for det stærke analyse- og dokumentationsarbejde, der ligger i bogen.

Bogen har en fin og forholdsvis kortfattet gennemgang af de meget forskellige artede arbejdsmarkeder i de forskellige medlemslande, der indenfor rammerne af EU muliggør mange kreative løsninger. Som eksempel bliver givet, at et slagteri i Tyskland, der er underlagt forholdsvis dyre overenskomster og navnlig store og dyre vanskeligheder med at afskedige medarbejdere, hvis der er nedgang i efterspørgslen som løsning kan antage et sjak af polakker, styret af en polsk virksomhed, til at slagte, hvorefter de ikke skal blande sig i, hvilke lønninger de polske slagteriarbejdere får og kan afskedige hele sjakket, helt efter underleverandørkontraktens aftaler, hvis efterspørgslen falder.

Skriver man om EU må der også et kapitel om Grækenland til, og det er der så. Bogen forklarer meget konkret om de tre lånerunder, hvor EU, med Merkel i spidsen, modsatte sig en nedskrivning af gælden – måske fordi den i vid udstrækning lå hos tyske og franske banker – mens IMF faktiske opfordrede til en gradvis afskrivning i hvert fald af noget af gælden. IMF forudsagde meget realistisk, at den stramning, der kom i kravene til den offentlige sektor i Grækenland på 10% ville – uafskrevet betyde et fald i nationalproduktet (BNP) på 25% Faldet blev fra 2009 til 2016 på 26%. Og arbejdsløsheden i 2012 på 24,5%. EU har med andre ord og på baggrund af deres stramme holdning til finanspolitik fjernet efterspørgsel i en nødlidende økonomi og dermed både forværret og forlænget krisen. Det fratager ikke skiftende græske regeringer ansvaret for at have opbygget den store gæld, men det er med til at vise, at fundamentet under EU vakler.

En bog, som alle, der interesserer sig for økonomi og EU, bør læse!

Fundamentet under EU Vakler er udgivet på Haase Forlag i 2018.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *