”Støttepartierne” kræver færre penge til pensionister og børnefamilier

Nej, selvfølgelig gør de ikke det. Men det bliver konsekvensen af deres krav om minimumsordninger til vuggestuer og dagpleje fordi kommunerne snart har så mange lov- og regelbundne udgifter samtidig med at folketinget styrer deres totale udgifter stramt, så det snart er umuligt at finde ting som svømmehaller, idrætsanlæg eller blot tilskud til disse blandt kommunernes udgifter. Biblioteker nedskæres osv.

Der er regler for, hvad personer med handicap skal have af hjælpemidler, regler for hvor mange møder arbejdsløse skal have på jobcentrene, regler for, hvor mange der må være i en skoleklasse osv. Dertil kommer, at Sundhedsministeriet gerne ser løbende effektivitetsforbedringer i regionerne, hvilket betyder, at de syge kommer hjem fra hospitalerne tidligere og tidligere, hvilket kan ses på udgifterne til sundhed i kommunerne.

Kilde: Danmarks Statistik https://www.statistikbanken.dk/REGK3E

Dertil kommer, at kommunerne ikke længere styrer indtægterne, men får dem bevilget af folketinget.

VIVE har lavet en glimrende oversigt over måden, som den offentlige sektor er blevet styret på i begyndelsen af dette århundrede:

Finanspolitiske rammer i Danmark fra 2000 opdelt i fire delperioder

Kilde: 2010- og 2015-planer (Regeringen, 2001, 2007), Genopretningsplanen (Regeringen, 2010) og Finansredegørelse 2014 (Finansministeriet, 2014). Gengivet af VIVE (Tidligere Socialforsknings Instituttet)

EU’s såkaldte Fiscal Compact (Budgetdirektivet) kom i 2012 og var et klart udtryk for, hvordan EU mener, at man skal føre finanspolitik, nemlig ved balancerede budgetter og ved for alt i verden at sikre, at der ikke kommer inflation.
Der er tale om en ”eklektisk tiggersuppe” af nationaløkonomisk teori hovedsagelig med elementer fra den såkaldt ”neoklassiske” teori og ”Monetarismen”, som ser ud til at falde sammen med, at folketingets medlemmer og finansministeriets ansatte i stadig højere grad består af scient.pol.’er – førstnævnte i udpræget grad med stud. foran. Tidligere tiders finanspolitiske indsats for at forbedre beskæftigelsen ved statsligt underskud: Rosewelts ”New Deal” i 30’erne. Krags ”Helhedsplan” fra 1963 og senest, om end mere beskedent, 2009-10, hvor man fjernede målet for forbrugsvækst og opgav saldomålene og fik stabiliseret beskæftigelsessituationen, vil nu kun vil være historie. Tværtimod tolkede Corydon Budget direktivet således, at man fra 2014 reducerede lovgrænsen for strukturelt underskud til kun 0,5 % af BNP, ligesom man startede sanktioner mod kommuner, der forbrød sig mod kravene.

Man ser den nye holdning helt tydeligt i Finansredegørelsen for 2014 (Finansministeriet, 2014, p. 315): ”Udgiftspolitikkens succes vil fremover i langt videre omfang skulle måles på, at lofternes konkrete udgiftsniveauer overholdes år for år på budgetter og regnskaber”.

Hentet fra Vive Rapport: Statens styring sf kommuner 19.december 2018. https://www.vive.dk/media/pure/11264/2311814

Det store fald fra 2012 til 2014 skete under ledelse af Corydon, altså sidst venstrefløjen sad ”med ved bordet”, mens den beskedne stigning efterfølgende er sket under forskellige ”blå” regeringer.

Det kan forekomme mærkværdigt, at skatteyderne skal betale mere i skat (sanktionsbetaling fra kommunerne til staten) fordi kommunerne har svært ved at styre finanserne, og ikke mindst i en situation, hvor man havde behov for at få væksten og dermed beskæftigelsen tilbage. Resultatet var da også, at da statsministerposten skiftede fra HTS til Løkke Rasmussen var Danmark endnu ikke tilbage på det nationalprodukt, som man havde haft i 2010 – året efter finanskrisen!

”Støttepartierne”, som de bliver omtalt, er SF, Enhedslisten og Det Radikale Venstre, og ikke mindst de to første insisterer på, at hvis de skal kunne stemme for finansloven for 2020, så skal der være et lovkrav om mindst en voksen til 3 børn i vuggestuer og mindst en voksen til 6 børn i børnehaver.

Da Danmarks Statistik så oplyste, at det i det store og hele allerede var tilfældet, blev kravene skærpet, primært fra Enhedslistens side, til at det skulle gælde for hver enkelt institution til enhver tid og ikke kun som et gennemsnit.

Her er Danmarks Statistiks tal:

Kilde Danmarks Statistik: https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/levevilkaar/boernepasning/boern-og-personale

Kommunerne brugte sammenlagt 26.924.928.000 kr. på drift af dagpleje og vuggestuer mv. i 2018. Hvis vi, på baggrund af ovenstående oversigt, siger, at det svarer til, at der er en voksen til 3,2 børn i dagpleje og vuggestuer, og vi skal have flere ”voksne”, så vi når ned på 3 børn per voksen, så vil det i en hurtig beregning svare til et behov for knapt 1,8 milliarder mere. Man kan selvfølgelig argumentere for, at man ikke bare kan gange proportionalt op, da der jo f.eks. ikke bliver behov for flere bleer. Men pænt over en milliard kr. bliver det nok.

De Radikale mener, så vidt jeg forstår, at kommunerne selv skal finde pengene til bedre normeringer. SF er villige til at give kommunerne 500 millioner kr. til formålet, mens Enhedslisten siger en hel milliard kr. Men kommunerne har ret til at opkræve op til 25% af driften fra forældrene, så med 1 milliard offentlige penge, kan der opkræves 333 mio.kr. ekstra i forældrebetaling, og så kan det sikkert hænge sammen.

Men kravet om, at hver enkelt institution skal leve op til kravet, kræver en kommunebetalt kontrol af en ganske anseelig størrelse – svarede til den meget mindre hjemmehjælp og meget mere administration, man har fået i kommunerne fordi enhver bevægelse skal registreres.

Dertil kommer, at selv, hvis der på finansloven for 2020 kommer en bevillig på 1 mia.kr. og forældrene opkræves 333 mo.kr. ekstra for at bruge vuggestuer og børnehaver, er der kun to ting, der er sikre: At omkostningen nu er sikret i en lov om minimumsnormeringer og kontrol, og at forældrene fortsat kommer til at betale i de kommende år. Om folketinget fortsat vil bevillige en mia.kr. til kommunerne på dette område er stærkt usikkert, da den slags bevillinger har et med at forsvinde med en ny regering, eller ved at der laves en reform at bevillingerne til kommunerne. Begge dele har vi set før. Hvor er f.eks. Dansk Folkepartis ”Ældremilliard” En milliard, som mange kommuner klogelig tøvede med at bruge af frygt for, at den var væk igen året efter – som det formentlig også vil gå med denne ”Børnemilliard”.

Hvor vil kommunerne så tage ”Børnemilliarden” fra?

Som sagt er der ikke meget andet en ældrepleje og støtte til arbejdsløse tilbage at gøre godt med da de fleste andre udgifter er regelstyrede fra foketinget. De kommunale veje er allerede misrøgtede, det samme gælder kommunens bygninger. Vedligehold og investeringer kan altid udskydes – mener man. Et samlet overblik over kommunernes udgifter viser dette:

Kilde: Danmarks Statistik https://www.statistikbanken.dk/REGK3E

Man ser at folkeskolen mv. er den dyreste post på kommunernes budget, og at den er steget fordi der nu er indført lærer/elevnormer. Sundhed har vi allerede været inde på. Kontanthjælp og dagpenge er steget til trods for, at arbejdsløsheden er faldt. Dette skyldes, at jeg har lagt omkostningerne til jobcentre ind i den betaling, som kommunerne har til staten for at dække dagpengene (se bloggen ”Dagpenge – Hvorfor bestemmer staten, når den ikke betaler” https://alternativfordanmark.dk/2016/08/), og omkostningerne til jobcentre stiger betydeligt hvert år, samtidig bed at ledigheden falder. Her vil jeg tro, at ikke mindst statens nidkære regler for, hvordan jobcentrene skal få folk i arbejde, har en stor indflydelse på den stigende omkostning.

Også revalidering stiger voldsomt, mens ældrepleje falder for 2018, Handicapområdet stiger i 2018 og indvandrere har to høj-omkostnings år hvorefter omkostningen stabiliserer sig på et lavere niveau. Jeg er en mistanke om, at der måske har været tale om en kontoændring?

Jeg skrev i indledningen, at kravene til bedre normeringer formentlig ville vise sig i beskæringerne til ældreplejen. Mens omkostningerne til ældreplejen stiger over årene, så stiger antallet af ældre endnu mere:

Kilde: Danmarks Statistik http://extranet.dst.dk/pyramide/pyramide.htm#!v=2

Som man kan se, er antallet af børn i skole og børnehavealderen faldet svagt, folk i den erhvervsdygtige alder har svinget lidt, men er grundlæggende steget en smule. Den væsentligste grund til stigningen i befolkningen skyldes, at der bliver stadig flere ældre.

Dette bliver endnu tydeligere, når man alene ser på fordelingen mellem børnehavealder og skolebørn og folk på pension:

Kilde: Danmarks Statistik http://extranet.dst.dk/pyramide/pyramide.htm#!v=2

Der er tydeligvis tale om et svagt faldende børnetal og et stigende antal ældre.

Det kan vi så sammenligne med driftsomkostningerne til de tre grupper:

Kilde: Danmarks Statistik https://www.statistikbanken.dk/REGK3E

Med andre ord: Man tager fra de ældre og forbedrer – om end ikke så meget – omkostningerne til børn og unge per person.

Det gør man naturligvis fordi:
* Der ikke er så mange andre at tage fra.
* Folketinget har tilsluttet sig EU’s budgetdirektiv, selvom det ikke var nødvendigt, da vi ikke er med i EUR’en, men som i folketingets fortolkning (jf. VIVE) betyder, at
* Kommunerne bliver styret hårdt på den totale budgetramme.
* Folketinget lægger flere og flere driftskrav ned over kommunerne.

Vi har brug for en mindre revolution for at sikre den kommunale selvbestemmelse og ikke mindst for at smidiggøre systemet, så man målsatte at få mest muligt for pengene frem for at målsætte, hvilke indsatser, der skal foretages uden blik for, hvad målet er med det.

Man kunne starte med at lukke alle de ministerier, der bruger tid på at kontrollere kommuner og regioner fordi de tror, at når man sidder centralt, er man klogere end dem, der sidder tæt på, for slet ikke at tale om alle de ministerier, der bestemmer over ting, som meget bedre kan besluttes på lokalt niveau. Ikke alene ville man svare en hel del på statens regnskab, man ville også spare alle de mennesker, der er ansat i kommunerne alene for at svare på spørgsmål fra ministerierne.

Og så burde man under alle omstændigheder holde op med at tilmelde Danmark alle de direktiver, som alene forpligtiger EUR landene, hvor vi ikke er tvunget til at være medlemmer. Og i den forbindelse annullere vor tilslutning til budgetdirektivet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *