Lad os Revaluere

Hvordan mangeårige betalingsbalanceoverskud skaber protektionisme hos de store underskudslande

Min påstand i dette blogindlæg er, at underskud på betalingsbalancen – specielt over længere tid – har så stor indvirkning på et lands selvopfattelse, at befolkningen vil foretage drastiske skridt for at komme ud af det, og at lande eller landegrupper, der bevidst kører efter betalingsbalanceoverskud år efter år, derfor er medansvarlige for disse handlinger på samme måde, som de allierede efter første verdenskrig frembragte nazismen ved at kræve så voldsomme krigsskadeserstatninger, så det fremkaldte hyperinflation i Tyskland i begyndelsen af 20-erne, forringelse af de tyske pensioner til intet, gadekampe mellem forskellige ekstreme bevægelser, og til sidst en stemme på Hitler, der lovede at stoppe betalingerne af disse erstatninger, genetablere beskæftigelsen, pensionerne og med magt stoppe de ufredelige tilstande i Tysklands gader.

Helt konkret mener jeg, at kineserne og EU har frembragt både Trump og Brexit, og til dem, der er uenige efter at have læst dette indlæg, kan jeg kun gentage det fremragende Palle Lauring citat ”Det eneste man kan lære af historien er, at ingen tidligere har lært af historien.

Ligesom tyskerne har et traume fra hyperinflationen fra 1921 og nogle år frem, hvor priserne steg i et tempo, så man måtte trykke pengesedler på millioner og milliarder Rigsmark, og det havde betydning om man fik sin løn udbetalt om morgenen eller om aftenen, så har vi i Danmark et traume omkring ordet ”devaluering” efter at være tvunget til at gennemføre en sådan flere gange i løbet af 1970’erne.

Tyskernes traume har ikke mindst givet sig udtryk i, at hele EU’s økonomiske tankegang prioriterer kampen mod inflation og offentlig låntagning over alle andre økonomiske mål. Herunder også arbejdsløshed. EUR’oen skal forhindre, at et lands valuta kan glide op eller ned, afhængig af udviklingen i produktiviteten, hvilket er ellers er den mest naturlige måde for en valuta at bevæge sig på for at tilpasse konkurrencesituationen til produktivkræfterne. Finanspagten skal forhindre, at et EU-land kan bruge finanspolitikken til at øge beskæftigelsen ved f.eks. at øge det offentlige forbrug uden samtidig at opkræve ekstra skatter. Stabilitets- og Vækstpakken osv. har alle fastholdt navnlig det sydlige Europa i en konstant krise med høj arbejdsløshed, fordi produktivitetsudviklingen går langsommere end i Nordeuropa. Til gengæld har Nordeuropa, så omvendt nydt godt af, at EUR’oen – fordi det er en gennemsnitsvaluta – giver dem en stadig bedre konkurrencekraft.

Det danske traume gør f.eks., at vi har tilsluttet os alle disse pagter, selvom vi egentlig ikke havde behøvet, da vi ikke er et EUR-land, ligesom den danske nationalbank har pålagt sig selv at sikre, at den danske krone ikke rører sig ud af flækken i forhold til EUR’oen. Og måske også til, at der muligvis er folk, der er faldet om af kvababbelse, da de læste min overskrift.

I virkeligheden er begge traumer to sider af samme sag: De lande, der klarer sig økonomisk dårligst, bliver pisket af det tyske traume, og de lande, der klarer sig økonomisk godt, bliver forhindret i at støtte dem fordi der ikke må sættes spørgsmålstegn ved valutaens stabilitet.

Som jeg tidligere har påpeget i ”Er EURoen god for Europa”, https://alternativfordanmark.dk/2016/02/ , fra februar 2016, har man været tvunget til at føre en hård indkomstpolitik i de lande, der produktivitetsmæssigt reelt har haft en overvurderet valuta i EUR’oen for at komme til det ønskede EU mål om overskud på betalingsbalancen. Den gang var det lykkedes Grækenland, Spanien og Italien at få overskud på betalingsbalancen gennem denne hårde politik, mens Frankrig fortsat hang i bremsen. Samtidig så vi, at Holland og Tyskland, der i forhold til deres produktivitetsudvikling har en relativ undervurderet valuta i EUR’oen spurtede derudaf med stadig højere overskud.

På oversigten nedenfor, der viser samtlige EU-lande, kan man se, at mens Italien har kunne holde den forholdsvis stærke betalingsbalance, som de på baggrund af EU’s pres om indkomstpolitik opnåede sammen med f.eks., Spanien og Portugal i løbet af statsgældskrisen, er Frankrig fortsat og Spanien, Portugal og Grækenland atter tilbage med negative betalingsbalancer. Til gengæld er Tyskland helt i top med et overskud på betalingsbalancen på mere end 200 Milliarder EUR, og dermed mere end halvdelen af EUR landenes samlede overskud. Også Holland er fortsat er med i samme takt, men dog et mindre tal fordi det er en mindre økonomi end Tysklands. Italien, Tjekkiet, Belgien, Danmark, Sverige og Ungarn bidrager ligeledes til dette formidable overskud.


Kilde: https://tradingeconomics.com/

Det er interessant at se Tjekkiet og Ungarn med i dette førerfelt, når vi i indlægget om Verdens Befolkningsudvikling 2018-2050, kunne konstatere, at de var de to eneste, tidligere østlande, som ikke havde en stor udvandring, primært til Vesteuropa. https://alternativfordanmark.dk/2019/08/03/verdens-befolkningsudvikling-2018-2050/

Og her ligger jo hele problemet med de store og langvarige over- og underskud på betalingsbalancen. Hvis man importerer større værdier end man eksporterer forbruger man jo varer og tjenesteydelser, som man ikke har arbejdet for. Med andre ord: Man har for lille beskæftigelse i forhold til sit forbrug. Og omvendt, hvis man har overskud på betalingsbalancen.


Kilde: https://tradingeconomics.com/

Bl.a. derfor ser man også en markant forskel i beskæftigelsen mellem under og overskudslande, derfor ser man også, at overskudslandene Tjekkiet og Ungarn som de eneste, tidligere østlande, ikke har udvanding, men stigende befolkningstal, og derfor ser man også, at arbejdsgiverne i f.eks. Tyskland og Danmark stiller krav om at kunne importere flere arbejdere endog udenfor EU.

Vi har gennem de seneste 30 år vænnet os til at have overskud på betalingsbalancen, og det gælder i det store og hele også andre overskudslande:

Tysklands Betalingsbalance


Denne og de efterfølgende kurver viser månedens overskud eller underskud, hvorfor det går så meget op og ned. Man skal se på trenden og være opmærksom på, at land sagtens kan have overskud eller underskud på betalingsbalancen på årsplan, selv om der en enkelt måned eller to, der peger i den anden retning.

I det ovenstående tilfælde med Tyskland, kan man se, at ikke engang en enkelt måned har der været underskud de seneste 25 år. Den første trend viser behersket stigning i overskuddet frem til EUR’oens indførelse 1.januar 2002, hvorefter stigningen i overskuddet tager fart frem til 2008-09, hvor vi havde finanskrisen, og hvor vi på kurven ser et kortvarigt fald i overskuddet, hvorefter den samme høje stigning i overskuddet atter går i gang. Fra 2018 begynder overskuddet at stagnere, og man ser endog et mindre fald, men stadig på et meget højt niveau på omkring 20 mia. EUR om måneden.

Hollands Betalingsbalance


Vi ser meget det samme billede som med Tyskland: Ikke en eneste måned har der været underskud på betalingsbalancen i løbet af de seneste 25 år, øget stigning i overskuddet fra EURens indførelse, et lille -men tæt på usynligt – dyk under finanskrisen, hvorefter væksten fortsætter, og herefter stabilisering af overskuddet på et højt niveau på omkring 5 mia. EUR om måneden fra omkring 2017

Danmarks Betalingsbalance


Billedet for Danmark er en smule anderledes. Der er enkelte måneder, der er kommet ud med underskud, men der er faktisk ikke et eneste år, der har givet underskud de seneste 25 år. Overskuddet vokser allerede fra 1998-99, og fra EURens indførelse i 2002 stabiliseres overskuddet på dette, højere niveau frem til finanskrisen, hvorefter det stiger ganske kraftigt og kommer op på et månedsniveau på ca. 7 mia. DKK i 2011, hvorefter det falder svagt og nu ligger på et niveau omkring 5 mia. kr. i overskud om måneden.

Overordnet kan vi altså konstatere, at for de to stærkeste økonomier i EU (og Danmark) er overskud altså en permanent ting, der bare fortsætter i mange, mange år.

Lad os kaste blikke på de to svageste økonomier i EU – ud fra størrelsen af betalingsbalanceunderskuddet.

Frankrigs Betalingsbalance

Spaniens Betalingsbalance

Vi ser her den klart modsatte tendens af den, som vi observerede hos Tyskland og Holland:

Frankrig har overskud på betalingsbalancen før EURoen. Efter EUR indføres i 2002 lykkes det at holde betalingsbalancen omkring 0 frem til 2004, hvor den begynder at falde dramatisk frem til finanskrisen. Finanskrisen giver anledning til en forbedring, men betalingsbalancen er fortsat negativ fordi forbedringen alene skyldes en reduceret import. Under den efterfølgende statsgældskrise, hvor Grækenland, Italien Spanien og Portugal fik stillet rav om at rette op på de offentlige finanser, fordi EU anser statsgæld og -underskud for mere problematisk end arbejdsløshed, gik Frankrig fri af disse krav, og man ser, at underskuddet stabiliserer sig på omkring 5 mia. EUR om måneden.

Spanien har ikke haft overskud på betalingsbalancen i de 25 år, der her er angivet – bortset fra en enkelt måned. Spanien var helt klart det land, der mest ihærdigt forsøgte at følge EU’s henstillinger i årene efter finanskrisen, og man kan se, at det har hjulpet, for det lykkes faktisk i 2 måneder i træk at for overskud på baggrund af en benhård indkomstpolitik i årene forud.

Omkostningen var en væsentlig øget ulighed:

https://data.worldbank.org/indicator/SI.POV.GINI

GINI koefficienten er, om end ikke den perfekte, så dog den bedste, eksisterende måde at vise ulighed på. Hvis koefficienten er 0 får alle præcis det samme. Jo højere tallet er, jo mere ulighed.

Spanien, der har været udsat for EU’s krav om indkomstpolitik ser en stadig øget ulighed gennem stort set hele perioden. Frankrig oplever en stigning i uligheden fra 2006 til slutningen af finanskrisen, hvorefter uligheden falder da de i modsætning til Spanien ikke har udsat for krav fra EU. Til gengæld har Frankrig så oplevet et stadig større overskud på betalingsbalancen. Tyskland og Holland, der begge har haft overskud på betalingsbalancen har til gengæld haft mulighed for at sænke uligheden gennem det meste af perioden. Dette er ikke en naturlov, men kræver stærke fagforeninger, og uden det kan siges med sikkerhed, uden dybere analyser, så kunne stigningen være et udtryk for, at den fremmede arbejdskraft, som arbejdsgiverne altid forlanger at få, når det ikke er til at skaffe flere ansatte, som de siger, og som de altid får, har fået lavere lønninger end dem, der var der i forvejen, og måske endda har været med til at presse lønnen for disse.

Ligesom vi så det for de to stærkeste økonomier i Europa – set ud fra betalingsbalancen – er overskud tydeligvis en permanent ting, er det også åbenlyst, at underskud er det for de to svageste – med mindre man kører en hård indkomstpolitik.

Det er jo klart uholdbart, og skyldes ikke mindst den fælles valuta EUR, men i lige så høj grad, at der ensidigt lægges vægt på at straffe underskudsøkonomierne og/eller sætte dem under administration, mens overskudsøkonomierne ustraffet kan køre derudaf. Hvis dette er succesfuldt, må man konstatere, at det hele kun kan ende med, at EU som helhed må oparbejde et stadig større betalingsbalanceoverskud, og det er da også tilfældet.

Ser vi nu ud over EU og ser på hele verdens betalingsbalanceudfordringer, kan vi starte med betalingsbalancesituationen for verdens 10 største økonomier:


Kilde: https://tradingeconomics.com/

”Største” betyder ikke nødvendigvis, at folk er rige i landene, bare at det er de største økonomier. Et land kan komme på listen selvom der er mange fattige, bare der er mange nok, som f.eks. Indien. Eller det kan komme på listen ved at være et mindre land med mange rige mennesker, som f.eks. Schweitz.

Man kan på den grafiske opstilling ovenfor se, at blandt de største økonomier i verden, er det USA, Indien og Storbritannien, der i det seneste år har haft størst underskud på betalingsbalancen, mens Kina, EU og Rusland har bidraget med de største underskud.

For ikke at få en alt for uoverskuelig analyse, der mere ville høre hjemme i en hel bog om emnet end i et blogindlæg, vil her fortsætte med de ”nærmeste” lande og alene fokusere på USA, Storbritannien, EU og Kina.


https://tradingeconomics.com/

USA har haft permanent underskud på betalingsbalancen i mere end 25 år. Faktisk siden 1972, hvor de gik fra guldindløseligheden og Bretton Woods valutasystemet brød endeligt sammen.

USA’s Betalingsbalance

Ikke mindst fra begyndelsen af 1990’erne bliver det rigtigt slemt frem til finanskrisen 2008-09, hvor de ligesom de to tidligere underskudsøkonomier, Frankrig og Spanien, som vi så, får en kortvarig forbedring som følge af mindre import. Derefter stiger underskuddet igen, og ligger nu på niveauet -50 mia. USD om måneden. Obama startede som præsident 20.januar 2009, og man kan se, at efter det første dyk, kommer der en kortvarig stigning. Trump startede som præsident 20.januar 2016, og det ville være synd at sige, at man på betalingsbalancens udvikling efterfølgende kan sige, at hans protektionistiske politik er lykkedes.

USA’s vigtigste eksportlande er Mexico ($ 181 mia.), Canada ($ 149 mia.), Kina ($ 133 mia.), Japan ($ 67 mia.) og Tyskland ($ 62 mia.). De vigtigste importlande for USA er Kina ($ 476 mia.), Mexico ($ 307 mia.), Canada ($ 274 mia.), Japan ($ 125 mia.) og Tyskland ($ 111 mia.).

USA har med andre ord et substantielt underskud på handlen med alle sine fem største handelspartnere. De importerer tre en halv gang så meget fra Kina, som de eksporterer til Kina, og med de øvrige fire er forholdt næsten dobbelt så meget.

Kilde: https://oec.world/en/profile/country

Sammenlagt udgør de fem handelspartnere et større underskud end USA’s totale underskud på betalingsbalancen – faktisk godt 100 mia. USD mere det seneste år.

USA har i mange år været en frihandelsnation, men går man tilbage før 2.verdenskrig har der faktisk været en del perioder med protektionisme. Det er så den tradition Trump har genindført, da han startede som præsident. Trump og hans vælgere er overbeviste om, at protektionisme, som jo også vil medføre handelskrige, vil kunne redde USA ud af suppedasen og genetablere en sund økonomi.

Når man tager udgangspunkt i dette synspunkt, og ser på tallene ovenfor, er det åbenlyst, hvorfor Trump først og fremmest har startet handelskrig mod Kina, hvorfor han startede sin præsidenttid for tre år siden med at trække USA ud af de forhandlinger, der havde fundet sted meget længe om et frihandelsområde mellem Sydøst Asien, Australien/New Zealand og USA, hvorfor han er negativ overfor NAFTA, som er en art frihandelsregion for Mexico, USA og Canada, hvorfor han har forsøgt at tvinge EU til en bedre samhandelsaftale for USA, og hvorfor han på det seneste han lovet Boris Johnson en meget bedre handelsmulighed med USA end de havde med EU.

… og Hvorfor han vandt valget i november 2015, hvor den amerikanske bilproduktion gennem mange år havde oplevet at blive udkonkurreret:

Car Production in the United States

Fra 7 millioner per kvartal i 1995 til godt 2 i dag, og med en næsten tilsvarende udvikling i antallet af beskæftigede, navnlig i Michigan og Ohio, som sammen med resten af ”Rust Bæltet” levede af bilproduktion og kul og stål miner, som også var på vej til lavpunktet i 2015.

USA Mining Production

Den store forbedring fra 2017 kan sikkert hjælpe ham til at genvinde ”Rustbæltet” i 2020 med mindre den startende nedtur på nuværende tidspunkt fortsætter. Man har i hvert fald aldrig hørt om en politisk leder, der ikke mener, at enhver forbedring er hans eller hendes skyld, mens enhver forringelse skyldes de internationale konjunkturer.

Men lad os også lige introducere en anden problemstilling, der til dels hænger sammen med underskud (eller overskud for den sags skyld) på betalingsbalancen, nemlig: Nogen jo må have det underskud eller overskud, og helt overordnet er der kun tre muligheder: Det offentlige, de private husstande og virksomhederne, og de må have det i form af forringede (ved overskud forbedrede) formuer.

Hvis vi ser bort fra byer og counties med underskud har der siden 2010 været ikke mindre end 9, herunder Detroit, Michigan (Rustbæltet) og Jefferson County (Birmingham), Alabama, der direkte har måttet erklære sig konkurs for at håndtere deres gæld. Koncentrerer vi os om USA’s centrale regering har statsgælden – altså udover de enkelte staters gæld – udviklet sig således:

USA’s statsgæld i procent af BNP

USA’s statsgæld er på nuværende tidspunkt 106% af nationalproduktet, hvorved de kan sammenligne sig med de mest forgældede nationer i verden.

De private husholdningers gæld er også tårnhøj, men har et lidt anderledes forløb:

USA: Private husholdningers gæld i procent af BNP

Frem til 2008 steg husholdningers gæld til tæt på 100% af nationalproduktet, hvorefter den begyndte at falde. Først og fremmest fordi Obamas regering nægtede at hjælpe Lehman Brothers ud af kniben, så de måtte erklæres konkurs, og det derefter var begrænset, hvor mange banker mv., der ville lå penge ud til fattige amerikanere, men også fordi der blev givet flere skattelettelser – først og fremmest til de rigeste amerikanere. Dermed har man også forklaringen på den stigende statsgæld.

Der er ikke tal over virksomhedernes formuer, så lad os vise

USA Corporate Profits

Der er naturligvis et fald i forbindelse med finanskrisen 2008-09, men ellers er der ikke grund til at antage, at de amerikanske virksomheder har påtaget sig en del af underskuddet på betalingsbalancen gennem andet end konkurser, som faktisk har været faldende siden 2010.

Fordi underskuddet på betalingsbalancen ikke bare er et tal i en statistik, men faktisk skal bæres af nogen, og fordi disse betalingsbalanceunderskud ser ud til at fortsætte for de lande, der er hårdest ramt af dem, har det altså også en betydning for, hvad man har at gøre godt med. Et statsunderskud betyder betaling af renter og afdrag. Skattepenge, der ellers kunne være anvendt til social forsorg, forsvar, skattelettelser eller hvad der nu er politisk flertal for.

Storbritanniens Betalingsbalance

Storbritanniens vigtigste eksportmarkeder er USA ($ 45 mia.), Tyskland ($ 39 mia.), Holland ($ 25 mia.), Frankrig ($ 25 mia.) og Kina ($ 22 mia.), mens de vigtigste importmarkeder er: Tyskland ($90 mia.), Kina ($ 59 mia.), Holland ($ 47mia.), USA ($ 47 mia.) og Frankrig ($ 36 mia.).

Handlen med disse fem lande giver med andre ord alle underskud, om end handlen med USA er næsten i balance, og det samlede underskud med de fem vigtigste handelspartnere er dobbelt så stort som Storbritanniens samlede underskud på betalingsbalancen. Der er altså et overskud på handlen med alle andre lande, der er lige så stort, som Storbritanniens nuværende og meget store underskud.

https://tradingeconomics.com/

Og når man ser, at underskuddet i handlen med de tre, for Storbritannien, vigtigste lande i EU: Tyskland, Holland og Frankrig alene giver et underskud, der er større end det samlede underskud på betalingsbalancen. Overordnet set udgør handlen med EU omkring 2/3 af Storbritanniens samlede udenrigshandel, men halvdelen af betalingsbalanceunderskuddet. Handlen med Kina tager den anden halvdel af underskuddet, så Storbritannien faktisk har en fornuftig balance – med et lille overskud på at handle med resten af verden, ikke mindst Commonwealth:

https://tradingeconomics.com/
https://da.wikipedia.org/wiki/Commonwealth_of_Nations

Da vi ved, hvad et vedvarende underskud betyder for beskæftigelse og gæld, så er der måske en begrundelse at finde i disse tal for Brexit og endog for visse britiske politikeres ønske om en hård Brexit – altså et ønske om at blande sig helt udenom det indre marked i EU, og mulighed for at beskytte sig toldmæssigt imod det.

Ligesom for EU må vi igen konstatere, at underskudsnationerne hænger fast i dyndet i rigtig mange år.

Man må være naiv for ikke at forstå, at hvis nogen i årevis fastholder, at de vil have overskud på betalingsbalancen, så er der andre, der må have lige så store underskud, og at disse underskud kan drive folk til at forsøge sig med andet end frihandel, billig sherry og slesk tale.

Enhver bør kunne se, at Euro-landene, men selvfølgelig ikke mindst Kina med deres insisteren på overskud gennem mange år, har drevet USA og Storbritannien ud i underskud, og at disse underskud har skabt tab af arbejdspladser på en måde, der har fremmanet både Trump og Brexit!

Så til overskudslandene:

EURo-områdets Betalingsbalance

EUR-landenes betalingsbalance udvikler sig lidt anderledes end det, vi har set før, med en forholdsvis kortere periode med overskud. Frem EUR’oens indførelse i 2002 går det lidt op og ned omkring 0, eller balance, om man vil. Efter indførelsen af EURoen stiger underskuddet frem til finanskrisen i 2008, og den forbedres kun svagt frem til 2012, hvorefter den indtager den ubrudte række af år med overskud, som vi så ved de andre grafer. Der kan være flere grunde til, at overskuddet starter i 2012. Først og fremmest bliver der afholdt et G8 møde i USA, hvor de 8 stærkeste økonomier (lande) bliver enige om at forsøge at booste verdensøkonomien. Dertil kommer, at man i EU starter på det første såkaldte ”European Semester”, Som er en rådgivning af, hvordan de enkelte lande skal føre finanspolitik, som man ligesom under ØMU’en, Slangesamarbejdet og tidligere Bretton Woods kun følger hårdt op på overfor de økonomisk svageste lande, og hvor inflation betalingsbalance prioriteres over bekæmpelse af arbejdsløshed – ikke mindst den ganske vildsomme ungdomsarbejdsløshed, der var i Sydeuropa. I 2013 implementeres ”Stabilitetspagten” baseret på beslutninger i 2012, hvorefter man forlanger balancerede, offentlige budgetter (Derfor af og til omtalt som ”Budget-Pagten”, som fastslår, at EUR staterne hverken må bruge flere eller færre penge, end de opkræver i skat, hvilket gør, at hvis medlemsstaterne vil gøre noget ved arbejdsløsheden, har de ikke længere mulighed for at bruge finanspolitikken, eller pengepolitik (fordi den bestemmes centralt af Den Europæiske Centralbank, hvorfor der kun er indkomstpolitikken tilbage, og vi ser, at ganske mange mennesker i Middelhavslandene sættes ned i løn og uligheden stiger. Men det er, som man kan se, godt for betalingsbalancen.

Euro områdets to største eksportlande i 2018-19 er USA (13 % af den samlede eksport) og Storbritannien (12 %). Andre større eksportlande er: Kina, Rusland, Schweitz og Tyrkiet. Som vi så tidligere er de største eksportører indenfor EUR-området Tyskland, Frankrig, Italien og Holland.

De to største importlande er Kina (12 % af den samlede import) og Storbritannien (10 %). Andre større importlande er: USA. Rusland, Schweitz og Japan. (Kilde til import og eksport er: https://tradingeconomics.com/euro-area/balance-of-trade, senest opdateret januar 2020.

Storbritannien har med andre ord et markant underskud til EUR-området, ligesom USA har det, mens Kina har et pænt overskud – også her.

Kinas Betalingsbalance

Deng Xiaoping tjener stadig ros for at åbne Kina for traditionel handel, men i hans regeringstid, var der alene tale om at åbne landet for vestlige investeringer, som har været baggrund for, at Kina forholdsvis hurtigt kunne skabe tilstrækkelig kvalitet i sin produktion, og efterfølgende begynde at eksportere. Men handelspolitisk skete den helt store ændring i 2004, hvor Kina underskrev en aftale om frihandel med 10 SØ asiatiske lande for potentielt 25% af verdens handel. Udover USA og EU er disse lande fortsat de vigtigste udenrigshandel for Kina

Kinas vigtigste eksportmarkeder er således USA (476 BUSD), Hong Kong 255 BUSD), Japan (157 BUSD), Tyskland (109 BUSD) og Syd Korea (98 BUSD). De vigtigste importlande er ”Asien I øvrigt” (151 BUSD), Syd Korea (149 BUSD), Japan (136 BUSD), USA (133 BUSD) og Tyskland (95 BUSD). Med andre ord et overskud overfor USA på 343 Mia. USD, eller næsten lige så meget som EU’s samlede betalingsbalanceoverskud, så uanset om man er enig eller ej, kan man forstå baggrunden for den nuværende handelskrig mellem de to lande.

Hovedproblemet med Kinas handel er, at der ikke er nogen egentlig markedsfastsættelse af den kinesiske valuta, hvilket gør, at de kan fortsætte med så store overskud på betalingsbalancen, som de gør.

Omvendt må man erkende, at der er der ikke på ret mange andre valutaer, og en af de få valutaer der er markedsstyret, nemlig den amerikanske dollar, er stærkt overvurderet dels fordi, at resten af verden fortsat anser den som en ”reservevaluta”, næsten på linje med guld i ”gamle” dage – selvom man kan undere sig over dette synspunkt i betragtning af, hvor stor gæld USA har opbygget på stort set alle balancer – dels fordi USA’s regering til trods for det enorme statsunderskud fortsætter med at booste økonomien med stadig større statsunderskud.

Det er formentlig utopisk at tro, at man kan få et markedsstyret valutasystem internationalt. Erhvervslivet vil gerne have faste valutakurser, politikkerne tror, at et land viser styrke ved en høj kurs på valutaen – Da Bank of England f.eks. devaluerede det britiske pund i 2016, var alle politikere ude med påstanden om, at der kunne man bare se, hvilken krise afstemningen om Brexit havde skabt, til trods for, at det var helt uden sammenhæng med Brexit og i øvrigt et ganske fornuftigt skridt, når man husker på den udviklingen i den britiske betalingsbalance, som vist ovenfor.

Men det ændrer ikke ved, at langvarige betalingsbalance over- eller underskud grundlæggende ændrer de økonomiske forudsætninger i et land. Derfor må verden til at tage sig sammen og lave en plan, der ændrer denne udvikling, ellers kommer vi til at se mere magtarrogance på vindersiden, og flere ”Trump”, ”Brexit” og handelskrig beslutninger på tabersiden, og det vil med sikkerhed ikke gøre verden mere demokratisk eller mere lige!

Skal vi så revaluere? Ja, hvorfor ikke, det vil i hvert fald gøre livet lettere for specielt de lavere indkomster, hvis importerede varer falder i pris. På en anden side vil det ikke ændre noget i forhold til de problemer, der her er omtalt. Dertil er vi alt for lille en del af verdensøkonomien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *