Lad os Revaluere

Hvordan mangeårige betalingsbalanceoverskud skaber protektionisme hos de store underskudslande

Min påstand i dette blogindlæg er, at underskud på betalingsbalancen – specielt over længere tid – har så stor indvirkning på et lands selvopfattelse, at befolkningen vil foretage drastiske skridt for at komme ud af det, og at lande eller landegrupper, der bevidst kører efter betalingsbalanceoverskud år efter år, derfor er medansvarlige for disse handlinger på samme måde, som de allierede efter første verdenskrig frembragte nazismen ved at kræve så voldsomme krigsskadeserstatninger, så det fremkaldte hyperinflation i Tyskland i begyndelsen af 20-erne, forringelse af de tyske pensioner til intet, gadekampe mellem forskellige ekstreme bevægelser, og til sidst en stemme på Hitler, der lovede at stoppe betalingerne af disse erstatninger, genetablere beskæftigelsen, pensionerne og med magt stoppe de ufredelige tilstande i Tysklands gader.

Helt konkret mener jeg, at kineserne og EU har frembragt både Trump og Brexit, og til dem, der er uenige efter at have læst dette indlæg, kan jeg kun gentage det fremragende Palle Lauring citat ”Det eneste man kan lære af historien er, at ingen tidligere har lært af historien.

Ligesom tyskerne har et traume fra hyperinflationen fra 1921 og nogle år frem, hvor priserne steg i et tempo, så man måtte trykke pengesedler på millioner og milliarder Rigsmark, og det havde betydning om man fik sin løn udbetalt om morgenen eller om aftenen, så har vi i Danmark et traume omkring ordet ”devaluering” efter at være tvunget til at gennemføre en sådan flere gange i løbet af 1970’erne.

Tyskernes traume har ikke mindst givet sig udtryk i, at hele EU’s økonomiske tankegang prioriterer kampen mod inflation og offentlig låntagning over alle andre økonomiske mål. Herunder også arbejdsløshed. EUR’oen skal forhindre, at et lands valuta kan glide op eller ned, afhængig af udviklingen i produktiviteten, hvilket er ellers er den mest naturlige måde for en valuta at bevæge sig på for at tilpasse konkurrencesituationen til produktivkræfterne. Finanspagten skal forhindre, at et EU-land kan bruge finanspolitikken til at øge beskæftigelsen ved f.eks. at øge det offentlige forbrug uden samtidig at opkræve ekstra skatter. Stabilitets- og Vækstpakken osv. har alle fastholdt navnlig det sydlige Europa i en konstant krise med høj arbejdsløshed, fordi produktivitetsudviklingen går langsommere end i Nordeuropa. Til gengæld har Nordeuropa, så omvendt nydt godt af, at EUR’oen – fordi det er en gennemsnitsvaluta – giver dem en stadig bedre konkurrencekraft.

Det danske traume gør f.eks., at vi har tilsluttet os alle disse pagter, selvom vi egentlig ikke havde behøvet, da vi ikke er et EUR-land, ligesom den danske nationalbank har pålagt sig selv at sikre, at den danske krone ikke rører sig ud af flækken i forhold til EUR’oen. Og måske også til, at der muligvis er folk, der er faldet om af kvababbelse, da de læste min overskrift.

I virkeligheden er begge traumer to sider af samme sag: De lande, der klarer sig økonomisk dårligst, bliver pisket af det tyske traume, og de lande, der klarer sig økonomisk godt, bliver forhindret i at støtte dem fordi der ikke må sættes spørgsmålstegn ved valutaens stabilitet.

Som jeg tidligere har påpeget i ”Er EURoen god for Europa”, https://alternativfordanmark.dk/2016/02/ , fra februar 2016, har man været tvunget til at føre en hård indkomstpolitik i de lande, der produktivitetsmæssigt reelt har haft en overvurderet valuta i EUR’oen for at komme til det ønskede EU mål om overskud på betalingsbalancen. Den gang var det lykkedes Grækenland, Spanien og Italien at få overskud på betalingsbalancen gennem denne hårde politik, mens Frankrig fortsat hang i bremsen. Samtidig så vi, at Holland og Tyskland, der i forhold til deres produktivitetsudvikling har en relativ undervurderet valuta i EUR’oen spurtede derudaf med stadig højere overskud.

På oversigten nedenfor, der viser samtlige EU-lande, kan man se, at mens Italien har kunne holde den forholdsvis stærke betalingsbalance, som de på baggrund af EU’s pres om indkomstpolitik opnåede sammen med f.eks., Spanien og Portugal i løbet af statsgældskrisen, er Frankrig fortsat og Spanien, Portugal og Grækenland atter tilbage med negative betalingsbalancer. Til gengæld er Tyskland helt i top med et overskud på betalingsbalancen på mere end 200 Milliarder EUR, og dermed mere end halvdelen af EUR landenes samlede overskud. Også Holland er fortsat er med i samme takt, men dog et mindre tal fordi det er en mindre økonomi end Tysklands. Italien, Tjekkiet, Belgien, Danmark, Sverige og Ungarn bidrager ligeledes til dette formidable overskud.


Kilde: https://tradingeconomics.com/

Det er interessant at se Tjekkiet og Ungarn med i dette førerfelt, når vi i indlægget om Verdens Befolkningsudvikling 2018-2050, kunne konstatere, at de var de to eneste, tidligere østlande, som ikke havde en stor udvandring, primært til Vesteuropa. https://alternativfordanmark.dk/2019/08/03/verdens-befolkningsudvikling-2018-2050/

Og her ligger jo hele problemet med de store og langvarige over- og underskud på betalingsbalancen. Hvis man importerer større værdier end man eksporterer forbruger man jo varer og tjenesteydelser, som man ikke har arbejdet for. Med andre ord: Man har for lille beskæftigelse i forhold til sit forbrug. Og omvendt, hvis man har overskud på betalingsbalancen.


Kilde: https://tradingeconomics.com/

Bl.a. derfor ser man også en markant forskel i beskæftigelsen mellem under og overskudslande, derfor ser man også, at overskudslandene Tjekkiet og Ungarn som de eneste, tidligere østlande, ikke har udvanding, men stigende befolkningstal, og derfor ser man også, at arbejdsgiverne i f.eks. Tyskland og Danmark stiller krav om at kunne importere flere arbejdere endog udenfor EU.

Vi har gennem de seneste 30 år vænnet os til at have overskud på betalingsbalancen, og det gælder i det store og hele også andre overskudslande:

Tysklands Betalingsbalance


Denne og de efterfølgende kurver viser månedens overskud eller underskud, hvorfor det går så meget op og ned. Man skal se på trenden og være opmærksom på, at land sagtens kan have overskud eller underskud på betalingsbalancen på årsplan, selv om der en enkelt måned eller to, der peger i den anden retning.

I det ovenstående tilfælde med Tyskland, kan man se, at ikke engang en enkelt måned har der været underskud de seneste 25 år. Den første trend viser behersket stigning i overskuddet frem til EUR’oens indførelse 1.januar 2002, hvorefter stigningen i overskuddet tager fart frem til 2008-09, hvor vi havde finanskrisen, og hvor vi på kurven ser et kortvarigt fald i overskuddet, hvorefter den samme høje stigning i overskuddet atter går i gang. Fra 2018 begynder overskuddet at stagnere, og man ser endog et mindre fald, men stadig på et meget højt niveau på omkring 20 mia. EUR om måneden.

Hollands Betalingsbalance


Vi ser meget det samme billede som med Tyskland: Ikke en eneste måned har der været underskud på betalingsbalancen i løbet af de seneste 25 år, øget stigning i overskuddet fra EURens indførelse, et lille -men tæt på usynligt – dyk under finanskrisen, hvorefter væksten fortsætter, og herefter stabilisering af overskuddet på et højt niveau på omkring 5 mia. EUR om måneden fra omkring 2017

Danmarks Betalingsbalance


Billedet for Danmark er en smule anderledes. Der er enkelte måneder, der er kommet ud med underskud, men der er faktisk ikke et eneste år, der har givet underskud de seneste 25 år. Overskuddet vokser allerede fra 1998-99, og fra EURens indførelse i 2002 stabiliseres overskuddet på dette, højere niveau frem til finanskrisen, hvorefter det stiger ganske kraftigt og kommer op på et månedsniveau på ca. 7 mia. DKK i 2011, hvorefter det falder svagt og nu ligger på et niveau omkring 5 mia. kr. i overskud om måneden.

Overordnet kan vi altså konstatere, at for de to stærkeste økonomier i EU (og Danmark) er overskud altså en permanent ting, der bare fortsætter i mange, mange år.

Lad os kaste blikke på de to svageste økonomier i EU – ud fra størrelsen af betalingsbalanceunderskuddet.

Frankrigs Betalingsbalance

Spaniens Betalingsbalance

Vi ser her den klart modsatte tendens af den, som vi observerede hos Tyskland og Holland:

Frankrig har overskud på betalingsbalancen før EURoen. Efter EUR indføres i 2002 lykkes det at holde betalingsbalancen omkring 0 frem til 2004, hvor den begynder at falde dramatisk frem til finanskrisen. Finanskrisen giver anledning til en forbedring, men betalingsbalancen er fortsat negativ fordi forbedringen alene skyldes en reduceret import. Under den efterfølgende statsgældskrise, hvor Grækenland, Italien Spanien og Portugal fik stillet rav om at rette op på de offentlige finanser, fordi EU anser statsgæld og -underskud for mere problematisk end arbejdsløshed, gik Frankrig fri af disse krav, og man ser, at underskuddet stabiliserer sig på omkring 5 mia. EUR om måneden.

Spanien har ikke haft overskud på betalingsbalancen i de 25 år, der her er angivet – bortset fra en enkelt måned. Spanien var helt klart det land, der mest ihærdigt forsøgte at følge EU’s henstillinger i årene efter finanskrisen, og man kan se, at det har hjulpet, for det lykkes faktisk i 2 måneder i træk at for overskud på baggrund af en benhård indkomstpolitik i årene forud.

Omkostningen var en væsentlig øget ulighed:

https://data.worldbank.org/indicator/SI.POV.GINI

GINI koefficienten er, om end ikke den perfekte, så dog den bedste, eksisterende måde at vise ulighed på. Hvis koefficienten er 0 får alle præcis det samme. Jo højere tallet er, jo mere ulighed.

Spanien, der har været udsat for EU’s krav om indkomstpolitik ser en stadig øget ulighed gennem stort set hele perioden. Frankrig oplever en stigning i uligheden fra 2006 til slutningen af finanskrisen, hvorefter uligheden falder da de i modsætning til Spanien ikke har udsat for krav fra EU. Til gengæld har Frankrig så oplevet et stadig større overskud på betalingsbalancen. Tyskland og Holland, der begge har haft overskud på betalingsbalancen har til gengæld haft mulighed for at sænke uligheden gennem det meste af perioden. Dette er ikke en naturlov, men kræver stærke fagforeninger, og uden det kan siges med sikkerhed, uden dybere analyser, så kunne stigningen være et udtryk for, at den fremmede arbejdskraft, som arbejdsgiverne altid forlanger at få, når det ikke er til at skaffe flere ansatte, som de siger, og som de altid får, har fået lavere lønninger end dem, der var der i forvejen, og måske endda har været med til at presse lønnen for disse.

Ligesom vi så det for de to stærkeste økonomier i Europa – set ud fra betalingsbalancen – er overskud tydeligvis en permanent ting, er det også åbenlyst, at underskud er det for de to svageste – med mindre man kører en hård indkomstpolitik.

Det er jo klart uholdbart, og skyldes ikke mindst den fælles valuta EUR, men i lige så høj grad, at der ensidigt lægges vægt på at straffe underskudsøkonomierne og/eller sætte dem under administration, mens overskudsøkonomierne ustraffet kan køre derudaf. Hvis dette er succesfuldt, må man konstatere, at det hele kun kan ende med, at EU som helhed må oparbejde et stadig større betalingsbalanceoverskud, og det er da også tilfældet.

Ser vi nu ud over EU og ser på hele verdens betalingsbalanceudfordringer, kan vi starte med betalingsbalancesituationen for verdens 10 største økonomier:


Kilde: https://tradingeconomics.com/

”Største” betyder ikke nødvendigvis, at folk er rige i landene, bare at det er de største økonomier. Et land kan komme på listen selvom der er mange fattige, bare der er mange nok, som f.eks. Indien. Eller det kan komme på listen ved at være et mindre land med mange rige mennesker, som f.eks. Schweitz.

Man kan på den grafiske opstilling ovenfor se, at blandt de største økonomier i verden, er det USA, Indien og Storbritannien, der i det seneste år har haft størst underskud på betalingsbalancen, mens Kina, EU og Rusland har bidraget med de største underskud.

For ikke at få en alt for uoverskuelig analyse, der mere ville høre hjemme i en hel bog om emnet end i et blogindlæg, vil her fortsætte med de ”nærmeste” lande og alene fokusere på USA, Storbritannien, EU og Kina.


https://tradingeconomics.com/

USA har haft permanent underskud på betalingsbalancen i mere end 25 år. Faktisk siden 1972, hvor de gik fra guldindløseligheden og Bretton Woods valutasystemet brød endeligt sammen.

USA’s Betalingsbalance

Ikke mindst fra begyndelsen af 1990’erne bliver det rigtigt slemt frem til finanskrisen 2008-09, hvor de ligesom de to tidligere underskudsøkonomier, Frankrig og Spanien, som vi så, får en kortvarig forbedring som følge af mindre import. Derefter stiger underskuddet igen, og ligger nu på niveauet -50 mia. USD om måneden. Obama startede som præsident 20.januar 2009, og man kan se, at efter det første dyk, kommer der en kortvarig stigning. Trump startede som præsident 20.januar 2016, og det ville være synd at sige, at man på betalingsbalancens udvikling efterfølgende kan sige, at hans protektionistiske politik er lykkedes.

USA’s vigtigste eksportlande er Mexico ($ 181 mia.), Canada ($ 149 mia.), Kina ($ 133 mia.), Japan ($ 67 mia.) og Tyskland ($ 62 mia.). De vigtigste importlande for USA er Kina ($ 476 mia.), Mexico ($ 307 mia.), Canada ($ 274 mia.), Japan ($ 125 mia.) og Tyskland ($ 111 mia.).

USA har med andre ord et substantielt underskud på handlen med alle sine fem største handelspartnere. De importerer tre en halv gang så meget fra Kina, som de eksporterer til Kina, og med de øvrige fire er forholdt næsten dobbelt så meget.

Kilde: https://oec.world/en/profile/country

Sammenlagt udgør de fem handelspartnere et større underskud end USA’s totale underskud på betalingsbalancen – faktisk godt 100 mia. USD mere det seneste år.

USA har i mange år været en frihandelsnation, men går man tilbage før 2.verdenskrig har der faktisk været en del perioder med protektionisme. Det er så den tradition Trump har genindført, da han startede som præsident. Trump og hans vælgere er overbeviste om, at protektionisme, som jo også vil medføre handelskrige, vil kunne redde USA ud af suppedasen og genetablere en sund økonomi.

Når man tager udgangspunkt i dette synspunkt, og ser på tallene ovenfor, er det åbenlyst, hvorfor Trump først og fremmest har startet handelskrig mod Kina, hvorfor han startede sin præsidenttid for tre år siden med at trække USA ud af de forhandlinger, der havde fundet sted meget længe om et frihandelsområde mellem Sydøst Asien, Australien/New Zealand og USA, hvorfor han er negativ overfor NAFTA, som er en art frihandelsregion for Mexico, USA og Canada, hvorfor han har forsøgt at tvinge EU til en bedre samhandelsaftale for USA, og hvorfor han på det seneste han lovet Boris Johnson en meget bedre handelsmulighed med USA end de havde med EU.

… og Hvorfor han vandt valget i november 2015, hvor den amerikanske bilproduktion gennem mange år havde oplevet at blive udkonkurreret:

Car Production in the United States

Fra 7 millioner per kvartal i 1995 til godt 2 i dag, og med en næsten tilsvarende udvikling i antallet af beskæftigede, navnlig i Michigan og Ohio, som sammen med resten af ”Rust Bæltet” levede af bilproduktion og kul og stål miner, som også var på vej til lavpunktet i 2015.

USA Mining Production

Den store forbedring fra 2017 kan sikkert hjælpe ham til at genvinde ”Rustbæltet” i 2020 med mindre den startende nedtur på nuværende tidspunkt fortsætter. Man har i hvert fald aldrig hørt om en politisk leder, der ikke mener, at enhver forbedring er hans eller hendes skyld, mens enhver forringelse skyldes de internationale konjunkturer.

Men lad os også lige introducere en anden problemstilling, der til dels hænger sammen med underskud (eller overskud for den sags skyld) på betalingsbalancen, nemlig: Nogen jo må have det underskud eller overskud, og helt overordnet er der kun tre muligheder: Det offentlige, de private husstande og virksomhederne, og de må have det i form af forringede (ved overskud forbedrede) formuer.

Hvis vi ser bort fra byer og counties med underskud har der siden 2010 været ikke mindre end 9, herunder Detroit, Michigan (Rustbæltet) og Jefferson County (Birmingham), Alabama, der direkte har måttet erklære sig konkurs for at håndtere deres gæld. Koncentrerer vi os om USA’s centrale regering har statsgælden – altså udover de enkelte staters gæld – udviklet sig således:

USA’s statsgæld i procent af BNP

USA’s statsgæld er på nuværende tidspunkt 106% af nationalproduktet, hvorved de kan sammenligne sig med de mest forgældede nationer i verden.

De private husholdningers gæld er også tårnhøj, men har et lidt anderledes forløb:

USA: Private husholdningers gæld i procent af BNP

Frem til 2008 steg husholdningers gæld til tæt på 100% af nationalproduktet, hvorefter den begyndte at falde. Først og fremmest fordi Obamas regering nægtede at hjælpe Lehman Brothers ud af kniben, så de måtte erklæres konkurs, og det derefter var begrænset, hvor mange banker mv., der ville lå penge ud til fattige amerikanere, men også fordi der blev givet flere skattelettelser – først og fremmest til de rigeste amerikanere. Dermed har man også forklaringen på den stigende statsgæld.

Der er ikke tal over virksomhedernes formuer, så lad os vise

USA Corporate Profits

Der er naturligvis et fald i forbindelse med finanskrisen 2008-09, men ellers er der ikke grund til at antage, at de amerikanske virksomheder har påtaget sig en del af underskuddet på betalingsbalancen gennem andet end konkurser, som faktisk har været faldende siden 2010.

Fordi underskuddet på betalingsbalancen ikke bare er et tal i en statistik, men faktisk skal bæres af nogen, og fordi disse betalingsbalanceunderskud ser ud til at fortsætte for de lande, der er hårdest ramt af dem, har det altså også en betydning for, hvad man har at gøre godt med. Et statsunderskud betyder betaling af renter og afdrag. Skattepenge, der ellers kunne være anvendt til social forsorg, forsvar, skattelettelser eller hvad der nu er politisk flertal for.

Storbritanniens Betalingsbalance

Storbritanniens vigtigste eksportmarkeder er USA ($ 45 mia.), Tyskland ($ 39 mia.), Holland ($ 25 mia.), Frankrig ($ 25 mia.) og Kina ($ 22 mia.), mens de vigtigste importmarkeder er: Tyskland ($90 mia.), Kina ($ 59 mia.), Holland ($ 47mia.), USA ($ 47 mia.) og Frankrig ($ 36 mia.).

Handlen med disse fem lande giver med andre ord alle underskud, om end handlen med USA er næsten i balance, og det samlede underskud med de fem vigtigste handelspartnere er dobbelt så stort som Storbritanniens samlede underskud på betalingsbalancen. Der er altså et overskud på handlen med alle andre lande, der er lige så stort, som Storbritanniens nuværende og meget store underskud.

https://tradingeconomics.com/

Og når man ser, at underskuddet i handlen med de tre, for Storbritannien, vigtigste lande i EU: Tyskland, Holland og Frankrig alene giver et underskud, der er større end det samlede underskud på betalingsbalancen. Overordnet set udgør handlen med EU omkring 2/3 af Storbritanniens samlede udenrigshandel, men halvdelen af betalingsbalanceunderskuddet. Handlen med Kina tager den anden halvdel af underskuddet, så Storbritannien faktisk har en fornuftig balance – med et lille overskud på at handle med resten af verden, ikke mindst Commonwealth:

https://tradingeconomics.com/
https://da.wikipedia.org/wiki/Commonwealth_of_Nations

Da vi ved, hvad et vedvarende underskud betyder for beskæftigelse og gæld, så er der måske en begrundelse at finde i disse tal for Brexit og endog for visse britiske politikeres ønske om en hård Brexit – altså et ønske om at blande sig helt udenom det indre marked i EU, og mulighed for at beskytte sig toldmæssigt imod det.

Ligesom for EU må vi igen konstatere, at underskudsnationerne hænger fast i dyndet i rigtig mange år.

Man må være naiv for ikke at forstå, at hvis nogen i årevis fastholder, at de vil have overskud på betalingsbalancen, så er der andre, der må have lige så store underskud, og at disse underskud kan drive folk til at forsøge sig med andet end frihandel, billig sherry og slesk tale.

Enhver bør kunne se, at Euro-landene, men selvfølgelig ikke mindst Kina med deres insisteren på overskud gennem mange år, har drevet USA og Storbritannien ud i underskud, og at disse underskud har skabt tab af arbejdspladser på en måde, der har fremmanet både Trump og Brexit!

Så til overskudslandene:

EURo-områdets Betalingsbalance

EUR-landenes betalingsbalance udvikler sig lidt anderledes end det, vi har set før, med en forholdsvis kortere periode med overskud. Frem EUR’oens indførelse i 2002 går det lidt op og ned omkring 0, eller balance, om man vil. Efter indførelsen af EURoen stiger underskuddet frem til finanskrisen i 2008, og den forbedres kun svagt frem til 2012, hvorefter den indtager den ubrudte række af år med overskud, som vi så ved de andre grafer. Der kan være flere grunde til, at overskuddet starter i 2012. Først og fremmest bliver der afholdt et G8 møde i USA, hvor de 8 stærkeste økonomier (lande) bliver enige om at forsøge at booste verdensøkonomien. Dertil kommer, at man i EU starter på det første såkaldte ”European Semester”, Som er en rådgivning af, hvordan de enkelte lande skal føre finanspolitik, som man ligesom under ØMU’en, Slangesamarbejdet og tidligere Bretton Woods kun følger hårdt op på overfor de økonomisk svageste lande, og hvor inflation betalingsbalance prioriteres over bekæmpelse af arbejdsløshed – ikke mindst den ganske vildsomme ungdomsarbejdsløshed, der var i Sydeuropa. I 2013 implementeres ”Stabilitetspagten” baseret på beslutninger i 2012, hvorefter man forlanger balancerede, offentlige budgetter (Derfor af og til omtalt som ”Budget-Pagten”, som fastslår, at EUR staterne hverken må bruge flere eller færre penge, end de opkræver i skat, hvilket gør, at hvis medlemsstaterne vil gøre noget ved arbejdsløsheden, har de ikke længere mulighed for at bruge finanspolitikken, eller pengepolitik (fordi den bestemmes centralt af Den Europæiske Centralbank, hvorfor der kun er indkomstpolitikken tilbage, og vi ser, at ganske mange mennesker i Middelhavslandene sættes ned i løn og uligheden stiger. Men det er, som man kan se, godt for betalingsbalancen.

Euro områdets to største eksportlande i 2018-19 er USA (13 % af den samlede eksport) og Storbritannien (12 %). Andre større eksportlande er: Kina, Rusland, Schweitz og Tyrkiet. Som vi så tidligere er de største eksportører indenfor EUR-området Tyskland, Frankrig, Italien og Holland.

De to største importlande er Kina (12 % af den samlede import) og Storbritannien (10 %). Andre større importlande er: USA. Rusland, Schweitz og Japan. (Kilde til import og eksport er: https://tradingeconomics.com/euro-area/balance-of-trade, senest opdateret januar 2020.

Storbritannien har med andre ord et markant underskud til EUR-området, ligesom USA har det, mens Kina har et pænt overskud – også her.

Kinas Betalingsbalance

Deng Xiaoping tjener stadig ros for at åbne Kina for traditionel handel, men i hans regeringstid, var der alene tale om at åbne landet for vestlige investeringer, som har været baggrund for, at Kina forholdsvis hurtigt kunne skabe tilstrækkelig kvalitet i sin produktion, og efterfølgende begynde at eksportere. Men handelspolitisk skete den helt store ændring i 2004, hvor Kina underskrev en aftale om frihandel med 10 SØ asiatiske lande for potentielt 25% af verdens handel. Udover USA og EU er disse lande fortsat de vigtigste udenrigshandel for Kina

Kinas vigtigste eksportmarkeder er således USA (476 BUSD), Hong Kong 255 BUSD), Japan (157 BUSD), Tyskland (109 BUSD) og Syd Korea (98 BUSD). De vigtigste importlande er ”Asien I øvrigt” (151 BUSD), Syd Korea (149 BUSD), Japan (136 BUSD), USA (133 BUSD) og Tyskland (95 BUSD). Med andre ord et overskud overfor USA på 343 Mia. USD, eller næsten lige så meget som EU’s samlede betalingsbalanceoverskud, så uanset om man er enig eller ej, kan man forstå baggrunden for den nuværende handelskrig mellem de to lande.

Hovedproblemet med Kinas handel er, at der ikke er nogen egentlig markedsfastsættelse af den kinesiske valuta, hvilket gør, at de kan fortsætte med så store overskud på betalingsbalancen, som de gør.

Omvendt må man erkende, at der er der ikke på ret mange andre valutaer, og en af de få valutaer der er markedsstyret, nemlig den amerikanske dollar, er stærkt overvurderet dels fordi, at resten af verden fortsat anser den som en ”reservevaluta”, næsten på linje med guld i ”gamle” dage – selvom man kan undere sig over dette synspunkt i betragtning af, hvor stor gæld USA har opbygget på stort set alle balancer – dels fordi USA’s regering til trods for det enorme statsunderskud fortsætter med at booste økonomien med stadig større statsunderskud.

Det er formentlig utopisk at tro, at man kan få et markedsstyret valutasystem internationalt. Erhvervslivet vil gerne have faste valutakurser, politikkerne tror, at et land viser styrke ved en høj kurs på valutaen – Da Bank of England f.eks. devaluerede det britiske pund i 2016, var alle politikere ude med påstanden om, at der kunne man bare se, hvilken krise afstemningen om Brexit havde skabt, til trods for, at det var helt uden sammenhæng med Brexit og i øvrigt et ganske fornuftigt skridt, når man husker på den udviklingen i den britiske betalingsbalance, som vist ovenfor.

Men det ændrer ikke ved, at langvarige betalingsbalance over- eller underskud grundlæggende ændrer de økonomiske forudsætninger i et land. Derfor må verden til at tage sig sammen og lave en plan, der ændrer denne udvikling, ellers kommer vi til at se mere magtarrogance på vindersiden, og flere ”Trump”, ”Brexit” og handelskrig beslutninger på tabersiden, og det vil med sikkerhed ikke gøre verden mere demokratisk eller mere lige!

Skal vi så revaluere? Ja, hvorfor ikke, det vil i hvert fald gøre livet lettere for specielt de lavere indkomster, hvis importerede varer falder i pris. På en anden side vil det ikke ændre noget i forhold til de problemer, der her er omtalt. Dertil er vi alt for lille en del af verdensøkonomien.

Jernbanedriften – Svær at styre

”Og så, mine ærede vælgere, så kommer vi til jernbanerne. Ja, det er nu noget meget farligt at røre ved – rent ud sagt – af alle menneskelige drifter er jernbanedriften en af dem, som mest sætter lidenskaberne i bevægelse. Den eneste, der muligvis i så henseende overgår den, skulle da være kønsdriften”. Sådan skulle J.K. Lauridsen (1858-1905) efter sigende have indledt en tale til et vælgermøde, og meget sandt er der fortsat i det.

Specielt i hovedstadsområdet er der flere og flere mennesker, der ønsker endog markant nedsættelse af priserne for kollektiv transport. Det er ikke vanskeligt at være enig, når man på sit Rejsekort f.eks. skal betale 55 kr. – hver vej! – for at komme fra Hillerød til København.

Spørgsmålet er imidlertid, om takstnedsættelsen skal komme fra skatteyderne eller fra DSB.

Man kan undre sig over, at mens man i Danmark skal betale, hvad der svarer til 60,90 EUR (ca. 457 kr.) for en mandag morgen at tage toget til Århus, når man i Sverige skal betale 21 EUR (ca. 158 kr.) for at køre fra Stokholm til landets næststørste by Göteborg, også en mandag morgen, og i Storbritannien skal betale 8 EUR (ca. 60 kr.)for at køre Fra London til den næststørste by Birmingham om morgenen. Og det er jo ikke fordi der er kortere, for mens der er omkring 304 km mellem København og Århus, så er der 483 km mellem Stokholm og Göteborg, men selvfølgelig kun 190 km mellem London og Birmingham.

Priserne nedenfor er taget fra raileurope-world.com (men for Sverige fra omio.com) og gældende for en afgang mellem kl. 06 og kl. 08 om morgenen mandag d. 4. november 2019.

Fra hovedstaden til Næststørste by

Næste spørgsmål kunne så være, om det er fordi de øverste jernbaner er så subsidierede, at de kan have meget lavere priser end i Danmark? Men også her må vi skuffe: Bortset fra Schweitz er Danmark det mest subsidierende land blandt de her nævnte, og det uanset om vi ser subsidierne i forhold til antal kørte km, eller i forhold til befolknings størrelse.

Sammenligner vi igen med Sverige og Storbritannien, så betaler vi i Danmark pr indbygger 293 EUR (ca. 2.198 kr.) om året i tilskud til jernbanedriften, men de tilsvarende tal for hhv. Sverige og Storbritannien er 160 EUR og 65 EUR.

Vores samlede subsidiering af Jernbanedriften i Danmark er opgjort til 1,7 mia. EUR (ca. 12,7 mia. kr.), mens Sverige – der trods alt har en befolkning som Danmarks og Norges tilsammen kun bruger 1,6 mia. EUR om året.

Denne oversigt viser, hvilke subsidier, der i de samme lande som før gives til togdriften og hvor mange passagerkm., der kommer ud af det. Tallene er taget fra Wikipedia.

Subsidiering af jernbanedriften

Danmark placerer sig på den næst dyreste plads i gruppen, og så er vi endda en af de lande, der får færrest passager km. ud af vort store tilskud til Jernbanedriften. Kun Irland og Schweitz får mindre ud af subsidieringerne, når det gælder om at transportere hvor mange passagerer hvor langt. I Storbritannien får de 4,3 gange så mange penge ud af subsidieringen i form af hvor mange passagerer, der befordres hvor mange km. I Holland det dobbelte og i Frankrig knapt det dobbelte.

For at opsummere: Vi betaler væsentligt mere end de fleste, sammenlignelige lande for billetterne, og vi betaler mere i skat end de fleste for at subsidiere dette høje prisniveau, og samtidig må vi konstatere, at selvom vi både betaler mere på den ene og på den anden måde, så får vi væsentligt færre passagerer kørt færre km for pengene.

På det oprindelige spørgsmål er der derfor kun ét naturligt svar: Hvis priserne skal sættes ned, så flere tager toget, så må det være et krav til DSB om at få det til at lykkes. Det kan ikke være rimeligt, at skatteyderne og passagererne skal fastholde og udbygge positionen som det højest betalende i verden. Politikkerne og DSB må simpelthen til at blive bedre til at drive virksomheden – Se på ovenstående tabeller, hvor I eventuelt kan lære noget!

Kilder:
Kilde til Subsidier og Passagerkilometer: https://en.wikipedia.org/wiki/Rail_subsidies
Kilde til kolonne Befolkningsstørrelse og Befolkningstæthed: https://www.worldometers.info/world-population/population-by-country/
Kilde til Billetpriser: https://www.raileurope-world.com/spip.php?page=sales&re_domain=ptp&re_oper=results&step=results
Kilde til Billetpriser: https://www.raileurope-world.com/spip.php?page=sales&re_domain=ptp&re_oper=results&step=results
Kilde til kolonne Afstande: Google Maps

Skal EU bestemme mindstelønnen

EUs nye kommissionsformand, Ursula von der Leyen, måtte for at blive valgt ud i mange forskellige løfter, også om ting, som hun ikke før havde overvejet – eksempelvis hørte vi, at hun vil gøre en stor indsats for klimaet.

Først og fremmest vil hun dog en egentlig, central, politisk union, hvilket bl.a. fik Søren Gade til at undlade at stemme for hende, selv om hun som sagt havde prøvet at få alle synspunkter med ind i sin valgtale.

En af de ting, som hun ønsker, er at EU skal bestemme mindstelønnen i de enkelte medlemslande. Det er vel naturligt, at EU skal bestemme alting, hvis man er centralistisk føderalist, men det virker lidt mærkeligt, at hun vil sætte sig i den situation: Hun er konservativ, så hvis hun sætter den for lavt, vil hun blive beskyldt for at undertrykke de fattigste, og hun er tysker, så hvis hun sætter den for højt, vil de fattigste lande beskylde hende for at gøre det umuligt at konkurrere med Tyskland.

En anden sag er, at de lande i EU, der ikke har lovbestemte mindsteløn, formentlig vil besvære sig over at skulle have det, mens de lande, der har en lovbestemt mindsteløn formentlig vil besvære sig over at skulle afgive denne beslutning til EU.

Nu bekymrer det mig nu ikke voldsomt, hvilke problemer von der Leyen eventuelt løber ind i. Det bekymrer mig væsentlig mere, at der er folk, der mener, at det er bedre at stole på, at staten vil beskytte din indtægt end at din fagforening vil.

Men lad os starte med at se på fakta: 22 ud af de 28 EU lande har en lovbestemt mindsteløn. De seks, der ikke har er Danmark, Sverige, Finland, Østrig, Cypern og Italien.

For landene med politisk fastsat mindsteløn angiver EU oplysningen i Danmark, nedenstående oversigt:

Mindstelønnen i lande med politisk fastsat mindsteløn

(https://www.eu.dk/da/fakta-om-eu/statistik/mindsteloenninger)

De faktiske, besluttede mindstelønninger står i højre side af tabellen. PPS betyder Purchasing Power Standard (Købekraftstandard), og er en måde at regne prisniveauet ind i lønnen på, så mindstelønningerne er mere sammenlignelige i forhold til, hvad man kan få for dem.

Det gør det så til gengæld lidt mere besværligt at regne mindstelønnen ud i de lande, der ikke har en mindsteløn eller løn for den sags skyld fastsat ved lov. Jeg beklager derfor de lange noter i næste tabel.

Mindstelønnen i Lande uden politisk fastsat mindsteløn. 

Land Mindsteløn i EUR PPS Note
Danmark

2.534

Mindstelønnen er 110 kr. i timen, og den årlige arbejdstid er 1.924 timer om året, som så er delt med 12. Det hele er så konverteret til EUR PPS med PPS konverteringsrater: https://data.oecd.org/conversion/purchasing-power-parities-ppp.htm#indicator-chart
 Sverige

2.458

Som mindsteløn er benyttet SEK for hotel og restaurationsbranchen 2019 https://checkinprice.com/average-and-minimum-salary-in-stockholm-sweden/ Samme PPS konverteringskilde som for Danmark
Finland

2.847

Kilden til mindsteløn er https://checkinprice.com/average-minimum-salary-helsinki-finland/ Samme PPS konverteringskilde som for Danmark
Østrig

1.679

Som kilde til mindstelønnen er benyttet hotel og restauranter https://wageindicator.org/salary/minimum-wage/austria Hotel Industry Samme PPS konverteringskilde som for Danmark
Italien

1.253

Som kilde til mindstelønnen er benyttet Landarbejdere https://checkinprice.com/average-minimum-salary-in-rome-italy/ Samme PPS konverteringskilde som for Danmark
Cypern

1.379

Som kilde til mindstelønnen er benyttet https://countryeconomy.com/national-minimum-wage/cyprus . Samme PPS konverteringskilde som for Danmark

Sætter vi nu de to tabeller sammen og ser mindstelønningerne for det seneste, registrerede år sammen med organisationsprocenterne for medlemmer af en fagforening, får vi denne oversigt:

Mindsteløn i Europa i sammenhæng med lovfastsat/ikke-lovfast, organisationsprocenten og omregnet til PPS i EUR

 

Min. løn Organisationsprocent
Finland

2.847

65

Danmark

2.534

65

Sverige

2.458

67

Østrig

1.679

27

Luxembourg

1.659

34

Tyskland

1.493

18

Belgien

1.453

54

Nederlandene

1.433

17

Frankrig

1.415

8

Irland

1.280

33

Italien

1.253

36

Cypern

1253

Storbritannien

1.236

25

Slovenien

1.012

21

Spanien

910

14

Polen

881

12

Grækenland

805

22

Portugal

793

16

Ungarn

723

11

Slovakiet

658

11

Estland

645

7

Tjekkiet

644

12

Litauen

625

8

Letland 553 13

Kilde: Organisationsprocent https://stats.oecd.org/Index.aspx?DataSetCode=TUD

De lovfastsatte mindstelønslande er skrevet med grå skrift. Det var desværre ikke muligt at finde en organisationsprocent for Cypern

Navnlig de tre øverste er ret signifikante. Finland, Danmark og Sverige, der alle har lønninger og herunder mindsteløn, der aftales mellem arbejdsmarkedets parter udenom de lovgivende forsamlinger, har helt klart både de højeste mindstelønninger og den højeste organisationsprocent.

Man kan samtidig se, at der er en sammenhæng mellem organisationsprocent og mindstelønnen i de lande, der har lovfastsatte mindstelønninger, mens Italien, der ganske vist ikke har lovfastsat mindsteløn, men heller ikke nogen høj organisationsgrad, ligger tydeligt lavere end de øvrige arbejdsmarkedsstyrede lande. Måske er det at trække den for langt, men man kan ikke afvise, at lav organisationsgrad også har en del at gøre med, at staten blander sig i overenskomsterne. Det er i hvert fald en ret logisk konklusion.

Kikker vi et kort øjeblik på USA, er mindstelønnen i de fleste stater $ 7,25 (halvdelen af den danske mindsteløn), og kun 8% af arbejdskraften er organiseret i en fagforening – Og over halvdelen af lønmodtagerne har under $ 15 i løn.

Med andre ord: Hold dig til din fagforening, når det gælder løn og mindsteløn. Det kan godt være, der sidder nogle pampere og får noget ekstra ud af det, men de har i det mindste ikke andet, der styrer dem, end at sikre dig en god indkomst. Lovgiverne, derimod, findes i mange forskellige varianter og afskygninger, og vil under alle omstændigheder ønske at balancere lønstigninger op mod begreber som konkurrencekraft, så det ville være meget uklogt at sætte sin lid til, at de vil sikre dig en rimelig indkomst.

EU har f.eks. ikke holdt sig tilbage. Under Statsgældskrisen (Lige efter Finanskrisen) beordrede de f.eks. ikke blot reallønnen, men den faktiske løn ned i flere Middelhavslande som modkrav mod at hjælpe dem – Hvilket i øvrigt viste sig primært at være en hjælp til tyske og franske banker.

En stærk fagbevægelse er vejen til velstand. Selvfølgelig direkte ved at den – med en høj organisationsgrad – kan tilkæmpe lønmodtagerne en større del af den skabte rigdom. Men endnu mere, om end mere skjult, ved at tilkæmpede lønstigninger presser arbejdsgiverne til at investere i mere effektive produktionsformer.

At tro, at konkurrenceevne er et spørgsmål om lønnens højde, er det rene sludder. Konkurrenceevnen er et spørgsmål om, hvad man producerer pr. lønkrone. Som et helt praktisk eksempel var jeg på et tidspunkt ansat i en virksomhed, der både producerede i Danmark, Polen og Kina. På daværende tidspunkt var timelønnen i Danmark ca. 4 gange så høj som i Polen og ca. 10 gange så høj som i Kina – Derfor flyttede ganske mange virksomheder, der var forblændet af timeløn som mål for konkurrenceevne, til Kina. Men så vi på lønkrone pr. produceret OG QC godkendt enhed viste det sig, at lønomkostningen var næsten den samme i Polen og i Danmark, som begge var væsentligt billigere at producere i, end Kina.

Baggrunden for vor velfærd og velstand i Danmark er bl.a. og ikke mindst, at den danske fagbevægelse har haft en høj organisationsprocent gennem omkring 100 år. Det er der ikke tvivl om, og derfor er det vigtigt at støtte fagbevægelsen i en høj organisationsprocent – og gerne højere – ikke at lave tiltag, der potentielt kan reducere dens styrke.

Så Ursula van der Heyen: Fingrene væk fra det frie, nordiske arbejdsmarked! Heller ikke det skal EU blande sig i.

Danmarks økonomi efter Trump – Et gæt

Hvad kan vi forvente der sker med dansk økonomi med Trump som præsident i USA?

Det mest korrekte svar ville være: Det ved vi ikke. Trump har ikke afsløret en udpræget sammenhæng i sine politiske synspunkter, og har i øvrigt skiftet standpunkter i løbet af valgkampen. Mest overraskende har indtil videre været hans takketale efter resultatet lå klar, hvor han takkede Hillary Clinton for hendes indsats for USA og i øvrigt vil beholde elementer af Obamacare.

Men vi kender dog to punkter, der kan give problemer for Danmark:

1. Han vil ikke støtte militære allierede, som ikke betaler

2. Han vil føre en protektionistisk handelspolitik

Lad os tage militæret først: USA bruger 3,4 % af sit nationalprodukt på militæret, mens f.eks. Danmark kun bruger 1 %. Trump har givet udtryk for, at han ikke vil føre den “aktivistiske” udenrigspolitik, som USA har været kendt for i mange år, og som Hillary Clinton har ført som udenrigsminister. Vi kan altså forvente, at USA i fremtiden ikke griber ind, når der opstår konflikter forskellige steder i verden, som vi ellers er vant til.

I Europa har det først og fremmest først til diskussioner om, hvorvidt NATO samarbejdet går i opløsning, hvilket naturligt har givet anledning til ængstelse i en situation, hvor Putin netop er begyndt at føre “aktivistisk” udenrigspolitik.

Finansieringen af det militær, som NATO råder over blevet senest bekræftet af medlemmerne i 2014 (Martin Lidegaard, RV, udenrigsminister og Nicolai Wammen, S, forsvarsminister), hvor også den danske regering skev under på, at vi vill bruge 2 % af BNP på militæret. Det er der i dag kun få medlemslande, der gør: http://www.nato.int/nato_static_fl2014/assets/pdf/pdf_2016_07/20160704_160704-pr2016-116.pdf,

Faktisk er det – bortset fra USA – kun UK, Grækenland, Estland og Polen af NATOs medlemmer, der betaler så meget. Danmark betaler efter egne beregninger 1 %, og efter NATOS beregninger 1,17 % svarende til 21 milliarder kr. i finansloven for 2016 http://www.fmn.dk/videnom/Pages/ministeromraadetsoekonomi.aspx.

Hvis vi skulle op på 2% i Danmark, skulle vi altså bruge 21 milliarder mere om året på forsvaret efter danske beregninger, og 15 milliarder kr. mere efter NATOs beregninger.

Skal Danmark fordoble sit forsvars budget?

Det er jo helt usandsynligt, at det vil ske. Selv de konservative vil næppe gå så langt – topskatten skønnes i 2016 at give 16 mia.kr., så hvis de forhøjer budgettet til militæret med 15-21 mia.kr., kan de vist godt vinke endeligt farvel til topskattelettelser. Man må i det hele taget undre sig over, at personer som Lidegaard og Wammen, der i alle andre sammenhænge: Flygtninge, Udviklingsbistand, Klima mv. Står urokkeligt fast på, at vi skal leve op til vore internationale forpligtelser, skriver under på noget, som de ved, at de ikke engang selv vil stemme for.

NATOs generalsekretær Stoltenberg rejser i øjeblikket rundt til medlemslandene med opfordring til, at vi ikke kommer op på de 2 % allerede næste år, men i det mindste laver en plan, hvor de militære udgifter over en årrække når de 2 % af BNP. Vi får se, hvor meget ekstra Trump regeringen i USA vil stramme den formulering for at følge Trumps politik. Vi har indtil videre ikke hørt, at Trump har ændret holdning til, at de 2 % skal opfyldes.

Vil verdenshandlen gå i stå?

Så er der protektionismen – altså ønsket om beskytte amerikanske arbejdspladser ved at pålægge importtold eller direkte forbyde forskellige former for import. Protektionisme er bestemt ikke et nyt begreb i USA, og også Demokraterne med Hillary i spidsen er stærkt protektionistiske i deres politiske taler. Ikke mindst NAFTA skal tilsyneladende fjernes. NAFTA er en nordamerikanske samhandelsaftale, det vil sige Canada, USA og Mexico.

For at forstå udgangspunktet, vil det måske være en fordel først at ridse USAs økonomiske situation op. Den er mildest talt katastrofal: De sidste mindst 30 år har USA haft underskud på både statsfinanserne, på betalingsbalancen, og på handelsbalancen. Og det er kæmpe underskud vi taler om! Information bragte 17. oktober 2013 overskriften ’USA går bankerot inden 10 år’, hvilket var et citat fra den danske økonom, tidligere departementschef og ambassadør Jørgen Ørstrøm Møller. Selv har jeg i årevis undret mig over, hvordan dollaren kan blive ved med at være “reservevaluta”, hvilket vil sige, at det er den valuta, som folk i hele verden helst vil have deres opsparing i, når man tænker på den elendige situation, som USAs økonomi er i og har været i længe.

Vil USA gå fallit om få år?

USA’s statsgæld er i dag på knapt 105 % af deres samlede, årlige produktion (BNP). (http://da.tradingeconomics.com/united-states/indicators). Det er mere end Spanien, men mindre end f.eks. Grækenland. Der er tale om en gæld på ikke mindre end 295 billioner Dollar ($). Vi skriver lige tallet, da vi ikke så tit kommer ud for billioner 295.000.000.000.000 $ … til sammenligning er Danmarks samlede statslige gæld på 0,12 billioner $. Kina er den største, udenlandske långiver, og USAs regering skylder ikke mindre end 10 % af gælden til Kina. USA skylder med andre ord Kina ti gange så meget som hele den danske statsgæld(http://usgovinfo.about.com/od/moneymatters/ss/How-Much-US-Debt-Does-China-Own.htm)

Det vil naturligvis give selv Trump forhandlingsmæssige problemer, når han begynder at lukke af for importen fra Kina, for det gør jo Kina til en væsentlig faktor i amerikansk økonomi, og tilstrækkelig stor til at kunne ruinere den.

Handelsbalancen giver for USA’s vedkommende et endog større underskud, end vi er vant til i Europa, og igen ligger langt den største del af underskuddet i handlen med Kina, som altså vil blive en stadig større långiver. USA importerer simpelthen for 45 % mere end de eksporterer, hvilket vil sige, at underskuddet er næsten lige så stort som eksporten. Lad os se på, hvem USA handler med, og hvor underskuddet kommer fra: (https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_the_largest_trading_partners_of_the_United_States)

USA’s Vigtigste Handelspartnere

usas-vigtigste-handelspartnere-2015

USA’s underskud på handelsbalancen 2015

usas-handelsbalanceunderskud-2015

ROEU Betyder Rest of EU, i dette tilfælde alle andre end Tyskland. ROW betyder Rest of the World, i dette tilfælde ud over EU og de nævnte lande.

20 % eller en femtedel af USA’s import kommer fra Kina, men USA’s eksport til Kina er så lille, at underskuddet i forhold til Kina er næsten halvdelen (47 %) af det samlede underskud på handelsbalancen. Omkring 1/3 af den samlede import kommer fra EU landene, og først og fremmest fra Tyskland. Samlet kommer 21 % af USAs underskud på handelsbalancen, hvor Tyskland tegner sig for halvdelen. Handlen med Kina og Europa bidrager med andre ord tilsammen til 3/4 af USAs problemer med handelsunderskud, og vil derfor være i fokus, hvisnår Trump regeringen vil begynde at sætte toldmurer og restriktioner op. Kina er dem, der har mest at forhandle med, fordi de sidder så forholdsvis tungt på USA’s statsgæld. Derfor kan Europa let risikere at få de største problemer.

20,7 % eller omkring en femtedel af EU’s samlede eksport til lande udenfor EU går til USA:

EU’s eksport fordelt på lande

http://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php/File:Main_trading_partners_for_exports,_EU-28,_2015_(%25_share_of_extra_EU-28_exports)_YB16.png

eus-eksport-2014

så EU landene vil som helhed blive hårdt ramt, hvis vi skal tro Trump’s valgløfter om protektionisme. For Danmarks vedkommende, vil det faktisk ikke være så slemt, for vi har aldrig været så gode som resten af Europa til at eksportere til USA. Kun 8,5 % af vor samlede eksport går til USA (http://www.statistikbanken.dk/10029), men da Sverige, Tyskland og UK er vore største samhandelspartnere, og Tyskland og UK ligger på top 10 listen over eksportører til USA, kan vi blive ramt indirekte som underleverandører til deres industri.

Med den lave vækst, der er i Europa, må man forvente, at protektionisme fra USA vil betyde, at BNP begynder at udvikle sig negativt, eller på mere jævnt dansk. At vi alle sammen bliver fattigere.

Vil væksten blive negativ i Europa?

Selvom Danmark ikke bliver ramt så hårdt direkte af USAs protektionisme, vil vi dog blive ramt af ressession i Euro landene: Hvis økonomien generelt bliver svækket i EU, vil Euroen blive endnu svagere i forhold til kronen. Danmark har haft overskud på betalingsbalancen gennem de sidste 30 år og en forholdsvis lille statsgæld statsgæld, og har derfor teoretisk en stærkere valuta end Eurolandene. Da den danske nationalbank ønkser at fastholde et fast kursforhold til Euroen, har det betydet, at vi har en negativ diskonto – Nationalbankens indlånsrente. Der har før været forsøg på at spekulere mod den danske krone, men Nationalbanken har stået fast på, men et yderligere misforhold mellem økonomien u Eurolandene og i Danmark, vil uden tvivl udløse endnu et forsøg på at spekulere mod den danske krone, hvilket vil betyde, at Nationalbanlken for at forsvare sin politik, vil være nød til en reduktion af diskontoen. Altså at den bliver endnu mere negativ.

Raiffeisenbank Gmund am Tegernsee indførte i følge Jyllandsposten/Finans 13. august 2016 som den første negativ indlånsrente for sine kunder, og ideen diskuteres løbende i danske bankkredse, hvor ingen dog har turdet at være den første – endnu!

Skal vi betale for at sætte penge i banken?

Hvis Trumps militær- og handelspolitik gennemføres, vil vi altså blive presset til at betale 15 mia.kr. mere til militæret, vi vil få problemer med vor underleverandøreksport til først og fremmest Tyskland og Storbritannien, vi vil få problemer med vor eksport til USA, og vi kan forvente et øget pres på kronen med risiko for, at vi skal betale for at have penge stående i banken.

Måske skulle politikkerne forberede sig på at forhandle disse scenarier frem for at sidde og græde over, at Trump er blevet valgt. Sådan er det jo!