Klimakrise i Olielandene

Samtlige lande i verden er netop blevet enige om på COP21 i Paris at gøre noget sammen for klimaet. Hovedpointen blev, at forbruget af den “sorte” energi – de fossile brændstoffer: Olie, gas, kul – skal begrænses, og det er uden tvivl godt for klimaet. 

Men hvad med de olieproducerende lande? Noget tyder på, at flere af dem står overfor store økonomiske udfordringer, og nogen af dem står overfor en mulig, økonomisk katastrofe, der måske kan øge flygtningestrømmene yderligere. 

I Tabellen nedenfor er der en oversigt over de 11 mest olieeksporterende lande i verden – og så Danmark for sammenligning. 

Verdens mest olie-eksporterende lande i rækkefølge

Olielande

Kildeolie

Vi går vel ud fra, at vil på langt sigt helt ønsker at afskaffe de fossile brændstoffer.

Hvis det er tilfældet, vil de Lande, der har en stor andel af deres samlede produktion som olieproduktion, naturligvis blive hårdest ramt af en konsekvens politik, der skal rette op på de ulykker, vi kan se, der er forvoldt på klimaet.

Saudi Arabien, De forenede Emirater (UAE) og Kuwait vil formentlig kunde holde facaden længst. De har alle en meget høj gennemsnitsindkomst som udgangspunkt, og de øvrige økonomiske indikatorer ser også ganske fornuftige ud. Men de vil formentlig forsøge at løse krisen ved hjemsendelse af den helt overvejende del af den manuelle arbejdskraft, der er migrantarbejdere, ikke mindst fra de ikke-olieproducerende arabiske lande: Jordan Palæstina, Egypten mv., hvilket sandsynligvis vil øge folkevandringen til Europa efter job. Og når de falder, vil de falde hårdt – hvilket kan betyde stammekrige og anden voldelig uro, som vi ser det i bl.a. Syrien og Irak i dag – fordi en væsentlig del af deres offentlige sektorer er baseret på olieindtægterne. I Kuwait er det f.eks. så meget som 70 %.

I Libyen er økonomien allerede i frit fald og arbejdsløsheden tårnhøj. Faktisk så meget, at man må forvente, at landet bryder sammen. Det samme, om end ikke helt så fremskredent, kan siges om Venezuela, så måske skal vi se bådflygtninge i Caribien i nær fremtid.

Rusland, Iran, Nigeria og Algeriet er allerede i dag i en dyb økonomisk krise, og bortset fra Rusland er der ingen af de seks lande, der er omgivet af ligefrem bugnende økonomier.

Mexico er en helt speciel problemstilling, da deres problemer i højere grad er politiske og narkobande-relaterede. I den sammenhæng kan man naturligvis forestille sig forøget narkokriminalitet, når olieindtægterne forsvinder. 7 % vil dog næppe mærkes som væsentligt forøgelse af den migration fra Mexico, som USA allerede oplever i dag.

Nordmændene har været fornuftige og primært brugt renteindtægterne fra olieindkomsten, så de vil stadig sidde men en betydelig formue, når der ikke længere kan sælges olie. Men en væsentlig del af oliepengene bliver i dag brugt til regional udvikling, så nordmænd langt mod nord kan nyde de samme fordele af velfærdssamfundet, som folk i Oslo. Når olien ikke længere giver indtægt, må man nok forvente en øget tilvandring til Oslo, men det overlever de nok. Det er i dag tæt på 1/3 af den danske befolkning, der bor i Storkøbenhavn, mens det kun er omkring 1/5 af den norske befolkning, der bor i Oslo mv.

Når alt det gode er sagt om COP21, er der altså også en bagside i form at økonomisk og formentlig også politisk kollaps i udvalgte olielande, og en væsentlig forøget indvandring til Europa. Det ville være klogt at forholde sig også til det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *