Forsvarsforbeholdet

Hvad, der bliver konsekvensen af at ophæve forsvarsforbeholdet, er ikke umiddelbart klart. Hvis man lytter til ja-siden, er svaret: EU kan koordinere militær indsats; vi kan holde militære øvelser også med de få EU-lande, der ikke er medlem af NATO.

I øjeblikket findes der ikke rigtigt et EU-militær. Man kan melde sig til eller fra eventuelle operationer, siger man. Men det kan man også, selv hvis man slet ikke er medlem af EU. Norge er f.eks. med i EU’s flådetilstedeværelse ved Afrikas Horn for at sikre sejladsen gennem Suez-Kanalen, og Danmark har – om end kort varigt – været i Mali.

Hvis man skal vurdere, hvad en egentlig militær dimension i EU kan føre til, kan man se på de EU koordinerede ”specialoperationer”, som er gennemført i dette århundrede.

I begyndelsen af dette århundrede gennemførte en række EU-lande (Tyskland, Østrig, Belgien, Cypern, Spanien, Grækenland, Holland, Ungarn, Irland, Italien, Portugal, Storbritannien og Sverige) under fransk ledelse, operation Boali i Den Centralafrikanske Republik.

Omkring år 2000 blev Den Centralafrikanske Republiks i forvejen svage økonomi ramt af stigende oliepriser samt borgerkrig og uro i de sydlige nabolande (Congo). På den baggrund, kom der et kupforsøg i 2001, som Hærchefen Bozize stod bag. I 2003 indtog oprørene hovedstaden og Bozize overtog magten. Han udarbejdede en ny forfatning, og blev valgt som præsident i 2005 og genvalgt i 2011. I 2013 kom der endnu et oprør, og Bozize flygtede til udlandet. Operation Boali (2003-13) var med andre ord en støtte til Bozizes kup og efterfølgende regering.

I 2013 besluttede FN, at franske styrker skulle indsættes til at begrænse volden i landet. En vold, som de altså selv havde været med til at fremprovokere.

Man kan med rette spørge, hvorfor det lige er EU, der skal gå ind i den slags konflikter og ikke f.eks. Den Afrikanske Union, der arbejder for demokrati, menneskerettigheder og afrikansk udvikling, og er etableret for det samme. Er det en kolonial overlegen tro på, at vi klarer tingene bedre end afrikanerne? Hvis man vil gøre noget, kan man jo hjælpe Den Afrikanske Union med vejledning og uddannelse. Hvis de ønsker det.

Men det hører selvfølgelig med til historien, at Den Centralafrikanske Republik var en del af Fransk Ækvatorial Afrika. En fransk koloni.

Den anden operation, der kan kaldes en EU-operation, er operation Atalante, der udgår fra Afrikas horn. Den blev startet i 2008 og kører fortsat. Oprindeligt styret af Frankrig, men nu af EUNAVFOR, (EU’s Naval Force) med en spansk admiral i spidsen. Formålet er at sikre sejladsen gennem Suezkanalen. Et udmærket formål, som man også kan deltage i, selvom vi stemmer nej til at droppe forsvarsforbeholdet. F.eks. deltager Norge også. Norge er ikke engang medlem af EU.

Der er god grund til at antage, at Frankrig bliver den førende magt i et EU-forsvarssamarbejde:

  • Frankrig har den største militære styrke i EU
  • Tysklands militære styrke er næsten lige så stor, men Frankrig har dobbelt så mange fly som Luftwaffe
  • Frankrigs industri kan, som et af de få lande, levere alt isenkram til militæret
  • Frankrig er den tredje stærkest atommagt i verden – og den eneste i EU

Derfor er det relevant at vide, at Frankrig har ikke mindre end 4 militære baser i Afrika, og i dette århundrede har gennem ført adskillige ”specialoperationer” i denne verdensdel:

Kilde: Det Franske Forsvarsministerium

  • Operation Corymbe Fra 1990- Beskyttelse af franske økonomiske interesser. Primært olieudvinding i Guineabugten.
  • Operation Boali. 2002-2013. Den Centralafrikanske Republik, som omtalt ovenfor.
  • Operation Licorne 2002-15. Reelt en fransk krig i gammel kolonial stil mod Elfenbenskysten, hvor den daværende, franske præsident Chiraq bl.a. beordrede hele Elfenbenskystens luftvåben udslettet, fordi de satte sig til modværge.
  • Operation Atalante. Afrikas horn, 2008- . (EUNAVFOR), som omtalt ovenfor.
  • Operation Sangaris 2013–16. Den omtalte FN godkendte indsats i Den Centralafrikanske Rep.
  • Operation Serval 2012-14. Operation i Mali mod ”islamister”, som senere blev til ”Barkhane”.
  • Operation Barkhane 2014-22 En operation, der har destabiliseret hele den såkaldte Sahel region (Hele den ”bredeste”, nordligste del af Afrika, bortset fra de lande, der har kyst ud til Middelhavet).

Hvis vi overhovedet har lært noget af de krige, vi har været med til at føre i Nordafrika og Mellemøsten, så er det vel først og fremmest, at man ikke kan indføre demokrati i et land uden nogen form for ønske om demokrati endsige nogen demokratisk kultur. Og at vi grundlæggende forstår og ved alt for lidt om kulturen i de lande, som invaderes. Når der indenfor kort tid efter invasionen dødede 100.000 mennesker i Iraq, så var det ikke fordi de blev skudt af amerikanske soldater. Det var fordi USA’s ledere ikke havde forstået kulturen godt nok til at indse, at når man fjernede den centrale magt, så opstod der en borgerkrig. I dag er situationen i hele Nordafrika, og specielt i Mellemøsten særdeles ustabil med et stort flygtningepres til følge. Libyen er eksempelvis helt ophørt med at fungere som land. Det kan vel ikke være meningen, at vi skal bidrage til, at det samme sker i Sahel regionen?!

Skal din søn eller datter, som nu snart bliver indkaldt, fordi man vil genindføre værnepligten, dø i et afrikansk land, som du i dag ikke engang ved hvor ligger, for at løse en borgerkrig mellem forskellige oprørere, som du har svært ved at se den politiske forskel på?

Vi skal også stemme om Danmarks sikkerhed, bliver der sagt. Men vi er allerede sikret godt gennem NATO: Skal vi vælge NATO med en samlet mandskabsstyrke på 3,4 mill. og 3 atommagter, eller skal vi vælge EU’s samlede tropper på 1,3 mill. og 1 atommagt?

Valget forekommer indlysende.

Det er ganske vist ikke kun et spørgsmål om at have flest soldater, som major Steen Kjærgaard, der er militæranalytiker og souschef ved Institut for Strategi og Krigsstudier, siger, og fortsætter ”Bare fordi de har mange soldater, betyder det ikke, at hæren fungerer. Vigtigst af alt er sammenhængskraften og forsyningskæden i en hær” (TV2, 16.marts 2022).

Og det er jo en påstand, som Rusland i den grad har bevist, ikke mindst i forsøget på at indtage Kiev, hvor det hele brød sammen, og de nu er begyndt at trække sig tilbage, fordi forsyningslinjerne ikke fungerede.

Det er med andre ord væsentligt, at der ved en militær gren i EU ikke skabes tvivl om, hvis det værste skulle ske, hvem der kommanderer styrkerne: NATO eller EU.

En anden ting er: Nu har vi f.eks. lige sendt 800 soldater til Letland på NATOs opfordring. Hvad hvis EU nu – efter vi har stemt ja – beder os sende 800 soldater et andet sted hen? Der vil ikke være mange danske soldater tilbage i Danmark med en dobbelt ledelse.

Afskaffelse af forsvarsforbeholdet ændrer med andre ord – ifølge ja-sidens argument – ingen ting, og lige så vel som dette argument kan bruges til at stemme ja til afskaffelse, kan det bruges til at stemme nej, for hvorfor ændre et forbehold, hvis det ikke har nogen betydning?

Eller også betyder det over tiden en hel del meget problematiske ting: Tvivl om den militære ledelse under et angreb, dobbelt troppeafgivelse, og ikke mindst en fortsættelse og formentlig optrapning af ”militære specialaktioner” i Nordafrika med deraf følgende destabilisering i de lande, som vi invaderer, hvilket i sig selv vil skabe en forøgelse af flygtningestrømmen i små både over Middelhavet. Rent bortset fra, at det er en uanstændig, post-kolonial adfærd overfor Afrika.

Det er ikke alene uforståeligt, hvorfor regeringen har besluttet sig for en afstemning om afskaffelse af EU-forbeholdet, det er også uforståeligt, hvorfor vi skulle stemme Ja.