GINI – Et mål for lighed?

Vi har en helt naturlig interesse i at finde ud af i hvor høj eller lille grad vi får det samme i løn, har den samme formue, forskel mellem by og provins og lighed mellem lande osv. Derfor er det da også muligt at finde statistik for den slags ting.

Til måling af ulighed er GINI-Koefficienten den langt mest benyttede.

OECD og Danmarks statistik bruger begge familien som udgangspunkt, ligesom det også i andre sammenhænge er helt almindeligt, at vi som udgangspunkt opbygger statistikker på samme måde internationalt, så det er muligt at sammenligne lande.

Familier findes i mange former og størrelser: Enlige, familier med to voksne og 0 børn, familier med to voksne og fem børn osv. Når man tager udgangspunkt i familien, og denne kan defineres på mange måder, skal man som udgangspunkt være klart over, at det kan medføre målt lighed/ulighed i f.eks. indkomst, som ikke alle nikke genkendende til.

Hvis vi som eksempel antog, at samfundet bestod af tre familier: En enlig, et barnløst par og et par med 5 børn, og at vi endvidere antog, at den enlige tjente dobbelt så meget, som de voksne i de to andre familier, at de to voksne i familien uden børn tilsammen tjente det samme som den enlige, men at manden i forholdet tjente 65% af den samlede indkomst mellem de to, og kvinden altså de resterende 35%, og at det sidste par bestod af en mand, der stod for hele indtjeningen, mens hans kone var hjemmegående for at overkomme at passe de fem børn, så ville de tre familier have præcis den samme indkomst, og GINI-koefficienten ville være 0, men tjener de lige meget? Og er der det samme til hvert familiemedlem?

Alligevel er der en vis fornuft i at tage udgangspunkt i familien. Bortset fra den enlige, er familien det, der gør det muligt at fordele arbejdet med at skaffe indkomst, passe børn, gøre rent osv. En ulighed alle vi, der er gifte, vel har været omkring en diskussion af, men hvor man forhåbentligt finder et kompromis, som passer alle parter uden at det, af den grund, opleves som ulighed.

Men lad os i første omgang kaste et blik på, hvordan GINI-koefficienten beregnes.

Hvis vi tager hele befolkningen og rangerer familie-enhederne efter f.eks. indkomst, hvor indkomst er det, man har til rådighed, altså efter skat og med eventuelle offentlige ydelser som f.eks. SU, folkepension, kontanthjælp mv.

Vi starter med den familie, der har den laveste indkomst, derefter, den med næstlavest indkomst osv., og sætter dem ind i en graf, der viste de enkelte personers andel af den samlede indkomst. Vi ville på den baggrund få en kurve, der kunne se sådan her ud:

Det helt lige linjestykke, der går fra 0 på x-aksen og 0 på y-aksen til 100 på begge akser er grafen for den helt lige fordeling af indkomsterne, hvor f.eks. 30% af befolkningen har en indkomst på 30% af den samlede indkomst i landet, 70% af befolkningen har 70% af den samlede indkomst osv.

Kurven under det lyserøde område er sådan, det faktisk ser ud i Danmark. Her ser man, at de 30% af befolkningen, der har de laveste indkomster tilsammen har ca. 11% af den samlede indkomst, mens de 70% med de laveste indkomster i landet tilsammen har omkring 52% af den samlede indkomst i Danmark.

Hvis den samme kurve havde ligget tættere på linjestykket (diagonalen, der går fra nederst til venstre til øverst til højre), ville indkomsterne have været mere lige fordelt, og hvis den havde været længere nede i det lyseblå område, ville indkomstfordelingen have været mere skæv end den er. Derfor beregner man en GINI-koefficient ved at beregne hvor meget arealet af det lyserøde område udgør af den samlede, nederste trekant. Altså det lyserøde og det lyseblå areal tilsammen.

Hvis man vil ”nørde” mere i det, har ”Wall Street Mojo” en glimrende og pædagogisk artikel om, hvordan man beregner GINI Koefficienten, skrevet af Madhuri Thakur og Deehray Vaidya, Gini Coefficient (Definition, Formula) | How to Calculate? (wallstreetmojo.com).

Befolkningsmæssige udfordringer

Danmarks Statistik beregner GINI-koefficienten på baggrund af alle familier, hvor ”mindst én fuldt skattepligtig voksen over 14 år” er en del af familien. (Kilde: Ulighedsmål: Gini-koefficient (dst.dk)).

Jeg tror ikke, der i Danmark findes familieforsørgere, der kun er 15 år. Jeg håber det er 0 eller i det mindst meget få – Forsørgere på 15 år giver mig en ubehagelig genoplevelse af Charles Dickens: Oliver Twist. Men der er et mindre antal i Danmark, der som 15-årige bor alene. Dels på forsorgshjem og institutioner, og selvfølgelig nogle, der bare har opgivet deres forældre eller omvendt, og derfor har fundet sig en lejlighed eller et klubværelse.

Men selv, hvis vi ser bort fra de 15-årige, så vil jeg mene, at det at starte ved 15-årige, skaber en meget, systematisk fejl, så der er indbygget en ulighed i målingen: Lave indkomster med kost og logi, og for dem, der alligevel er flyttet hjemmefra: Ufaglært job eller lærlingeløn – støtte fra familien regnes jo ikke med. Dertil kommer, at de, der bor hjemme, men samtidig har et lønnet fritidsjob, som øger familiens indkomst, bidrager til at øge forskellen mellem familier i forhold til dem, der bor for sig selv.

Den næste gruppe ville også være en blandet forsamling: Vi kunne sætte den til 18-25 år, som udgør ca. 10% af befolkningen.

En væsentlig del af denne gruppe vil være under uddannelse og på SU, og uanset om man syntes, at SU er rundhåndet eller for lav, så kan vi vel blive enige om, at den er en del mindre end det, de fleste fuldtidsansatte tjener. Dertil kommer, at mange på dette tidspunkt er flyttet hjemmefra, og alle de, der skal læse og have fritidsjob samt SU, vil klart påvirke GINI-koefficienten i hele samfundet med deres en-persons familie.

Hvis man nu forestiller sig, at der pludselig var flere eller færre i disse årgange, ville uligheden i samfundets indkomster altså stige (hvis der kom flere) eller falde (hvis der kom færre), og GINI koefficienten vil hhv. falde eller stige uden at de, der kender grunden, ville syntes, at der er tale om egentligt problem.

Det samme ville ske, hvis folketinget f.eks. besluttede, at optaget til de videregående uddannelser skulle udvides: Flere på SU og færre i beskæftigelse, GINI-koefficienten ville stige og antyde større ulighed. Eller hvis de besluttede, at flere skulle ud på arbejdsmarkedet, f.eks. ved at afkorte studierne: GINI koefficienten ville falde og antyde større lighed. Folketinget kunne jo også beslutte – som vi har set det specielt de seneste ti år, at job, som man i dag eller tidligere blev oplært til, mens man fik løn for at passe sit job som lærling eller elev, nu skal ”akademiseres” (Brian, der elsker at rode med biler, og er god til det, skal nu gå på skole og afslutte med en afhandling om ”Bilværkstedets betydning for Samfundet, klimaet, biodiversiteten, ikke-binære, …”).

Også ældre udgør et systemisk problem fordi langt de fleste går ned i indkomst, når de forlader arbejdsmarkedet, uanset om de går fra en høj eller fra en lavere løn. Antallet af mennesker over pensionsalderen har med andre ord betydning for uligheden i indkomst. Hvis den relative andel af pensionister er stigende, vil uligheden stige, og hvis det er faldende, vil den falde. Alt andet lige er en forhøjelse af pensionsalderen altså med til at reducere uligheden, mens fremskridt indenfor lægevidenskaben eller andre sundhedstiltag, der får folk til at leve længere, omvendt vil få uligheden til at stige. Lidt paradoksalt vil mange nok sige.

Ændringen i befolkningens aldersmæssige sammensætning har med andre ord stor betydning for, hvordan GINI-koefficienten, som mål for ulighed, ser ud.

Dette kan illustreres ved at se på ”Befolkningspyramiden”:

Vi har allerede en hel del pensionister, og vi kan se på antallet af personer fra 40-54 år, at vi får relativt flere i de kommende år. Alt andet lige, vil det øge uligheden, altså en højere GINI-koefficient. Til gengæld, når vi ser på antallet i aldersgrupperne under 40 år, vil det se ud til, at antallet af pensionister derefter vil falde, og dermed reducere uligheden.

Helt galt kommer det til at gå, når vi sammenligner lande med brug af GINI-koefficienten.

Hvis vi f.eks. ser på befolkningspyramiden for Bangladesh, får vi en helt anden oplevelse af aldersfordelingen, end den vi så i Danmark:

Stort set ingen i Bangladesh er ældre end 85 år, men aldersfordelingen kan ændre sig voldsomt i fremtiden. Til gengæld er der i Bangladesh nok i højere grad tale om, at ”pensionister” slet ingen indkomst har, men modtager støtte fra deres familier, fordi det handler om indtjeningsevne i langt højere grad end om pensioner i et land, der ikke har råd til en offentlig sektor med folkepension, man kan leve af. Omvendt vil der være mange flere 15-årige, der er i arbejde og relativt færre, der studerer. Med andre ord: Samfundet og aldersfordelingen er så meget anderledes, at det ikke vil give mening at sammenligne ligheden i de to lande.

GINI-koefficienten bliver med andre ord påvirket både af befolkningens aldersmæssige sammensætning og af samfundets struktur og kultur, som jo også den dag i dag er forskellig fra land til land og ikke mindst mellem rige og fattige lande.

Udfordring af rimeligheden

Tilbage til Danmark: Ganske mange vil mene, at der er en vis rimelighed i, at yngre menneskers indkomst er lavere fordi de endnu ikke har sat sig i mange forpligtelser, ligesom der vil være stor enighed om, at de, der lever af skatteydernes penge, ikke skal have så meget som skatteyderne selv får udbetalt.

Specielt de offentlige fagforeninger ønsker overenskomster ud fra såkaldt objektive kriterier. Alder er et særdeles objektivt kriterie, så derfor får ældre, offentligt ansatte mere end yngre. Det er et system, der er opbakning bag, så det understreger, at i det mindste en del af befolkningen syntes, at denne aldersmæssige ulighed i indkomsterne er rimelig.

Mange vil mene, at man som pensionist kan klare sig for mindre, og at det er vigtigere, at f.eks. børnefamilierne bliver tilgodeset, ligesom andre vil mene, at det skal kunne ”betale sig at arbejde”, så beskæftigelsesfradraget skal sættes op og topskatten skal fjernes.

Begge dele ville give en højere GINI-koefficient og dermed større ulighed, fordi de, der er i arbejde ville få en relativt højere indkomst end de, der ikke var, ligesom det ville give en lavere GINI-koefficient, og dermed mere lige indkomstfordeling, hvis unge fik en højere indkomst, unge og erfarne lønmodtagere fik samme løn, og pensionister fik en højere pension.

Skiftende regeringer har i dette århundrede løbende sat pensionsalderen op. Det er – alt andet lige – en reduktion i uligheden, som vil vise sig som en lavere GINI-koefficient, fordi det vil betyde, at der bliver færre pensionister (og flere med arbejdsmarkeds-indkomst, hvis ellers intentionen virker). Alligevel er der mange, der finder den stigende pensionsalder urimelig.

Arne kan nu gå på pension som 60-årig. ”Arne-pensionen” svarer i penge stort set til folkepensionen, så her er det altså omvendt: Arne går på pension – i de fleste tilfælde fra en faglært løn – hans indtægt falder betragteligt, og uligheden øges i samfundet. Arnes opsparede pension i Pension Danmark skal strækkes over en længere periode, og han lever formentlig længere på en folkepension fordi hans krop bliver sparet, så uligheden stiger yderligere. Alligevel er der ganske mange, der finder denne ordning helt rimelig.

Vi ved, at flygtninge og indvandrere generelt, men selvfølgelig ikke altid, får lavtlønnede job, hvis de overhovedet får et job. Det gælder navnlig indvandrerkvinder. Flygtninge og indvandrere samt familiesammenføring bidrager dermed til øget ulighed, og trækker GINI-koefficienten op. Alligevel går mange ind for, at vi skal tage flere flygtninge eller samme niveau, som nu. Og ofte er det endda folk, der samtidig mener, at det er et stort problem, når GINI-koefficienten stiger.

Og sådan kunne man blive ved: Folks oplevelse af ret og rimelighed strider hyppigt mod en mere lige indkomst.

Konklusion

GINI-koefficienten er det mest benyttede mål for ulighed, og formentlig det bedste, vi har, men der er, som man kan se flere ting, der gør det vanskeligt at påstå, at man kan sige, at uligheden er steget, hvis GINI-koefficienten er steget eller faldet, hvis den er blevet mindre. Eller at det er rimeligt, at det er sket.

Det eneste alternative mål for lighed er den måling af livsindkomst, som jeg f.eks. har brugt i indlægget ”Pensionsalderen” fra april 2017 – Nationaløkonomen (alternativfordanmark.dk). Problemet med dette mål er imidlertid, at det rækker ret langt tilbage i tiden, hvilket gør det rimeligt at benytte f.eks. i forbindelse med analyse af pensionsalderen, men i mindre grad i en analyse af yngre årganges vilkår.

Vi hænger med andre ord på GINI-koefficienten, hvis vi vil vurdering udviklingen af lighed i samfundet.

Givet dette, burde man i det mindste analysere ændringerne i aldersfordelingen, pensionsalderen, kulturen mv. samtidig med, at man offentliggjorde GINI-koefficienten for ulighed, så der var en mulighed for at vurdere hvor meget, der var en reel ændring af uligheden og hvor meget, der blot skyldtes ændringer i befolkningens aldersmæssige sammensætning mv.