40.000 offentligt ansatte skal fyres!

Under den første statsministerdebat under valgkampen til det u-annoncerede valg 2022 (eller-23?), udtalte statsministeren, at den konservative, økonomiske plan vil gøre, at der skulle afskediges 40.000 offentligt ansatte. Pædagoger og sygeplejersker, kunne man forstå.

Senere er det så kommet frem, at de 40.000 var for en 0-vækst plan for den offentlige sektor, og da den konservative plan har 1,13% vækst, blev det så kun til 30-35.000. Efter min mening en helt ligegyldig diskussion i forhold til, at Ellemann og Pape gik i forsvarsmode, og lød som om de helst ikke ville skære i den offentlige sektor, og statsministeren, der ellers aldrig undlader at understrege erhvervslivets behov for flere hænder, helt overså muligheden for at få 40.000.

Men lad os se på, hvorfor det i det hele taget kan lade sig gøre, at der skal fyres 40.000 embedsmænd, hvis den offentlige sektor ikke vokser, men fastholdes på samme størrelse.

Den mest åbenlyse del af forklaringen er naturligvis inflationen, som vi alle har bemærket.

Det vi kalder forbrugerpristallet, måler omkostningerne for en gennemsnitlig, dansk familie. Denne families forbrug er undersøgt i forbrugerundersøgelser, hvor den seneste er fra januar 2022. Her finder man ud af, hvordan forbruget fordeler sig på mælk, møbler, transport, osv., og måned for måned kan man så forøge – eller formindske – den samlede omkostning ved at lægge prisændringerne ind for hver enkelt forbrugsvare eller tjeneste, og så lægge det hele sammen.

Jeg har her kun taget hovedgrupperne, men man kan se, at en gennemsnitlig familie f.eks. bruger 29,9% af deres totale forbrug på ”Boligbenyttelse, elektricitet og opvarmning”, og 11,8% på ”Transport”.

Hvis man ønsker at gå ned i detaljerne, kan man følge det tilføjede link (V\346gtgrundlag 2022 FPI NPI og HICP.xlsx) (dst.dk), og samtidig overbevise sig om, hvor detaljeret beregningen er. Ud over Forbrugerpristallet optræder også HICP, som er et index man benytter til sammenligning mellem EU-landene, samt Nettopristallet, der er det samme som Forbrugerpristallet men uden moms og vareafgifter. Det vender vi tilbage til.

Danmarks Statistik offentliggør både Forbrugerpristallet med og uden direkte energiomkostninger, hvilket gør det muligt at se, hvor stor indflydelse energipriserne har på den samlede inflation:

Kilde: Danmarks Statistik: https://srvsbprod3.dst.dk/statbank5a/selectvarval/define.asp?maintable=pris201&planguage=0&pxsid=0&wsid=cflist

Jeg er gået fem år tilbage, og har sat juli 2017 til index 100. Selv om pristallet for august er kommet i skrivende stund, så er det ikke medtaget, da jeg lavede grafen i går, og tendensen alligevel er den samme. Forbrugerpristallet er i juli 2022 på 112,6 og uden energi på 109,2, priserne er med andre ord steget hhv. 12,6% og 9,2% i forhold til juli 2017.

Man kan måske undre sig over, at det ikke er mere, men det skyldes, at adskillige varer og tjenester er steget væsentligt mindre end de gas- og elpriser vi ser på, og nogle er endog faldet i pris.

Rusland angreb først Ukraine 24.februar 2022, så den krig kan vi faktisk kun give skyld for ca. 5,2% prisstigning (fra februar til juli).

Det fremgår af grafen, at energipriserne begynder at stige mere end de øvrige priser fra omkring januar 2021, som Danmarks Statistik skriver som 2021M01. Men de begynder først for alvor at lægge afstand til de øvrige prisstigninger i slutningen af 2021.

Elprisen steg i 2021 først og fremmest pga. gasprisen, og da vinteren 20/21 var koldere end normalt, og mange millioner familier i Europa opvarmer deres boliger med naturgas, tømte man naturgaslagrene. Fordi prisen samtidig steg, fyldte man dem langsommere, så lagerkapaciteten var under normalen i hele 2021. Dertil kom, at sommeren 2021 var varmere end normalt, hvilket gav øget efterspørgsel på el til aircondition og køling. De norske vandreservoirer var 25% under normal kapacitet pga. mindre snefald end normalt, og det blæste mindre i sommerperioden, hvilket gjorde, at elprisen steg yderligere. (Kilde: DI Energi, Et historisk år: Energipriserne nåede usete højder i 2021 – DI Energi (danskindustri.dk)).

Så en pæn del af energiprisstigningerne skyldes altså vejret og svigtende, vedvarende energi, der ellers er billigere.

Men vi er ikke helt færdige, for der en anden faktor, der har drevet navnlig energipriser i vejret er Elafgifterne. Energiafgifterne er nemlig indeksreguleret på baggrund af Nettopristallet, som vi så før:

Kilde: Skatteministeriet: Indeksering af energiafgifter | Skatteministeriet (skm.dk)

Som det fremgår, vil energiafgifterne altså blive forhøjet med 6,9% næste år.

Når man fjerner vareafgifter og moms, får man ikke blot nogle andre priser, man bliver også nødt til at regulere vægten af de forskellige varer og tjenester, der indgår. Se en gang til på Forbrugerpristallet og på Nettopristallet: (V\346gtgrundlag 2022 FPI NPI og HICP.xlsx) (dst.dk). ”Boligbenyttelse, elektricitet og opvarmning” der i Forbrugerpristallet vejede ind med 29,9% af det samlede forbrug er nu helt oppe på 32,6% i Nettoprisindexet, mens ”Transport”, som før var 11,8% nu med Nettopristallet går ind med 9,9%. Sammenlagt vil disse energitunge dele af forbruget give en større vægt til energipriserne end de gjorde i Forbrugerpristallet. Staten får altså højere energiafgifter jo større inflationen er, og er dermed med til at drive inflationen opad.

I en normal husholdning vil vi, når inflationen hærger, være nødsaget til at skære, hvor vi kan. Det kan være, at der ryger en ferie, at vi bruger bilen mindre, sælger sommerhuset, opsiger medlemskabet af fitness (som vi alligevel aldrig brugte), opsiger kortet til svømmehallen og fodboldklubben (som vi og specielt børnene faktisk nød), skærer ned på lørdagsslik – eller måske bare tager “Luksusfældens” standardløsning: Brug indkøbsseddel, skyd hunden og drop smøgerne. I det hele taget vil vi forsøge at spare, så vi kan betale el- og gasregningen.

Sådan er det ikke i staten. Her lægger man bare prisstigningerne ind i budgettet (Finansloven) og lader skatteyderne, der i forvejen er plaget af inflationen betale for statens omkostninger til denne omkostningsforhøjelse.

Statsministeren har dog netop varslet et pressemøde, hvor hun vil fortælle, hvordan staten vil begynde at spare på energi. Vi får se.

Samtidig arbejder man med et begreb, man kalder ”Det Demografiske Træk”. Det betyder, at man ser på sine prognoser om befolkningens sammensætning. Hvis der kommer f.eks. relativt flere ældre, der stiller ekstra krav til velfærdssamfundet, f.eks. behov for hjemmehjælp, hospitaler osv. til de ældre, så regner man de samlede omkostninger, som det offentlige i dag har til ældre, og deler dem op i omkostninger per eller ældre og ganger med det antal, man forventer, at disse dele af befolkningen stiger med. Vupti: Man har dækket omkostningerne til ”Det Demografiske Træk”.

Det at der så, alt andet lige, bliver relativt færre til at betale de ekstra skatter, betyder bare at hver enkelt skal betale mere i skat.

Af disse grunde kan man være tvunget til at afskedige 40.000 offentligt ansatte, hvis man ikke ønsker, at den offentlige sektor vokser. Omvendt vil man altså skulle hæve omkostninger med lønnen til 40.000 ekstra ansatte, plus deres skriveborde, plus deres IT udstyr, plus plus … !

Men da det demografiske træk er forudsigelsen for næste år og efterfølgende år, er en pæn del af de 40.000 altså slet ikke ansat endnu. Det er en helt anden diskussion.

Når man bestemmer antallet af offentligt ansatte på baggrund af ”Det demokratiske Træk”, gentager man reelt den eksisterende måde at arbejde på. Ingen grund til at tænke nyt. Og ikke kun for SOSU’er og sygeplejersker mv., nej hele sektoren er regnet med, så vi får også flere ledere, flere DJØF’ere, flere administrative medarbejdere. Ja, det skulle såmænd ikke undre mig, at man også medregner en tilsvarende andel af de ansatte i ældreministeriet, ja måske også en proportional del af ministerens løn.

For det første er en gentagelse af det samme kun logisk, hvis man er sikker på, at man ikke kunne arbejde på en bedre måde og opnå mere med færre medarbejdere. Her tænker jeg ikke mindst på de stadig mere tåbelige måder at drive offentlig virksomhed på, hvor medarbejderne skal holdes op på de minutter de har per ældre af en stadig stigende administration, der kræver rapportering i et omfang, der løbende reducerer den tid, der er til overs til borgerne.

Kilde: Cepos, Microsoft Word – Udvikling i statens administrative personaleforbrug.docx (cepos.dk)

Et årsværk betyder en heltidsstilling i et år. Tabel 3 er Cepos nummerering, og har intet med dette blogindlæg at gøre.

Man kan se, at siden 1. kvartal 2011 er antallet af DJØF’ere og andre akademikere vokset på bekostning af andre administrative personalegrupper. Men fra midten af 2019 begynder det så småt at vende, og fra 2021 begynder man ligefrem at ansætte andre administrative medarbejdere. Under alle omstændigheder er gruppen af akademikere af enhver art vokset betragteligt, og det samme er antallet af årsværk til administration og ledelse.

For det andet har man ikke stillet sig selv spørgsmålet: Vil de nye ældre trække lige så meget på velfærdssamfundet, som de nuværende?

Man skulle tro, at lavere arbejdstid, voksende tradition for at holde sig i form og spise sundt, bedre arbejdsmiljø, Arne-pension og så videre havde gjort de kommende ældre til ”bedre liv” end de eksisterende. Men problemet er: Man ved det ikke.

Man ved det ikke, fordi man aldrig har opsat mål for de mange milliarder, som velfærdssamfundet koster. DJØF’erne og andre med en MBA i Public Management har sat mål for hvor mange minutter det tager at støvsuge 1 m² gulvtæppe, hvor tit de ældre under hjemmehjælpen skal i bad, hvor mange pædagoger, der skal være per barn i børnehaver og vuggestuer, hvor mange patienter en sygeplejerske skal kunne dække osv. Men de har aldrig sat mål på, hvad der skal komme ud af det, og hvis de har, er det i hvert fald en statshemmelighed og ingen måler på det.

Public Management folkene opererer ikke med et målbart formål, så man kan måle succesen. De måler kun på indsatser. Og så kalder det det ”Målstyring”. Det er ikke målstyring. Det er terrorisering af medarbejderne. Det er en styringsform man brugte i det private erhvervsliv for omkring 100 år siden under navnet ”Taylorisme”, hvor enhver bevægelse er opmålt i sekunder, og man bare har at følge det fastsatte tempo, mens man bliver holdt hen i mørke hvorfor. Glimrende illustreret af Chaplin i ”Morderne Tider”.

Jeg er stor tilhænger af målstyring. Men en målstyring, hvor man først fastsætter formålet og på den baggrund først fastlægger, hvad der skal laves af indsatser for at nå målet, og derefter hvad der skal tilføres af ekstra kvalifikationer for at lykkes bedst muligt med disse indsatser. Ser det ikke ud til, at man lykkes med at nå formålet, ja, så laver man selvfølgelig om på indsatserne, for som bekendt: Hvis man fortsætter med at lave det, der ikke virker, bliver man ved med at få noget, der ikke virker.

Staten gør typisk det modsatte: Hvis det ikke virker, bevilliger det blot flere penge til foretagendet, så man kan fortsætte med at gøre det samme ikke-virkende arbejde, blot med flere medarbejder.

Jeg blev først helt overbevist om, at staten ikke engang overvejer formålet med det, de sætter i gang, da jeg hørte Mette Frederiksens første nytårstale efter hun var blevet statsminister. Det eneste helt konkrete hun sagde var, at vi skulle have flere tvangsfjernelser af børn. Helt klart et indsatsmål. Men hvad hun ville opnå med det forsvandt i tågerne.

I den nuværende diskussion om jobcentrene undgår man også helt denne diskussion. Jobcentrene bliver målt på hvor mange møder de har med de arbejdsløse, hvor meget de har fællesmøder, hvor også A-kassen inddrages, og hvor ofte de sætter de arbejdsløse i ”aktivering”, hvilket betyder, at de bliver sendt på et kursus, der primært er udvalgt ud fra, hvad der er billigst. Er det det, der er vigtigt, og er det vigtigt, at selv højt uddannede akademikere skal på kursus for at lære at skrive en ansøgning og et CV? Man skulle tro, at det vigtigste var, om jobcenteret kunne bevise hvor mange, de havde hjulpet i arbejde.

Serviceloven, der regulerer, hvad kommunerne skal lave på social- og ældreområdet mv., er et andet eksempel. Loven indeholder 196 paragraffer, inkl. Dem med ”Gælder ikke for Grønland … ” og diverse definitioner. 117 paragraffer starter med ”Kommunalbestyrelsen skal … sørge for/yde/have ansvar for …”, og 56 punkter begynder med ”Socialministeren/Ældreministeren fastsætter nærmere regler …”. Med andre ord en lov, der giver adgang til uoplyst enevælde til regeringen til at styre kommunernes gøren og laden i detaljer.

Ville man blot sætte målbare formål med de indsatser, der laves i velfærdssamfundet, er jeg overbevist om, at ikke alene indsatserne ville blive revurderet, men også at motivationen og arbejdsglæden ville stige. Alle mennesker ønsker at gøre nytte, at kunne bidrage. Også offentligt ansatte, og ikke mindst dem, der står direkte overfor borgeren. Fortæl dem, hvad formålet med deres arbejde er, giv dem mere beslutningskraft, mål effekten af deres indsatser i stedet for indsatserne, borgerne vil føle sig bedre behandlet, og at en stor del af akademikerne og dem med MBA i Public Management vil kunne afskediges til fordel for et Bedre velfærdssamfund.

Beskær antallet af ministerier, antallet af ministerielt ansatte og styrk kommuner og regioners selvbestemmelse, og man vil ydermere kunne fjerne resten af akademikerne i kommuner og amter, som primært er ansat til at svare på uendelige mængder af spørgsmål fra ministerier og folketingsudvalg.

Min erfaring fra et langt liv i erhvervslivet er, at suboptimering er den mest effektive form for optimering. Formentlig fordi det er til at overskue sammenhængen mellem indsats og succesopnåelse i en mindre enhed. Men staten og folketinget insisterer på totaloptimering og vil styre embedsmændene i hele den offentlige sektor ned til sidste detalje.

Hvis man indfører disse ændringer vil man stå tilbage med en slanket, men mere velfungerende velfærdsstat, have reduceret den offentlige beskæftigelse med væsentligt flere end 40.000, som kunne stå til rådighed for det private erhvervsliv, og formentlig stadig have råd til skattelettelser – ikke til at lette topskatten, men efter min mening til at reducere momsen, som er den afgift, der rammer socialt mest skævt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *