40.000 offentligt ansatte skal fyres!

Under den første statsministerdebat under valgkampen til det u-annoncerede valg 2022 (eller-23?), udtalte statsministeren, at den konservative, økonomiske plan vil gøre, at der skulle afskediges 40.000 offentligt ansatte. Pædagoger og sygeplejersker, kunne man forstå.

Senere er det så kommet frem, at de 40.000 var for en 0-vækst plan for den offentlige sektor, og da den konservative plan har 1,13% vækst, blev det så kun til 30-35.000. Efter min mening en helt ligegyldig diskussion i forhold til, at Ellemann og Pape gik i forsvarsmode, og lød som om de helst ikke ville skære i den offentlige sektor, og statsministeren, der ellers aldrig undlader at understrege erhvervslivets behov for flere hænder, helt overså muligheden for at få 40.000.

Men lad os se på, hvorfor det i det hele taget kan lade sig gøre, at der skal fyres 40.000 embedsmænd, hvis den offentlige sektor ikke vokser, men fastholdes på samme størrelse.

Den mest åbenlyse del af forklaringen er naturligvis inflationen, som vi alle har bemærket.

Det vi kalder forbrugerpristallet, måler omkostningerne for en gennemsnitlig, dansk familie. Denne families forbrug er undersøgt i forbrugerundersøgelser, hvor den seneste er fra januar 2022. Her finder man ud af, hvordan forbruget fordeler sig på mælk, møbler, transport, osv., og måned for måned kan man så forøge – eller formindske – den samlede omkostning ved at lægge prisændringerne ind for hver enkelt forbrugsvare eller tjeneste, og så lægge det hele sammen.

Jeg har her kun taget hovedgrupperne, men man kan se, at en gennemsnitlig familie f.eks. bruger 29,9% af deres totale forbrug på ”Boligbenyttelse, elektricitet og opvarmning”, og 11,8% på ”Transport”.

Hvis man ønsker at gå ned i detaljerne, kan man følge det tilføjede link (V\346gtgrundlag 2022 FPI NPI og HICP.xlsx) (dst.dk), og samtidig overbevise sig om, hvor detaljeret beregningen er. Ud over Forbrugerpristallet optræder også HICP, som er et index man benytter til sammenligning mellem EU-landene, samt Nettopristallet, der er det samme som Forbrugerpristallet men uden moms og vareafgifter. Det vender vi tilbage til.

Danmarks Statistik offentliggør både Forbrugerpristallet med og uden direkte energiomkostninger, hvilket gør det muligt at se, hvor stor indflydelse energipriserne har på den samlede inflation:

Kilde: Danmarks Statistik: https://srvsbprod3.dst.dk/statbank5a/selectvarval/define.asp?maintable=pris201&planguage=0&pxsid=0&wsid=cflist

Jeg er gået fem år tilbage, og har sat juli 2017 til index 100. Selv om pristallet for august er kommet i skrivende stund, så er det ikke medtaget, da jeg lavede grafen i går, og tendensen alligevel er den samme. Forbrugerpristallet er i juli 2022 på 112,6 og uden energi på 109,2, priserne er med andre ord steget hhv. 12,6% og 9,2% i forhold til juli 2017.

Man kan måske undre sig over, at det ikke er mere, men det skyldes, at adskillige varer og tjenester er steget væsentligt mindre end de gas- og elpriser vi ser på, og nogle er endog faldet i pris.

Rusland angreb først Ukraine 24.februar 2022, så den krig kan vi faktisk kun give skyld for ca. 5,2% prisstigning (fra februar til juli).

Det fremgår af grafen, at energipriserne begynder at stige mere end de øvrige priser fra omkring januar 2021, som Danmarks Statistik skriver som 2021M01. Men de begynder først for alvor at lægge afstand til de øvrige prisstigninger i slutningen af 2021.

Elprisen steg i 2021 først og fremmest pga. gasprisen, og da vinteren 20/21 var koldere end normalt, og mange millioner familier i Europa opvarmer deres boliger med naturgas, tømte man naturgaslagrene. Fordi prisen samtidig steg, fyldte man dem langsommere, så lagerkapaciteten var under normalen i hele 2021. Dertil kom, at sommeren 2021 var varmere end normalt, hvilket gav øget efterspørgsel på el til aircondition og køling. De norske vandreservoirer var 25% under normal kapacitet pga. mindre snefald end normalt, og det blæste mindre i sommerperioden, hvilket gjorde, at elprisen steg yderligere. (Kilde: DI Energi, Et historisk år: Energipriserne nåede usete højder i 2021 – DI Energi (danskindustri.dk)).

Så en pæn del af energiprisstigningerne skyldes altså vejret og svigtende, vedvarende energi, der ellers er billigere.

Men vi er ikke helt færdige, for der en anden faktor, der har drevet navnlig energipriser i vejret er Elafgifterne. Energiafgifterne er nemlig indeksreguleret på baggrund af Nettopristallet, som vi så før:

Kilde: Skatteministeriet: Indeksering af energiafgifter | Skatteministeriet (skm.dk)

Som det fremgår, vil energiafgifterne altså blive forhøjet med 6,9% næste år.

Når man fjerner vareafgifter og moms, får man ikke blot nogle andre priser, man bliver også nødt til at regulere vægten af de forskellige varer og tjenester, der indgår. Se en gang til på Forbrugerpristallet og på Nettopristallet: (V\346gtgrundlag 2022 FPI NPI og HICP.xlsx) (dst.dk). ”Boligbenyttelse, elektricitet og opvarmning” der i Forbrugerpristallet vejede ind med 29,9% af det samlede forbrug er nu helt oppe på 32,6% i Nettoprisindexet, mens ”Transport”, som før var 11,8% nu med Nettopristallet går ind med 9,9%. Sammenlagt vil disse energitunge dele af forbruget give en større vægt til energipriserne end de gjorde i Forbrugerpristallet. Staten får altså højere energiafgifter jo større inflationen er, og er dermed med til at drive inflationen opad.

I en normal husholdning vil vi, når inflationen hærger, være nødsaget til at skære, hvor vi kan. Det kan være, at der ryger en ferie, at vi bruger bilen mindre, sælger sommerhuset, opsiger medlemskabet af fitness (som vi alligevel aldrig brugte), opsiger kortet til svømmehallen og fodboldklubben (som vi og specielt børnene faktisk nød), skærer ned på lørdagsslik – eller måske bare tager “Luksusfældens” standardløsning: Brug indkøbsseddel, skyd hunden og drop smøgerne. I det hele taget vil vi forsøge at spare, så vi kan betale el- og gasregningen.

Sådan er det ikke i staten. Her lægger man bare prisstigningerne ind i budgettet (Finansloven) og lader skatteyderne, der i forvejen er plaget af inflationen betale for statens omkostninger til denne omkostningsforhøjelse.

Statsministeren har dog netop varslet et pressemøde, hvor hun vil fortælle, hvordan staten vil begynde at spare på energi. Vi får se.

Samtidig arbejder man med et begreb, man kalder ”Det Demografiske Træk”. Det betyder, at man ser på sine prognoser om befolkningens sammensætning. Hvis der kommer f.eks. relativt flere ældre, der stiller ekstra krav til velfærdssamfundet, f.eks. behov for hjemmehjælp, hospitaler osv. til de ældre, så regner man de samlede omkostninger, som det offentlige i dag har til ældre, og deler dem op i omkostninger per eller ældre og ganger med det antal, man forventer, at disse dele af befolkningen stiger med. Vupti: Man har dækket omkostningerne til ”Det Demografiske Træk”.

Det at der så, alt andet lige, bliver relativt færre til at betale de ekstra skatter, betyder bare at hver enkelt skal betale mere i skat.

Af disse grunde kan man være tvunget til at afskedige 40.000 offentligt ansatte, hvis man ikke ønsker, at den offentlige sektor vokser. Omvendt vil man altså skulle hæve omkostninger med lønnen til 40.000 ekstra ansatte, plus deres skriveborde, plus deres IT udstyr, plus plus … !

Men da det demografiske træk er forudsigelsen for næste år og efterfølgende år, er en pæn del af de 40.000 altså slet ikke ansat endnu. Det er en helt anden diskussion.

Når man bestemmer antallet af offentligt ansatte på baggrund af ”Det demokratiske Træk”, gentager man reelt den eksisterende måde at arbejde på. Ingen grund til at tænke nyt. Og ikke kun for SOSU’er og sygeplejersker mv., nej hele sektoren er regnet med, så vi får også flere ledere, flere DJØF’ere, flere administrative medarbejdere. Ja, det skulle såmænd ikke undre mig, at man også medregner en tilsvarende andel af de ansatte i ældreministeriet, ja måske også en proportional del af ministerens løn.

For det første er en gentagelse af det samme kun logisk, hvis man er sikker på, at man ikke kunne arbejde på en bedre måde og opnå mere med færre medarbejdere. Her tænker jeg ikke mindst på de stadig mere tåbelige måder at drive offentlig virksomhed på, hvor medarbejderne skal holdes op på de minutter de har per ældre af en stadig stigende administration, der kræver rapportering i et omfang, der løbende reducerer den tid, der er til overs til borgerne.

Kilde: Cepos, Microsoft Word – Udvikling i statens administrative personaleforbrug.docx (cepos.dk)

Et årsværk betyder en heltidsstilling i et år. Tabel 3 er Cepos nummerering, og har intet med dette blogindlæg at gøre.

Man kan se, at siden 1. kvartal 2011 er antallet af DJØF’ere og andre akademikere vokset på bekostning af andre administrative personalegrupper. Men fra midten af 2019 begynder det så småt at vende, og fra 2021 begynder man ligefrem at ansætte andre administrative medarbejdere. Under alle omstændigheder er gruppen af akademikere af enhver art vokset betragteligt, og det samme er antallet af årsværk til administration og ledelse.

For det andet har man ikke stillet sig selv spørgsmålet: Vil de nye ældre trække lige så meget på velfærdssamfundet, som de nuværende?

Man skulle tro, at lavere arbejdstid, voksende tradition for at holde sig i form og spise sundt, bedre arbejdsmiljø, Arne-pension og så videre havde gjort de kommende ældre til ”bedre liv” end de eksisterende. Men problemet er: Man ved det ikke.

Man ved det ikke, fordi man aldrig har opsat mål for de mange milliarder, som velfærdssamfundet koster. DJØF’erne og andre med en MBA i Public Management har sat mål for hvor mange minutter det tager at støvsuge 1 m² gulvtæppe, hvor tit de ældre under hjemmehjælpen skal i bad, hvor mange pædagoger, der skal være per barn i børnehaver og vuggestuer, hvor mange patienter en sygeplejerske skal kunne dække osv. Men de har aldrig sat mål på, hvad der skal komme ud af det, og hvis de har, er det i hvert fald en statshemmelighed og ingen måler på det.

Public Management folkene opererer ikke med et målbart formål, så man kan måle succesen. De måler kun på indsatser. Og så kalder det det ”Målstyring”. Det er ikke målstyring. Det er terrorisering af medarbejderne. Det er en styringsform man brugte i det private erhvervsliv for omkring 100 år siden under navnet ”Taylorisme”, hvor enhver bevægelse er opmålt i sekunder, og man bare har at følge det fastsatte tempo, mens man bliver holdt hen i mørke hvorfor. Glimrende illustreret af Chaplin i ”Morderne Tider”.

Jeg er stor tilhænger af målstyring. Men en målstyring, hvor man først fastsætter formålet og på den baggrund først fastlægger, hvad der skal laves af indsatser for at nå målet, og derefter hvad der skal tilføres af ekstra kvalifikationer for at lykkes bedst muligt med disse indsatser. Ser det ikke ud til, at man lykkes med at nå formålet, ja, så laver man selvfølgelig om på indsatserne, for som bekendt: Hvis man fortsætter med at lave det, der ikke virker, bliver man ved med at få noget, der ikke virker.

Staten gør typisk det modsatte: Hvis det ikke virker, bevilliger det blot flere penge til foretagendet, så man kan fortsætte med at gøre det samme ikke-virkende arbejde, blot med flere medarbejder.

Jeg blev først helt overbevist om, at staten ikke engang overvejer formålet med det, de sætter i gang, da jeg hørte Mette Frederiksens første nytårstale efter hun var blevet statsminister. Det eneste helt konkrete hun sagde var, at vi skulle have flere tvangsfjernelser af børn. Helt klart et indsatsmål. Men hvad hun ville opnå med det forsvandt i tågerne.

I den nuværende diskussion om jobcentrene undgår man også helt denne diskussion. Jobcentrene bliver målt på hvor mange møder de har med de arbejdsløse, hvor meget de har fællesmøder, hvor også A-kassen inddrages, og hvor ofte de sætter de arbejdsløse i ”aktivering”, hvilket betyder, at de bliver sendt på et kursus, der primært er udvalgt ud fra, hvad der er billigst. Er det det, der er vigtigt, og er det vigtigt, at selv højt uddannede akademikere skal på kursus for at lære at skrive en ansøgning og et CV? Man skulle tro, at det vigtigste var, om jobcenteret kunne bevise hvor mange, de havde hjulpet i arbejde.

Serviceloven, der regulerer, hvad kommunerne skal lave på social- og ældreområdet mv., er et andet eksempel. Loven indeholder 196 paragraffer, inkl. Dem med ”Gælder ikke for Grønland … ” og diverse definitioner. 117 paragraffer starter med ”Kommunalbestyrelsen skal … sørge for/yde/have ansvar for …”, og 56 punkter begynder med ”Socialministeren/Ældreministeren fastsætter nærmere regler …”. Med andre ord en lov, der giver adgang til uoplyst enevælde til regeringen til at styre kommunernes gøren og laden i detaljer.

Ville man blot sætte målbare formål med de indsatser, der laves i velfærdssamfundet, er jeg overbevist om, at ikke alene indsatserne ville blive revurderet, men også at motivationen og arbejdsglæden ville stige. Alle mennesker ønsker at gøre nytte, at kunne bidrage. Også offentligt ansatte, og ikke mindst dem, der står direkte overfor borgeren. Fortæl dem, hvad formålet med deres arbejde er, giv dem mere beslutningskraft, mål effekten af deres indsatser i stedet for indsatserne, borgerne vil føle sig bedre behandlet, og at en stor del af akademikerne og dem med MBA i Public Management vil kunne afskediges til fordel for et Bedre velfærdssamfund.

Beskær antallet af ministerier, antallet af ministerielt ansatte og styrk kommuner og regioners selvbestemmelse, og man vil ydermere kunne fjerne resten af akademikerne i kommuner og amter, som primært er ansat til at svare på uendelige mængder af spørgsmål fra ministerier og folketingsudvalg.

Min erfaring fra et langt liv i erhvervslivet er, at suboptimering er den mest effektive form for optimering. Formentlig fordi det er til at overskue sammenhængen mellem indsats og succesopnåelse i en mindre enhed. Men staten og folketinget insisterer på totaloptimering og vil styre embedsmændene i hele den offentlige sektor ned til sidste detalje.

Hvis man indfører disse ændringer vil man stå tilbage med en slanket, men mere velfungerende velfærdsstat, have reduceret den offentlige beskæftigelse med væsentligt flere end 40.000, som kunne stå til rådighed for det private erhvervsliv, og formentlig stadig have råd til skattelettelser – ikke til at lette topskatten, men efter min mening til at reducere momsen, som er den afgift, der rammer socialt mest skævt.

Klimakrisen

Klimaet er ikke længere, hvad det har været, og det har det for resten aldrig været!

Kulbrinte (CₓHᵧ), eller fossile brændstoffer, som de også kaldes, kan kun brænde, hvis der er ilt (O₂) til stede, hvad enten det er til opvarmning, i transportmidler, eller til industrielt brug. Ved forbrændingen opstår der, ud over varme/energi) CO₂ og Vand (H₂O). Ilt udgør lidt over 20% af almindelig, atmosfærisk luft, så det er ikke det store problem.

Det er forbløffende hvor lidt, der skal til for at ændre naturens hårfine balancer:

Kilde: Sea Level.Info

Grafen viser hvor meget CO₂, der har været i luften/atmosfæren fra år 1800 til 2021.

Til trods for, at Industrialismen først startede i begyndelsen af 1800-tallet, er mængden af CO₂ i atmosfæren lun steget omkring 50% over godt 100 år, og vi har fået en klimakrise, og det hele er ødelagt. Det er værd at huske på i andre natur-sammenhænge!

Jeg har valgt at begrænse perioden, så den først starter i 1800 fordi industrialismen, som sagt først brød igennem i begyndelsen af 1800-tallet, ligesom HC Ørsted først opdagede elektromagnetismen i 1820. Op gennem århundredet udviklede både industri og elektricitet sig, men det er faktisk først i slutningen af 1800-tallet, at industrien virkelig blomstrede og elektriciteten begyndte af finde ind i produktionen og i private hjem. Man ser da også en ganske svag stigning i CO₂ indholdet i slutningen af 1800-tallet, mens den ekspotentielle udvikling først starter omkring 1960, hvor vi har afsluttet 2.verdenskrig og de fleste handelsrestriktioner er afviklet og velfærdssamfundet – i hvert fald i Vesteuropa og dele af USA begynder at etablere sig.

Men lad os kort se på udgangspunktet i år 1800, nemlig omkring 285 ppmv. Hvor kommer det fra, når nu de store ”syndere” endnu ikke har vist sig på arenaen?

Ja, mennesket har jo i de sidste millioner år opholdt sig omkring ilden for at holde varmen og holde rovdyr på afstand, og selv kul har man benyttet sig af til opvarmning i flere hundrede år. Når træ vokser optager det CO₂, og når det bliver brændt af, afgiver det denne CO₂ igen. Allerede i bondestenalderen begyndte man systematisk at rydde skov for at kunne dyrke jorden, og flere steder blev ryddet fordi man dengang ikke havde flere forskellige kornarter, så man kun lave sædskifte, eller kunstgødning for den sags skyld, så jorden blev hurtigt udpint, og man måtte rydde et nyt skovområde. Lige siden bondestenalderen er der med andre ord blevet ryddet mere og mere skov uden genplantning, og denne udvikling har taget til, efterhånden som der også kom flere mennesker. Menneskelig aktivitet har med andre ord altid udledt CO₂, og selv før industrialiseringen og elektriciteten har der altså været en udledning, og det er logisk, at den er vokset med befolkningen.

Lad os holde denne tanke og så se på, hvad der først og fremmest bidrager til CO₂-udledningen i dag. Her læner vi os op ad Illustreret Videnskab, der har opgjort de otte største årsager til udledning:

Det bør nævnes, at ”Transport, biler” også omfatter busser, men ikke lastbiler. ”Affald” omfatter CO₂ udledningen i forbindelse med afbrænding, deponering og kompostering. Den største synder ifm. ”Landbrug” er kødproduktionen, specielt oksekød. Endelig, at det ”kun” er omkring 45% af den producerede CO₂, der ender i atmosfæren. Verdenshavene optager omkring 30% mens verdens planter optager 25%

Opgørelsen gælder hele verden.

Det er interessant at se de forskellige dele ift. hinanden.

I Danmark diskuterer vi mest opførelse af vindmøller, mens solenergi er trådt helt i baggrunden. Tilskuddet til solceller er for længst forsvundet, og den pris, man kan få for at sælge overskydende strøm fra sine solceller, er heller ikke længere af en størrelse, der på nogen måde tilskynder folk til at anskaffe sig den slags.

Vi diskuterer også el-biler, og der oprettes flere og flere el-ladere på parkeringspladser, hvor andre så ikke må parkere, men først da ejendomsudlejerne og leverandørerne for nyligt besluttede sig for at få etableret nogle flere standere i byerne, hvor folk ikke kan forbinde en stander med den lejlighed, som de bor i, ligesom folk i forstæderne og på landet kan til deres huse, begyndte der at ske noget.

Og så diskuterer vi landbruget, herunder kødspisning, samt flyrejser. Venstrefløjen, der generelt ikke bryder sig om dansk landbrug har f.eks. forslået, at det skal halveres af hensyn til CO₂ udledningen, og dette på et tidspunkt, hvor der er fødevaremangel pga. krigen i Ukraine og samtidig med, at der intet sted i verden produceres en liter mælk og en kg svinekød med et lavere CO₂ aftryk end netop i Danmark – Men det var selvfølgelig de samme, der mente, at vi skulle reducere produktionen af olie og gas i Nordsøen, og dermed var med til at skabe nogle af de problemer vi i dag står med på forsyningssiden. Det hedder vist ”at smide barnet ud med badevandet”.

Det er åbenlyst, at elproduktionen er den største udfordring, men lad os lige se på, hvad vi producerer el på baggrund af i Danmark:

Det ser jo ret godt ud: Langt over halvdelen produceres på baggrund af vedvarende energi: Vind vand og sol. Fremragende energikilder. Ulempen er, at der kan mangle vand i Norge og vind i Danmark, som det ser ud til, at der har været tale om i 2022, så det bliver interessant at se på fordelingen i 2022.

Yderligere en fjerdedel af strømmen skabes af det næstbedste, nemlig biomasse og affald. Både biomasse og affald afgiver ganske vist CO₂ når de bruges til at producere el, men det ville de også have gjort, hvis man ikke havde anvendt dem, for der er jo tale om affaldsstoffer, som ville have ligget på markerne eller andre steder og afgivet CO₂, men som nu bidrager til at producere el.

Men så kommer problembørnene:

Kul. Man kan vælge det bedste med en høj brændværdi, der så heller ikke sviner så meget. Det kommer f.eks. fra Columbia eller Australien, så ud over den CO₂, der skabes ved afbrænding, skabes der altså også CO₂ udledning fordi det skal sejles fra den anden side af jorden. Man kan også vælge det billige fra Polen med en meget lav brændværdi, så her skal der skovles mange flere ton ind, det sviner mere, og fordi der er så lidt energi i, skal der også sejles langt mere ind rent tonnagemæssigt, så selvom det ”kun” kommer fra Polen, er der altså fortsat en del CO₂ producerende shipping. Kul er i det store hele et langt større problem end olie og naturgas. Primært på forureningssiden. Man måske kan forstå Tysklands behov for at genstarte elproduktion pba. kul fordi de er så afhængige af russisk gas, og er tæt på at have lukket alle deres atomkraftværker. Men i Danmark burde det ikke finde sted. Om ikke andet så af miljøhensyn.

Og så naturligvis olie. Men det er så lidt, og naturgas, der i Danmark er rent metan, som når der nu skal være kulbrinte, er det reneste overhovedet og med gode muligheder for at regulere og i det hele taget optimere energiudbyttet af.

Nogle undrer sig sikkert over atomkraft. De burde så allerede have undret sig over vand energien, da de så oversigten. Det skyldes alene, at det europæiske elnet hænger sammen, så når vi får el fra Sverige eller Tyskland, kan det være produceret pba. atomkraft, og får vi det fra Norge, kan det være produceret pba. vand.

Lukningen af Tysklands atomkraftværker var i øvrigt tragikomisk: Den gode Frau Merkel var, som os andre, rystet over den tsunami, der ramte atomkraftværket Fukushima Dai-ichi i Japan, og på den baggrund krævede hun de tyske a-kraftværker lukket! Jeg kan forstå problemet med affaldshåndtering – plutonium – fra fissions a-kraftværker, men Tsunami? I Tyskland? Den Nordatlantiske kontinentalplade går over Island og Azorerne til De Kanariske Øer, og Tysklands kystlinje er stærkt begrænset. Var der ingen, der stak damen et kort?

Nå, swam darüber, som man siger.

Hvis vi ser på udviklingen i vores samlede rigdom målt i BNP (GDP på Engelsk) i samme periode, som vi så på udledningen af CO₂ får vi dette billede:

 

”Western Offshoos” har jeg aldrig set før, men jeg går ud fra, at det er USA, Australien og New Zealand, da det er dem, der ellers mangler. Formentligt et ”Woke” begreb, der skal sikre, at man kan udskille den hvide, NV-europæiske befolkning, da Latinamerika fortsat er registreret som ”Latin America”.

Man får en fornemmelse af, at vi er blevet bedre og bedre til at udnytte den energi, som vi benytter. Mens CO₂ udledningen kun var steget med 50% i den samme periode, om end med en tendens til kraftigere vækst, nærmest ekspotentiel, fra omkring 1960, så er verdens nationalprodukt steget klart ekspotentielt og stort set 100 doblet – svarende til en stigning på 10.000% – i den samme periode. Man kan med rette hævde, at man ikke helt kan se det på den måde fordi en stadig større del af bruttonationalproduktet er service af forskellig art, som næppe har så stort et CO₂ aftryk pr. kr. omsætning, som industrien, der er blevet en relativt mindre del af økonomien. Men forskellen er tilstrækkelig klar, til at man under alle omstændigheder må slå fast, at vi er blevet bedre og bedre til at udnytte den forhåndenværende energi.

Vender vi så tilbage til Danmarks kilder til produktion af el i 2021, og den foregående om kilder til CO₂ udledning, er det vel rimeligt sikkert at konkludere, at verdens situation ikke ville se en del bedre ud, hvis de kunne gøre som Danmark.

Måske skulle vi stoppe den evige kappestrid om at komme i mål før de andre lande og nå større reduktioner end andre lande, som vi så tit skal høre på, og i stedet se på, hvordan vi kunne hjælpe andre lande med at spare energi og skifte til vedvarende energikilder. Det kunne jo glimrende være en prioriteret del af udviklingshjælpen, at de økonomisk mindre udviklede lande i verden kunne låne ingeniører og energirådgivere gratis fra Danmark. Det kunne sagtens være den mest relevante form for udviklingsbistand, vi nogensinde havde ydet.

Men nu kan vi ikke længere gå udenom den elefant, der hele tiden har trasket rundt i rummet: Den væsentligste årsag til klimakrisen:

I 1820 var vi 1,25 million mennesker i verden. 140 år efter, i 1960, var vi 3,0 milliarder mennesker, og i 2022, kun 62 år senere, er vi nu mere end 8 milliarder mennesker. I de 68 år er vi gået fra, at sult var verdens største problem til at det nu er overvægt (obesity). Og 6,64 af de 8 milliarder har smartphones (Kilde: Earthweb, 40 Smartphone Statistics 2022: How Many People Have Smartphones? – EarthWeb). I 1960 var hverken smartphones eller internettet opfundet. Vi er alle sammen blevet rigere, og selvom jorden er rund, og derfor har en begrænset mængde ressourcer, så har vi altid behov for mere.

Den væsentligste årsag til, at BNP er vokset så voldsomt, som vi så på den forrige graf, er at antallet af mennesker på Jorden er eksploderet. Vi er simpelthen for mange mennesker til denne klode, som vi kalder Jorden, og hver eneste tilføjelse bidrager med mere CO₂

Ifølge tidsskriftet Historie 15/2022 lykkedes det Djengis Khan og hans mongolske krigere at slå 40 mill. mennesker ihjel, primært kinesere, men også mange andre, da hans rige strakte sig fra Mongoliet og Kina til Rusland, Persien, Mellemøsten og helt til den østlige del af Europa. De 40 mill. dræbte udgjorde omkring 10% af verdens befolkning i begyndelsen af 1200-tallet, hvor han hærgede, og det interessante i vores sammenhæng her er, at det reducerede mængden af CO₂ i atmosfæren med 700 mill. tons. Omkring tolv hundrede år før egentlig industri blev til!

Det understreger, at menneskelig eksistens og antallet af mennesker skaber CO₂ udledning. Også uden industri og transport baseret på afbrænding af kulbrinte. Og grunden til reduktionen er også interessant: Det skete fordi store områder, hvor de dræbte havde boet og dyrket jorden, lå øde hen og blev overtaget af skov.

Overbefolkningen er elefanten i rummet, og ingen vil rigtigt røre ved den.

Og det værste er, at vi ser ind i en yderligere tilvækst i hvert fald frem til 2100 ifølge FN

Kilde: Forex Trading Forum. population growth graph – Bing images

Man kan se, at Nord- og Sydamerika, samt Europa nu er stabiliseret rent vækstmæssigt, mens Asiens befolkning fortsat vil vokse frem til midten af dette århundrede, men så vil falde, mens Afrikas befolkning blot vil fortsætte med at vokse og vokse, så man forventer omkring 11 milliarder mennesker på verdensplan i 2100 – 3 milliarder flere end i dag!

Det er jo helt vildt. Verden vil komme til at ligne en myretue, hvor vi alle arbejder hårdt på at forbedre vores levevilkår.

Veganerne og venstrefløjen har en løsning: Spis mindre oksekød og mindre kød i det hele taget. Ja, faktisk slet ikke noget kød. Med andre ord lad os fordele maden, så vi til sidst sidder med rationer på alle former for mad. Måske ikke helt som i de tyske koncentrationslejre, men i det mindste som i 40’erne og 50’erne.

Og prøv lige at se på Grafen ”Største bidragsydere til CO₂ udledning”: Hvis vi får held med mit forslag til at yde udviklingsbistand i form at hjælp til at effektivisere energiudnyttelsen og konvertere til vedvarende energi får succes, vil El (og varme?) andelen med sikkerhed falde. Men ”Fældning af regnskov” vil med lige så stor sikkerhed øges, da der skal skabes jord til en forøgelse af antallet af mennesker i verden skal brødfødes. Selv uden kød, men dog med en halvering af dansk landbrug, som Enhedslisten futilt har foreslået. Med 8 mia. mennesker i 2022 og en forventning om 11 mia. i 2100. Taler vi trods alt om en stigning på 37-38%. Over en tredjedel mere.

Dertil kommer så, om man tror på forudsigelsen.

Det ser for mig ud som om FN alene laver sin beregning på antallet af fremtidigt indbyggertal på jorden ud fra hvor mange børn, der fødes:

Som man kan se, forventer FN, at fertiliteten alle steder i verden vil falde til lige omkring 2 – hvilket betyder, at enhver kvinde vil føde 2 bør, eller i hvert fald gennemsnitligt – når vi når år 2100. Jeg vil næppe være til stede for at tjekke det, men det er da lidt mærkeligt, at det sker netop i år 2100 på tærsklen til et århundredeskifte?

Dertil kan man spørge: Hvordan kan gennemsnittet blive 2, hvis det ser ud til, at de mere udviklede lande og de mindst udviklede lande ligger lige langt – men på hver sin side – af 2, når vi lige har set, at Afrika, hvor de mindst udviklede lande ligger er forholdsvis meget større i 2100, mens Europa og USA mv. udgør en relativt mindre del af verdens befolkning?

FN antager, at man i udviklingslandene vil føde færre børn fordi velstanden stiger. Jeg vil tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved, om det ikke også kræver et veludviklet velfærdssystem, som vi kender herhjemme, før man har tillid til, at man kan blive forsørget af det offentlige selvom man ikke har børn eller kun et enkelt eller to? Det overvældende flertal af stater i Afrika kan ikke betegnes som demokratiske, så hvad skulle skabe sådan et velfærdssystem? Og er der ikke også kulturelle faktorer indblandet? Saudi Arabien, som er et rigt lamd, har f.eks. en fertilitetskvotient på 2,24, og det er en helt generel tendens i alle de arabiske lande i Nordafrika og Mellemøsten, tilsyneladende uafhængigt af om det er rige eller fattige lande.

Endelig kan man spørge: Hvis vi bliver flere og flere, der bliver mere og mere ”mærkeligt vejr”, og vi bliver sat på rationer mv., hvordan vil det så påvirke fødselstallet? Vil vi blive færre fordi det hele ser håbløst ud, eller vil man i de økonomisk mindre udviklede lande føde flere børn for at sikre sin alderdom?

Dertil kommer, at befolkningsstørrelsen ikke alene afhænger af fertilitetskvotienten.

De første år er kritiske. Hvis vi kan overleve dem, er vores gennemsnitsalder allerede steget en del:

Børnedødelighed

Som man kan se, falder dødeligheden alle steder, og giver ud over antallet af fødsler flere mennesker på Jorden, fordi vi simpelthen bliver ”hængende” længere.

Det samme gælder dødeligheden generelt, som indirekte handler om, hvor gamle folk bliver og på denne måde bidrager til antallet af mennesker på jorden:

Dødeligheden i verden 1950-2100

Dødeligheden i verden er ifølge denne graf, der bygger på FNs tal og prognoser, faldet siden 50’erne. Ikke mindst fordi vi – ligesom for børnedødeligheden – har en lægevidenskab, der fortsat udvikler sig og kan forlænge livet for flere og flere.

Man må så spørge sig selv, hvorfor FN tilsyneladende tror, at det pludselig stopper, og at vi fra nu af vil opleve stigende dødelighed?

Jeg tror med andre ord, at der vil være flere mennesker på jorden i 2100 end 11 milliarder. Men lad os nu bare holde os til FN’s prognoser: 11 milliarder eller en stigning på mere end en tredjedel!

Det er så voldsomt, at man knapt tør tænke det. Vi bliver da nødt til at gøre noget af hensyn til vores børnebørn!

Det eneste positive, der er besluttet på denne baggrund indtil videre er mig bekendt, at præsident Biden som en af sine første handlinger efter han var blevet indsat fik vedtaget et stop for offentlige midler til hjælpeorganisationer, der opfordrer til at forbyde prævention og fri abort. Det ville ikke betyde noget i Danmark, men i USA er der mange, meget religiøse hjælpeorganisationer.

Det meste ideelle ville være en enighed om en eller anden form for et-barns politik worldwide, selvfølgelig kombineret med øget introduktion af energibesparelser og konvertering til vedvarende energi. Men vi må nok forvente, at vi kan opnå mindre.

Vi ønsker jo ikke et-barns politik, som under Mao, hvor mødre i byerne blev eskorteret hen til en abortklinik, hvis de var på vej til deres andet barn, og man kun kunne få en licens til at få et barn, som varede 12 måneder. Men vi kunne jo tænke i retning af det moderne Kinas et-barns politik, hvor familier med kun ét barn eller slet ingen får bedre løn og længere ferier.

Herhjemme kunne vi jo f.eks. starte med, at der kun var børnepenge til det første barn, eller som mindstemål kun til de to første, hvilket selvfølgelig blot ville fastholde befolkningens størrelse. Men det er da bedre end ingen ting. At give en ekstra ferieuge til familier med kun et barn, som i Kina, ville jeg da også være frisk på.

At hjælpe flygtninge, der ikke kom hertil, hvilket kun ville øge verdens CO₂ aftryk, ville også være en idé, da denne verdens flygtninge generelt kommer fra kulturer, hvor CO₂ aftrykket er lavere end selv hvis man er på kontanthjælp her. Omvendt kunne man give adgang til flere fra USA, hvor de ikke er gode til at optimere energien.

Men ligesom fremskyndelse af CO₂ reduktionsmål for Danmark er temmelig latterlige i betragtning af, hvor meget vi betyder for verdens samlede CO₂ udledning, så vil den slags tiltag kun hjælpe, hvis de blev adopteret af resten af verden.

Vi kunne f.eks. starte med Pakistan, der i øjeblikket har voldsomme problemer med oversvømmelser, der ødelægger mange hjem og gør det umuligt at opretholde et normalt liv, og som har en fertilitet på 3,3 og allerede tæt på 221 mill. mennesker: Hvis I vil lave tiltag, der bringer fødselsraten/fertiliteten ned på max 2,0, vil vi hjælpe jer med at øge energiudnyttelsen betragteligt og introducere vedvarende energi, så effektiviteten ville være på linje med vores!

Under alle omstændigheder: Overbefolkningen på denne klode er elefanten i rummet. Det betyder ikke, at man ikke skal arbejde hårdt på at omstille til vedvarende energi og øge energiudnyttelsen. Det betyder ”bare” at man ikke kan blive ved med at ignorere den langt største årsag til klimakrisen!

GINI – Et mål for lighed?

Vi har en helt naturlig interesse i at finde ud af i hvor høj eller lille grad vi får det samme i løn, har den samme formue, forskel mellem by og provins og lighed mellem lande osv. Derfor er det da også muligt at finde statistik for den slags ting.

Til måling af ulighed er GINI-Koefficienten den langt mest benyttede.

OECD og Danmarks statistik bruger begge familien som udgangspunkt, ligesom det også i andre sammenhænge er helt almindeligt, at vi som udgangspunkt opbygger statistikker på samme måde internationalt, så det er muligt at sammenligne lande.

Familier findes i mange former og størrelser: Enlige, familier med to voksne og 0 børn, familier med to voksne og fem børn osv. Når man tager udgangspunkt i familien, og denne kan defineres på mange måder, skal man som udgangspunkt være klart over, at det kan medføre målt lighed/ulighed i f.eks. indkomst, som ikke alle nikke genkendende til.

Hvis vi som eksempel antog, at samfundet bestod af tre familier: En enlig, et barnløst par og et par med 5 børn, og at vi endvidere antog, at den enlige tjente dobbelt så meget, som de voksne i de to andre familier, at de to voksne i familien uden børn tilsammen tjente det samme som den enlige, men at manden i forholdet tjente 65% af den samlede indkomst mellem de to, og kvinden altså de resterende 35%, og at det sidste par bestod af en mand, der stod for hele indtjeningen, mens hans kone var hjemmegående for at overkomme at passe de fem børn, så ville de tre familier have præcis den samme indkomst, og GINI-koefficienten ville være 0, men tjener de lige meget? Og er der det samme til hvert familiemedlem?

Alligevel er der en vis fornuft i at tage udgangspunkt i familien. Bortset fra den enlige, er familien det, der gør det muligt at fordele arbejdet med at skaffe indkomst, passe børn, gøre rent osv. En ulighed alle vi, der er gifte, vel har været omkring en diskussion af, men hvor man forhåbentligt finder et kompromis, som passer alle parter uden at det, af den grund, opleves som ulighed.

Men lad os i første omgang kaste et blik på, hvordan GINI-koefficienten beregnes.

Hvis vi tager hele befolkningen og rangerer familie-enhederne efter f.eks. indkomst, hvor indkomst er det, man har til rådighed, altså efter skat og med eventuelle offentlige ydelser som f.eks. SU, folkepension, kontanthjælp mv.

Vi starter med den familie, der har den laveste indkomst, derefter, den med næstlavest indkomst osv., og sætter dem ind i en graf, der viste de enkelte personers andel af den samlede indkomst. Vi ville på den baggrund få en kurve, der kunne se sådan her ud:

Det helt lige linjestykke, der går fra 0 på x-aksen og 0 på y-aksen til 100 på begge akser er grafen for den helt lige fordeling af indkomsterne, hvor f.eks. 30% af befolkningen har en indkomst på 30% af den samlede indkomst i landet, 70% af befolkningen har 70% af den samlede indkomst osv.

Kurven under det lyserøde område er sådan, det faktisk ser ud i Danmark. Her ser man, at de 30% af befolkningen, der har de laveste indkomster tilsammen har ca. 11% af den samlede indkomst, mens de 70% med de laveste indkomster i landet tilsammen har omkring 52% af den samlede indkomst i Danmark.

Hvis den samme kurve havde ligget tættere på linjestykket (diagonalen, der går fra nederst til venstre til øverst til højre), ville indkomsterne have været mere lige fordelt, og hvis den havde været længere nede i det lyseblå område, ville indkomstfordelingen have været mere skæv end den er. Derfor beregner man en GINI-koefficient ved at beregne hvor meget arealet af det lyserøde område udgør af den samlede, nederste trekant. Altså det lyserøde og det lyseblå areal tilsammen.

Hvis man vil ”nørde” mere i det, har ”Wall Street Mojo” en glimrende og pædagogisk artikel om, hvordan man beregner GINI Koefficienten, skrevet af Madhuri Thakur og Deehray Vaidya, Gini Coefficient (Definition, Formula) | How to Calculate? (wallstreetmojo.com).

Befolkningsmæssige udfordringer

Danmarks Statistik beregner GINI-koefficienten på baggrund af alle familier, hvor ”mindst én fuldt skattepligtig voksen over 14 år” er en del af familien. (Kilde: Ulighedsmål: Gini-koefficient (dst.dk)).

Jeg tror ikke, der i Danmark findes familieforsørgere, der kun er 15 år. Jeg håber det er 0 eller i det mindst meget få – Forsørgere på 15 år giver mig en ubehagelig genoplevelse af Charles Dickens: Oliver Twist. Men der er et mindre antal i Danmark, der som 15-årige bor alene. Dels på forsorgshjem og institutioner, og selvfølgelig nogle, der bare har opgivet deres forældre eller omvendt, og derfor har fundet sig en lejlighed eller et klubværelse.

Men selv, hvis vi ser bort fra de 15-årige, så vil jeg mene, at det at starte ved 15-årige, skaber en meget, systematisk fejl, så der er indbygget en ulighed i målingen: Lave indkomster med kost og logi, og for dem, der alligevel er flyttet hjemmefra: Ufaglært job eller lærlingeløn – støtte fra familien regnes jo ikke med. Dertil kommer, at de, der bor hjemme, men samtidig har et lønnet fritidsjob, som øger familiens indkomst, bidrager til at øge forskellen mellem familier i forhold til dem, der bor for sig selv.

Den næste gruppe ville også være en blandet forsamling: Vi kunne sætte den til 18-25 år, som udgør ca. 10% af befolkningen.

En væsentlig del af denne gruppe vil være under uddannelse og på SU, og uanset om man syntes, at SU er rundhåndet eller for lav, så kan vi vel blive enige om, at den er en del mindre end det, de fleste fuldtidsansatte tjener. Dertil kommer, at mange på dette tidspunkt er flyttet hjemmefra, og alle de, der skal læse og have fritidsjob samt SU, vil klart påvirke GINI-koefficienten i hele samfundet med deres en-persons familie.

Hvis man nu forestiller sig, at der pludselig var flere eller færre i disse årgange, ville uligheden i samfundets indkomster altså stige (hvis der kom flere) eller falde (hvis der kom færre), og GINI koefficienten vil hhv. falde eller stige uden at de, der kender grunden, ville syntes, at der er tale om egentligt problem.

Det samme ville ske, hvis folketinget f.eks. besluttede, at optaget til de videregående uddannelser skulle udvides: Flere på SU og færre i beskæftigelse, GINI-koefficienten ville stige og antyde større ulighed. Eller hvis de besluttede, at flere skulle ud på arbejdsmarkedet, f.eks. ved at afkorte studierne: GINI koefficienten ville falde og antyde større lighed. Folketinget kunne jo også beslutte – som vi har set det specielt de seneste ti år, at job, som man i dag eller tidligere blev oplært til, mens man fik løn for at passe sit job som lærling eller elev, nu skal ”akademiseres” (Brian, der elsker at rode med biler, og er god til det, skal nu gå på skole og afslutte med en afhandling om ”Bilværkstedets betydning for Samfundet, klimaet, biodiversiteten, ikke-binære, …”).

Også ældre udgør et systemisk problem fordi langt de fleste går ned i indkomst, når de forlader arbejdsmarkedet, uanset om de går fra en høj eller fra en lavere løn. Antallet af mennesker over pensionsalderen har med andre ord betydning for uligheden i indkomst. Hvis den relative andel af pensionister er stigende, vil uligheden stige, og hvis det er faldende, vil den falde. Alt andet lige er en forhøjelse af pensionsalderen altså med til at reducere uligheden, mens fremskridt indenfor lægevidenskaben eller andre sundhedstiltag, der får folk til at leve længere, omvendt vil få uligheden til at stige. Lidt paradoksalt vil mange nok sige.

Ændringen i befolkningens aldersmæssige sammensætning har med andre ord stor betydning for, hvordan GINI-koefficienten, som mål for ulighed, ser ud.

Dette kan illustreres ved at se på ”Befolkningspyramiden”:

Vi har allerede en hel del pensionister, og vi kan se på antallet af personer fra 40-54 år, at vi får relativt flere i de kommende år. Alt andet lige, vil det øge uligheden, altså en højere GINI-koefficient. Til gengæld, når vi ser på antallet i aldersgrupperne under 40 år, vil det se ud til, at antallet af pensionister derefter vil falde, og dermed reducere uligheden.

Helt galt kommer det til at gå, når vi sammenligner lande med brug af GINI-koefficienten.

Hvis vi f.eks. ser på befolkningspyramiden for Bangladesh, får vi en helt anden oplevelse af aldersfordelingen, end den vi så i Danmark:

Stort set ingen i Bangladesh er ældre end 85 år, men aldersfordelingen kan ændre sig voldsomt i fremtiden. Til gengæld er der i Bangladesh nok i højere grad tale om, at ”pensionister” slet ingen indkomst har, men modtager støtte fra deres familier, fordi det handler om indtjeningsevne i langt højere grad end om pensioner i et land, der ikke har råd til en offentlig sektor med folkepension, man kan leve af. Omvendt vil der være mange flere 15-årige, der er i arbejde og relativt færre, der studerer. Med andre ord: Samfundet og aldersfordelingen er så meget anderledes, at det ikke vil give mening at sammenligne ligheden i de to lande.

GINI-koefficienten bliver med andre ord påvirket både af befolkningens aldersmæssige sammensætning og af samfundets struktur og kultur, som jo også den dag i dag er forskellig fra land til land og ikke mindst mellem rige og fattige lande.

Udfordring af rimeligheden

Tilbage til Danmark: Ganske mange vil mene, at der er en vis rimelighed i, at yngre menneskers indkomst er lavere fordi de endnu ikke har sat sig i mange forpligtelser, ligesom der vil være stor enighed om, at de, der lever af skatteydernes penge, ikke skal have så meget som skatteyderne selv får udbetalt.

Specielt de offentlige fagforeninger ønsker overenskomster ud fra såkaldt objektive kriterier. Alder er et særdeles objektivt kriterie, så derfor får ældre, offentligt ansatte mere end yngre. Det er et system, der er opbakning bag, så det understreger, at i det mindste en del af befolkningen syntes, at denne aldersmæssige ulighed i indkomsterne er rimelig.

Mange vil mene, at man som pensionist kan klare sig for mindre, og at det er vigtigere, at f.eks. børnefamilierne bliver tilgodeset, ligesom andre vil mene, at det skal kunne ”betale sig at arbejde”, så beskæftigelsesfradraget skal sættes op og topskatten skal fjernes.

Begge dele ville give en højere GINI-koefficient og dermed større ulighed, fordi de, der er i arbejde ville få en relativt højere indkomst end de, der ikke var, ligesom det ville give en lavere GINI-koefficient, og dermed mere lige indkomstfordeling, hvis unge fik en højere indkomst, unge og erfarne lønmodtagere fik samme løn, og pensionister fik en højere pension.

Skiftende regeringer har i dette århundrede løbende sat pensionsalderen op. Det er – alt andet lige – en reduktion i uligheden, som vil vise sig som en lavere GINI-koefficient, fordi det vil betyde, at der bliver færre pensionister (og flere med arbejdsmarkeds-indkomst, hvis ellers intentionen virker). Alligevel er der mange, der finder den stigende pensionsalder urimelig.

Arne kan nu gå på pension som 60-årig. ”Arne-pensionen” svarer i penge stort set til folkepensionen, så her er det altså omvendt: Arne går på pension – i de fleste tilfælde fra en faglært løn – hans indtægt falder betragteligt, og uligheden øges i samfundet. Arnes opsparede pension i Pension Danmark skal strækkes over en længere periode, og han lever formentlig længere på en folkepension fordi hans krop bliver sparet, så uligheden stiger yderligere. Alligevel er der ganske mange, der finder denne ordning helt rimelig.

Vi ved, at flygtninge og indvandrere generelt, men selvfølgelig ikke altid, får lavtlønnede job, hvis de overhovedet får et job. Det gælder navnlig indvandrerkvinder. Flygtninge og indvandrere samt familiesammenføring bidrager dermed til øget ulighed, og trækker GINI-koefficienten op. Alligevel går mange ind for, at vi skal tage flere flygtninge eller samme niveau, som nu. Og ofte er det endda folk, der samtidig mener, at det er et stort problem, når GINI-koefficienten stiger.

Og sådan kunne man blive ved: Folks oplevelse af ret og rimelighed strider hyppigt mod en mere lige indkomst.

Konklusion

GINI-koefficienten er det mest benyttede mål for ulighed, og formentlig det bedste, vi har, men der er, som man kan se flere ting, der gør det vanskeligt at påstå, at man kan sige, at uligheden er steget, hvis GINI-koefficienten er steget eller faldet, hvis den er blevet mindre. Eller at det er rimeligt, at det er sket.

Det eneste alternative mål for lighed er den måling af livsindkomst, som jeg f.eks. har brugt i indlægget ”Pensionsalderen” fra april 2017 – Nationaløkonomen (alternativfordanmark.dk). Problemet med dette mål er imidlertid, at det rækker ret langt tilbage i tiden, hvilket gør det rimeligt at benytte f.eks. i forbindelse med analyse af pensionsalderen, men i mindre grad i en analyse af yngre årganges vilkår.

Vi hænger med andre ord på GINI-koefficienten, hvis vi vil vurdering udviklingen af lighed i samfundet.

Givet dette, burde man i det mindste analysere ændringerne i aldersfordelingen, pensionsalderen, kulturen mv. samtidig med, at man offentliggjorde GINI-koefficienten for ulighed, så der var en mulighed for at vurdere hvor meget, der var en reel ændring af uligheden og hvor meget, der blot skyldtes ændringer i befolkningens aldersmæssige sammensætning mv.

Forsvarsforbeholdet

Hvad, der bliver konsekvensen af at ophæve forsvarsforbeholdet, er ikke umiddelbart klart. Hvis man lytter til ja-siden, er svaret: EU kan koordinere militær indsats; vi kan holde militære øvelser også med de få EU-lande, der ikke er medlem af NATO.

I øjeblikket findes der ikke rigtigt et EU-militær. Man kan melde sig til eller fra eventuelle operationer, siger man. Men det kan man også, selv hvis man slet ikke er medlem af EU. Norge er f.eks. med i EU’s flådetilstedeværelse ved Afrikas Horn for at sikre sejladsen gennem Suez-Kanalen, og Danmark har – om end kort varigt – været i Mali.

Hvis man skal vurdere, hvad en egentlig militær dimension i EU kan føre til, kan man se på de EU koordinerede ”specialoperationer”, som er gennemført i dette århundrede.

I begyndelsen af dette århundrede gennemførte en række EU-lande (Tyskland, Østrig, Belgien, Cypern, Spanien, Grækenland, Holland, Ungarn, Irland, Italien, Portugal, Storbritannien og Sverige) under fransk ledelse, operation Boali i Den Centralafrikanske Republik.

Omkring år 2000 blev Den Centralafrikanske Republiks i forvejen svage økonomi ramt af stigende oliepriser samt borgerkrig og uro i de sydlige nabolande (Congo). På den baggrund, kom der et kupforsøg i 2001, som Hærchefen Bozize stod bag. I 2003 indtog oprørene hovedstaden og Bozize overtog magten. Han udarbejdede en ny forfatning, og blev valgt som præsident i 2005 og genvalgt i 2011. I 2013 kom der endnu et oprør, og Bozize flygtede til udlandet. Operation Boali (2003-13) var med andre ord en støtte til Bozizes kup og efterfølgende regering.

I 2013 besluttede FN, at franske styrker skulle indsættes til at begrænse volden i landet. En vold, som de altså selv havde været med til at fremprovokere.

Man kan med rette spørge, hvorfor det lige er EU, der skal gå ind i den slags konflikter og ikke f.eks. Den Afrikanske Union, der arbejder for demokrati, menneskerettigheder og afrikansk udvikling, og er etableret for det samme. Er det en kolonial overlegen tro på, at vi klarer tingene bedre end afrikanerne? Hvis man vil gøre noget, kan man jo hjælpe Den Afrikanske Union med vejledning og uddannelse. Hvis de ønsker det.

Men det hører selvfølgelig med til historien, at Den Centralafrikanske Republik var en del af Fransk Ækvatorial Afrika. En fransk koloni.

Den anden operation, der kan kaldes en EU-operation, er operation Atalante, der udgår fra Afrikas horn. Den blev startet i 2008 og kører fortsat. Oprindeligt styret af Frankrig, men nu af EUNAVFOR, (EU’s Naval Force) med en spansk admiral i spidsen. Formålet er at sikre sejladsen gennem Suezkanalen. Et udmærket formål, som man også kan deltage i, selvom vi stemmer nej til at droppe forsvarsforbeholdet. F.eks. deltager Norge også. Norge er ikke engang medlem af EU.

Der er god grund til at antage, at Frankrig bliver den førende magt i et EU-forsvarssamarbejde:

  • Frankrig har den største militære styrke i EU
  • Tysklands militære styrke er næsten lige så stor, men Frankrig har dobbelt så mange fly som Luftwaffe
  • Frankrigs industri kan, som et af de få lande, levere alt isenkram til militæret
  • Frankrig er den tredje stærkest atommagt i verden – og den eneste i EU

Derfor er det relevant at vide, at Frankrig har ikke mindre end 4 militære baser i Afrika, og i dette århundrede har gennem ført adskillige ”specialoperationer” i denne verdensdel:

Kilde: Det Franske Forsvarsministerium

  • Operation Corymbe Fra 1990- Beskyttelse af franske økonomiske interesser. Primært olieudvinding i Guineabugten.
  • Operation Boali. 2002-2013. Den Centralafrikanske Republik, som omtalt ovenfor.
  • Operation Licorne 2002-15. Reelt en fransk krig i gammel kolonial stil mod Elfenbenskysten, hvor den daværende, franske præsident Chiraq bl.a. beordrede hele Elfenbenskystens luftvåben udslettet, fordi de satte sig til modværge.
  • Operation Atalante. Afrikas horn, 2008- . (EUNAVFOR), som omtalt ovenfor.
  • Operation Sangaris 2013–16. Den omtalte FN godkendte indsats i Den Centralafrikanske Rep.
  • Operation Serval 2012-14. Operation i Mali mod ”islamister”, som senere blev til ”Barkhane”.
  • Operation Barkhane 2014-22 En operation, der har destabiliseret hele den såkaldte Sahel region (Hele den ”bredeste”, nordligste del af Afrika, bortset fra de lande, der har kyst ud til Middelhavet).

Hvis vi overhovedet har lært noget af de krige, vi har været med til at føre i Nordafrika og Mellemøsten, så er det vel først og fremmest, at man ikke kan indføre demokrati i et land uden nogen form for ønske om demokrati endsige nogen demokratisk kultur. Og at vi grundlæggende forstår og ved alt for lidt om kulturen i de lande, som invaderes. Når der indenfor kort tid efter invasionen dødede 100.000 mennesker i Iraq, så var det ikke fordi de blev skudt af amerikanske soldater. Det var fordi USA’s ledere ikke havde forstået kulturen godt nok til at indse, at når man fjernede den centrale magt, så opstod der en borgerkrig. I dag er situationen i hele Nordafrika, og specielt i Mellemøsten særdeles ustabil med et stort flygtningepres til følge. Libyen er eksempelvis helt ophørt med at fungere som land. Det kan vel ikke være meningen, at vi skal bidrage til, at det samme sker i Sahel regionen?!

Skal din søn eller datter, som nu snart bliver indkaldt, fordi man vil genindføre værnepligten, dø i et afrikansk land, som du i dag ikke engang ved hvor ligger, for at løse en borgerkrig mellem forskellige oprørere, som du har svært ved at se den politiske forskel på?

Vi skal også stemme om Danmarks sikkerhed, bliver der sagt. Men vi er allerede sikret godt gennem NATO: Skal vi vælge NATO med en samlet mandskabsstyrke på 3,4 mill. og 3 atommagter, eller skal vi vælge EU’s samlede tropper på 1,3 mill. og 1 atommagt?

Valget forekommer indlysende.

Det er ganske vist ikke kun et spørgsmål om at have flest soldater, som major Steen Kjærgaard, der er militæranalytiker og souschef ved Institut for Strategi og Krigsstudier, siger, og fortsætter ”Bare fordi de har mange soldater, betyder det ikke, at hæren fungerer. Vigtigst af alt er sammenhængskraften og forsyningskæden i en hær” (TV2, 16.marts 2022).

Og det er jo en påstand, som Rusland i den grad har bevist, ikke mindst i forsøget på at indtage Kiev, hvor det hele brød sammen, og de nu er begyndt at trække sig tilbage, fordi forsyningslinjerne ikke fungerede.

Det er med andre ord væsentligt, at der ved en militær gren i EU ikke skabes tvivl om, hvis det værste skulle ske, hvem der kommanderer styrkerne: NATO eller EU.

En anden ting er: Nu har vi f.eks. lige sendt 800 soldater til Letland på NATOs opfordring. Hvad hvis EU nu – efter vi har stemt ja – beder os sende 800 soldater et andet sted hen? Der vil ikke være mange danske soldater tilbage i Danmark med en dobbelt ledelse.

Afskaffelse af forsvarsforbeholdet ændrer med andre ord – ifølge ja-sidens argument – ingen ting, og lige så vel som dette argument kan bruges til at stemme ja til afskaffelse, kan det bruges til at stemme nej, for hvorfor ændre et forbehold, hvis det ikke har nogen betydning?

Eller også betyder det over tiden en hel del meget problematiske ting: Tvivl om den militære ledelse under et angreb, dobbelt troppeafgivelse, og ikke mindst en fortsættelse og formentlig optrapning af ”militære specialaktioner” i Nordafrika med deraf følgende destabilisering i de lande, som vi invaderer, hvilket i sig selv vil skabe en forøgelse af flygtningestrømmen i små både over Middelhavet. Rent bortset fra, at det er en uanstændig, post-kolonial adfærd overfor Afrika.

Det er ikke alene uforståeligt, hvorfor regeringen har besluttet sig for en afstemning om afskaffelse af EU-forbeholdet, det er også uforståeligt, hvorfor vi skulle stemme Ja.

Beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft

Der bliver talt meget om – ikke mindst fra Det Radikale Venstre – at beløbsgrænsen skal sænkes. De danske virksomheder står og mangler arbejdskraft.

Lad os starte med at fastslå, hvad det drejer sig om.

Der er tale om det, der officielt kaldes ”Skatteordning for forskere og højtlønnede medarbejdere”, (Kilde: Skat.dk: Skatteordning for udenlandske forskere og højtlønnede medarbejdere) og ordningen går simpelthen på, at de ikke-danske forskere og højtlønnede medarbejdere skal betale mindre i skat i en periode på syv år. For nu at få det hele med, så må de ikke i en periode på ti år inden denne skattenedsættelse have haft ansættelse i Danmark, og i en periode på fem år før skattenedsættelsen, må de ikke haft betydelig indflydelse på den virksomhed, som de ansættes i. Der er således tale om en én gang for alle ordning, medmindre der er tale om en international virksomhed, som kan jonglere medarbejderne rundt på deres forskellige sites, så de kun er i Danmark hvert tiende år.

Helt konkret er ”højtlønnet” for 2022 sat til en månedsløn på 70.400 efter fradrag af ATP, eller 844.800 kr. om året. Ifølge ordningen skal den højtlønnede, så betale 27% i skat plus arbejdsmarkedsbidrag, i alt 32,84% i skat, men får til gengæld ikke nogen fradrag. (Kilde: Skat.dk: Forskerskatteordningen).

Hvis vi benytter en skatteberegner (Kilde: 844800 Skatteberegning af indkomst 2022 – Københavns – Løn efter skat (talent.com), kan vi se, at en dansk person, der netop tjener 70.400 kr. om måneden, vil blive beskattet med 42,9% af sin bruttoindkomst, så der er altså tale om lidt over 10% skattebesparelse sammenlignet med en tilsvarende lønnet dansker. Hvis den højtlønnede udlænding f.eks. fik 1 mio. kr. om året i løn – som for en dansker ville være blevet beskattet med 44,9% af bruttolønnen, vil der være tale om en skattebesparelse på 36,7%, og får vores udlænding en løn på 1,5 mio. kr. om året, som for en dansker ville have betydet en skat på 48,4% af årslønnen, ja så er der tale om en skatterabat på 47,4%, eller knapt halvdelen for den udenlandske medarbejder.

Der er med andre ord tale om en skatterabat af en betydelig størrelse, og tillige en beskatning, der helt forkaster progressionen i indkomstskatten – det som statsministeren ved højtidelige lejligheder omtaler som ”De bredeste skuldre skal bære det største læs” – for skatterabatten stiger simpelthen sammen med indkomsten!

Jeg ved ikke, hvilken løn disse udlændinge får, men for mange af dem, er den nok højere end beløbsgrænsen. Den oprindelige ordning blev under alle omstændigheder begrundet i behovet for at få eksperter, som vi ikke selv kunne levere med et ellers ikke helt billigt videregående uddannelsessystem, trukket til landet.  En hurtig hovedregning antyder, at der muligvis er tale om en samlet skatterabat på 1 milliard kr.

Argumentet for ordningen er, at vores indkomstskatter er nogle af verdens højeste, så det er svært at rekruttere udenlandsk arbejdskraft. Men den holder jo ikke rigtigt, for vores lønninger er også nogle af verdens højeste. Men vi har jo selvfølgelig det “problem” at indkomsterne i Danmark er væsentligt mindre ulige end i de lande, som vi får “eksperterne” fra.

Andre argumenterer for, at mange af disse ”eksperter” kommer alene til landet og hverken belaster børnehaver eller skoler eller pensionsvæsnet. Men sådan fungerer det jo ikke. Det er jo ikke sådan, at man kan få skatterabat, hvis man er barnløs, er sund og rask eller på anden måde har mindre behov for velfærdssystemet. Og det er jo heller ikke sådan, at fordi de kommer til Danmark som barnløse singler, så er det også deres situation syv år senere.

Men nu vil bl.a. Det Radikale Venstre, men også flere andre borgerlige partier, sænke beløbsgrænsen, så vi kan få flere udlændinge ind med skatterabat. Nogle (DI) taler endog om at sænke grænsen helt ned til polske byggearbejdere og ukrainske og rumænske landbrugsmedhjælpere. Jeg går ud fra, at man så i det mindste vil ændre begrebet ”Forskere og højtlønnede … ”?!

Efter min mening er hele ordningen en bombe under velfærdssystemet og den almindelige retfærdighedssans: Er det rimeligt, at en udenlandsk ”ekspert” kan gå hjem med 10-50% mere end den tilsvarende lønnede dansker? Og endnu mere relevant: Er det rimeligt, at skatteyderne skal finansiere, at arbejdspladserne – og det er ikke kun de private – kan tiltrække udenlandsk arbejdskraft gennem en skatterabat?

Hvad ville der ske, hvis regeringen ikke gjorde noget for at skaffe arbejdskraft til landets arbejdsgivere? Vi hører jo gang på gang, at væksten vil gå i stå, hvis vi ikke inspirerer, truer og lokker flere ind på det danske arbejdsmarked, udlændinge, pensionister, unge, nyuddannede, indvandrere …?

Ja, der ville jo sandsynligvis ske det, at lønningerne ville stige, hvis ellers fagbevægelsen kender deres besøgelsestid; når udbuddet ikke kan følge med efterspørgslen, stiger priserne. Sådan er det. Når det gælder varer og tjenester kaldes det inflation, og når det gælder prisen på arbejdskraft, kaldes det ”overophedning”.

Det vil ”vi” meget nødigt have, for det reducerer jo alt andet lige avancerne og dermed investeringslysten, og så risikerer vi, at væksten går i stå. Måske ligefrem en økonomisk krise.

Men så på den anden side: Hvorfor mangler vi arbejdskraft? Ja, det gør vi jo ikke mindst fordi vi nu har haft overskud på betalingsbalancen siden Schlütters ”Kartoffelkur” i 1987, altså i 35 år i træk.

At et land har overskud på betalingsbalancen, betyder alt andet lige, at der bruges arbejdskraft på at forsyne andre lande. Hvis det bliver ved længe nok, vil det på et tidspunkt kunne ses som mangel på arbejdskraft. Selvfølgelig!

Ligesom det vil kunne ses at landet oparbejder et tilgodehavende, som man kan se nedenfor, dels som stigning i den private formue, dels som reduktion af statsgælden.

Formuerne er ifølge forskellige kommentatorer (Cepos, Arbejdernes Landsbank m.fl.) rekordstor i 2021.

Man ser, hvordan statsgælden er blevet kraftigt nedskrevet gennem Fogh Rasmussens regeringstid, at den stiger i forbindelse med finanskrisen og den efterfølgende statsgældskrise i Europa. Den bliver atter reduceret med Corydons opstramning af økonomien, mens den så stiger igen i forbindelse med Corona, dog på ingen måder til problematiske højder. (Men postulatet om, at man i 2020 holdt EU’s krav om at holde underskuddet på 0,5% af BNP ser ud til at være gennemhullet, da der er tale om lidt mere end 10%-points stigning svarende til over 200 milliarder kr.)

Vi har med andre ord råd til at gøre noget andet end at importere mere arbejdskraft.

Virksomhedsledere er ligesom alle andre mennesker, de vil helst gøre det letteste og det billigste. Så hvis de kan få politikkerne til at acceptere, at det er deres job at skaffe arbejdskraft, når arbejdsmarkedet er ved at blive ”overophedet”, og hvis de kan få dem til at tro på, at det er skatteydernes opgave at finansiere en skatterabat, som skal tiltrække arbejdskraft, så er det jo meget nemmere end at tænke kreativt over, hvordan de kan få det til at hænge sammen på anden vis.

Hvis vi ikke hjælper dem med at skaffe arbejdskraft på disse betingelser, så vil nogle naturligvis vælge den næst-nemmeste løsning, nemlig at flytte de mindre komplicerede, men arbejdskrafttunge opgaver til udlandet, hvor de kan få billigere, ufaglært arbejdskraft. I hvert fald, hvis de alene ser på timelønnen, men dog ikke altid, når de ser på timelønnen i forhold til færdige, kvalitetsgodkendte emner. Altså effektivitet i modsætning til produktivitet.

Men kapitalismen er netop smukkest og mest imponerende i modgang. Når f.eks. arbejdskraften bliver så dyr, at de mest kreative virksomhedsledere finder en anden måde at gøre tingene på, eller udvikler nye ting, der er unikke og dermed – i en periode –  ikke konkurrence ramte. Det vi kalder Innovation.

Danmark er et af verdens rigeste lande, ikke til trods for, men netop fordi vi grundlæggende ikke har andre råmaterialer end kalk og sten (og lidt olie og naturgas, som vi nu ikke længere vil pumpe op), og ikke til trods for, men netop fordi vi gennem nu snart mere end 100 år har haft en velorganiseret fagbevægelse. Netop disse to faktorer har gjort det nødvendig for virksomheder konstant at være i udviklings- og innovations ”mode”.

Så drop idéen om at ”sænke beløbsgrænsen”. Fjern denne uretfærdige og asociale skatterabat totalt!

Gør de videregående uddannelser i stand til at forsyne erhvervslivet med konkurrencedygtige mennesker på ethvert niveau – Man kunne jo, for at finansiere det, starte med at fjerne alle de uddannelser, der går mere ud på at lære at udtrykke sin mening end i at kunne underbygge den videnskabeligt!

Gør det til en karrierevej, at man starter med en faglært uddannelse, og man så efter nogle års arbejde, derfra kan læse videre til ingeniør mv. At man kan starte som SOSU og læse videre til sygeplejerske og derfra til læge!

Der er rigtig mange veje til at forberede det næste opsving, når man står midt i det ”forrige”, og næsten ingen, når man står på bunden, med en økonomi, der er gået i stå fordi den altid bare valgte den letteste løsning.

Corona

Vi lever i en mærkelig tid, hvor vi gør en stor indsats for ikke at leve for meget – for ikke at dø for mange.

Regeringen har gjort en god indsats for at begrænse konsekvenserne af Covid-19. I første bølge måtte vi ikke overbelaste sygehusene og særligt intensivafdelingerne. Og ifølge meningsmålingerne betød det en massiv opbakning til statsministerens parti: Socialdemokraterne, er var tæt på at nå Aukenske højder.

Så fugte en periode på et par måneder, hvor der ikke rigtigt skete noget, hverken på smitteområdet, på antallet af indlagte på intensivafdelingerne og på dødsfaldene. Vi var tydeligvis færdige med første bølge. Men regeringen mente ikke, at det skulle betyde en lempelse af reglerne før planlagt, så vi kom ikke ud og rejse den sommer, ligesom bryllupper og sommerfester blev aflyst eller udskudt, for set ikke at tale om restauranter, værtshuse, biografer, teatre, koncerter mv.

Bl.a. ved at aflyse, at andre end Corona patienter kom på sygehusene for opfølgning eller operationer, lykkede det regeringen at skaffe ca. 1.000 intensivpladser. Lad os se, hvordan de blev udnyttet:

Den maksimale belastning på 153 indlagte på Intensiv kom 2-3 maj, og efterfølgende er denne max-belastning på intet tidspunkt blevet tangeret. 153 ud af 1.000 reserverede pladser. Hospitalerne stod faktisk halvtomme.

Med en ny epidemi – eller pandemi, om man vil – er det klart, at man ikke kan forudse, om der kun er tale om en lille, begyndende top, som vil blive efterfulgt af en eksplosion, eller om det faktisk var toppen. Men i hvert fald 1.maj, hvor vi var ende på 61 indlagt på Intensiv, og hvor dette tal var faldet stort set dagligt og tendensen var ved at være ret klar, kunne man vel have overvejet at lade hospitalerne tage sig af andre sygdomme?!

Lad os lige minde hinanden om, hvad folk dør af:

Det samlede antal dødsfald pga. Corona i Danmark pr. 2.oktober 2020 var 652, og kun ganske få af disse havde ikke samtidig en eller flere andre sygdomme, som de kunne være døde af. Influenza plejer f.eks. at tage livet af omkring 1.000 danskere hvert år. Men kun ca. 400 i vinteren 2019-20, fordi det var en mild vinter. Mange, der ikke var døde af influenza var nu udsatte for Corona.

29.september 2020 oplyser Ritzau, at de psykiatriske sygehuse i Region Midt er overbelastede fordi mennesker med psykiske problemer ikke kom til lægen i foråret, og i højere grad er blevet behandlet over telefon og video, ligesom de ikke har haft den støtte i sit hjem, som de plejede at have.

Samme dag rapporterer Ritzau endvidere, at de praktiserende lægers organisation – PLO – har henvendt sig til sundhedsminister Magnus ”Orban” Heunicke fordi de er lagt ned af henvendelser vedrørende Corona, hvilket blokerer for henvendelser fra borgere med andre sygdomme. Samtidig er der lang ventetid på test og prøvesvar ”fordi alt for mange i befolkningen bliver testet uden grund”.

Regeringen hyper simpelthen Corona, så at drejer sig om denne sygdom, mens alle andre glemmes. Man kan ikke bebrejde regeringen, at den reagerede, da folk begyndte at dø af Corona, men man kan bebrejde den, at ikke udviste større fleksibilitet i forhold til folk med andre sygdomme, da vi ikke længere døde i store tal af Corona.

Efter omkring to måneder, hvor det umiddelbart så ud til at være overstået, men hvor regeringen alligevel ikke lempede reglerne, ændrerede de pludselig strategi omkring begyndelsen af august. Nu var det ikke længere relevant, at vi ikke lagde intensivafdelingerne ned. Nu var det vigtigt om vi blev smittet. Baggrunden var vist, at WHO/EU gennem hele forløbet havde mast på for at få flere test, og at EU gerne ville åbne for ferierejser. Ikke mindst af hensyn ti de lande, som f.eks. Spanien, i Sydeuropa, hvis økonomi er meget afhængig af turismen.

I starten åbnede man for alle Schengenlande, men med det forbehold, at der ville blive lukket igen, hvis smittetallet på en uge kom over 50 pr. 100.000. Omkring 14 dage senere, da man igen begyndte at lukke, satte man samtidig grænsen ned til 30 smittede pr. 100.000. Det betød bl.a., at danskernes store ferieland, Spanien, blev lukket område før det ville være sket, hvis grænsen ikke var blevet sat ned. Norge gik endnu længere ned, nemlig til 20.

Når jeg skriver lukket, er det ikke helt korrekt. Medmindre landet selv lukker for, at man kan komme ind, når man kommer fra Danmark, så består ”lukningen” fra de danske myndigheder i, at udenrigsministeriet ”fraråder” unødvendige rejser til landet, hvilket så samtidigt betyder, at forsikringsselskaberne ikke vil betale, hvis man bliver syg og skal transporteres hjem. Det kan blive en ret dyr affære, så ”lukningen” er de facto mere end de jura – selvom vi også er blevet udelukket fra flere lande pga. vort forholdsvis høje smittetal.

Strategiskiftet fra at se på antallet af intensivt indlagte til at se på antallet af smittede er ganske interessant at studere. Nedenfor ses en tabel, hvor vi både har medtaget smittetallet, antallet af mennesker med Corona på Intensiv og antallet af mennesker, der er døde med Corona per uge.

Af hensyn til sammenligneligheden er ugetallene ikke helt korrekte. Jeg har taget weekenden, før ugen starter, med, men til gengæld ikke den weekend, som den slutter med. Dette skyldes, at der gennem hele skolernes sommerferie ikke er blevet indrapporteret tal i weekenden, men at tallet så er blevet ajourført i løbet af den efterfølgende uge. Det samme gælder i øvrigt for Spanien, som vi ser lidt på nedenfor, og som det ville være endnu mere uoverskueligt at sammenligne med, da deres skolesommerferie ligger omkring en måned senere end vores. Den sidst medtagne uge i disse tal er med andre ord fra lørdag 26.september til og med fredag 2.okober 2020.

Yderligere har jeg taget antallet af smittede pr. 100.000, som er det myndighederne kikker på, men indlagte på Intensiv og døde pr. 1.000.000, da de ellers ikke ville være til at se på grafen. Disse tal er altså i grafen ti gange større end reelt.

Man kan se, at de tre kurver i det store hele følger hinanden, hvilket ikke kan overraske, da man først bliver smittet, nogle af de smittede kommer så på Intensiv, og nogle af dem, der kom på Intensiv dør. (Selvom der også er undtagelser fra denne regel). Men der er faktisk en forskel, som man måske bedre kan se, hvis vi fjerner uge 25-28, hvor det hele ligger nede omkring 0, og ser på de to ”bølger” hver for sig:

Det er åbenlyst, at der er stor forskel på første og anden ”bølge”. Hvor smitte, intensiv og død følger ganske pænt i første bølge, mens det ser ud til, at de to sidste ikke rigtig kan følge med smitten i anden ”bølge”.

Ser vi på gennemsnittet for de to ”bølger” hver for sig, så er sandsynligheden for at komme på Intensiv i anden ”bølge” næsten 11 gange mindre end i første bølge, og risikoen for at dø, hvis man er smittet tæt på 12 gange mindre.

Det er en væsentlig forskel, der kun kan forklares med, at der er flere, der bliver testede uden grund, og at mange endog bliver testet mange gange. (Det kunne principielt også forklares med, at virus var blevet mindre aggressiv, men det er der jo ingen, der hævder).

Ifølge Ritzau – igen 29.september 2020 – blev der i sidste halvdel af september testet mere end 54.000 personer om dagen, mens Magnus ”Orban” Heunicke vil have det op på 70.000 om dage i oktober, hvilket er den konkrete årsag til at de praktiserende læger klager til sundhedsministeren over de mange test, som tager tiden fra folk med andre sygdomme.

I første ”bølge” hypede man fra regeringens side Corona i en grad, så behandlingen af folk med andre sygdomme, herunder ikke mindst psykisk syge, men sådan set også andre sygdomme som kræft mv., blev ladt i stikken. I anden ”bølge” gør man det sammen, men nu ved at lægge sundhedssystemet ned ved at hype test. Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, støtter i øvrigt PLO i denne sag ved at sige, at han ”er opmærksom på problemet”.

Danmark er, efter Luxembourg, det land i EU, der tester mest pr. indbygger!

Det betyder også, at smittetallene ikke er sammenlignelige fra land til land. Lad os lige se på Spanien. Danskernes største ferieland:

Det første, man bemærker er naturligvis de to store toppe, der ”blot” viser, at man har lavet en fejlrapportering med hensyn til antallet af døde i uge 36, som bliver rettet i uge 37. Blot en af de mange åbenlyse fejl, man kan finde i tallene fra Spanien og mange andre lande, men som ellers ikke er så synlige i graferne, fordi jeg her arbejder med uge-tal og ikke med daglige tal.

Dernæst bemærker man, at i modsætning til Danmark, så ligger kurverne utroligt tæt, selvom der er den samme tendens til lavere risiko for at komme på Intensiv og for at dø, hvis man bliver smittet i anden ”bølge” end hvis man bliver smittet i første. Men forskellen er væsentlig mindre end for Danmarks vedkommende.

Så overordnet kan man konkludere, at mens anden ”bølge” er et lille bump på vejen i Danmark, selvom vi har et af verdens 12 højeste smittetal pr indbygger med udgangen af den senest rapporterede uge, så er der tale om en reel anden bølge i Spanien.

Men selvfølgelig. Hvis regeringen ønsker at fastholde fokus på smittetallet, så kan vi da lige se på denne måde at vurdere situationens alvor på tilbage i tiden:

Fra uge 21 til uge 31 dvs. fra 16.maj til 31.juli, hvilket reelt vil sige hele sommerferien, kunne vi have holdt ferie i bl.a. Spanien, hvis vi havde haft smittetallet som vejledende dengang. I stedet var det en periode, hvor regeringen fastholdt alle restriktioner fra de store tal for indlagte på Intensiv og døde i slutningen af marts og begyndelsen af april. Smittetallet i Spanien var under de 30 pr. 100.000 i hele perioden.

Mit største problem med den måde regeringen har håndteret Corona på er dog ikke, at de helt ufleksibelt har hypet først vigtigheden af sygehusenes kapacitet og siden smittetallet med alvorlige konsekvenser for folk med andre sygdomme. Selvom det er slemt nok.

Mit største problem er, at man tilsyneladende uden konsekvens kan omgå Grundloven.

Det fremgår tydeligt af Grundlovens § 79, at ”Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede”. Yderligere, at ”Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred”. Når udendørs forsamlinger er eksplicit nævnt, må det jo betyde, at der ikke er nogen undtagelse for indendørs forsamlinger, så de begrænsninger, som regeringen har sat, er indiskutabelt en overtrædelse af Grundloven.

Man har ydermere givet sundhedsministeren ret til – ved dekret, som vi ellers plejer at kritisere Ungarns Victor Orban for, og uden at han skal rådføre sig med fagfolk – at forbyde forsamlinger helt ned til 2 personer, uden at spørge nogen.

Magnus ”Orban” Heunicke ville også gerne have lov til pr. dekret at overtræde Grundlovens § 72: ”Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelser, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse”. Men det var der dog trods alt et flertal i folketinget, som forhindrede.

Jeg spurgte for en god ordens skyld justitsministeriet om jeg på baggrund af loven om offentlighed i forvaltningen kunne få lov at se de juridiske overvejelser, der lå bag denne overtrædelse af Grundloven, og 29.september, fik jeg så afslag på dette.

Overvejelserne vedrørende sundheds- og ældreministeriet har justitsministeriet bedt sundhedsministeriet om at sende mig. Jeg har ikke fået dem endnu.

Justitsministeriets egne overvejelser afviser at udlevere at to årsager.

For det første ”omfatter retten til aktindsigt ikke interne dokumenter, der ikke er afgivet til udenforstående” Med andre ord: Det de vil holde hemmeligt, holder de hemmeligt! Men det er jo et problem, der er blevet diskuteret generelt i forbindelse med offentlighedsloven.

For det andet har ministeriet ”foretaget en afvejning mellem på den ene side det beskyttelseshensyn, der ligger bag offentlighedslovens §23, og på en anden side den berettigede interesse, du må antages at have i at få oplysningerne udleveret.” Udtrykket ”berettiget interesse” bruger man f.eks. om retten til at begære en virksomhed konkurs, hvor man fornuftigt nok siger, at det kun er virksomheden selv og de kreditorer, der kan have en berettiget interesse i at begære en virksomhed konkurs. Men grundloven? Har enhver dansk statsborger ikke en endog meget stor berettiget interesse i Grundloven?

Justitsministeriet har venligst medsendt de to lovforslag, hvor man kan se, at man har overvejet om de overtræder Grundloven, men som forventet kan man ikke rigtigt nå frem til, at der findes et problem.

Med andre ord: Grundloven er ikke det papir værd, den er skrevet på.

Jeg spurgte i øvrigt om nogen retsinstans har været involveret i sagsbehandlingen. Da det fremgår af Grundloven, at det i flere tilfælde kan lade sig gøre at omgå den efter afgørelse hos en dommer, syntes jeg, det var et relevant spørgsmål.

Her er justitsministeriet helt klar i spyttet i deres svar: ”… domstolene (har) ikke været hørt over overensstemmelsen mellem grundlovens §79 og muligheden for at begrænse forsamlingsfriheden… ”. Men ok, det er man jo også, så vidt jeg forstår fra dagspressen, holdt op med, når man skal have tilladelse til f.eks. at aflytte og overvåge folk.

Selv en ”second opinion”fra en dommer, når man vil overtræde Grundloven, kan der blive plads til.

Lad mig understrege, at jeg syntes mange af de tiltag, der er blevet gjort for at forhindre udbredelse af smitte, har været både forståelige og fornuftige. Men hvis der nu er præcedens for, at en regering blot kan henvise til en smitterisiko, uden så meget som at spørge sagkundskaben, og på den baggrund lægge begrænsninger for danskernes udfoldelser, så ligger landet jo åben for en fascistisk magtovertagelse.

Man kan ikke se smitte, så enhver regering kan jo hævde hvad som helst.

Grundloven kan kun ændres, ifølge §88, hvis den først vedtages  ved at folketinget (1) vedtager ændrigen, dernæst (2) udskriver folketingsvalg, hvorefter (3) det nye folketing vedtager den nye grundlov uden ændringer i det første forslag, hvorefter (4) skal den nye Grundlov som helhed skal sendes ud til folkeafstemning, hvor der skal være flertal og mindst 40% af de stemmeberettigede skal stemme for.

Der er efter Corona forløbet grundigt brug for, at folketinget får diskuteret, hvordan man i fremtiden vil lave undtagelser fra Grundloven med inddragelse af alle tre instanser: Den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, så vi ikke ender som en ren bananstat.

Note: Alle oplysninger om smitte, indlæggelse og dødsfald på baggrund af Corona er fra Woldometer, bearbejdet af min gode ven Bo Carstens.

Lad os Revaluere

Hvordan mangeårige betalingsbalanceoverskud skaber protektionisme hos de store underskudslande

Min påstand i dette blogindlæg er, at underskud på betalingsbalancen – specielt over længere tid – har så stor indvirkning på et lands selvopfattelse, at befolkningen vil foretage drastiske skridt for at komme ud af det, og at lande eller landegrupper, der bevidst kører efter betalingsbalanceoverskud år efter år, derfor er medansvarlige for disse handlinger på samme måde, som de allierede efter første verdenskrig frembragte nazismen ved at kræve så voldsomme krigsskadeserstatninger, så det fremkaldte hyperinflation i Tyskland i begyndelsen af 20-erne, forringelse af de tyske pensioner til intet, gadekampe mellem forskellige ekstreme bevægelser, og til sidst en stemme på Hitler, der lovede at stoppe betalingerne af disse erstatninger, genetablere beskæftigelsen, pensionerne og med magt stoppe de ufredelige tilstande i Tysklands gader.

Helt konkret mener jeg, at kineserne og EU har frembragt både Trump og Brexit, og til dem, der er uenige efter at have læst dette indlæg, kan jeg kun gentage det fremragende Palle Lauring citat ”Det eneste man kan lære af historien er, at ingen tidligere har lært af historien.

Ligesom tyskerne har et traume fra hyperinflationen fra 1921 og nogle år frem, hvor priserne steg i et tempo, så man måtte trykke pengesedler på millioner og milliarder Rigsmark, og det havde betydning om man fik sin løn udbetalt om morgenen eller om aftenen, så har vi i Danmark et traume omkring ordet ”devaluering” efter at være tvunget til at gennemføre en sådan flere gange i løbet af 1970’erne.

Tyskernes traume har ikke mindst givet sig udtryk i, at hele EU’s økonomiske tankegang prioriterer kampen mod inflation og offentlig låntagning over alle andre økonomiske mål. Herunder også arbejdsløshed. EUR’oen skal forhindre, at et lands valuta kan glide op eller ned, afhængig af udviklingen i produktiviteten, hvilket er ellers er den mest naturlige måde for en valuta at bevæge sig på for at tilpasse konkurrencesituationen til produktivkræfterne. Finanspagten skal forhindre, at et EU-land kan bruge finanspolitikken til at øge beskæftigelsen ved f.eks. at øge det offentlige forbrug uden samtidig at opkræve ekstra skatter. Stabilitets- og Vækstpakken osv. har alle fastholdt navnlig det sydlige Europa i en konstant krise med høj arbejdsløshed, fordi produktivitetsudviklingen går langsommere end i Nordeuropa. Til gengæld har Nordeuropa, så omvendt nydt godt af, at EUR’oen – fordi det er en gennemsnitsvaluta – giver dem en stadig bedre konkurrencekraft.

Det danske traume gør f.eks., at vi har tilsluttet os alle disse pagter, selvom vi egentlig ikke havde behøvet, da vi ikke er et EUR-land, ligesom den danske nationalbank har pålagt sig selv at sikre, at den danske krone ikke rører sig ud af flækken i forhold til EUR’oen. Og måske også til, at der muligvis er folk, der er faldet om af kvababbelse, da de læste min overskrift.

I virkeligheden er begge traumer to sider af samme sag: De lande, der klarer sig økonomisk dårligst, bliver pisket af det tyske traume, og de lande, der klarer sig økonomisk godt, bliver forhindret i at støtte dem fordi der ikke må sættes spørgsmålstegn ved valutaens stabilitet.

Som jeg tidligere har påpeget i ”Er EURoen god for Europa”, https://alternativfordanmark.dk/2016/02/ , fra februar 2016, har man været tvunget til at føre en hård indkomstpolitik i de lande, der produktivitetsmæssigt reelt har haft en overvurderet valuta i EUR’oen for at komme til det ønskede EU mål om overskud på betalingsbalancen. Den gang var det lykkedes Grækenland, Spanien og Italien at få overskud på betalingsbalancen gennem denne hårde politik, mens Frankrig fortsat hang i bremsen. Samtidig så vi, at Holland og Tyskland, der i forhold til deres produktivitetsudvikling har en relativ undervurderet valuta i EUR’oen spurtede derudaf med stadig højere overskud.

På oversigten nedenfor, der viser samtlige EU-lande, kan man se, at mens Italien har kunne holde den forholdsvis stærke betalingsbalance, som de på baggrund af EU’s pres om indkomstpolitik opnåede sammen med f.eks., Spanien og Portugal i løbet af statsgældskrisen, er Frankrig fortsat og Spanien, Portugal og Grækenland atter tilbage med negative betalingsbalancer. Til gengæld er Tyskland helt i top med et overskud på betalingsbalancen på mere end 200 Milliarder EUR, og dermed mere end halvdelen af EUR landenes samlede overskud. Også Holland er fortsat er med i samme takt, men dog et mindre tal fordi det er en mindre økonomi end Tysklands. Italien, Tjekkiet, Belgien, Danmark, Sverige og Ungarn bidrager ligeledes til dette formidable overskud.


Kilde: https://tradingeconomics.com/

Det er interessant at se Tjekkiet og Ungarn med i dette førerfelt, når vi i indlægget om Verdens Befolkningsudvikling 2018-2050, kunne konstatere, at de var de to eneste, tidligere østlande, som ikke havde en stor udvandring, primært til Vesteuropa. https://alternativfordanmark.dk/2019/08/03/verdens-befolkningsudvikling-2018-2050/

Og her ligger jo hele problemet med de store og langvarige over- og underskud på betalingsbalancen. Hvis man importerer større værdier end man eksporterer forbruger man jo varer og tjenesteydelser, som man ikke har arbejdet for. Med andre ord: Man har for lille beskæftigelse i forhold til sit forbrug. Og omvendt, hvis man har overskud på betalingsbalancen.


Kilde: https://tradingeconomics.com/

Bl.a. derfor ser man også en markant forskel i beskæftigelsen mellem under og overskudslande, derfor ser man også, at overskudslandene Tjekkiet og Ungarn som de eneste, tidligere østlande, ikke har udvanding, men stigende befolkningstal, og derfor ser man også, at arbejdsgiverne i f.eks. Tyskland og Danmark stiller krav om at kunne importere flere arbejdere endog udenfor EU.

Vi har gennem de seneste 30 år vænnet os til at have overskud på betalingsbalancen, og det gælder i det store og hele også andre overskudslande:

Tysklands Betalingsbalance


Denne og de efterfølgende kurver viser månedens overskud eller underskud, hvorfor det går så meget op og ned. Man skal se på trenden og være opmærksom på, at land sagtens kan have overskud eller underskud på betalingsbalancen på årsplan, selv om der en enkelt måned eller to, der peger i den anden retning.

I det ovenstående tilfælde med Tyskland, kan man se, at ikke engang en enkelt måned har der været underskud de seneste 25 år. Den første trend viser behersket stigning i overskuddet frem til EUR’oens indførelse 1.januar 2002, hvorefter stigningen i overskuddet tager fart frem til 2008-09, hvor vi havde finanskrisen, og hvor vi på kurven ser et kortvarigt fald i overskuddet, hvorefter den samme høje stigning i overskuddet atter går i gang. Fra 2018 begynder overskuddet at stagnere, og man ser endog et mindre fald, men stadig på et meget højt niveau på omkring 20 mia. EUR om måneden.

Hollands Betalingsbalance


Vi ser meget det samme billede som med Tyskland: Ikke en eneste måned har der været underskud på betalingsbalancen i løbet af de seneste 25 år, øget stigning i overskuddet fra EURens indførelse, et lille -men tæt på usynligt – dyk under finanskrisen, hvorefter væksten fortsætter, og herefter stabilisering af overskuddet på et højt niveau på omkring 5 mia. EUR om måneden fra omkring 2017

Danmarks Betalingsbalance


Billedet for Danmark er en smule anderledes. Der er enkelte måneder, der er kommet ud med underskud, men der er faktisk ikke et eneste år, der har givet underskud de seneste 25 år. Overskuddet vokser allerede fra 1998-99, og fra EURens indførelse i 2002 stabiliseres overskuddet på dette, højere niveau frem til finanskrisen, hvorefter det stiger ganske kraftigt og kommer op på et månedsniveau på ca. 7 mia. DKK i 2011, hvorefter det falder svagt og nu ligger på et niveau omkring 5 mia. kr. i overskud om måneden.

Overordnet kan vi altså konstatere, at for de to stærkeste økonomier i EU (og Danmark) er overskud altså en permanent ting, der bare fortsætter i mange, mange år.

Lad os kaste blikke på de to svageste økonomier i EU – ud fra størrelsen af betalingsbalanceunderskuddet.

Frankrigs Betalingsbalance

Spaniens Betalingsbalance

Vi ser her den klart modsatte tendens af den, som vi observerede hos Tyskland og Holland:

Frankrig har overskud på betalingsbalancen før EURoen. Efter EUR indføres i 2002 lykkes det at holde betalingsbalancen omkring 0 frem til 2004, hvor den begynder at falde dramatisk frem til finanskrisen. Finanskrisen giver anledning til en forbedring, men betalingsbalancen er fortsat negativ fordi forbedringen alene skyldes en reduceret import. Under den efterfølgende statsgældskrise, hvor Grækenland, Italien Spanien og Portugal fik stillet rav om at rette op på de offentlige finanser, fordi EU anser statsgæld og -underskud for mere problematisk end arbejdsløshed, gik Frankrig fri af disse krav, og man ser, at underskuddet stabiliserer sig på omkring 5 mia. EUR om måneden.

Spanien har ikke haft overskud på betalingsbalancen i de 25 år, der her er angivet – bortset fra en enkelt måned. Spanien var helt klart det land, der mest ihærdigt forsøgte at følge EU’s henstillinger i årene efter finanskrisen, og man kan se, at det har hjulpet, for det lykkes faktisk i 2 måneder i træk at for overskud på baggrund af en benhård indkomstpolitik i årene forud.

Omkostningen var en væsentlig øget ulighed:

https://data.worldbank.org/indicator/SI.POV.GINI

GINI koefficienten er, om end ikke den perfekte, så dog den bedste, eksisterende måde at vise ulighed på. Hvis koefficienten er 0 får alle præcis det samme. Jo højere tallet er, jo mere ulighed.

Spanien, der har været udsat for EU’s krav om indkomstpolitik ser en stadig øget ulighed gennem stort set hele perioden. Frankrig oplever en stigning i uligheden fra 2006 til slutningen af finanskrisen, hvorefter uligheden falder da de i modsætning til Spanien ikke har udsat for krav fra EU. Til gengæld har Frankrig så oplevet et stadig større overskud på betalingsbalancen. Tyskland og Holland, der begge har haft overskud på betalingsbalancen har til gengæld haft mulighed for at sænke uligheden gennem det meste af perioden. Dette er ikke en naturlov, men kræver stærke fagforeninger, og uden det kan siges med sikkerhed, uden dybere analyser, så kunne stigningen være et udtryk for, at den fremmede arbejdskraft, som arbejdsgiverne altid forlanger at få, når det ikke er til at skaffe flere ansatte, som de siger, og som de altid får, har fået lavere lønninger end dem, der var der i forvejen, og måske endda har været med til at presse lønnen for disse.

Ligesom vi så det for de to stærkeste økonomier i Europa – set ud fra betalingsbalancen – er overskud tydeligvis en permanent ting, er det også åbenlyst, at underskud er det for de to svageste – med mindre man kører en hård indkomstpolitik.

Det er jo klart uholdbart, og skyldes ikke mindst den fælles valuta EUR, men i lige så høj grad, at der ensidigt lægges vægt på at straffe underskudsøkonomierne og/eller sætte dem under administration, mens overskudsøkonomierne ustraffet kan køre derudaf. Hvis dette er succesfuldt, må man konstatere, at det hele kun kan ende med, at EU som helhed må oparbejde et stadig større betalingsbalanceoverskud, og det er da også tilfældet.

Ser vi nu ud over EU og ser på hele verdens betalingsbalanceudfordringer, kan vi starte med betalingsbalancesituationen for verdens 10 største økonomier:


Kilde: https://tradingeconomics.com/

”Største” betyder ikke nødvendigvis, at folk er rige i landene, bare at det er de største økonomier. Et land kan komme på listen selvom der er mange fattige, bare der er mange nok, som f.eks. Indien. Eller det kan komme på listen ved at være et mindre land med mange rige mennesker, som f.eks. Schweitz.

Man kan på den grafiske opstilling ovenfor se, at blandt de største økonomier i verden, er det USA, Indien og Storbritannien, der i det seneste år har haft størst underskud på betalingsbalancen, mens Kina, EU og Rusland har bidraget med de største underskud.

For ikke at få en alt for uoverskuelig analyse, der mere ville høre hjemme i en hel bog om emnet end i et blogindlæg, vil her fortsætte med de ”nærmeste” lande og alene fokusere på USA, Storbritannien, EU og Kina.


https://tradingeconomics.com/

USA har haft permanent underskud på betalingsbalancen i mere end 25 år. Faktisk siden 1972, hvor de gik fra guldindløseligheden og Bretton Woods valutasystemet brød endeligt sammen.

USA’s Betalingsbalance

Ikke mindst fra begyndelsen af 1990’erne bliver det rigtigt slemt frem til finanskrisen 2008-09, hvor de ligesom de to tidligere underskudsøkonomier, Frankrig og Spanien, som vi så, får en kortvarig forbedring som følge af mindre import. Derefter stiger underskuddet igen, og ligger nu på niveauet -50 mia. USD om måneden. Obama startede som præsident 20.januar 2009, og man kan se, at efter det første dyk, kommer der en kortvarig stigning. Trump startede som præsident 20.januar 2016, og det ville være synd at sige, at man på betalingsbalancens udvikling efterfølgende kan sige, at hans protektionistiske politik er lykkedes.

USA’s vigtigste eksportlande er Mexico ($ 181 mia.), Canada ($ 149 mia.), Kina ($ 133 mia.), Japan ($ 67 mia.) og Tyskland ($ 62 mia.). De vigtigste importlande for USA er Kina ($ 476 mia.), Mexico ($ 307 mia.), Canada ($ 274 mia.), Japan ($ 125 mia.) og Tyskland ($ 111 mia.).

USA har med andre ord et substantielt underskud på handlen med alle sine fem største handelspartnere. De importerer tre en halv gang så meget fra Kina, som de eksporterer til Kina, og med de øvrige fire er forholdt næsten dobbelt så meget.

Kilde: https://oec.world/en/profile/country

Sammenlagt udgør de fem handelspartnere et større underskud end USA’s totale underskud på betalingsbalancen – faktisk godt 100 mia. USD mere det seneste år.

USA har i mange år været en frihandelsnation, men går man tilbage før 2.verdenskrig har der faktisk været en del perioder med protektionisme. Det er så den tradition Trump har genindført, da han startede som præsident. Trump og hans vælgere er overbeviste om, at protektionisme, som jo også vil medføre handelskrige, vil kunne redde USA ud af suppedasen og genetablere en sund økonomi.

Når man tager udgangspunkt i dette synspunkt, og ser på tallene ovenfor, er det åbenlyst, hvorfor Trump først og fremmest har startet handelskrig mod Kina, hvorfor han startede sin præsidenttid for tre år siden med at trække USA ud af de forhandlinger, der havde fundet sted meget længe om et frihandelsområde mellem Sydøst Asien, Australien/New Zealand og USA, hvorfor han er negativ overfor NAFTA, som er en art frihandelsregion for Mexico, USA og Canada, hvorfor han har forsøgt at tvinge EU til en bedre samhandelsaftale for USA, og hvorfor han på det seneste han lovet Boris Johnson en meget bedre handelsmulighed med USA end de havde med EU.

… og Hvorfor han vandt valget i november 2015, hvor den amerikanske bilproduktion gennem mange år havde oplevet at blive udkonkurreret:

Car Production in the United States

Fra 7 millioner per kvartal i 1995 til godt 2 i dag, og med en næsten tilsvarende udvikling i antallet af beskæftigede, navnlig i Michigan og Ohio, som sammen med resten af ”Rust Bæltet” levede af bilproduktion og kul og stål miner, som også var på vej til lavpunktet i 2015.

USA Mining Production

Den store forbedring fra 2017 kan sikkert hjælpe ham til at genvinde ”Rustbæltet” i 2020 med mindre den startende nedtur på nuværende tidspunkt fortsætter. Man har i hvert fald aldrig hørt om en politisk leder, der ikke mener, at enhver forbedring er hans eller hendes skyld, mens enhver forringelse skyldes de internationale konjunkturer.

Men lad os også lige introducere en anden problemstilling, der til dels hænger sammen med underskud (eller overskud for den sags skyld) på betalingsbalancen, nemlig: Nogen jo må have det underskud eller overskud, og helt overordnet er der kun tre muligheder: Det offentlige, de private husstande og virksomhederne, og de må have det i form af forringede (ved overskud forbedrede) formuer.

Hvis vi ser bort fra byer og counties med underskud har der siden 2010 været ikke mindre end 9, herunder Detroit, Michigan (Rustbæltet) og Jefferson County (Birmingham), Alabama, der direkte har måttet erklære sig konkurs for at håndtere deres gæld. Koncentrerer vi os om USA’s centrale regering har statsgælden – altså udover de enkelte staters gæld – udviklet sig således:

USA’s statsgæld i procent af BNP

USA’s statsgæld er på nuværende tidspunkt 106% af nationalproduktet, hvorved de kan sammenligne sig med de mest forgældede nationer i verden.

De private husholdningers gæld er også tårnhøj, men har et lidt anderledes forløb:

USA: Private husholdningers gæld i procent af BNP

Frem til 2008 steg husholdningers gæld til tæt på 100% af nationalproduktet, hvorefter den begyndte at falde. Først og fremmest fordi Obamas regering nægtede at hjælpe Lehman Brothers ud af kniben, så de måtte erklæres konkurs, og det derefter var begrænset, hvor mange banker mv., der ville lå penge ud til fattige amerikanere, men også fordi der blev givet flere skattelettelser – først og fremmest til de rigeste amerikanere. Dermed har man også forklaringen på den stigende statsgæld.

Der er ikke tal over virksomhedernes formuer, så lad os vise

USA Corporate Profits

Der er naturligvis et fald i forbindelse med finanskrisen 2008-09, men ellers er der ikke grund til at antage, at de amerikanske virksomheder har påtaget sig en del af underskuddet på betalingsbalancen gennem andet end konkurser, som faktisk har været faldende siden 2010.

Fordi underskuddet på betalingsbalancen ikke bare er et tal i en statistik, men faktisk skal bæres af nogen, og fordi disse betalingsbalanceunderskud ser ud til at fortsætte for de lande, der er hårdest ramt af dem, har det altså også en betydning for, hvad man har at gøre godt med. Et statsunderskud betyder betaling af renter og afdrag. Skattepenge, der ellers kunne være anvendt til social forsorg, forsvar, skattelettelser eller hvad der nu er politisk flertal for.

Storbritanniens Betalingsbalance

Storbritanniens vigtigste eksportmarkeder er USA ($ 45 mia.), Tyskland ($ 39 mia.), Holland ($ 25 mia.), Frankrig ($ 25 mia.) og Kina ($ 22 mia.), mens de vigtigste importmarkeder er: Tyskland ($90 mia.), Kina ($ 59 mia.), Holland ($ 47mia.), USA ($ 47 mia.) og Frankrig ($ 36 mia.).

Handlen med disse fem lande giver med andre ord alle underskud, om end handlen med USA er næsten i balance, og det samlede underskud med de fem vigtigste handelspartnere er dobbelt så stort som Storbritanniens samlede underskud på betalingsbalancen. Der er altså et overskud på handlen med alle andre lande, der er lige så stort, som Storbritanniens nuværende og meget store underskud.

https://tradingeconomics.com/

Og når man ser, at underskuddet i handlen med de tre, for Storbritannien, vigtigste lande i EU: Tyskland, Holland og Frankrig alene giver et underskud, der er større end det samlede underskud på betalingsbalancen. Overordnet set udgør handlen med EU omkring 2/3 af Storbritanniens samlede udenrigshandel, men halvdelen af betalingsbalanceunderskuddet. Handlen med Kina tager den anden halvdel af underskuddet, så Storbritannien faktisk har en fornuftig balance – med et lille overskud på at handle med resten af verden, ikke mindst Commonwealth:

https://tradingeconomics.com/
https://da.wikipedia.org/wiki/Commonwealth_of_Nations

Da vi ved, hvad et vedvarende underskud betyder for beskæftigelse og gæld, så er der måske en begrundelse at finde i disse tal for Brexit og endog for visse britiske politikeres ønske om en hård Brexit – altså et ønske om at blande sig helt udenom det indre marked i EU, og mulighed for at beskytte sig toldmæssigt imod det.

Ligesom for EU må vi igen konstatere, at underskudsnationerne hænger fast i dyndet i rigtig mange år.

Man må være naiv for ikke at forstå, at hvis nogen i årevis fastholder, at de vil have overskud på betalingsbalancen, så er der andre, der må have lige så store underskud, og at disse underskud kan drive folk til at forsøge sig med andet end frihandel, billig sherry og slesk tale.

Enhver bør kunne se, at Euro-landene, men selvfølgelig ikke mindst Kina med deres insisteren på overskud gennem mange år, har drevet USA og Storbritannien ud i underskud, og at disse underskud har skabt tab af arbejdspladser på en måde, der har fremmanet både Trump og Brexit!

Så til overskudslandene:

EURo-områdets Betalingsbalance

EUR-landenes betalingsbalance udvikler sig lidt anderledes end det, vi har set før, med en forholdsvis kortere periode med overskud. Frem EUR’oens indførelse i 2002 går det lidt op og ned omkring 0, eller balance, om man vil. Efter indførelsen af EURoen stiger underskuddet frem til finanskrisen i 2008, og den forbedres kun svagt frem til 2012, hvorefter den indtager den ubrudte række af år med overskud, som vi så ved de andre grafer. Der kan være flere grunde til, at overskuddet starter i 2012. Først og fremmest bliver der afholdt et G8 møde i USA, hvor de 8 stærkeste økonomier (lande) bliver enige om at forsøge at booste verdensøkonomien. Dertil kommer, at man i EU starter på det første såkaldte ”European Semester”, Som er en rådgivning af, hvordan de enkelte lande skal føre finanspolitik, som man ligesom under ØMU’en, Slangesamarbejdet og tidligere Bretton Woods kun følger hårdt op på overfor de økonomisk svageste lande, og hvor inflation betalingsbalance prioriteres over bekæmpelse af arbejdsløshed – ikke mindst den ganske vildsomme ungdomsarbejdsløshed, der var i Sydeuropa. I 2013 implementeres ”Stabilitetspagten” baseret på beslutninger i 2012, hvorefter man forlanger balancerede, offentlige budgetter (Derfor af og til omtalt som ”Budget-Pagten”, som fastslår, at EUR staterne hverken må bruge flere eller færre penge, end de opkræver i skat, hvilket gør, at hvis medlemsstaterne vil gøre noget ved arbejdsløsheden, har de ikke længere mulighed for at bruge finanspolitikken, eller pengepolitik (fordi den bestemmes centralt af Den Europæiske Centralbank, hvorfor der kun er indkomstpolitikken tilbage, og vi ser, at ganske mange mennesker i Middelhavslandene sættes ned i løn og uligheden stiger. Men det er, som man kan se, godt for betalingsbalancen.

Euro områdets to største eksportlande i 2018-19 er USA (13 % af den samlede eksport) og Storbritannien (12 %). Andre større eksportlande er: Kina, Rusland, Schweitz og Tyrkiet. Som vi så tidligere er de største eksportører indenfor EUR-området Tyskland, Frankrig, Italien og Holland.

De to største importlande er Kina (12 % af den samlede import) og Storbritannien (10 %). Andre større importlande er: USA. Rusland, Schweitz og Japan. (Kilde til import og eksport er: https://tradingeconomics.com/euro-area/balance-of-trade, senest opdateret januar 2020.

Storbritannien har med andre ord et markant underskud til EUR-området, ligesom USA har det, mens Kina har et pænt overskud – også her.

Kinas Betalingsbalance

Deng Xiaoping tjener stadig ros for at åbne Kina for traditionel handel, men i hans regeringstid, var der alene tale om at åbne landet for vestlige investeringer, som har været baggrund for, at Kina forholdsvis hurtigt kunne skabe tilstrækkelig kvalitet i sin produktion, og efterfølgende begynde at eksportere. Men handelspolitisk skete den helt store ændring i 2004, hvor Kina underskrev en aftale om frihandel med 10 SØ asiatiske lande for potentielt 25% af verdens handel. Udover USA og EU er disse lande fortsat de vigtigste udenrigshandel for Kina

Kinas vigtigste eksportmarkeder er således USA (476 BUSD), Hong Kong 255 BUSD), Japan (157 BUSD), Tyskland (109 BUSD) og Syd Korea (98 BUSD). De vigtigste importlande er ”Asien I øvrigt” (151 BUSD), Syd Korea (149 BUSD), Japan (136 BUSD), USA (133 BUSD) og Tyskland (95 BUSD). Med andre ord et overskud overfor USA på 343 Mia. USD, eller næsten lige så meget som EU’s samlede betalingsbalanceoverskud, så uanset om man er enig eller ej, kan man forstå baggrunden for den nuværende handelskrig mellem de to lande.

Hovedproblemet med Kinas handel er, at der ikke er nogen egentlig markedsfastsættelse af den kinesiske valuta, hvilket gør, at de kan fortsætte med så store overskud på betalingsbalancen, som de gør.

Omvendt må man erkende, at der er der ikke på ret mange andre valutaer, og en af de få valutaer der er markedsstyret, nemlig den amerikanske dollar, er stærkt overvurderet dels fordi, at resten af verden fortsat anser den som en ”reservevaluta”, næsten på linje med guld i ”gamle” dage – selvom man kan undere sig over dette synspunkt i betragtning af, hvor stor gæld USA har opbygget på stort set alle balancer – dels fordi USA’s regering til trods for det enorme statsunderskud fortsætter med at booste økonomien med stadig større statsunderskud.

Det er formentlig utopisk at tro, at man kan få et markedsstyret valutasystem internationalt. Erhvervslivet vil gerne have faste valutakurser, politikkerne tror, at et land viser styrke ved en høj kurs på valutaen – Da Bank of England f.eks. devaluerede det britiske pund i 2016, var alle politikere ude med påstanden om, at der kunne man bare se, hvilken krise afstemningen om Brexit havde skabt, til trods for, at det var helt uden sammenhæng med Brexit og i øvrigt et ganske fornuftigt skridt, når man husker på den udviklingen i den britiske betalingsbalance, som vist ovenfor.

Men det ændrer ikke ved, at langvarige betalingsbalance over- eller underskud grundlæggende ændrer de økonomiske forudsætninger i et land. Derfor må verden til at tage sig sammen og lave en plan, der ændrer denne udvikling, ellers kommer vi til at se mere magtarrogance på vindersiden, og flere ”Trump”, ”Brexit” og handelskrig beslutninger på tabersiden, og det vil med sikkerhed ikke gøre verden mere demokratisk eller mere lige!

Skal vi så revaluere? Ja, hvorfor ikke, det vil i hvert fald gøre livet lettere for specielt de lavere indkomster, hvis importerede varer falder i pris. På en anden side vil det ikke ændre noget i forhold til de problemer, der her er omtalt. Dertil er vi alt for lille en del af verdensøkonomien.

”Støttepartierne” kræver færre penge til pensionister og børnefamilier

Nej, selvfølgelig gør de ikke det. Men det bliver konsekvensen af deres krav om minimumsordninger til vuggestuer og dagpleje fordi kommunerne snart har så mange lov- og regelbundne udgifter samtidig med at folketinget styrer deres totale udgifter stramt, så det snart er umuligt at finde ting som svømmehaller, idrætsanlæg eller blot tilskud til disse blandt kommunernes udgifter. Biblioteker nedskæres osv.

Der er regler for, hvad personer med handicap skal have af hjælpemidler, regler for hvor mange møder arbejdsløse skal have på jobcentrene, regler for, hvor mange der må være i en skoleklasse osv. Dertil kommer, at Sundhedsministeriet gerne ser løbende effektivitetsforbedringer i regionerne, hvilket betyder, at de syge kommer hjem fra hospitalerne tidligere og tidligere, hvilket kan ses på udgifterne til sundhed i kommunerne.

Kilde: Danmarks Statistik https://www.statistikbanken.dk/REGK3E

Dertil kommer, at kommunerne ikke længere styrer indtægterne, men får dem bevilget af folketinget.

VIVE har lavet en glimrende oversigt over måden, som den offentlige sektor er blevet styret på i begyndelsen af dette århundrede:

Finanspolitiske rammer i Danmark fra 2000 opdelt i fire delperioder

Kilde: 2010- og 2015-planer (Regeringen, 2001, 2007), Genopretningsplanen (Regeringen, 2010) og Finansredegørelse 2014 (Finansministeriet, 2014). Gengivet af VIVE (Tidligere Socialforsknings Instituttet)

EU’s såkaldte Fiscal Compact (Budgetdirektivet) kom i 2012 og var et klart udtryk for, hvordan EU mener, at man skal føre finanspolitik, nemlig ved balancerede budgetter og ved for alt i verden at sikre, at der ikke kommer inflation.
Der er tale om en ”eklektisk tiggersuppe” af nationaløkonomisk teori hovedsagelig med elementer fra den såkaldt ”neoklassiske” teori og ”Monetarismen”, som ser ud til at falde sammen med, at folketingets medlemmer og finansministeriets ansatte i stadig højere grad består af scient.pol.’er – førstnævnte i udpræget grad med stud. foran. Tidligere tiders finanspolitiske indsats for at forbedre beskæftigelsen ved statsligt underskud: Rosewelts ”New Deal” i 30’erne. Krags ”Helhedsplan” fra 1963 og senest, om end mere beskedent, 2009-10, hvor man fjernede målet for forbrugsvækst og opgav saldomålene og fik stabiliseret beskæftigelsessituationen, vil nu kun vil være historie. Tværtimod tolkede Corydon Budget direktivet således, at man fra 2014 reducerede lovgrænsen for strukturelt underskud til kun 0,5 % af BNP, ligesom man startede sanktioner mod kommuner, der forbrød sig mod kravene.

Man ser den nye holdning helt tydeligt i Finansredegørelsen for 2014 (Finansministeriet, 2014, p. 315): ”Udgiftspolitikkens succes vil fremover i langt videre omfang skulle måles på, at lofternes konkrete udgiftsniveauer overholdes år for år på budgetter og regnskaber”.

Hentet fra Vive Rapport: Statens styring sf kommuner 19.december 2018. https://www.vive.dk/media/pure/11264/2311814

Det store fald fra 2012 til 2014 skete under ledelse af Corydon, altså sidst venstrefløjen sad ”med ved bordet”, mens den beskedne stigning efterfølgende er sket under forskellige ”blå” regeringer.

Det kan forekomme mærkværdigt, at skatteyderne skal betale mere i skat (sanktionsbetaling fra kommunerne til staten) fordi kommunerne har svært ved at styre finanserne, og ikke mindst i en situation, hvor man havde behov for at få væksten og dermed beskæftigelsen tilbage. Resultatet var da også, at da statsministerposten skiftede fra HTS til Løkke Rasmussen var Danmark endnu ikke tilbage på det nationalprodukt, som man havde haft i 2010 – året efter finanskrisen!

”Støttepartierne”, som de bliver omtalt, er SF, Enhedslisten og Det Radikale Venstre, og ikke mindst de to første insisterer på, at hvis de skal kunne stemme for finansloven for 2020, så skal der være et lovkrav om mindst en voksen til 3 børn i vuggestuer og mindst en voksen til 6 børn i børnehaver.

Da Danmarks Statistik så oplyste, at det i det store og hele allerede var tilfældet, blev kravene skærpet, primært fra Enhedslistens side, til at det skulle gælde for hver enkelt institution til enhver tid og ikke kun som et gennemsnit.

Her er Danmarks Statistiks tal:

Kilde Danmarks Statistik: https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/levevilkaar/boernepasning/boern-og-personale

Kommunerne brugte sammenlagt 26.924.928.000 kr. på drift af dagpleje og vuggestuer mv. i 2018. Hvis vi, på baggrund af ovenstående oversigt, siger, at det svarer til, at der er en voksen til 3,2 børn i dagpleje og vuggestuer, og vi skal have flere ”voksne”, så vi når ned på 3 børn per voksen, så vil det i en hurtig beregning svare til et behov for knapt 1,8 milliarder mere. Man kan selvfølgelig argumentere for, at man ikke bare kan gange proportionalt op, da der jo f.eks. ikke bliver behov for flere bleer. Men pænt over en milliard kr. bliver det nok.

De Radikale mener, så vidt jeg forstår, at kommunerne selv skal finde pengene til bedre normeringer. SF er villige til at give kommunerne 500 millioner kr. til formålet, mens Enhedslisten siger en hel milliard kr. Men kommunerne har ret til at opkræve op til 25% af driften fra forældrene, så med 1 milliard offentlige penge, kan der opkræves 333 mio.kr. ekstra i forældrebetaling, og så kan det sikkert hænge sammen.

Men kravet om, at hver enkelt institution skal leve op til kravet, kræver en kommunebetalt kontrol af en ganske anseelig størrelse – svarede til den meget mindre hjemmehjælp og meget mere administration, man har fået i kommunerne fordi enhver bevægelse skal registreres.

Dertil kommer, at selv, hvis der på finansloven for 2020 kommer en bevillig på 1 mia.kr. og forældrene opkræves 333 mo.kr. ekstra for at bruge vuggestuer og børnehaver, er der kun to ting, der er sikre: At omkostningen nu er sikret i en lov om minimumsnormeringer og kontrol, og at forældrene fortsat kommer til at betale i de kommende år. Om folketinget fortsat vil bevillige en mia.kr. til kommunerne på dette område er stærkt usikkert, da den slags bevillinger har et med at forsvinde med en ny regering, eller ved at der laves en reform at bevillingerne til kommunerne. Begge dele har vi set før. Hvor er f.eks. Dansk Folkepartis ”Ældremilliard” En milliard, som mange kommuner klogelig tøvede med at bruge af frygt for, at den var væk igen året efter – som det formentlig også vil gå med denne ”Børnemilliard”.

Hvor vil kommunerne så tage ”Børnemilliarden” fra?

Som sagt er der ikke meget andet en ældrepleje og støtte til arbejdsløse tilbage at gøre godt med da de fleste andre udgifter er regelstyrede fra foketinget. De kommunale veje er allerede misrøgtede, det samme gælder kommunens bygninger. Vedligehold og investeringer kan altid udskydes – mener man. Et samlet overblik over kommunernes udgifter viser dette:

Kilde: Danmarks Statistik https://www.statistikbanken.dk/REGK3E

Man ser at folkeskolen mv. er den dyreste post på kommunernes budget, og at den er steget fordi der nu er indført lærer/elevnormer. Sundhed har vi allerede været inde på. Kontanthjælp og dagpenge er steget til trods for, at arbejdsløsheden er faldt. Dette skyldes, at jeg har lagt omkostningerne til jobcentre ind i den betaling, som kommunerne har til staten for at dække dagpengene (se bloggen ”Dagpenge – Hvorfor bestemmer staten, når den ikke betaler” https://alternativfordanmark.dk/2016/08/), og omkostningerne til jobcentre stiger betydeligt hvert år, samtidig bed at ledigheden falder. Her vil jeg tro, at ikke mindst statens nidkære regler for, hvordan jobcentrene skal få folk i arbejde, har en stor indflydelse på den stigende omkostning.

Også revalidering stiger voldsomt, mens ældrepleje falder for 2018, Handicapområdet stiger i 2018 og indvandrere har to høj-omkostnings år hvorefter omkostningen stabiliserer sig på et lavere niveau. Jeg er en mistanke om, at der måske har været tale om en kontoændring?

Jeg skrev i indledningen, at kravene til bedre normeringer formentlig ville vise sig i beskæringerne til ældreplejen. Mens omkostningerne til ældreplejen stiger over årene, så stiger antallet af ældre endnu mere:

Kilde: Danmarks Statistik http://extranet.dst.dk/pyramide/pyramide.htm#!v=2

Som man kan se, er antallet af børn i skole og børnehavealderen faldet svagt, folk i den erhvervsdygtige alder har svinget lidt, men er grundlæggende steget en smule. Den væsentligste grund til stigningen i befolkningen skyldes, at der bliver stadig flere ældre.

Dette bliver endnu tydeligere, når man alene ser på fordelingen mellem børnehavealder og skolebørn og folk på pension:

Kilde: Danmarks Statistik http://extranet.dst.dk/pyramide/pyramide.htm#!v=2

Der er tydeligvis tale om et svagt faldende børnetal og et stigende antal ældre.

Det kan vi så sammenligne med driftsomkostningerne til de tre grupper:

Kilde: Danmarks Statistik https://www.statistikbanken.dk/REGK3E

Med andre ord: Man tager fra de ældre og forbedrer – om end ikke så meget – omkostningerne til børn og unge per person.

Det gør man naturligvis fordi:
* Der ikke er så mange andre at tage fra.
* Folketinget har tilsluttet sig EU’s budgetdirektiv, selvom det ikke var nødvendigt, da vi ikke er med i EUR’en, men som i folketingets fortolkning (jf. VIVE) betyder, at
* Kommunerne bliver styret hårdt på den totale budgetramme.
* Folketinget lægger flere og flere driftskrav ned over kommunerne.

Vi har brug for en mindre revolution for at sikre den kommunale selvbestemmelse og ikke mindst for at smidiggøre systemet, så man målsatte at få mest muligt for pengene frem for at målsætte, hvilke indsatser, der skal foretages uden blik for, hvad målet er med det.

Man kunne starte med at lukke alle de ministerier, der bruger tid på at kontrollere kommuner og regioner fordi de tror, at når man sidder centralt, er man klogere end dem, der sidder tæt på, for slet ikke at tale om alle de ministerier, der bestemmer over ting, som meget bedre kan besluttes på lokalt niveau. Ikke alene ville man svare en hel del på statens regnskab, man ville også spare alle de mennesker, der er ansat i kommunerne alene for at svare på spørgsmål fra ministerierne.

Og så burde man under alle omstændigheder holde op med at tilmelde Danmark alle de direktiver, som alene forpligtiger EUR landene, hvor vi ikke er tvunget til at være medlemmer. Og i den forbindelse annullere vor tilslutning til budgetdirektivet.

Jernbanedriften – Svær at styre

”Og så, mine ærede vælgere, så kommer vi til jernbanerne. Ja, det er nu noget meget farligt at røre ved – rent ud sagt – af alle menneskelige drifter er jernbanedriften en af dem, som mest sætter lidenskaberne i bevægelse. Den eneste, der muligvis i så henseende overgår den, skulle da være kønsdriften”. Sådan skulle J.K. Lauridsen (1858-1905) efter sigende have indledt en tale til et vælgermøde, og meget sandt er der fortsat i det.

Specielt i hovedstadsområdet er der flere og flere mennesker, der ønsker endog markant nedsættelse af priserne for kollektiv transport. Det er ikke vanskeligt at være enig, når man på sit Rejsekort f.eks. skal betale 55 kr. – hver vej! – for at komme fra Hillerød til København.

Spørgsmålet er imidlertid, om takstnedsættelsen skal komme fra skatteyderne eller fra DSB.

Man kan undre sig over, at mens man i Danmark skal betale, hvad der svarer til 60,90 EUR (ca. 457 kr.) for en mandag morgen at tage toget til Århus, når man i Sverige skal betale 21 EUR (ca. 158 kr.) for at køre fra Stokholm til landets næststørste by Göteborg, også en mandag morgen, og i Storbritannien skal betale 8 EUR (ca. 60 kr.)for at køre Fra London til den næststørste by Birmingham om morgenen. Og det er jo ikke fordi der er kortere, for mens der er omkring 304 km mellem København og Århus, så er der 483 km mellem Stokholm og Göteborg, men selvfølgelig kun 190 km mellem London og Birmingham.

Priserne nedenfor er taget fra raileurope-world.com (men for Sverige fra omio.com) og gældende for en afgang mellem kl. 06 og kl. 08 om morgenen mandag d. 4. november 2019.

Fra hovedstaden til Næststørste by

Næste spørgsmål kunne så være, om det er fordi de øverste jernbaner er så subsidierede, at de kan have meget lavere priser end i Danmark? Men også her må vi skuffe: Bortset fra Schweitz er Danmark det mest subsidierende land blandt de her nævnte, og det uanset om vi ser subsidierne i forhold til antal kørte km, eller i forhold til befolknings størrelse.

Sammenligner vi igen med Sverige og Storbritannien, så betaler vi i Danmark pr indbygger 293 EUR (ca. 2.198 kr.) om året i tilskud til jernbanedriften, men de tilsvarende tal for hhv. Sverige og Storbritannien er 160 EUR og 65 EUR.

Vores samlede subsidiering af Jernbanedriften i Danmark er opgjort til 1,7 mia. EUR (ca. 12,7 mia. kr.), mens Sverige – der trods alt har en befolkning som Danmarks og Norges tilsammen kun bruger 1,6 mia. EUR om året.

Denne oversigt viser, hvilke subsidier, der i de samme lande som før gives til togdriften og hvor mange passagerkm., der kommer ud af det. Tallene er taget fra Wikipedia.

Subsidiering af jernbanedriften

Danmark placerer sig på den næst dyreste plads i gruppen, og så er vi endda en af de lande, der får færrest passager km. ud af vort store tilskud til Jernbanedriften. Kun Irland og Schweitz får mindre ud af subsidieringerne, når det gælder om at transportere hvor mange passagerer hvor langt. I Storbritannien får de 4,3 gange så mange penge ud af subsidieringen i form af hvor mange passagerer, der befordres hvor mange km. I Holland det dobbelte og i Frankrig knapt det dobbelte.

For at opsummere: Vi betaler væsentligt mere end de fleste, sammenlignelige lande for billetterne, og vi betaler mere i skat end de fleste for at subsidiere dette høje prisniveau, og samtidig må vi konstatere, at selvom vi både betaler mere på den ene og på den anden måde, så får vi væsentligt færre passagerer kørt færre km for pengene.

På det oprindelige spørgsmål er der derfor kun ét naturligt svar: Hvis priserne skal sættes ned, så flere tager toget, så må det være et krav til DSB om at få det til at lykkes. Det kan ikke være rimeligt, at skatteyderne og passagererne skal fastholde og udbygge positionen som det højest betalende i verden. Politikkerne og DSB må simpelthen til at blive bedre til at drive virksomheden – Se på ovenstående tabeller, hvor I eventuelt kan lære noget!

Kilder:
Kilde til Subsidier og Passagerkilometer: https://en.wikipedia.org/wiki/Rail_subsidies
Kilde til kolonne Befolkningsstørrelse og Befolkningstæthed: https://www.worldometers.info/world-population/population-by-country/
Kilde til Billetpriser: https://www.raileurope-world.com/spip.php?page=sales&re_domain=ptp&re_oper=results&step=results
Kilde til Billetpriser: https://www.raileurope-world.com/spip.php?page=sales&re_domain=ptp&re_oper=results&step=results
Kilde til kolonne Afstande: Google Maps

Komiske Wammen

Nicolai Wammen, der netop har overtaget finansministeriet, har tilsyneladende kun en ting, han har lyst til at tale om, nemlig at han har lavet et kasseeftersyn, der viste ubetalte regninger for 3,5 mia. kr.

Det kan jo forekomme som et ganske stort beløb, men Finansloven for 2019 har en udgiftsramme på 693,3 mia.kr. og med 252 arbejdsdage i 2019, svarer det til et samlet forbrug pr dag på knapt 2,8 mia.kr. om dagen.

Wammen har altså fundet ubetalte regninger svarende til 1,2 dages gennemsnits forbrug.

Hvor mange familier og firmaer har ikke ubetalte regninger liggende for lidt over en dags forbrug? Måske er det hele bare et spørgsmål om bank dage? I betragtning af, at man indtil videre ikke har hørt Wammen udtale sig om meget andet, kan man sætte spørgsmålstegn ved hans kvalifikationer.

Nu kommer det så frem, at første halvår 2019 har givet et overskud på intet mindre end 29,4 mia.kr., hvoraf de 12,2 mia.kr. stammer alene fra 2. kvartal. Det er indtil videre det højeste overskud i 11 år – altså ikke siden højkonjekturen i 2007-08.

Det er ikke en oplysning, som vi har fået fra Nicolai Wammen, men fra Ritzau, der har det fra Danmarks Statistik, som også kan forklare, at overskuddet først og fremmest stammer fra:

  • Større end forventet beskatning af pensionsformuernes forrentning. Det er      gode tider på aktiemarkedet, i hvert fald for pensionsselskaber og pensionskasser, og realrenteafgift af investering af danskernes samlet pensionsformue går derfor godt.
  • Antallet af mennesker på offentlig forsørgelse er det laveste i 30 år. Altså offentlige besparelser.
  • Privatforbruget og bilsalget er steget mere end forventet, hvilket giver mere moms og flere afgifter end forventet.

På denne baggrund forventer Finansministeriet et samlet overskud for hele 2019 på 44 mia.kr. – eller knapt 15 gange så meget, som Wammen fandt ubetalte regninger for.

Disse ekstra penge er jo det “Råderum” som politikkerne taler om, når de vil bruge flere penge end der umiddelbart ser ud til at være. Indtægter, som skyldes, at det går godt, og der derfor kommer flere penge i skatter og afgifter i løbet af året.

Kilde: CEPOS

Råderummet for 2019 blev vurderet til 5 mia.kr., så de er allerede brugt, men der er da fortsat 39 mia.kr. tilbage i runde tal.

Når man tænker på, at den nye regering indtil videre har udskudt den differentierede pensionsalder, som skulle hjælpe den nedslidte Arne til at gå tidligere på pension; ansættelse af flere pædagoger, der skulle gøre det muligt at give støttepartierne de minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver, som de krævede for at støtte regeringsdannelsen; de lovede 1.000 ekstra sygeplejersker (som ganske vist ikke findes); klimainvesteringer, der kun kunne blive til en enkelt milliard, og mange andre valgløfter, kan man spørge sig selv, hvorfor Wammen bliver ved med at fortælle om de ubetalte regninger på lidt over en dags statsligt forbrug, men ikke iler sin statsminister til hjælp og fortæller, at der formentlig kommer 39 mia.kr. mere i kassen i år på baggrund af de gode tider, som den tidligere regering til dels har været med til at skabe.

Man kunne selvfølgelig også bruge pengene til at dække hullet i SKAT?!

Er Nicolai Wammen i det hele taget kvalificeret til at være finansminister?